onsdag den 31. maj 2017

Onsdagsmasker


Det er onsdag og tid til et blik på det igangværende håndarbejde og den lige nu mest læste bog.

Et kort øjeblik, troede jeg ikke, jeg ville nå det - onsdag har været lang. Tidlig start og sene hjemkomsttider. Så sent, at jeg ikke regnede med at kunne finde lys til billeder. I går eftermiddags fik jeg den fikse ide, at tage billederne, skrive indlægget og datere til i dag.

Det var en fin ide, hvis billederne havde fungeret. Da jeg fik ideen var det akkurat sent nok til at mit eget kamara ikke kunne stå mål med det begyndende tusmørke. Derfor greb jeg Emilies kamera. Kameraet hun har leget med de sidste uger - og indstillet alt hvad indstilles kan. Med det resultat at billederne ikke kunne åbnes.

Da jeg endelig fandt ud af at konvertere dem til noget, jeg kan bruge, blev de så små at de ikke kunne bruges til noget alligevel. Og så var den ide død. Ærgerligt nok - for hun har taget rigtig mange fine billeder.

I stedet tog jeg billederne i morges. Det viste sig nemlig at morgenlyset var ganske fint til formålet. Og dermed kan jeg skrive indlægget nu, og ikke vente til i morgen, som jeg ellers havde set i øjnene...















Læse:

Carl Hamilton er taget til Israel i forsøget på at få hjælp til det mord, der har rystet sikkerhedssystemet i Stockholm. Lige nu er det uvist om hjælpen findes, vil findes eller overhovedet kan bruges til noget...


Strikke:

Trøjen er færdig og venter på knapper. Den kan muligvis vente længe, for jeg dykkede ned i markedet på e-bay og der er nu knapper på vej fra den anden ende af Verden - det kan godt tage lang tid.

Mens jeg venter på knapper er jeg hoppet på en lille T-shirtformet bluse fra Nordiske Masker. Top 6 hedder den, og består af uendeligt glatstrik på pind nummer 3. Der findes ikke mange billeder af den færdige top, men den er superfin og afsluttes af et lille hæklet vingeærme.

Og knapper. Mange knapper. Og de er sjovt nok også på vej fra den anden ende af Verden...

Jeg strikker i bomuld og viscose fra lageret. Garnet er for længe siden fundet i Netto, og har ligget længe. Jeg kan ikke lade være med at være lidt imponeret over, hvor jævnt jeg formår at strikke i et garn, der ikke er elastisk.

Jeg har delt til ærmer, har strikket det ene forstykke helt færdigt, og er godt i gang med ryggen. Det har været et godt stykke mødestrik de sidste dage med kursus.




tirsdag den 30. maj 2017

Sundhedsambassadør


Der gik ikke mange dage efter valget af ny arbejdsmiljørepræsentant, før Berit havde været til MED-møde, og mente at jeg burde kombinere det der arbejdsmiljø med sundhed.





Det lød spændende, og derfor gik der heller ikke længe før jeg stod hos chefen og ville på kursus. Du vil det hele sagde han, og mumlede lidt i skægget. Det kunne jeg jo ikke totalt benægte, omend jeg mente at det der med de små skolebørn, det har ingen interesse.

Inden der var gået en time, vendte han tilbage. Jeg var tilmeldt kursus og i morges kunne jeg sætte mig til rette og begynde kommunens sundhedsambassadøruddannelse. Omgivelserne var havestuen på Rødovregård, kursuslederen var den yderst kompetente stedlige sundhedskoordinator, og hun krydrede sin egen spændende snak med et foredrag af stresskonsulent Storm Steensgaard. Også et spændende bekendtskab.

Sådan en flok kommende sundhedsambassadører skal selvfølgelig ikke sidde stille hele dagen, og med mellemrum var vi oppe at stå - både ude og inde. Vi legede, lavede øvelser, pausegymnastikkede og blev inspirerede.









Vi startede udenfor i morges, hvor vi tjekkede ind. Siden blev vi inde, brugte den mindre plads og lod regnvejret om at blive udenfor. I frokostpausen var regnen løbet videre, og jeg gik en tur udenfor, gennem haven bag gården, forbi en frønnet bænk, de to gutter der rensede traktorer og ned til Damhusengen, der lå strålende og indbydende efter regnen.

Inden vi sluttede, kunne vi igen samles udenfor på græsset med træningselastikker og gode øvelse for spændte nakker og skuldre. Selvom kurset og titlen er målrettet de ansatte, kunne jeg ikke lade være at tænke, at også alle vores skoleelever kan få glæde af øvelser i løbet af dagen.







Langt hen ad eftermiddagen gik jeg derfra, fyldt op med indtryk, ny viden, gode ideer og masser af inspiration. Overraskende overskudsagtig og slet ikke træt.


I morgen følger endnu en dag, inden kurset er slut, og jeg kan kalde mig sundhedsambassadør.




mandag den 29. maj 2017

Starten på en opskrift...


Sidste år strikkede jeg en sweater til min far. Undervejs i processen, gik det op for mig, at jeg havde lyst til at lege mere med mønstret.





Jeg var ikke længe om beslutningen, at både Anders og Daniel skal have hver en sweater efter samme læst. Begge med forskelligheder og begge med ændringer i forhold til originalen.

Det er lang tid siden jeg købte garn til projektet. Og lavede strikkeprøver. Anders' version skal strikkes af tjærefarvet Linwool, mens Daniels skal være af Cottonwool og lilla. Begge garner er fra Garnudsalg, og strikkeprøverne viste sig at have samme strikkefasthed, trods garnernes forskellighed.

Siden lå det længe. Tankerne har været vidt omkring, og selvom meget kommer til at være som på den oprindelige til min far, er der også mange småbitte ændringer, som kommer med i det nye.

Så vidt jeg har målt mig til er Daniel en størrelse M, men Anders passer en XL. Det betyder beregninger til flere størrelser, og jeg har en plan om at ende med en opskrift. En opskrift der kan give flere muligheder. Daniel skal nemlig have en åben trøje med lynlås, mens Anders skal have en lukket. Anders skal have V-hals, mens Daniel skal have en rund hals - og formentlig en hætte. Det sidste er Anders lidt misundelig på.

Derfra skal de være ens.







Ærmerne skal strikkes med. Det hedder sikkert noget fint, jeg ikke lige har fanget. Jeg har læst op på metoden, som umiddelbart er ganske enkel, og sikkert kræver en del beregning. Omkring mønstre og snoninger skal der lidt flere vrangmasker til at definere, end jeg fik hældt i min fars. Det er småting, men det betyder noget for det færdige projekt.

Det er helt sikkert et projekt, der kommer til at tage tid. Det tager tid at beregne. Og lige nu er det ikke særlig velegnet til at tage med. Altså er det sofastrik.





Lige nu strikker jeg på begge trøjer. Lige nu er jeg ikke nået ud over åget over skulderen - eller sadlen, som det hedder på tilskæringssprog. Men med tiden kunne jeg godt forestille mig, det bliver et stykke strik, der kan tages med.

Min fars sweater viste sig at være glimrende mødestrik, da først jeg nåede ud over detaljer og småting.




søndag den 28. maj 2017

Udplantning


I efteråret fik jeg akelejefrø af Henriette. Mange frø. I mange farver.





For et par år siden kastede Anders frø fra altanens akelejer i grams langs kanten af haven - uden der rigtig er sket noget. Altså tænkte jeg, der skulle prøves noget nyt, og såede mange af de små frø i en flamingokasse, lagde et låg af pap over, og lod kassen stå under bænken på altanen hele vinteren og ind i foråret.

Da jeg første gang lettede på låget, var der ikke noget at se. Senere begyndte de små frø at spire, og da var det på tide at fjerne låget og lade kassen stå uden låg - stadig under bænken. Endnu senere kom solen så langt frem, at kassen flyttede mere permanent op på bænken.

Og så gik det stærkt. Pludselig var kassen dækket af et lag af bitte små akelejebabyer. Så tæt at de ikke kunne blive meget større. De burde selvfølgelig have været tyndet ud, men jeg synes det er så synd at smide de stakkels små miniplanter ud, at jeg ikke kan få mig selv til det.





