fredag den 30. november 2012

Sneak peak


Så er det næsten nu. Boden er gjort klar og i morgen tidlig er vi på vej mod Roskilde igen.


Markedsbod


Markedsbod


Vi har taget varmen med, og satser på at kalde os det lune hjørne...

Bristefærdig


Mit kælderrum er fyldt til bristepunktet. Kasser ned nedpakkede varer, duge og tilbehør til markedsplaner fylder godt op.


Amaryllis


Jeg fik varmen, da jeg tidligere i morges bar det hele ned. Nu er det klar til afgang, når Karsten og Karina senere kommer og henter. Både mig og mine ting.

Jeg tænker det er godt, Karina har lånt en trailer, for mon ikke også den når bristepunktet. Jeg er ikke den eneste, der fylder. Tror jeg.

Selv er jeg spændt. Det er ikke tid til mere. Nu må det briste eller bære.

Spændende bliver det også, hvornår den bristefærdige amaryllis, der står på mit bord, vælger at folde sig ud.

Men først venter eftermiddagens timer sammen med weekendramte børn. Senere bliver der tid til at stille op til julemarked, så vi er klar i morgen tidlig.

Jeg glæder mig til en weekend, der nok skal blive hektisk. Skulle nogen komme forbi, så giv jer endelig til kende. Det er ikke sikkert jeg opdager af mig selv.

torsdag den 29. november 2012

Jagten på fordelingskrydset


I SFO'en skal der opsættes Tabulex i de små afdelinger og Klubben. Inde hos mig skal der ikke være nogen, jeg har nemlig ikke opsynspligt. Mine unger er så store, at de kan selv.


November 2012


Tabulex er et interaktivt system, hvor ungerne på en touchskærm selv krydser sig ind og ud. I dag sætter de analoge krydser på tavlen ved baren, hvilket selvfølgelig er et noget statisk system.

Tabulex kan nemlig meget mere. Ungerne kan for eksempel også markere at de er gået hjem til en specifik anden. Tabulex samarbejder via intranettene, så forældrene hjemmefra kan melde hvis barnet er syg eller holder fri. Forældrene kan også holde øje med, om deres barn er krydset ud eller ind.

Det sidste synes jeg er på kanten til for meget overvågning. Men det er en helt anden diskution.

I dag stod der pludselig en mand. Han ville gerne vide hvor Tabulexen skulle sidde. Det kunne vi fortælle ham. Men så nåede vi også grænsen for vores formåen ud i hjælpsomhed.

Manden ville nemlig også gerne vide hvor fordelingskrydset var.

???

Altså det der udtag, hvorfra ledningen til den virtuelle verden skal trækkes, så samarbejdet med intra kunne blive en realitet.

Lotte og jeg tog udfordringen op. Kom med gode ideer til hvor krydset kunne være. Vi startede på depotet, der lød som et fornuftigt sted at placere sådan noget. Der var ikke noget, der lignede udtag, skabe, bokse eller krydser.

Jeg tænkte om vi kunne følge ledningen fra computeren på kontoret. Det mente manden, måske godt vi kunne. Så vi prøvede, kravlede lidt rundt under bordet. Uden resultat.

Vi overvejede andre placeringer. Fik åbnet mere end en dør til gode muligheder. Alle oplagte, men krydsløse.


November 2012


Vi ringede til chefen - havde et kort øjeblik glemt han var på kursus. Hvorpå vi løb hver sin vej. Lotte mod pedellen, jeg mod kontoret. Manden blev stående og ventede.

Jeg havde ikke held på kontoret. Men Lotte fik fat i Lars, der beredvilligt startede med at tjekke alle de steder vi allerede havde ledt. Vi ledte med, for det kunne jo være, vi ikke havde set ordentligt efter.

Så hentede han tegninger, telefonerede og ledte endnu en gang. Stadig med et manglende resultat. Boksen inde hos mig blev efterset. Også selvom vi egentlig godt vidste, den ikke var et fordelingskryds. Caféen har nemlig eget netværk, så vi ikke risikerer at alt bliver nulstillet hver nat. Det ville være lidt kedeligt, når vores computere er fyldt med spil, der gemmes og spilles videre på dag efter dag.

Til sidst gav Lars op. Fik kontakt til en højere kommunal mand, der straks satte af og mødte op, for at være behjælpelig.

Inden han nåede frem, fik Anja den fantastiske ide, at finde noget farvet tape, sætte et kryds på gulvet - helst under en af sofaerne - for at kunne sige, vi havde fundet det - krydset altså - når de vendte tilbage.

Det nåede aldrig at blive til noget. Børn kom i vejen, og det er langt vigtigere i en hverdag fyldt med børn. Men det var sjovt, og vi nåede at grine rigtig meget.

Det var næsten lige så sjovt, da den kommunale mand endelig dukkede op. Kun for tørt at konstatere, at i vores afdeling er der ingen kryds.

Og så forsvandt de. De to mænd. Vistnok for at finde ud af, hvorfra ledninger så skulle trækkes...

