onsdag den 21. juni 2017

Onsdagsmasker


Selvom onsdag endte sent, skal der stadig være plads til bogstaver og projekter.

Jeg har været til dimission. Sagt farvel og lykke til, til hele flokken af afgangselever. Haft den hyggeligste aften i det regi, og sagt farvel til en af den slags lærere, vi kommer til at savne, men som skulle videre i nye udfordringer.















Læse:

Jeg sluttede historien om Carl Hamilton. Det var ikke en dårlig bog, den kunne bare ikke holde mig fanget, og blev meget langtrukken.

Det er muligt jeg kaster mig over Hamilton en anden gang - men først om lang tid.

Jeg har begivet mig ud i historien om Den engelske dame. Første del af Outlander. Jeg har set første sæson  på Netflix, og jeg ved at anden sæson ligger og venter. Jeg kan bedst lide at læse først, så den får lov at vente lidt endnu.

Den engelske dame er noget af en mursten, alligevel er jeg på bare et par dage nået godt på vej. Jeg kender handlingen, men jeg tror ikke det har noget at sige.

Nærmere at det er en letlæst bog.

Diana Gabaldon, er umiddelbart god til fortællinger der ikke kræver den store tankevirksomhed, men som alligevel er spændende.


Strikke:

Den brune påfuglemønstrede top skrider langsomt frem. Jeg har rundet taljen og tager en lille smule ud i siden, for ikke at ende med for meget tæthed om hoften.

Jeg har en plan om at fortsætte til jeg ikke har mere garn, men jeg er blevet i tvivl om jeg måske har for meget?

Det vil tiden vise.




tirsdag den 20. juni 2017

Patina og Sisyfos


Kirsten Kapur udkom med årets mystiske sjal i sidste uge.





Jeg kiggede lageret igennem, men fandt ikke noget garn, jeg havde lyst til at kaste efter projektet. Kirsten Kapur laver gennemprøvede ordentlige opskrifter, og hendes sjaler er altid smukke, og når der i beskrivelsen står trekantet, kan jeg ikke lade være med at være med.

Altså skulle jeg finde noget garn.

Valget faldt på Cleo Garn, damen i Hvidovre, der farver selv, og sender hurtigt efter bestilling. Også selvom garnet skal farves først. Jeg valgte trask, mest fordi det passede bedst med løbelængden til sjalets forbrug.







Det ankom i dag. De smukkeste let skælvende farver, med de ophøjede navne Sisyfos og Patina.

Jeg har vundet garnet op, og om lidt vil jeg sætte pindene i årets udgave af et fint stykke strik.




Folkefest og overnatning


Det er længe siden vi planlagde årets overnatning i telt med de store børn.

Da der pludselig på samme dag blev planlagt familiearrangement for hele skolen, overvejede vi først at flytte. Men ingen af os kunne se andre fredage, der passede med kalenderen, og jeg var klart fortaler for at slå to fluer med et smæk.

Torsdag blev jeg et øjeblik i tvivl om det nu også var en god ide.





Men når først alting kører, de sidste hektiske forberedelser er slut og der ingen vej er tilbage, så er det muligt at andre er glade for at kunne gå hjem klokken otte. De tilbageværende nød bare stilheden, muligheden for at sidde ned og ungernes glade larm i baggrunden.

Skolens sidste alternative uge med grønt fortegn, endte ud i folkefest. Alle de grønne initiativer blev vist frem, lokale bæredygtige foreninger mødte op, loppemarkedet var velbesøgt, de økologiske kager hittede, de modige spiste melorme, skolebestyrelsen solgte kaffe i genbrugelige kopper og skolegården genlød af glade stemmer - også da bygerne ramte.







I klubben havde vi lovet at stå for madboden, og efter en stille opstart skal jeg ellers love for at der var gang i den. Grillfolkene kunne ikke følge med, og vi langede pølse efter pølse med fornuftigt brød over disken nærmest hele eftermiddagen.

Jeg nåede aldrig ud og se hvad der skete andre steder.

Et forsigtigt skøn lød på omkring tusinde besøgende.

