mandag den 21. august 2017

Kan I huske stolene?


Der var ti. Oppe fra kælderens dyb, i sollyset, blev de inspiceret. Under årtiers støv og spindelvæv viste de tre sig at være gået så meget i stykker, at de ikke længere kan bruges til at sidde på.





Jeg har dem stadig. Berit foreslog at hænge dem op som hylder. Det skulle knæk, forstrækninger og ridser nok kunne holde til. Det sker, den dag vi en dag finder tid til at støve dem af, slibe dem grundigt og give dem en omgang tiltrængt maling.

Lige som de andre.

For resten blev malet. I første omgang blev de hvide. Louise og jeg kæmpede en kamp med tiden, i ugen op til det store grønne marked, skolen fyrede af lige inden sommerferien. Planen var at alt overskud skal gå til den bålhytte SFO har ønsket i mange år - og som flere af skolens lærere efterhånden også har set værdien af.





Børnene hjalp med at slibe den ene stol efter den anden. Men tålmodigheden slap op, og vi endte med at gøre det selv. Derefter skulle de males. Vi endte med to gang grundmaling og to gange af den hvide blanke træmaling. her hjalp et par af børnene også.

Men ikke længe. Jeg kunne ikke holde ud at se på hvordan de pladrede maling på, så det løb. Eller overså og glemte at male på indersiden af benene, eller øverst på ryglænet. Så ville jeg hellere selv. Louise havde det vist på samme måde, og børnene havde en mængde gode grunde til ikke at kunne.

Det endte med at tålmodigheden slap op, og kun to børn dekorerede de hvidmalede stole. To børn hvis forældre beredvilligt sprang til og købte de to stole deres børn havde malet på. Resten tog Louise og jeg os af.

Jeg malede tre.

Slutteligt fik de et lag lak. Den sidste nåede at tørre ti minutter før markedsdørene blev slået op.

Jeg nåede lige at tage et samlet billede... mens lakken tørrede.





Men hvad skal sådan nogle koste? Vi var usikre og endte med at sætte dem på auktion. Sådan en, hvor man skrev sig på med en pris, der startede ved tohundrede kroner.

Et par af stolene nåede at blive budt godt op, inden de fandt en køber. Alle fem blev solgt, tilsammen skrabede vi omkring sekstenhundrede kroner sammen, til bålhytten, for de syv stole. - Jo der manger en på billedet.

En lillebror til en af Klubbens børn købte den med Picatu. Da den endelig var hans, løb han rundt og rundt mellem gæsterne i skolegården, med stolen i favnen, mens han råbte: Jeg vandt, jeg vandt, jeg vandt...

Bedst synes jeg nu om de to koryfæer, Susanne og Helge. Begge pensionerede - Helge dog tilbagevendt med ti timer om ugen, han kunne ikke holde ud at gå hjemme - og begge med en lang historie på skolen.





Susanne huskede stolene fra dengang SFO flyttede ind på skolen udefra. Dengang blev de brugt, hun brød nærmest sammen af grin, da hun fortalte at hun havde haft tanker om at male og hænge dem op som hylder. Men chefen havde sat foden ned og forbudt det. Jeg tænker om der er derfra Berit fik ideen, og ved at i dag vil ingen chef hindre os.

Helge er en af den slags lærere, der ved alt. Der er ingen grænser for hvad den mands hoved rummer af viden. På forrige uges seminar havde jeg glæden af at snakke planter og plantefarve med ham. Men den dag på markedet, fortalte han om dengang han var nyansat på skolen, og stolene blev flittigt brugt af de mindste elever. Historierne væltede frem, og jeg glædede mig over at stolene var fundet frem igen, og gav minder om en svunden tid.

Han huskede dem skam godt, men kendte ikke historien der er printet i bunden. Til gengæld var han vild med ideen om genbrug, om maling og dekoration. Han blev næsten rørt over at de igen havde set dagens lys, og nu igen fik mulighed for at blive brugt.