I dag blev de plantet ud. Jeg cyklede med kassen ned til haven, og plantede rigtig mange af de små planter langs hegnet, der giver læ mod indsyn til havens lille hjørne med terrasse.  Rigtig mange.

Til sidst var der ikke plads til flere. Jeg forsøgte at søge de største ud, på tværs af de farverækker jeg plantede i flamingokassen. Der var mange tilbage, da der ikke var plads til flere langs hegnet.

Altså skete udtyndingen på en lidt anden måde end den måske burde være sket - resten røg i komposten.

Men ved I hvad - ja I havekyndige ved det sikkert godt - akelejer er åbenbart et par år om at komme op, når man strør om sig med akelejefrø. Langs kanten af haven, gror de nu - endda et par stykker med blomster, og mange uden.


Se bare her:









Lørdagsvarme


Lørdag var varm, og selvom vi egentlig begge to flere gange lagde an til et eller andet, blev det ikke rigtig til noget.




Bedst var det at sidde i skyggen under parasollen og bevæge sig så lidt som muligt. Lidt håndarbejde kan det altid blive til, og Anders lagde beslag på et delelement af et hemmeligt projekt, der nok finde vej med billeder - men først efter næste weekend.

Jeg kunne godt have klaret delelementet selv, men Anders gad godt, og han har mere ekspertise ud i arbejdet med træ end jeg har. Sådan er det dejligt at kunne deles om arbejdet, finde fælles referencer og bruge hinandens styrker.

Anders forsøgte tidligt at gå i haven. Han måtte kapitulere - det var ganske simpelt for varmt. Han forsøgte igen i morges, men vendte hjem med udforrettet sag - det var stadig for varmt. Nu er tiden ved at være til det, med tunge skyer og færre varmegrader. Men nu får det være. Formel1 er vigtigere.





Jeg endte med at køre en hurtig tur til Frederiksberg i går eftermiddags. Dumt måske - i hvert fald varmt. Men jeg fik det jeg manglede. Hjemme var Anders klar til at finde skygge og måske endda en smule luft, det kunne træerne ved Branddammen klare.

Og mens svanen pustede sig op, og tydeligt var skuffet over vi ikke havde mad med til den, nød vi den smule blæst vinden førte med sig, inden vi gik hjem, hentede det lufttørrede vasketøj op, og igen satte kursen mod mindst mulig bevægelse under parasollen.





I dag vil jeg gerne en tur om haven. De bittesmå akelejer, jeg såede og har haft stående i en kasse på altanen hele vinteren, har længe sukket efter en udplantning. Jeg har lovet dem, det bliver i dag.

Og man skal holde, hvad man lover.




fredag den 26. maj 2017

Sol og sommer


Vi gik i Søndermarken, spiste pizza og strikkede.





Sille strikker lyserødt babytøj. Fridoline kommer ikke til at mangle. Jeg fik lovet både at strikke strømpebukser og den skønneste lille kjole fra Knitting for Olive.

Man skal passe på hvad man siger. Jeg har heldigvis god tid, Fridoline melder først sin ankomst til september.

Til sidst fik vi nok, nok af solen og varmen. Vi gik tilbage ad Vesterbrogade, købte is og endte i Silles sofa. Vi strikkede videre, snakkede om det ene og det andet, nød selskabet og fik vendt stort og småt.

Trods varmen uden døre, blev det koldt indenfor. Samtidig med at jeg skuttede mig, og besluttede mig for at tage min trøje på, spurgte Sille: Hvordan kan du have det koldt i den varme..?

Ja, jeg er jo ikke gravid. Svarede jeg. Sille nåede at stoppe sig selv, inden hun udbrød - Det er jeg da heller ikke...


Den tilstand kan åbenbart godt glemmes.

Bare et kort øjeblik.







Jeg nåede langt på mit nyeste projekt, Sille nåede bunden af en Dahlia-trøje, inden jeg pakkede mig sammen, smed alle pakkenellikerne i cykelkurven og cyklede gennem Frederiksberg, forbi Diakonissestiftelsen og langs Damhussøen hjem.




torsdag den 25. maj 2017

Anerkendelse


Enhver pædagog med respekt for sig selv kender begrebet anerkendelse - og arbejder med det.

For hvilket menneske vokser ikke, eller bliver ikke glad for anerkendelse?











Da gårsdagens revy var på sit yderste, det hele havde klappet og ungerne kun manglede det allersidste - afslutningssangen - myldrede de alle op på scenen, ganske som de skulle. Men så sluttede ganske som de skulle. For de havde en overraskelse.

De ville have mig på scenen.

Og deroppe, midt mellem glade niendeklasseselever, fik jeg overrakt en stor buket blomster, knus og glade smil.


Jeg følte mig i den grad anerkendt!




Fire dages miniferie


Det er lang tid siden fire dages miniferie, har battet så godt på energikontoen.

De sidste ugers planlægning, øvning og forberedelser til niendeklassernes sidste skoledag - og specielt revy - har været skønne, men har også trukket på overskudskontoen.





Altså var det skønt, at kunne blive kørt til Frederikssund til timer i skønt selskab i solen (og skyggen) på terrassen hos Bettina. Timer med snak, strik, god mad og det skønne selskab.

Alt for hurtigt var formiddag blevet til langt ud på eftermiddagen, og tiden var gået. Vi pakkede os sammen og kørte hjem igen. Hjem til et par timer på altanen - eller i sofaen - helt som jeg lyster. Andre planer har dagen ikke, og jeg nyder det.

I morgen kører jeg ud igen. I morgen bliver det på cykel, men stadig sammen med strikketøjet, når turen går mod Frederiksberg og Sille. Det bliver også skønt.





Og så er der endda stadig dage at tage af, inden hverdagen starter igen. En hverdag, der trods ventende kurser og møder bliver lidt mere overskuelig. Mine kommende timer, der trods niendeklassernes læseferie stadig står på skemaet, er brugt til arbejdet med revyen.

Det kunne ikke lade sig gøre på andre måder. Systemet kunne ikke pulje sammen på forhånd, men det kunne jeg. Og når timerne er brugt, kan de ikke bruges igen. Det giver overskud til omfordeling af arbejdstiden - et husk om at komme lidt senere på udvalgte dage - og bedre plads til de møder og kursusdage, der ligger inden sommerferien.


Jeg glæder mig allerede.

Men først skal der lades op.




onsdag den 24. maj 2017

Onsdagsmasker


Midt i sidste skoledag, forberedelser og de møder en kort uge pressede sammen, havde jeg nær glemt, at onsdag er lig med et kig på masker og bogstaver.

Lige inden mørket faldt alt for tæt, fik jeg travlt, fandt kamera, de sidste solstråler, bog og strikketøj, og gik ud på altanen.













Læse:

Jeg læser stadig Jan Guillou. Det er ikke en dårlig bog, og jeg er også nået over halvvejs. Enkelte dage har jeg læst rigtig meget, men det går stadig langsomt.

Den er både god og dårlig. Mest god og det dårlige handler i virkeligheden om, at jeg bliver lidt irriteret. Både på skrivestilen, som bærer præg af sidste århundrede. Det går lidt for langsomt. Men den har også et andet præg fra forrige århundrede; Fællesnævneren: inkompetence. Det ses også i nutidige bøger - den der inkompetente chef, som altid ødelægger det hele.

Hos Sjöwall og Wahlöö var det Malm og hans helikoptere, her hedder han Näslund og er om muligt endnu værre. Værre fordi han får lov at fylde for meget. Det er rigtigt, der findes masser af inkompetente chefer - jeg er bare ikke sikker på jeg gider læse om dem.



Strikke:

Min udgave af Frosty, som stadig har nogle lighedspunkter med originalen er tæt på afslutningen. Jeg mangler kun en ganske enkelt kant i halsen. Ganske enkelt som i en icord. Jeg synes halsen bliver for tæt, hvis der bliver mere kant.

Der mangler også utallige endehæftninger - det ene nøgle knækkede gang på gang. Og noget med nogle knapper. Jeg tror jeg ved hvilke knapper jeg vil have - men nu er jeg blevet i tvivl. Jeg tænker at kokosknapper måske kunne være bedre end metal...