lørdag den 25. november 2017

Julemarked på Rødovregård


Plantefarverne holder hvert år julemarked på Rødovregård. Hvert år ser jeg skiltning og opslag, men jeg har aldrig været forbi. Enten har kalenderen kollideret, jeg har glemt det eller noget helt andet.





I år skulle det være. Så da Anders begyndte at gøre klar til at indtage sofaen og optakten til morgendagens formel1, pakkede jeg mig sammen og kørte mod den allerældste del af Rødovre.

Tågen har ligget tungt over byen hele dagen, og jeg var spændt på, om den gamle gård ville ligge midt i et slør af uigennemtrængelighed. Det gjorde den ikke, alt var til at se, men på hjemturen trak tågen sammen igen.

Jeg kan godt lide tåge - når jeg er inden døre. Jeg er knap så imponeret, når jeg færdes i trafikken.









Jeg var ærlig talt lidt bange for at markedet ville svømme over med nisser og andet julestads, men blev absolut positivt overrasket. Den gamle gård summede af liv, alle stede - både ude og inde var boder fyldt med håndværk af bedste kvalitet. Jeg fandt plantefarvet garn, men det dominerede på ingen måde.

Til gengæld var keramik, glas, pileflet, træ, sølv og alt muligt andet i høj kurs. Jeg så ikke meget, der faldt mit kritiske øje for brystet - for indrømmet, jeg er frygtelig perfektionistisk. Også på andres vegne.









Jeg startede med at gå hele turen rundt, før jeg besluttede mig og købte af både det ene og det andet, til priser der lå langt under forventningen. De første julegaver er i hus og jeg måtte tilbage igen, da jeg kom i tanke om endnu et par gaver, der snildt kunne findes mellem de mange skønne boder.

I dagens anledning var der fri entre til Heerup Museet, så jeg gik turen rundt og kiggede på kunst, Heerup i sin tid skabte til, om eller sammen med fagbevægelsen. Heerup og Folket er en fin lille udstilling.





På dagen var jeg mest optaget af den violinspillende pige, der er malet samme år, som jeg er født. I morgen vil det måske være noget andet der fanger min opmærksomhed.

Jeg gik endnu en tur rundt, inden jeg kørte hjem. Og med mindre min kalender er helt i hegnet næste år, er der ingen tvivl om at jeg skal forbi igen.





2 kommentarer:

  1. Ja jeg har heller aldrig været der, men det kan sagtens gentages og de har også sommermarked, måske det også skulle prøves.

    SvarSlet
    Svar
    1. Violykke, det har jeg også tænkt. Måske ses vi der :D

      Slet