Jeg fik lyst til at fortsætte istandsættelserne.









Der står faktisk nogle nyere stole et andet sted i kælderen. Men dem har Nanna vist sat sig på til Håndværk og Design. Igen med istandsættelse - eller det nyere ord; upcycling - i tankerne.

Super projekt, tænker jeg, og overvejer til tider hvordan jeg kan snige mig med på Håndværk og Designholdet.....




søndag den 20. august 2017

Skoletræthed


Jeg havde glemt hvor træt jeg bliver, når sommerferien er slut, skolen begynder igen og nye børn og nye klasser skal indtages.





Måske troede jeg bare, at det efter tre år lå på rygraden.

Det gør det ikke. Måske hvis jeg havde fortsat med samme målgruppe som tidligere. Måske - det er ikke til at vide.

Nu er det fjerde klasse der står for tur. Jeg synes de er små. Mindre end jeg for alvor synes er spændende. Men også en udfordring og alligevel lidt spændende, fordi jeg kan se frem til at følge dem i mange år.

Jeg er ikke i tvivl om at det nok skal blive godt.

Og de er faktisk super søde.


Jeg havde bare glemt hvor træt jeg bliver.





Altså var det godt, at jeg for en gangs skyld ikke havde nogen planer i weekenden. For jeg har sovet - eller været meget lidt vågen - stort set hele weekenden. Og det har været skønt.

Jeg har læst en del, ligget ned, strikket lidt og sorteret vasketøjet. Det er ikke vasket endnu, men det kan jeg nå i morgen tidligt inden ugen skydes i gang. Men jeg har trænet, og det tæller ret meget i mit regnskab.

Jeg har også lovet at hækle et tæppe, men det skal heldigvis ikke være færdigt lige med det samme...

Næste weekend har jeg planer. Men mon ikke trætheden er svundet noget inden næste weekend.




Beyond Beer


Nærmest lige over for Mylys på den modsatte side af Weidenallee ligger Beyond Beer.





Ligesom det for mig kan være svært at modstå en garnbutik, kunne Anders ikke gå forbi den slags skiltning, uden at kigge ind.

Beyond Beer er en verden af øl. Anders faldt i snak med ekspedienten, der blev glad da han hørte vi var fra Danmark, som tydeligvis i Tyskland har ry for at kende til øl.

Min viden ud i den sag kan ligge på et meget lille sted - jo jeg ved godt at vi i Danmark har mange mikrobryggerier og at salget af specialøl er stigende. Jeg vidste ikke at det er en niche i Tyskland. Anders fik smagsprøver og snakkede øl med en mand, der ganske givet var glad for at tale med en kender.

Jeg drikker ikke øl, så mens min interesse kunne ligge på et meget lille sted, var Anders synligt meget imponeret. De havde uden tvivl et bredt udvalg af specialøl fra hele verden, og her må jeg sige at Danmark var rigt repræsenteret. Det var ligesom der min interesse udspillede sig...







Jeg slog mig ned på en stol, fandt strikketøjet frem og belavede mig på at blive længe. Så længe skulle det dog ikke blive, men vi gik med løftet om at vende tilbage. Og da vi senere på ugen var forbi garnbutikken efter strikkemagasinet, vendte vi tilbage efter spændende øl, som endnu ikke er set herhjemme. Ekspedienten var den samme som sidst, huskede os, og hilste os hjerteligt velkommen tilbage.

Og dermed kunne vi gå videre, hver med vores guld. Jeg med Laine Magazine, Anders med en dertil indrettet papkasse med hank og plads til seks forskellige øl.

Det var stort set hvad vi hjembragte fra en uge i Hamborg. Ingen gaver, ikke andet. Bare oplevelsen, og hvad vi kunne bære i hænderne.




lørdag den 19. august 2017

Mylys


Jeg havde ikke det store behov for at se på garn i Hamborg. Alligevel synes jeg at vi var nødt til at lægge vejen forbi en garnbutik eller to.. bare fordi.





Om ikke andet bragte det os til steder i byen, vi måske ikke ville være kommet.

Et sådan sted var Hand-Werk, på Papenhuder Straße. Butikken var lukket da vi gik forbi, men et kig gennem vinduerne afslørede en skøn butik med lækkert garn - og endnu bedre, en fantastisk placering.

Papenhuder Straße minder mig om en svunden tid, og jeg tænker at gaden har overlevet halvandenhundrede år i noget nær uændret form. På gamle kort kan jeg se, at i 1864 er Papenhuder Straße endnu ikke en del af byen, men området både nord og syd for er bebygget.

Blot tyve år senere, i 1880, er området inddæmmet, vandområdet er omdannet fra natur til velbygget kanal og Papenhuder Straße har set dagens lys. Da vi gik ned ad gaden, med de smukke hvide bygninger og fremskudte butikker, forventede jeg nærmest at se datidens damer med udslåede parasoller bevæge sig ad fortorvet, mens hestetrukne vogne kørte gennem gaden.

Jeg overvejede uldfabrikken, der ligger ved havnen, men kunne ikke overskue alt det garn. Jeg var egentlig ikke interesseret i at købe garn  med hjem, og selvom det sikkert kunne være en oplevelse, styrede vi sikkert udenom.





Til gengæld var vi forbi Mylys hele to gange. Det er en forholdsvis lille butik, fyldt med garn jeg kender. Der var kendte garner af både dansk og udenlandsk oprindelse. Med sin placering på Weidenallee i Sternschanze er den let at komme til, og når den samtidig indeholder en lille cafe, kunne den lægge op til et længere ophold.

Vi havde ikke lyst til cafemad, men gik langsomt gennem butikken, der med baglokale og skønne opslagsværker godt kunne have tiltrukket i længere tid. Jeg spurgte efter Laine Magazine, og måtte derfor vende tilbage et par dage senere, for der var udsolgt.







Jeg købte den anden udgave af magasinet - en udsøgt fornøjelse med tykke sider og en lyst til at bladre gennem, læse og se lækre billeder af både strik, mad og motiver. Hjemme kunne  jeg konstatere at jeg kunne have sparet ved at købe det i Danmark, men der er skønt ved at hjembringe noget så lækkert og delikat fra en ferie.

Personligt er jeg ret vild med Ujo, en strikket kjole. Mere end en gang har jeg set billeder og tænkt at garnet jeg fik af Sille i fødselsdagsgave vil passe perfekt.




onsdag den 16. august 2017

Mindeplader


I Hamborg gik vi gaderne tynde over flere dage.





Måske er det fordi jeg oftere kigger op end ned, når jeg går rundt i byer, at det tog flere dage, før vi opdagede mindepladerne nedfældede i fortorvene overalt i byen.

Ud for mange, mange opgange, huse og boliger er de små plader nedfældet i brolægningen. Nogle steder er der mange, andre bare en enkelt. Men alle fortæller om en grum historie og udrydningen af mange, mange mennesker.

Det er let at overse de små plader, samtidig synes jeg der er en ualmindelig fin bevidstgørelse om en del af historien, ingen skal glemme.




Onsdagsmasker


Tiden flyver, og som altid ved skolestart, er jeg træt når jeg kommer hjem. I morgen går det for alvor løs, når jeg skal ud og indtage nye klasser, forventningsafstemme og finde egne veje i undervisningen.

Det bliver spændende.













Læse:

Dramaet i fortiden blev spændt en ekstra tak i aftes, hvor jeg for en gangs skyld havde svært ved at lægge bogen fra mig. Mellem al langsommeligheden gik det pludselig stærkt, en for længst glemt personlighed blev vakt til live og mere end en gang skiftede historien retning.

Den kan dog ikke komme uden om retningen imod tøsedrama og fri fortolkning af historieskrivningen.