Der er endnu ingen forlydender om overskuddet, men vi har næppe nået alle fyrre tusinde som den ønskede bålhytte koster.





Da klokken var halv otte pakkede vi sammen. Hurtigt og effektivt. De mange store arrangementer vi gennem tiden har holdt i SFO-regi ligger på rygraden, og ganske hurtigt kunne Louise og jeg trække ud mod bålpladsen sammen med de atten børn, der havde meldt sig til overnatning. I telt.

Mens Louise fik gang i bålet, hjalp jeg med teltene. Der skal hjælpes meget, når syv telte skal slås op af børn, der ikke aner hvad de laver.

Op kom de, bolde blev fundet frem og mens bålet langsomt brændte ud og forvandlede sig til gløder, der lagde ryg til aftens dessert - vafler med skumfiduser og chokolade, pakket ind i stanniol og lagt på bålet og derefter fyldt op med is og jordbær - var der tid til at sidde ganske stille og nyde at der var tid til langsommelighed.

Det var en hyggelig aften, og nat, og morgen. Men også en af de mærkeligste overnatninger jeg endnu har været med til. Af de atten børn, var kun otte tilbage til morgenmaden.





En blev ked og ville hjem, nogen fik hjemve og turde alligevel ikke overnatte. En enkelt skulle tidligt op næste dag og meget tidligt morgen valgte vi at ringe hjem til to forældre og bede dem hente deres børn.

Det er muligt det var drengestreger, men vi synes ikke det var sjovt at lægge telte ned over sovende børn. Et par stykker af de sovende synes heller ikke det var sjovt, og valgte at ringe efter forældre i de tidlige morgentimer.

Det var stadig en hyggelig aften, og nat og morgen. Men også mærkelig. Og underlig konsekvensløs. Tanker om, om det er blevet for nemt at melde til og fra, fyldte en smule undervejs.

Men de seje holdt ud, og trods ganske lidt søvn, var jeg forholdsvis frisk, da jeg kørte hjem.




søndag den 18. juni 2017

En hurtig tur om haven


Jeg nåede det jeg ville. Tøjet er vasket fri for lugten af bål og i haven står små nye planter og akklimatiserer under midlertidigt tag.

Resten af dagen er skemalagt til noget med benene oppe.



























Den stakkels lille skravlede rose, der sidste år fulgte med noget Anders købte, har gode kår. Vi var ellers sikre den aldrig ville overleve.

Bærbuskene er fyldt med fremtidig høst og salvien stråler. Det samme gør flere af de stauder Anders fik fra en kollega.

I den anden ende af den afdankede bænk, der ikke længere egner sig til at blive siddet på, står nu en klematis, der gerne må brede sig op over ryg og armlæn. Det er nok ikke bænkens endelige ståsted, men den tid, den sorg.

En lille figen er sat med tanke på sol og læ og en tornefri stikkelsbær, der ikke ved den er tornefri, fik plads langs rækken af bærbuske.

Anders samlede drivhusene, vi var fælles om at få dem på plads i pallerammerne.

Vindruen, som mest af alt lignede en enkelt udtørret pind, da vi overtog haven, har for længst overtaget min plan om at hjælpe den til at vokse op om det udgåede træ, den står op ad. Med tiden dækker den nok for de hæklede fugle, som ærlig talt har set bedre tider.

Den har gjort klar til mange druer igen i år. Det er spændende om den ender med at give lige så mange som sidste år.




Søndagstræthed


De sidste dage har været hektiske og præget af mangel på søvn. De har også været skønne.





Jeg føler mig lidt slidt, langsom og brugt. På den gode måde.

Planer om vasketøj og udplantning af tomatplanterne, der endnu ikke er flyttet hjemmefra, hænger i periferien.

Der er tid endnu, solen står højt og jeg kan mærke energien vende tilbage. Jeg når som nok det vigtigste.


Helt som en søndag skal være.




onsdag den 14. juni 2017

Onsdagsmasker


Det er blevet onsdag igen, og med kæmpe arrangement og overnatning på fredag, haster ugen frem i et tempo, jeg næsten ikke kan følge med i.

Det betyder ikke at jeg ikke strikker. Eller læser.















Læse:

Der er omkring halvfjerds sider tilbage i bogen om Carl Hamilton. Det er til at overskue. Alligevel føles det som om jeg aldrig bliver færdig. Jeg tror næppe jeg sammenlagt har læst mere end ti sider, uden at falde i søvn.

Det er ikke en dårlig bog, den er bare lidt langtrukken. Eller også er jeg ikke indstillet på samme kanal. Der kan stadig ske meget på de sidste lange sider.


Strikke:

Jeg har lukket de korte ærmer af, og hæklet rundt i halskanten på den brune sommerbluse. Den bliver fin, og nu er det bare at fortsætte, til der ikke er mere garn.

Garnet er hårdt at strikke af, og jeg kan mærke at det går langsomt og er hårdt for håndleddene. Altså skrider det langsomt frem. Men det gør ikke noget.




tirsdag den 13. juni 2017

Stolene fra Godhavn


Nede i skolens kælder står mange gamle ting. En stor del af kælderen er afsat til SFO - og her står mest en masse gammelt skrammel, som ingen gider have.





I andre dele af kælderen står gamle møbler, lamper, de nedtagne kort og en masse andet spændende. Men der er låst af, så det er ikke lige til at komme til.

For et par uger siden skulle jeg i kælderen, og endte helt ned i bunden under gymnastiksalene. Jeg vidste slet ikke der var kælder så langt den vej, men Henrik havde stillet ting ned, som vi skulle bruge. Mellem støv og gammelt ragelse fandt jeg ti gamle stole i børneformat.

En ide formede sig. Vi har grøn uge og skal på fredag ende op med Folkemøde, boder og fremvisninger af alt det børnene har lært. Chefen blev spurgt, chefpedellen forelagt og jeg fik lov at hente stolene op i dagslys, med ideen om at dekorere stolene og sælge dem, når der på fredag også er loppemarked.

Planen var i første omgang at lade stellet være og kun male og dekorere på sæde og ryg. Men et nærmere kig viste at stolene har været godt brugt og har fået mange tæv. Fødder mod forbenene, tasker over ryglænet  og almindeligt slid har flænset og flået i det gamle træ. Sammen med malerklatter og hakker og ridser blev vi hurtigt enige om, at det var nødvendigt at male hele herligheden inden dekoration.

Projektet blev derfor noget større.





Et endnu nærmere eftersyn viste at de ti stole, som sikkert har været flere, er lavet på Skolehjemmet Godhavn. Rædselsbørnehjemmet, som fra snedkerværkstedet lavede mange fine brugsting, som brugerne ingen anelse har haft om oprindelsen af. Børnehjemmet som filmen Der kommer en dag er bygget over.

De fine stole fik pludselig en helt anden historie. Det blev vigtigt for mig at behandle dem med respekt for de drenge, der i sin tid har ført værktøjet og fremstillet stolene. Det blev så vigtigt at børnene, som skal være med til at dekorere, nok fik lov at slibe, men hurtigt blev frataget muligheden for at male.

Jeg kan ganske simpelt ikke leve med, at det ikke bliver gjort ordentligt.

Desværre er børn sjældent særlig vedholdende, når noget tager lang tid. Så jeg har slebet, Louise har slebet og vi har begge malet. Jeg endte i dag efter lukketid og gav den sidste stol tredie lag af fire (to gange grunder - der sivede gult gennem første lag - og to lag færdig maling) I morgen bliver de alle helt færdigmalet, og så bliver det tid til dekorationen.

Lidt knapt, men jeg tror vi når det.

Også selvom jeg vil insistere på at arbejdet bliver gjort efter alle kunstens regler.





Af de ti, viste de tre sig at være flækket så grundigt at de ikke kom med i upcyclingsprojektet.

Et projekt der er noget nær helt igennem genbrug. Det viste sig nemlig at kælderen også rummede både trægrunder og hvid træmaling.