Endnu et kredsløb


Det er efterhånden et par måneder siden, jeg købte det smukke fed garn i Taastrup, der som udgangspunkt skulle bruges til hexipuffs.

Det gik også hurtigt op for mig, at de smukke farver, der ligger så fint i et fed, bliver til noget ganske andet, og rodet, vundet op til et nøgle. Og endnu mere rodet når det bliver strikket.

Jeg tænkte at en lille smule rod i en flok hexipuffs sammen med alle de andre langt mindre rodede, sagtens kunne være fint.


De tre puffs, der får lov at indgå i tæppet


Så jeg strikkede tre puffs. Og så stoppede jeg. Kunne ikke rigtig forlige mig med de alt for korte farveskift.

Men noget skulle det bruges til. Så jeg besluttede at strikke strømper.

Måske er det fordi mine fødder er så langt fra mine øjne, men jeg kan bedre med rodede farvesammensætninger på fødderne, end alle mulige andre steder. Faktisk har jeg det helt fint med sokker med spræl i.

Jeg kastede mig over kredsløbsstrømperne endnu en gang. Og tænk, antallet af masker passer nærmest perfekt til de korte farveskift. Overgangene sidder så tæt over hinanden, at det endte som langt bredere striber end det kunne forventes.


Kredsløb


Det er i øvrigt også sjovt at se, hvor lille en forskel i maskeantallet, der skal til, for at farveskiftene igen bliver noget mere rodet. Det kan ses hen over tåen, hvor maskeantallet bliver mindre - ganske stille.

Selvom jeg kommer til at tænke en lille smule på påske, når jeg kigger på de færdige strømper. Så har jeg dem altså på i dag.








Design: Kiertoradalla af Tiina Kuu.


Garn: Opal Handpaintet i farven Asian.

De færdige strømper vejer 54 gram.


Pinde: Knitpicks str 2½ mm.


Størrelse: Small. Til mine størrelse 39 fødder strikkede jeg 10 omgange ekstra, inden jeg lukkede af til tåen.


Kredsløb


Bemærkninger: Det er til dato et af de lækreste strømpegarner jeg har strikket af. Det nærmest strikkede sig selv. Jeg tror ikke jeg er færdig med at strikke af Opal garner. I hvert fald ikke de lækre af dem.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

tirsdag den 27. november 2012

Engle findes altså



Jeg ved det, for jeg mødte en i dag.

Og jeg tør næsten sværge på, at jeg kunne se vingerne stikke ud nederst på frakken, da hun vendte sig og gik.

Varmen og følelsen af glæde, der endnu sidder godt fast. Den var jeg til gengæld ikke ene om at kunne mærke.

November socks


Jeg er ikke imponeret.

Jeg har bare svært ved at sætte en finger på hvorfor.


November socks


Selve opbygningen af strømperne er der ikke en finger at sætte på. Mønstret er gennemtænkt og faktisk rigtig fint. Garnet var let at arbejde med. De var rimelig hurtigt strikkede. Også selvom jeg strikkede strømpe nummer to halvanden gang.

Jeg kommer også helt sikkert til at bruge dem.

På negativsiden tæller rod i regnskabet. Opskriften indeholder nogle fejl, der betød jeg nåede at strikke en halv sok, inden det gik op for mig, at jeg burde have tænkt selv. En alvorlig fejl - når man som jeg, valgte at lade være med at tænke selv.

Det tæller også opad på minussiden at strømperne strikkes over otteogtres masker. Jeg vidste godt, at det faktisk er for mange masker til mine fødder. At strømperne ender med at blive for løse.

Jeg strikkede dem alligevel.

Og de er da også fine.

Jeg har bare ikke lyst til en genopsætning.


November socks


Det er i øvrigt en sjov detalje, at strømperne stort set er ens stribede. Det er ikke noget jeg bevidst har stræbt efter. Jeg strikkede bare, fra den ene ende af nøglet, til der ikke var mere garn og fortsatte så til nøgle nummer to.

Jeg så det først, da de var færdige, og jeg fik begge to på.

Det er faktisk meget fint.





fakta




Design: November socks af Regina Satta.


Garn: Fantasy strømpegarn fra Sandnes Garn. Garnet er multifarvet i grønne og blå nuancer. De to tråde i garnet har hver sin farve, der ikke følger hinanden i farveskiftet, og dermed giver nogle lette glidende overgange - det hedder sikkert noget fint.

Farvenummeret er 8100.

De færdige strømper vejer 63 gram.


Pinde: Knitpicks str 2½ mm.


Størrelse: Mønstret er one-size. Det ærgrer mig lidt, for jeg synes der er for mange masker i omkredsen. Jeg stoppede foden da mønstret ramte gentagesesknappen, det passede mine størrelse 39 fødder perfekt.


November socks


Bemærkninger: Højre strømpe er strikket helt efter foreskrifterne. Næsten. For jeg valgte at vende snoningsretningen på snoningsrækken hen over foden. Det synes jeg passede bedre, rent optisk. Og så var der lige en mindre detalje ved tåen.

Venstre strømpe er et kapitel for sig. Strømperne består af to forskellige snoninger ned ad benet. De to forskellige snoninger giver mening, når mønstret ændrer karakter ned over foden.

Så langt så godt. Ifølge opskriften skal de to snoninger derfor bare bytte plads på venstre strømpe, og det er beskrevet fint i opskriften. Mønstret er bygget op, så der er to forskellige mønsterdele - de to forskellige mønstrerdele overfor hinanden på hver af de fire pinde, strømper ofte bliver strikker over.

Problemet opstår så, når der i mønsterdelen er en retmaske i den ene ende og to retmasker i den anden. Når mønstrene byttes om, ender der med at være et forkert antal retmasker i hver ende af pindene.

Mønstret skal derfor ikke bare byttes rundt, men fuldstændig spejlvendes. Det gælder også for den øverste kant. Hvis ikke, ender der med at være elleve masker mellem snoningerne foran på strømpen, i stedet for de tretten masker resten af mønstret kræver.

Jag valgte yderligere også at spejlvende alle snoninger. Det synes jeg ser pænest ud.


November socks


Så var der tåen:

Personligt mener jeg der mangler en enkelt linie i opskriften omkring tåen. Der er nemlig to masker mere på overfodens pinde, end på underfodens pinde, når strømpen når tåen.

Ifølge opskriften, skal der tages lige mange masker ind på alle pinde, til der er lige mange masker på alle pinde. Det synes jeg godt kunne være lidt svært. Det var dog forholdsvist nemt at rette op på. Jeg flyttede simpelthen en maske fra hver af overfodens pinde til hver af underfodens pinde, inden jeg lukkede af til tåen.

Jeg er egentlig ikke specielt vild med sammensyede tæer, men jeg valgte alligevel at følge opskriften og tage ind, til der er ti masker tilbage på over- og underfod, og sy dem sammen med maskesting.


Jeg har i øvrigt rettet henvendelse til designeren. Jeg har ingen tilbagemelding fået. Heller ikke en opdatering af mønstret. Det synes jeg er lidt ærgerligt. For jeg er formentlig ikke den eneste, der slår autopiloten til.

Måske det også spiller en rolle i min manglende imponering...


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

mandag den 26. november 2012

Begyndende ungdomsoprør...?


I mandags skulle Emilie med klassen til Christiansborg. De skulle være politikere for en dag. Et arrangement, der bliver stillet til rådighed for ottende og niende klasser.


Altanen, november 2012


Jeg synes det lød helt vildt spændende, og var det ikke fordi jeg var i Aarhus den dag, ville jeg hellere end gerne være taget med. Emilie synes overhovedet ikke det lød spændende. Punktum!

Da det pludselig gik op for hende, at hun ville være alene hjemme, om morgenen når hun skulle af sted, planlagde hun ret hurtigt at pjække. Hun var dog tro nok, til at meddele det til både os, klassekammerater og lærere.

Jeg synes selvsagt ikke, det var en god ide. Men hun stod fast, og da jeg vidste jeg ville befinde mig i den anden ende af landet, kunne jeg ikke gøre meget andet, end beklage at hun ikke tog imod muligheden.


Altanen, november 2012


Hun gjorde alvor af sin trusel. Omkring klokken tolv mandag indløb en sms med indholdet: God morgen. Jeg synes stadig det var en dum ide. Tænkte, at hun for første gange for alvor satte sig op mod autoriteterne. Dog havde hun meddelt det på forhånd. Slet ikke så dårligt endda.

Det var alligevel med slet skjult fryd, at jeg glædede mig, da hun tirsdag kunne fortælle, at klassen havde fået mulighed for at deltage i arrangementet endnu en gang. Altså tog de allesammen til Christiansborg i onsdags. Nogen havde været med før, og det synes det var fedt.

Andre - som i Emilie - synes det var svingende mellem kedeligt og okey.


Men hun fik prøvet det.

Og prøvet friheden.

søndag den 25. november 2012

Positive overraskelser


Meget kan man sige om mit nabolag, men at folk er overvejende positive, er ikke noget af det.

Slet ikke i Fakta.


Altanen, november 2012


Jeg synes ellers selv, at jeg forsøger at se alting med positive briller. At jeg er tålmodig, og gerne venter, hvis køen er lang. Det er desværre bare ikke det indtryk, jeg har af mine medmennesker.

Specielt ikke i Fakta!

Søndag har været grå. Det har regnet hele dagen. Effektiviteten har været på et minimum. Kun længslen efter cola og chokolade, kunne langt hen ad eftermiddagen få os ud af døren.

Så Emilie og jeg pakkede os sammen. Bevæbnede med hver vores paraply og en pose fuld af tomme flasker - som undskyldning - begav vi os mod den lokale og søndagsåbne Fakta.

Vores Fakta har været gennem mere end en ombygning. Hver gang med brede gange og mere plads til kunderne. Noget der hurtigt giver mere plads til flere varer i kurve, på paller eller dertil egnede reoler, og mindre plads til kunderne. Men sådan skal det vel være. Vi kommer fint rundt alligevel.

Den sidste ombygning flyttede flaskeautomaten ud af butikken og ind i et lille aflukke udenfor. Bestemt en pryd for butikken, der nu ikke længere har tomme poser og lugtende flasker til at ligge og flyde. Mens tilgangen til personale ved fejl på maskineriet, er lidt sværere.


Altanen, november 2012


Fremme var aflukket til flaskeaflevering allerede optaget. En ung mand stod og ventede. Og ventede. Mens displayet blinkede og maskinen bippede. Det plejer at betyde, at båndet ind bag i er fuld af flasker, der blot skal flyttes, for at endnu flere flasker kan få plads.

Vi ventede ikke længe, før endnu en mand bevæbnet med tomme flasker dukkede op og en kø tog sit udgangspunkt. Maskinen bippede stadig, så jeg lod Emilie stå med flaskerne og gik ind for at spørge efter hjælp til maskineriet.

Inden for var der travlhed. Tre åbne kasser, lange køer og mange kunder. Jeg fandt en ung pige og spurgte efter hjælp. Hun så noget usikker og meget ung ud, men lovede at kigge på det.

Jeg vendte tilbage til min plads i flaskeafleveringskøen. Den unge mand i båsen var ved at miste sin tålmodighed, men blev glad, da jeg kunne melde lovning om løsninger.

Og så var det jeg oplevede positiviteten. Lige uden for Fakta. Lige der hvor der oftest kun er negativt at spore. Vi kiggede på hinanden, var rørende enige om, at sådan en søndag er det næppe rart at være på arbejde. Specielt ikke når der er knald på, størstedelen af personalet er unge og afløsere, og flaskeautomaten næppe det, der får højeste prioritet.

Længe gik der ikke, før maskineriet kørte igen, vi kunne aflevere og komme videre. Men ikke uden først at smile til hinanden, ønske en fortsat god aften og gøre plads på vej ud og ind ad aflukket.

Måske er der slet ikke så negativt i Fakta.

lørdag den 24. november 2012

Argh...


Det er temmelig trist for en gangs skyld at følge en opskrift slavisk, og så halvejs gennem strømpe nummer to finde ud af, at der er en fejl i opskriften...

Den første strømpe er heldigvis god nok.


Altanen. november 2012


Jeg har fundet fejlen, skrevet til designeren, og trævlet det hele op.

Jeg tror lige, jeg holder en pause, inden jeg slår op igen.

fredag den 23. november 2012

Fremgang


Hvis nogen kunne fristes til at spørge, om jeg overhovedet laver noget på det der arbejde, er jeg tilbøjelig til at spørge med.

Somme tider føles det i hvert fald ikke særlig arbejdsomt at kunne lege og snakke sig gennem dagen...


Anjasjalet


I forhold til Anjasjalet kunne samme spørgsmål stilles. Jeg strikker nemlig kun på det, når jeg er på arbejde. Og med den fart det er vokset, står spørgsmålet lige for.

De sidste ugers mange møder og sene arbejdstimer har givet masser af strikketid. Samtidig har jeg en følelse af, at det går langt hurtigere at strikke dette andet sjal af slagsen.

Så hurtigt at jeg mente, at have så godt styr på mønsteret, at jeg måtte pille op. Men også så hurtigt, fordi jeg med viden om hele sjalet har langt lettere ved at se frem.


Anjasjalet


Jeg er godt i gang med fjerde og sidste clue fra sommerens mysterie. Trods den sidste del, er det også den største del, der sammenlagt fylder over halvdelen af det færdige arbejde.

Sjalet startede med seks masker. Nu ved jeg ikke hvor mange der er, men jeg ved at hver eneste pind lægger endnu to masker til det samlede antal. Det bliver en del, inden jeg kan lukke sidste maske.

Med sidste del, er jeg også nået til den mest kedelige del af sjalet. Om det er fordi, jeg har strikket sjalet før, at jeg kun mødestrikker eller noget helt andet, ved jeg ikke. Men selvom jeg godt kan mærke erindringen om kedelighed dukke op, er det endnu ikke helt så kedeligt at strikke, som første gang.


Anjasjalet


Heldigt nok!

En anden slags hjerter


Jeg er ved at nå dertil, hvor tiden for flere nye ideer og flere afprøvninger er slut. Men så var der lige den der clipsemaskine, som jeg ikke kan finde. Og de der papirstrimler, der har ligget længe og ventet på clipsemaskinen.

I går købte jeg en ny. Nu dukker den gamle nok op. For jeg kunne ikke vente længere.


Hjerter


Hjerter


Efter dejligt og hyggeligt besøg i aftes, fandt jeg papirstrimlerne frem og clipsede løs. Et ganske enkelt system, der ser ud af meget.

En flok hjerter, af en anden slags end de små buttede af ler, så dagens lys. Anders så muligheder og overvejede om samme type hjerter kan laves af nul komma en messingplade. Han målte op, og lød bestemt som om muligheden skulle afprøves.

Nu er det vist også ved at være slut med produktionen. På skemaet står i højere grad nedpakning, indpakning, prissætning og forberedelser af en anden art end produktion.

Men jeg skal bare lige....

torsdag den 22. november 2012

Hjerter og gamle kniplinger


I aftes syede jeg sidste sting på symaskinen, og kunne pakke syværkstedet væk.

I stedet pakkede jeg lerværkstedet frem. Jeg havde planer om flade julehjerter. Jeg har allerede for et par uger siden leget med ler og hjerter. De var inden syværkstedet overtog pladsen.


Buttede julehjerter


Men så sneg en anden ide sig ind. Simpelt, let og ligetil. Pludselig legede jeg med små buttede og langt mere fyldige julehjerter.

Det var sjovt og og hyggeligt, men så var der ikke mere ler. Nu er lerværkstedet også pakket sammen, og de flade julehjerter må vente til en anden gang. Måske det dukker op igen.

Nu ligger hjerterne til tørre. Præget af blonde af den ægte og fine slags. Fine kniplinger en dame for mange år siden har lavet. Meter efter meter vundet forsigtigt op, og gemt indpakket i syrefrit papir.

For mange år siden gik de i arv til mig. Gennem min mor. Jeg kender ikke damen, men hun havde ikke længere brug for dem. Nu bor de fine kniplinger hos mig. Mange gange har jeg fundet dem frem, aet og beundret. Med ærefrygt.

Jeg ved hvor meget arbejde, der ligger i de mange meter. Derfor ligger de stadig. Jeg kan ikke få mig selv til at sætte saksen i dem. Af ærefrygt og viden om det store arbejde.


Buttede julehjerter


Men at dyppe dem i ler er åbenbart ikke ærefrygtindgydende. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Måske fordi jeg kan bilde mig selv ind, at når leret er tørret, kan resterne rystes af, og de mange meter hænger stadig sammen.

Jeg synes blonderne og de små hjerter passer godt til hinanden. Og skønt jeg gerne ser dem solgt, når markedet lige om lidt slår dørene op, håber jeg der er nogle tilbage. For jeg er sikker på, at de pynte fint på mit juletræ.

Der er garn, og så er der garn


Mellem alle markedsforberedelserne havde jeg brug for noget andet. Noget strik!

Da jeg faldt over et par mystiske sokker på Ravelry, hoppede jeg på. Tiden har vist, at jeg har noget med strikkede mysterier, så mærkeligt er det vel egentlig ikke, at jeg straks måtte være med.


Sokkestrik


Da første clue meldte sin ankomst, vurderede jeg, at der var brug for noget garn uden alt for meget uro. Et kig i garnkassen åbenbarede resten af det brombærfarvede Zauberball, jeg brugte til min mors Leftie.

Fint, tænkte jeg. Der er godtnok farveskift, men med meget lange mellemrum. Og så gik jeg i gang.

Jeg strikkede, og jeg strikkede, og jeg strikkede. Af en eller anden grund, kom jeg lissom ingen vegne. Og jeg var ikke rigtig tilfreds med resultatat. Men strikkede videre.

Inden jeg tog til Aarhus var første clue færdigt, og da jeg nåede hjem, ventede det næste. Jeg var bare stadig ikke rigtig tilfreds. Mest af alt havde jeg lyst til at smide det hele ud.

Men hvorfor var jeg ikke tilfreds? Det er faktisk et meget godt spørgsmål.

Umiddelbart synes jeg det er et lidt mærkeligt mønster. Måske mest fordi det ikke er symmetrisk. At der er forskellige snoninger og afstanden mellem de to mønstergrupper er mærkeligt sammensat.

Men det var ikke rigtig det. Jeg ved jo heller ikke hvad mønstret udvikler sig til. Jeg er faktisk lidt spændt. Der venter stadig det sidste clue.


Sokkestrik


Sokkestrik


Jeg nåede frem til, at det var garnet. Jeg var ganske simpelt ikke tilfreds med garnet. Single Zauberball har helt sikkert flotte farver, men det er et entrådet garn. Det er jeg i virkeligheden ikke særlig vild med. Åbenbart. Har jeg opdaget.

Jeg synes ikke maskedefinitionen er særlig pæn, og jeg synes egentlig heller ikke, det er specielt godt at strikke med.

Jeg trævlede op. Valgte et andet garn. To dage senere er både clue et og to færdigstrikkede. Til første sok. Måske når jeg også lidt af sok nummer to, inden clue tre på søndag melder sin ankomst.

Det er sjovt at forskellen på garnet, kan give så stor forskel i strikkeglæden.

Og Zauberballen - den tænker jeg at ligge dobbelt og strikke tykke sokker af. En dag. Måske...

tirsdag den 20. november 2012

Den gamle By


Nina havde billetter til Den gamle By og selvom der var temmelig mange andre med fribilletter, valgte vi at tage derind. Jeg ville gerne, for jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst var i Den gamle By. Jeg kan huske at Møntmestergården var under opførelse, og nu står den smukt ved det store torv.


Den gamle by i Aarhus


Med til billetterne var mulighed for udlevering af glögg eller honninghjerter. Vi ville helst have honninghjerter, men de var beregnet til børnene. Altså spurgte vi pænt, om vi måske kunne få lov at bytte. Det kunne vi ikke. Alle dem der ikke spurgte, gik til gengæld rundt med honningkagehjerter.

En smule fornærmede formøblede vi i stedet vores ringe formue hos bageren, der havde gåsestegen stående i bageriet og lækre hindbærsnitter i butikken.

I en af bygningerne var der udstilling og salg af husflid. Sådan noget kan jeg ikke gå forbi. Også selvom der sjældent er meget rigtig spændende. Retfærdigvis skal siges, at det var der faktisk denne gang. Specielt de lækre børster i alle varianter fra Blindes arbejde, var helt igennem fantastiske. Alt fra koste, klædesbørster, badeænder og opvaskebørster til hårbørster og støvkoste lavet af det blødeste hår fra alle mulige dyr. Det var vist meget godt, vi ingen penge havde med...


Den gamle by i Aarhus


Den gamle by i Aarhus


Vi var forbi boghandleren og isenkræmmeren, der sælger ting, der alle forbindes med forgangne tider, men som stadig produeres helt efter foreskrifterne. Jeg er vild med at personalet i byen lever sig ind i rollerne, og en ung pige nåede at blive belært om tiltaleformer, da hun tiltalte isenkræmmeren med du i stedet for De.

Vi nåede forbi 1974kvarteret, der er under opførsel, og som sendte os en hel del år tilbage i tiden. Vi ville hellere længere tilbage og fandt tilbage til de tidligere tider.

Tilbage i før 1927 mødte vi modistforretningen. Jeg fik en pludselig lyst til at begynde at gå med hat. Lysten har ikke fortaget sig endnu. Måske jeg en dag begynder at kreere en hat.. eller to.


Den gamle by i Aarhus


Til sidst var det så mørkt, og vi så sultne, at vi gik mod udgangen, bussen og turen hjem. Jeg er ret vild med det sted, også selvom en hel dag næppe kan dække det hele. Men helt sikkert er det, at jeg skal have Emilie med i Den gamle By. Om helst ikke alt for lang tid. Men gerne til sommer med lys og mulighed for en heldagsudflugt.

Farvel til Aarhus


Efter et par dejlige dage, blev jeg i aftes kørt til toget.


Aarhus, sen aften november 2012 


Efter farvelknus og glæde over skønne dage, kunne jeg fra banegårdspladsen med den oplyste Romersk-katolske Aarhusianske kirke vinke farvel til noget, der helt sikkert skal gentages en anden gang.

Nu er jeg hjemme igen. Hjemme i et sovende hus, med ventende the og kage. Om lidt kravler jeg ind til varme, hos min sovende kæreste.

Tak for denne gang. Det var dejligt.

lørdag den 17. november 2012

Årh, det var sjovt!


Weekenden startede med en tur. En af de lange. En af dem, der først sluttede, da fredag var blevet til lørdag. En af dem, der mest af alt føles som en leg. En jeg endda bliver betalt for.

Halvdelen af vores unger var med. Flere ville gerne, men kunne ikke. De, der var med havde det sjovt. Måske det smitter til næste gang.

Vi startede hos IndoorSki i Rødovre. Vi gik dertil. Vi havde booket deres rum med racersimulatoren. Der var også noget skydenoget. Men det var mest for sjov.


race


Racerløbet derimod. Det var det vigtige. Og vilde. Og sjoveste. Både at se på og prøve. Alle drengene stod næsten på tæerne af hinanden for at komme til. Instruktøren morede sig og synes det var supersjovt med de mange glade unger. Emilie ville ingen omstændigheder køre, men da der viste sig at være tid, hoppede både Anja og jeg på.

Det var supersjovt. Jeg droppede det med bremsen, skubbede sømmet i bund og kørte kun galt en enkelt gang. Jeg ramte et par værn undervejs, og kørte ved siden af banen mere end en gang. Ungerne hujede og jublede og synes det var sejt med voksne, der turde.

Jeg var ikke den hurtigste, men jeg var heller ikke blandt de langsomste. Anja var langt hurtigere, og instruktøren var tilpas benovet. Hvis ikke det var fordi vi skulle videre, nogen andre havde booket rummet, og det koster langt mere end jeg var parat til at betale, var jeg gerne blevet der længere. Ligesom flere af drengene..

Men vi skulle videre i programmet. Vi skulle finde en bus. Vi skulle lege i en park. Vi skulle spise kinesisk. Det er vildt hvor meget mad, der kan være i sådan en flok drenge. Og endnu mere vildt, hvor meget slik sådan en flok drenge kan rasere en Faktabutik for. Og siden spise og drikke i biografmørket, mens vi lige så to film i salen, vi havde helt for os selv.

Det var en dejlig aften.

Men nu er det nat. Jeg skal tidligt op. Tasken er pakket og weekenden er allerede godt i gang.


God weekend.

fredag den 16. november 2012

Aldrig mere... Eller indtil jeg har glemt det... Igen


Man skal aflevere det, man låner.

Jeg synes selv, at jeg er rimelig god til at huske at aflevere det, jeg låner. Jeg er ikke særlig god til at få det tilbage, jeg låner ud. Jeg glemmer nemt.


Legepladsen, november 2012


I går kom tøserne løbende ind i Caféen. Dumpede de tunge tasker, og forsvandt hurtigt igen. De skulle have idræt. I stadionhallen. Havde travlt.

Fem minutter efter kom Emilie igen. Hendes cykel var flad. Punkteret eller piftet. Det er rigtigt til at vide. Der bliver tid til en afprøvning senere i dag.

Hun ville låne min cykel. Havde stadig travlt. Efterhånden meget.

Selvfølgelig måtte hun det. Jeg havde glemt hvad der skete sidst. Fandt nøgler og lukkede hende ind i skuret med personalecykler.

Senere kom de igen. Tasken med idrætstøj blev dumpet. Den skulle jeg tage med hjem. Hurtigt forsvandt de igen. Der var en film og en præmiere der trak.


Legepladsen, november 2012


En time senere stod jeg i skuret. Havde gravet lygterne frem fra cykelkurven, havde monteret samme kurv på cyklen. Var glad for at have noget at transportere den tunge computer, jeg havde med, på. Havde Emilies idrætstaske på styret. Stak hånden i lommen, for at fiske nøglerne op...

Da var det, jeg kom i tanke om, hvad der skete sidste gang, hun lånte min cykel...

Anders var hedigvis hjemme. Jeg nåede bussen og kunne slæbe både den tunge kurv, computer og idrætstaske hjem, dumpe det hele hjemme, inden jeg med en følelse af nøgenhed begav mig mod byen og de glade tøser.


Jeg nåede også en noget anspændt sms om manglende nøgler og aldrig mere...


Legepladsen, november 2012

torsdag den 15. november 2012

Twilight


For et år siden var Twilight ikke noget, der kunne bringe Emilies sind i kog... Men så...


twilight


Da hun i sommers havde fødselsdag, var der ikke langt til beslutningen om, at fødselsdagsafholdelse for hende selv og Samar skulle vente til i dag. Til det store lærred. Til fortsættelsen på dramaet.

Billetterne var bestilt. Det ultimative lærred og de gode sæder i udsigt. Imperial med udsmykning og stemning. Facebookbeskeder fløj frem og tilbage i aftes. Sommerfuglene havde frit spil, og søvnen lå ikke lige for. Tøserne tog selv af sted. Nåede kun lige ind forbi og sige farvel.

Senere fulgte jeg. For at mødes og spise sammen. Satte mig i foyeren og ventede på at forestillingen skulle slutte. Ventede på de forventede skinnende øjne og glade smil.

Ved siden af mig sad to yngre kvinder. De havde tydeligvis børn, var stadig unge og havde stadig teenageårene i frisk erindring. De ventede også. På næste forestilling. Snakkede om lidt af hvert, talte sammen og havde begge indspark til samtalen. Den ene nåede at fortælle, at hun regnede med at skulle se filmen mindst fire gange.

Så dukkede endnu to veninder op. De havde været i kiosken og tanke op. Pludselig drejede samtalen.

Den sidst ankomne fyldte ikke kun i landskabet. Hun fyldte. Meget. Stemmen var høj. Gennemtrængende. Alle kunne høre hende. Samtalen forstummede. Blev til enetale. Alt handlede om hende. Alt. Fik en af de andre sagt noget. Formastede nogen sig til at sige noget, blev det straks drejet. Tvistet. Til samtalen igen handlede om den højestråbende.

Et øjeblik var hun væk. Straks var samtalen tilbage på et plan, hvor alle blev hørt, alle havde noget at komme med. Da den højtråbende vendte tilbage vendte samtalen også.

Jeg grinede lidt. Observerende og overvejede. Gemte mig bag mit strikketøj. De kendte tydeligvis hinanden. Måske gennem flere år. Måske var de en nydannet mødregruppe. Det skinnede ikke igennem. Men det var tydeligt, at de ikke var opmærksomme på dynamikken i gruppen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor lang tid der vil gå, før de får nok af hele tiden at blive tilsidesat. Hvor langt tid der går, før en af dem opdager det.

Filmen sluttede og mine observationer stoppede. Jeg gik udenfor. Opgav at finde tøserne i virvaret af filmgæster. Holdt fast i mobilen, og tænkte at de nok ville ringe.

Udenfor mødte jeg en af mine. En af de gamle Caféunger. En af dem, der gik ud for mange år siden, men stadig med mellemrum vender tilbage. Der var tid til knus og glade gensyn, inde hun sammen med en veninde fortsatte ind til næste forestilling.

Så ringede tøserne. Fandt vej ud. Glade, smilende, og fortællende.


Det er den bedste film de nogensinde har set. Jeg tror, jeg nu har en nogenlunde forestilling om handlingen.

Symaskineleg


Det gode ved at sy alting på samme tid med samlebåndsteknikker er, at lige pludselig er det hele færdigt. Nærmest på en gang.

Nu ligger en pæn bunke små projektposer i stil med dem, jeg lavede for længe siden, og siden har brugt til alt muligt.


Små hyggelige poser


Mængden blev bestemt af min samling af små broderier, jeg har lavet gennem tiden. Specielt de små strømpegarnbroderier, der var sjove at lave, er gode at se brugt til noget.

Der ligger stadig en mindre bunke, der mangler sidste trin. De bliver nok færdige i morgen. Eller en anden dag.

Symaskinelegen er ved at være slut.

Det er fint med mig. For andet presser på.


Små hyggelige poser

onsdag den 14. november 2012

Eftermiddagslys


Ved centret er julepynten så småt fundet frem. Både ude og inde glimter de stiliserede juletræer.


Eftermiddagslys. November 2012


Jeg er ikke som sådan tilhænger af julepynt allerede fra slutningen af oktober. Men det her er hyggeligt.

På den anden side - jeg synes også illumineringen af Rapunzeltårnet (eta: det gamle vandtårn) og lyset på de stille kraner bagved er hyggelige.

Jeg må dermed konkludere, at det er lysene. At jeg synes lysene i eftermiddagsmørket er hyggelige. De lyser op på dage, der forsvinder alt for hurtigt.

Morgentid


Vores træner er stadig syg. Det passer mig svært godt.


November 2012


Som kompensation, har jeg lavet et miniprogram midt på stuegulvet. Jeg satser på, at lidt også har ret.

I køkkenet er opvaskemaskinen sat på arbejde, og når klokken slår otte har jeg det meste af en time sammen med symaskinen. Klokken otte, fordi vi bor i et lejlighedskompleks, og symaskiner larmer.

Vandet til en kandefuld the er sat over, og pludselig blev der alligevel plads til en langsom morgen, inden personalemøde lidt tidligere end normale mødetider.

tirsdag den 13. november 2012

Overspring...


Vi er altså et par stykker, der krydser fingre for, at vores gymnastikinstruktør stadig er syg i morgen tidlig klokken syv.

Klokken otte må han hjertens gerne blive rask.

Jeg ville ikke have noget imod en enkelt gangs overspring. Min fyldte kalender vil også gerne ...


November 2012

Dage fyldt med alt det gode


Ugen er godt i gang. Ugen er godt fyldt op.


November 2012


Jeg leger stadig med symaskinen. Allermest har jeg lyst til at blive i min bobel af sysomhed, men der er ikke tid.


Der er arbejde, der skal passes.
Der er opvask og vasketøj.
Der er tøj, der skal stryges, og familie, der skal knuses.
Der er unger, der skal høres, nyhedsbreve, der skal skrives, og indlæg, der skal jages.
Der er gymnastik og hop efter instruktion.
Der er en vampyr og en varulv, på det store lærred. 
Der er et tøsebarn, der har udskudt fødselsdagsfejring med veninden til netop den præmiere.
Der er tur med Caféen. Der er ræs og film og en kinesisk buffet.
Der er tøj der skal pakkes, og blogindlæg, der skal læses.


Måske det hele ikke bliver nået, men meget skal gerne, inden jeg tidligt lørdag morgen, kan sætte mig til rette i et tog mod Aarhus og et par dage i dejligt selskab.


Måske her bliver lidt stille...


November 2012

søndag den 11. november 2012

Stoftanker


I går hoppede jeg i stofbunken.


Ombord i stofbunkerne


Det der med at sy, har ellers ikke været på toppen af listen over det mest interessante. Længe. Men så fandt jeg en flok skønne farvestrålende karabinhager.

Min hjerne hoppede straks videre til nøglesnore. Og nu er der stof over det hele.

Når jeg syr, sætter jeg tit alle mulige farver og mønstre sammen. Jeg gemmer selv de mindste stykker. For det kunne jo være...


Ombord i stofbunkerne


Alle de små stykker virker fint sammen med ideen om nøglesnore.

Da alle nøglesnorene var klippede, fandt jeg min bunke af broderi frem. Somme tider synes jeg det er sjovt at brodere. Det er blevet til mere end jeg troede.

Jeg fik lyst til at lave små poser med broderierne. Så jeg har stadig stof over det hele.


Ombord i stofbunkerne


Emilie er begyndt at tale om, at hive strikkemaskinen op fra kælderen. Hun har planer. Det skal helst være nu.

Stofbunkerne har stramme tider. Jeg må hellere blive færdig med at klippe.

For der er ikke plads til både stofbunker - og strikkemaskine..