mandag den 4. september 2017

Et sidste besøg


Daniel og Amalie flytter sammen. Det er jo dejligt, men det skaber også et dilemma.

Amalie kan ikke lide katte. Naya kan ikke lide Amalie. Amalie har hund. Og kanin og afrikanske kæmpesnegle og fisk. Der er ikke plads til kattene i deres fælles hjem.





Daniels lejlighed er klargjort og fraflyttet. Han har forhørt sig hos nogen af dem, der måske kan aftage kattene. Men der er ikke plads. Lige nu. Senest torsdag skulle der være plads.

Altså fik vi et sidste besøg. Et besøg der fik mig til at håbe, at de ikke skal flytte videre i hinandens selskab. Det vil være synd for dem begge. Synes jeg. Daniel synes det modsatte.

Naya er stadig herskerinden, der vil bestemme det hele. Stalin er underhunden, der gør som hun siger, hele tiden er på spring og ikke får nok at spise. Han er også stadig glade, søde, Stalin, der gerne vil nusses og uanmeldt springer op på skødet af en og lægger sig spindende til rette.

Den lange pels er stadig svær at passe selv. Daniel gør sit, men det har ikke været helt nok. Så vi har badet ham - ganske som vi plejer. Og ganske som han plejer, er vi ikke i kridthuset lige nu. For at sikre ham foder, købte jeg en stak af det ekstra lækre, og som et plaster på såret efter badet fik han hele portionen serveret uden at Naya kan komme til.

Vi lukkede os inde i soveværelset, lod Naya passe sig selv - det gider hun heldigvis godt - og mens Stalin har spist godt af den lækre mulighed, uden at blive jaget væk, har jeg siddet foran computeren og skrevet ord efter ord.

han gider mig ikke - og er kravlet længst ind under klædeskabet. Jeg er sikker på han kommer ud fyldt med nullermænd, vi ikke har fanget, i den stadig våde pels. Jeg ved han tilgiver os, og jeg ved at jeg senere vil kunne få lov at rede ham godt igennem. Mon så ikke nullermændene kan redes med ud.





Mens jeg er sikker på at Stalin vil vinde ved at komme til at bo uden Naya, er jeg også sikker på at Naya vil vinde, hvis hun bliver sendt videre til et sted, hun kan kalde sit eget. Og mens Stalin helt sikkert vil elske enhver, der fodrer ham, reder ham og kæler med ham, vil Naya skulle se det nye an - både mennesker og indbo.

Der vil sikkert gå tid, men jeg tror stadig at tid kan være en faktor, der kan være med til at skabe gode vilkår for hende også. Hvis de begge kan få mulighed for udeliv er alting endnu bedre.

Om lidt vil jeg give Naya den overskydende mad. Hun skal ikke snydes - hun skal bare ikke have det hele. Og mens Stalin stadig er sur, under ingen omstændigheder vil frotteres af et håndklæde, er ulidelig tynd at se på med pelsen klappet helt sammen  af væde og endelig har fundet hvile i sengen - med ryggen til mig - er det vist på tide at lade ham passe sig selv, til han har slikket sårene - og pelsen og er klar til påberåbe sig retten til at blive nusset og kælet for.

Det er svært at skulle sige farvel til dem. Men jeg må også indrømme at jeg glæder mig til de kommer videre. Det er noget rod at have katte i en lejlighed. Der skal hele tiden overvejes hvor og hvordan der bliver luftet ud, altandøren kan ikke holdes åben og Emilie har barrikaderet sig på sit værelse. Hun kan heller ikke lide katte.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar