søndag den 18. december 2016

Den tredie dame


I new Yorks havn står Frihedsgudinden. Statuen er designet af Frederic Auguste Bartholdi, og blev givet til det amerikanske folk af det franske, som et symbol på frihed i forbindelse med hundredeåret for den amerikanske uafhængighedskrig.


Frihedsgudningen - Pont de Grenelle, Paris


Det var ikke nogen nem gave at give. Det letteste var nok i virkeligheden at få ideen. Senere fulgte prisen. Det blev besluttet at amerikanerne skulle stå for soklen, mens franskmændene byggede statuen. Der blev brugt en del fantasi for at samle de mange, mange penge projektet kostede. Ud over den almindelige indsamling, blev der holdt auktioner, spillet teater, skrevet digte, afholdt lotterier, solgt miniatureudgaver af gudinden og en mængde andet, inden pengene på begge sider af Atlanten endelig lå klar.

På den amerikanske side blev den syv og fyrre meter høje sokkel bygget øverst på et gammelt stjerneformet fort på Bedloe’s Island. Øen skiftede mange år senere navn til Liberty Island. I den nederste del (vistnok det gamle fort) er indrettet et museum om statuen.


Frihedsgudningen - Pont de Grenelle, Paris


I Frankrig var Eiffel (ham med tårnet, men det var først senere) ingeniøren på foretagenet. Han byggede – eller tegnede – det indvendige skelet og forstod at dele statuens ydre kobberdele op i mindre dele, der lader vinden i havneområdet blæse gennem og den store konstruktion forblive stående selv i meget kraftig vind.

Statuen blev bygget i Paris. Her blev den også skilt ad i tre hundrede halvtreds dele og pakket i to hundrede og fjorten kasser, inden afskibningen til USA. Inden hun blev rejst på den færdige sokkel, blev dele udstillet på Verdensudstillingen i Philadelphia. Hun stod færdig, og blev indviet i oktober 1886.

Godt hundrede år senere blev hun udsat for en massiv restaurering, der blandt andet også betød, at hun nu er udstyret med elevator. Hele figuren er tre og halvfems meter høj, udstyret med en mængde symbolik og det er muligt at komme op i den.


Eiffeltårnet fra Ille de Cygnes, Paris


Tre år efter Frihedsgudinden stod færdig i New Yorks havn, gav det amerikanske selskab i Paris byen en udgave af Frihedsgudinden i kvart størrelse. Hun blev givet dels for at huske de to lande på deres indbyrdes republikanske idealer, dels som et symbol på hundredeåret for den franske revolution.

Der står flere frihedsgudinder rundt om i Frankrig. Damen i Paris står midt i Seinen på den sydlige spids af Ille de Cygnes. De to søsterstatuer står med ansigterne vendt mod hinanden tværs over Atlanten.

Jeg så den lille udgave, da min mor og jeg var på kanalrundfart for femten år siden, og jeg havde – muligvis naivt – forestillet mig at Emilie og jeg også ville komme forbi, når vi tog på tur på vandet. Det gjorde vi ikke. Først da vi var gået fra borde og langt ind mod byen, fandt jeg på at slå op hvor hun egentlig var, og det viste sig, at havde båden vendt en bro længere ude, var vi sejlet lige forbi.


 Frihedsgudningen - Pont de Grenelle, Paris


Vi var langt fra statuen da jeg gjorde den opdagelse, og derfor blev mødet udsat til torsdagen, efter besøget hos de to andre damer på Louvre og turen op ad Champs Elysees. Vi hoppede på Metroen ved Triumfbuen og stod af et stykke længere ude end den lille statuen på øen midt i Seinen. Så langt ude, at da vi gik langs RERspor og vandet, blev vi spurgt om vej af en besøgende fransk familie. Jeg forstod til fulde, hvad de spurgte om, det var straks mere vanskeligt at forklare. Heldigvis kommer man langt med fagter og enkelte franske gloser.

Det viste sig at Ille de Cygnes, der deler Seinen i to mellem to broer, lige syd for Eiffeltårnet er til at komme ud på. Fra Pont de Grenelle gik vi ad en lang og fin trappe ned på øen, under broen, forbi en legeplads med plads til både børn og voksne og helt ud på spidsen hvor den Parisiske udgave af Frihedsgudinden står.

Hun er to og tyve meter høj, og når jeg kigger på billedet jeg tog fra kanalrundfartsbåden for femten år siden, ser statuen ikke en dag ældre ud – til gengæld kan jeg konstatere at træerne på begge sider er vokset en del, at vejret var bedre i oktober 2001, at legepladsen under broen vist er kommet til siden og at der ikke længere er grafitti nederst på soklen.

Fra Ille de Cygnes og Pont de Grenelle er også en fin udsigt mod Eiffeltårnet.


Frihedsgudningen - Pont de Grenelle, Paris


Jeg har fundet facts om den store statue på Wikipedia, hos the Statue of Liberty foundation og Statue of Liberty.  Mens noget om den lille udgave kan findes hos Atlas Obscura og Wikipedia.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar