Havde vi været kvikke, kunne vi have gået de otte hunderede et eller andet meter fra Frihedsgudinden i den ene ende til Pont de Bir-Hakeim i den anden ende af Ille de Cygnes. Her kunne vi været kommet fra øen midt i Seinen til den ene eller den anden bred, været ganske tæt ved Eiffeltårnet og resten af den kendte del af byen.
Vi var ikke kvikke, så det gjorde vi ikke. Det var efterhånden blevet sent, vi havde ikke spist siden morgenmaden og vi gik i stedet stik vest, over Pont de Grenelle til det 16. arrondissement. Her fortsatte vi videre vestpå, i håb om at finde en metrostation. Sådan nogen var der ikke skyggen af, der hvor vi endte.
Til gengæld var der pæne parisiske gader, ikke skyggen af turister (bortset fra os selv) og vi faldt åbenbart så godt ind mellem de indfødte, at vi endte med at blive spurgt om vej. Mere end en gang. Jeg overvejede om vi skulle prøve det sammen, men besluttede i stedet at vi var på eventyr. Et eventyr, der godtnok ikke var helt så eventyrligt, som det kunne have været – vores maver knurrede godt, vi var trætte og gaderne føltes, som gik de stejlt opad.
Men der var pænt.
Vi endte med at finde en RER-station. Jeg var usikker på om vores turistbillet ville lade os komme om bord, og spurgte damen bag disken. Hun så ud, som burde jeg vide bedre end stille hende så dumme spørgsmål, for selvfølgelig kunne vi køre med. Vi fandt tog, vi fandt frem og vi kørte mod det der superlækre pizzasted, jeg havde læst om, i den anden ende af byen – som selvfølgelig havde lukket.
Det viste sig at at vi var havnet i mellemrummet mellem frokost- og aftenåbent og nåede at gå langt, inden vi endelig fandt en lille undseelig bistro et sted bag Boulevard Montmartre, der serverede en kedelig risotto, med en tiltrængt kold cola og plads nok til at vi kunne nå cola nummer to, inden vi igen begav os ud i byen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar