mandag den 6. november 2017

Vi tager til Løkken


I sommers var det fem og tyve år siden yndlingsfamilien sagde ja til hinanden.





Dengang var det slet ikke meningen at der skulle være kalas. De ville vies i den danske kirke i Paris, havde henlagt sommerferien til byernes by, men blev bremset fordi vielser i franske kirker kræver foregående borgerlige forenelser. Frankrig er vist ikke det eneste land med den tradition.

Og dermed blev vi inviteret til bryllup. På Aarhus rådhus, hvor den store sal blev taget i brug, og en tilforordnet blev noget lang i betrækket, da han så antallet af fremmødte - og derfor åbnede for den store sal. Dengang var mange gæster til et rådhusbryllup ikke noget man så hver dag. Jeg har ingen anelse om det har ændret sig siden.





Min mor og jeg havde brugt ugen før på at cykle fra København over Hornsherred til Hundested, videre med færgen til Rørvig og langs Sjællands Odde via Kattegat til Ebeltoft, Mols Bjerge og Aarhus.

Det var en skøn tur, og med i bagagen havde jeg den fine hjemmesyede blå kjole, som jeg erindrer et eller andet om, er klippet af et stykke stof, der ikke levnede plads til mere længde, og som ungdommelighed sikkert har fundet lang nok.

Det er mere end et år siden de ringede og inviterede. Bad os sørge for fridage, og indviede os i planen om fejring af de fem og tyve år i et sommerhus med brændeovn og strandudsigt lige syd for Løkken.



Nina, min søster og jeg, inden brudeparret drog videre mod Paris og overlod oprydningen efter festen til en flok venner.


Jeg har aldrig været i Løkken. Men jeg har sikret os de billigste orange billetter jeg kunne finde. 

Et år er lang tid, og selvom vi har glædet os, og jeg ved det er lige om hjørnet, er det pludselig meget tæt på. På fredag er kufferterne pakket, Emilie overlades det hjemlige og vi drager til Nordjylland.

Og fordi Anders er så skarp, tager vi af sted tidligt nok til et stop i Aalborg og et besøg i Garnudsalg. Vi ankommer lige omkring frokosttid, så hvis nogen kan give os et hint til en god frokost i Aalborg, er vi lutter åbne ører.


Jeg er sikker på, det bliver en skøn weekend.





9 kommentarer:

  1. Rigtig god tur

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Joan, det er jeg sikker på vi får :)

      Slet
  2. Altså, jeg vil foreslå Cafeministeriet inde midt i Aalborg. Travlt sted men maden er god. 😊 Inger H

    SvarSlet
    Svar
    1. Inger, tak for forslaget. Mon ikke de har en hjemmeside, jeg kan kigge på inden vi tager af sted :)

      Slet
  3. velkommen til mit bagland, må I få en dejlig weekend heroppe.
    Jeg anbefaler:
    Cafe Ulla Terkelsen London, Abbey Road, Helmuth Bar & Kitchen, Cafe Peace

    SvarSlet
    Svar
    1. Lene, der er i hvert fald lagt op til en dejlig weekend - og sikke mange forslag. Jeg vil tjekke op på dem, og dele beslutningen med Anders :)

      Slet
  4. Ha en rigtig god hyggelig tur, pitstop i Gug lyder godt. Ja vi kunne dengang med de korte kjoler, der skulle ikke så mange meter stof til.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeps Marianne, det var billigt at sy dengang :)
      Og ja pitstop er en god ide.

      Slet
  5. Mit bud er caféen på Kunsten!
    Rigtig god tur.
    Hanne

    SvarSlet