Strikke:

Den retstrikkede Havfrue er færdig og venter på at nogen gider tage billeder. I ventetiden har jeg kastet mig over småtingsafdelingen og strikker klude i håndklædestørrelse til brug i træningssalen.

Det er tiltrængt, og en rar ting at have med, når svenden driver.

Jeg har fire nøgler bomuldsgarn i skiftende grønne toner. Jeg satser på fire håndklæde-klude, der kan lægges til træningsudstyret. For hvem har ikke brug for farvekoordinerede klude til klamme aftørringer...?

Mønstret har jeg fundet på Ravelry, og rettet til så der både er kanter og pæne aflukninger.

Det første håndklæde er færdigt, det næste godt på vej.


Og når vi er ved træningen, lagde Lotte hårdt ud i går. Første træning efter ferien, og det skulle ikke gå usagt hen. Der er ingen tvivl om at timerne i Loop er givet godt ud, men i træningscirklen er det de store og almene muskelgrupper, der bliver gennemheglet. Når Lotte står for træningen, bliver der også taget fat i de mindre og mindre brugte muskler, som vi godt kan gå rundt og glemme vi er udstyret med.

Jeg glæder mig lidt over, at det ikke kun er mig, der har ondt over det hele i dag.




tirsdag den 15. august 2017

Rum for rum


Jeg var tidligt oppe i morges.







Da klokken slog syv, stod jeg klar i skolegården sammen med et par flyttefolk, der skulle tømme containeren, der de sidste to måneder har indeholdt den nedpakkede del af Klubben. Hele hobbyrummet, computere, sofaer, bordfodboldbordet og andet jeg havde glemt vi havde.

Mit job var at pege, men det føltes for dumt at stå der uden at lave noget, så jeg bar lette ting, mens flyttefolkene tog sig at de utallige flyttekasser, vi fyldte inden sommerferien, møbler og de tunge ting.

I det kommende Discorum var slutrengøringen i gang. Her skulle den store sofa ind. Jeg havde ikke andre steder at stille den, så indtil gulvet var vasket, endte den med at stå i skolegården. Flyttefolkene havde gerne flyttet den ind, men jeg ville hellere have gulvet vasket, og en sofa i tre dele er ikke det sværeste at flytte tre meter gennem en dør.

Hvor tit oplever man måske en sofa midt i skolegården? Der var rift om pladserne mellem frikvartersramte skoleelever undervejs.





I Hobby startede vi godt og fornuftigt ud. Ting blev sat, så det vil bliver lettere for os at pakke ud. Indtil ting blev mange, fornuften forsvandt og det blev sværere og sværere at finde plads. Da Henrik dukkede op, fik vi sat de fire store skabe på plads. Flyttefolkene havde ellers forsøgt, men vi kunne ikke finde soklerne. Jeg blev i tvivl - gad vide om vi stadig havde soklerne? De fire skabe har været gennem mange flytninger. .. Og hvorfor lå der fire lægter pakket med i containeren? Kunne de havde været brugt som sokler?

Jeg skrev til Henrik. Det mente han ikke. Før han stod der, og godt kunne huske noget om... De fire lægter passede perfekt. Skabene blev hurtigt sat på plads, og ved siden af var der præcis plads til skufferne, der rummer mange hobbydimser.

Ved en anden væg, fik vi monteret stigereoler, og så var tiden gået.







Senere var der tid igen, og da ungerne kom, havde Louise og jeg været i kælderen og fundet flere stigereoler. Vi henter dem med en vogn i morgen. Til det nye Hobby er der lille depot, der før blev brugt til at låse musikanlæg og discolys inde. Nu kan få et hobbydepot, vi tænker reoler fra gulv til loft, overskuelighed og muligheden for at låse af.

I den anden ende af Klubben, var det nye Discorum udstyret med den store sofa og bordfodboldbordet. Playstationen der gennem sommeren har været midtpunktet i barområdet - og efter skoleopstarten viste sig noget højrøstet, havde også flyttet plads til det nye Discorum. Det med disco må vente lidt endnu.

Og pludselig var det børnevenlige område af Klubben udviddet med cirka hundrede procent. Det var en fornøjelse at se børnene indtage det nye rum (og forundret konstatere at Hobby pludselig var fyldt med møbler og flyttekasser.

Det bliver sjovt - sådan at åbne rum for rum, indrette flytte ind og samtidig have børn omkring.

Jeg gætter på at fællesrummet med fællesskab, billard og bordtennis bliver klart inden vi for alvor kan rykke ind i Hobby.







Anders fandt en gang en lille undseelig plante og plantede den forsigtigt i en potte på altanen. Da vi fik have, lod han planten flytte med, brugte den som bunddække og i år valgte den (ud over at sprede sig alt hvad den kan) at blomstre. 

Fra fint lyserød, over lilla til stærk gul.




fredag den 11. august 2017

Sidste weekend inden det går løs


På mandag er sommerferien slut for alle skolebørnene - små som store. De helt små venter dog til tirsdag.





De sidste dage har skolen summet af aktivitet. Lærerne vendte tilbage efter ferie i mandags, tirsdag og onsdag var vi alle væk på seminar og under hele ferien, et godt stykke før og muligvis stadig nu, mens jeg skriver, har ombygningen stået på.

Alt er ikke færdigt. Langt fra. Alligevel er der håb om at det meste står klar på mandag. Da jeg lukkede Klubben klokken lidt i fire var der stadig håndværkere, maleren havde travlt og slutrengøringen var i fuld gang.

Hele dagen er der flyttet møbler ind i færdiggjorte klasseværelser, SFO-lederen endte med selv at gøre rent på første og anden sal, hvor der stadig arbejdes, og håndværkerne glade havde glemt formaningerne om at rydde grundigt op efter sig i dag, for der SKAL være så pænt og indtageligt som muligt mandag morgen.

Maleren har lovet at arbejde hele weekenden, smartboards bliver sat op søndag og der vil sikkert være lys mange steder i de sene aftentimer de næste dage.

Hos os blev det kommende depot, der før var garderobe endeligt malet i dag, og den store reol, der har stået i et ubrugt gangareal endelig flyttet ind i dag. Gangarealet er nu lukket op og mandag skal elever kunne komme igennem. Det kommende Hobby, der før var Disco og en del af køkkenet, måtte vi selv klare gulvvasken af, for pludselig blev det vigtigt at flytte de to store hobbyborde fra forhallen, hvor de har stået over ferien, til et blivende sted.

De stakkels rengøringsfolk er grædefærdige, når de igen og igen har været omkring rum, der meldes færdige, for øjeblikket efter at være fyldt med byggeri og støv igen. Vores sjetteklassesrum, der har fået ny dør i en væg, der før var væg, og det kommende computerrum, der før var depot, er langt fra at kunne bruges, og bliver lukket land, når vi på mandag lukker op for glade tilbagekomne børn.

Kontoret er heldigvis tilbage i normal form, en gammel væg uden de rigtige proportioner måtte vige for en ny samme sted, og længe stod den (vistnok glemt) uden maling. Nu er alt rykket tilbage og vi har plads. Det gør godt. Nu mangler kun et par store opslagstavler, som vi håber at finde i kælderen. Der står meget i skolens kælder, og når en opslagstavle længe har været nede, kan man godt føle behov for en ny (og større).





Køkkenet fungerer trods mindre plads - og vi glæder os til det lovede nye. Og fryder os over at byggepladsen blev overvåget af folk, der kan beslutte at gamle brugte institutionskøkkener skal skiftes ud. Tidligt tirsdag morgen kommer flyttefolkene, og jeg har lovet at komme lige så tidligt og være med til at alt kommer til at stå de rigtige steder, når containeren ude i skolegården, der de sidste halvanden måned har rummet hele vore hobbyrum og lidt til, skal tømmes.

Og så bliver det endelig tid til at rydde ud, rydde op og finde nye pladser og finde på plads. Det er vi mange der glæder os til. Forhåbentlig er det så også ved at være tid til at indtage vores nye discorum, der tidligere var en lille del af min gamle Café - et område der nu rummer to små klasseværelser, et personalerum til rengøringen og så vores nye Disco. Det er lidt mærkeligt.

Slutteligt bliver der stadig arbejdet i det store nye fællesrum, der før var asfalt og udenfor. Det bliver godt, rigtig godt - men altså spærret af på mandag, for det er stadig ikke færdigt. Udenfor mangler også stadig en del, men en beslutning om at prioritere inden døre er nok ikke en dårlig ide.


Jeg er spændt på hvad vi mødes af på mandag.





torsdag den 10. august 2017

Onsdagsmasker på en torsdag


De sidste to dage har budt på noget der aldrig sker igen.

SFO-lederen bad forældrene om ikke de ville forsøge at finde andre pasningsmuligheder til deres børn, og dermed give mulighed for at hele skolen - alle lærere, pædagoger, faste medhjælpere, ledelse, sekretariat og tilmed en enkelt studerende - kunne komme af sted på et tæt pakket todages seminar med overnatning og god mad, for ikke at tale om inspiration og praktisk arbejde.

Hjemme passede vores unge medhjælpere med assistance af Jette og Pernille, der i mange år har været en del af SFO, men nu slår deres folder som praktiske medhjælpere til et par børn i skoletiden, de børn der måtte dukke op. Hvor mange ved jeg ikke, men det bliver spændende at høre om.

Vel hjemkommet var jeg fast besluttet på at skrive onsdagsmaskeindlægget i går, og tog derfor billeder, inden jeg læssede cyklen med det strikketøj, der nok har været med på seminar men ikke har haft ret meget tid i hænderne, og cyklede til Glostrup og et hyggelige timer i et helt andet selskab og ganske mere afslappet end det netop overståede.

Jeg fandt omkuld, da jeg nåede hjem igen...

De sidste to dage har været hæsblæsende, vilde og så givende, at vi stadig har svært ved at få armene ned. Der var tidspunkter hvor vi efter programmet burde være produktive, men ganske simpelt ikke magtede mere og i stedet blev sociale på et niveau vi ikke normalt når hinanden. Jeg er sikker på at begge dele vil være vigtige i det videre arbejde. For produktive, det var vi også, og vi vender alle sammen hjem med nye ideer, nye input og vilde planer for det kommende skoleår.


Tilbage til maskerne...













Læse:

Pludselig fik jeg gang i den tykke bog om det skotske højland - omend det nu foregår i Paris, i de højere klasser, der inkluderer både en regerende konge og en konge i landflygtighed. Det er stadig en langtrukken fortælling, meget tøset og med dramaer der på ingen måde ville kunne få Anders til at læse videre.

Jeg synes stadig den er hyggelig. Men er også på det rene med at den tredie bog (som er oversat til dansk) ikke står som en af de første på min mentale liste over bogønsker til læsning. Jeg kommer nok til at trænge til en pause fra al tøseromantikken og -dramaerne, når den her er læst færdig.

Der er stadig langt igen og mange ubesvarede spørgsmål. Jeg nyder alle siderne - trods langsommeligheden.


Strikke:

Så kom der gang i ærmerne. Det første er færdigt, det andet er, efter aftenen i strikkende selskab, halvvejs. Pludselig er enden inden for rækkevidde.

Jeg har vendt ærmerne, strikkede en ekstra pind inden opstart, og fik på den måde øverst til at være nederst, vrang til at være ret og kunne tilføje den samme kant forneden på ærmet som på kroppen, i stedet for en lænkekant med senere iCordaflukning.

Med de tilføjede striber (og en kile, der egentlig ikke skal være der) ville jeg have samme afslutning på ærmekanten, som forneden på trøjen.