mandag den 31. oktober 2016

Notre Dame


Vi gik over Pont Neuf til Ile de la Cite, rundede et par hjørner og stod pludselig foran den mægtige katedral. Vi var ikke tidligt på færde, så der var fyldt med turister, og andre der hang ud på pladsen foran kirken.


Notre Dame de Paris

Notre Dame de Paris


Efterårsferien er vist ikke indført i samme grad i de andre europæiske lande, som i Damark, i hvert fald er det let at komme til i Paris i efterårsferien, der høres en hel del danske stemmer rundt om i byen og køerne til de store attraktioner er ganske korte.

Det tog ikke lang tid at komme gennem kontrollen og ind i selve kirken. Som alle andre steder – både butikker og turiststeder skulle vi gennem et sikkerhedstjek, og aflange metaldetektorer er standartudstyret hos de fleste vagter rundt om i byen.

Inde i kirken gik vi turen rundt sammen med alle de andre, beundrede arkitekturen, de store rosenvinduer og Emilie tændte et lys. Jeg er ikke i tvivl om at lystændingen betyder noget andet for hende, end for de fleste. For Emilie er det en fin og betydningfuld tradition hver eneste gang vi møder muligheden. Mit kamera duer ikke til indendørs billeder, så indersiden af kirken må I tænke jer til.


Notre Dame de Paris


Jeg blev som altid imponeret over det kæmpe bygningsværk, der indbyder til meditation og en vis ydmyhed over de mennesker, der har viet deres liv til at bygge et så fantastisk monument.

Notre Dame, er et enormt bygningsværk. Byggeriet tog næsten tohundrede år og stod færdigt sidst i trettenhundredetallet. Jeg har læst Jordens Søjler, og kunne ikke lade være med at blive slået af tanken om arkitekterne og arbejderne bag, der aldrig så deres arbejde tilendebragt.


Notre Dame de Paris

Notre Dame de Paris


Ude igen beundrede vi de imponerende stræbebuer og mængen af gargoiler, der i Victor Hugos fortælling bliver levendegjort sammen med den pukkelryggede klokker. Igen kan Paris give næring til barndommens naive forestillinger og klokkeren i Disneys version blev næsten levendegjort for øjnene af Emilie.


Notre Dame de Paris


Jeg ville gerne have været oppe i tårnet. Emilie ville gerne være blevet nede og vente, men desværre måtte jeg se i øjnene at det var for sent, porten var lukket og vi nåede aldrig tilbage igen. Til gengæld fik vi set så meget andet.


Weekend i fællesskab


Jeg er vildt imponeret af de fire damer, der stod bag weekendens strikketræf. Ikke alene har de stablet en weekend på benene, der indeholder alt, vi skal bare møde op, medbringe garn og pinde og ellers sætte os godt til rette. Vi skal selvfølgelig også betale ved kasse et, men derfra er alt iberegnet, og gider vi ikke andet end sidde på en stol, strikke, snakke og stoppe i hovedet, er det det vi gør.


Fællesskab og strik


De fleste af os valgte også at komme ud i naturen, gå tur i byen eller på anden måde bevæge os væk fra weekendens primære formål, for at få lidt gang i kroppen, få frisk luft, få alenetid eller hvad der nu skal til, for at komme helskindet gennem en weekend fyldt med strikkeglade damer.

Jeg kan for eksempel godt mærke at jeg, som introvert, får brug for at trække mig tilbage undervejs, ligesom tanken om at et mindre og mere imtimt selskab ville passe bedre til mit temperament og behov. På den anden side er en weekend sammen med en bunke mennesker, jeg både holder af og umiddelbart ikke selv ville have valgt en rigtig god udfordring for mig.


Maribo Sø


Snakken om sommerhus dukkede op på vejen hjem. Vi har snakket om det før, gjort alvor af det for flere år siden, men ikke siden fået planlagt endnu en gang. For sådan noget skal planlægges – men det er der råd for, og det ene udelukker ikke det andet.

Men tilbage til weekenden. Det var hyggeligt – på den gode måde. Jeg fandt tid til at trække mig tilbage, som jeg har brug for, komme ud og nyde den skønne udsigt fra hotelværelset ned mod søen. Alligevel var jeg så fyldt med indtryk at jeg gik fuldstændig i brædderne, da jeg kom hjem.

Altså var det først her til morgen, jeg for alvor fandt plads til at nyde de skønne, skønne sponsorgaver de fire damer bag weekendens træf også har været rundt og samle sammen. Der var mange skønne gaver, og selvom jeg kun har taget billeder af de to forskellige typer garn, jeg var så heldig at få med hjem, var der en hel del mere i posen.


Skønne sponsorerede gaver


Skønt garn fra Rowan, som jeg måske allerede har en ide til hvad skal bruges til. En blanding af silke og hør, som føles dejligt og som jeg glæder mig til at tage hul på. Jeg ved helt ærlig ikke hvem der har sponsoret, men jeg har en ide om at det er Anita Garn på Frederikssundsvej. Fra Garnudsalg fik jeg to nøgler Sock It, som på turen hjem fik ben at gå på. Jo der er nok at gå til.

Hvad der ikke er på billedet, men som så afgjort også kræver gode ord med på vejen er marmelade fra Skaaning Vin, En skøn grillbog fra Damhus Slagteren og en håndcreme, jeg ikke ved hvem fra givet, men som så afgjort ser lækker ud. Posen vi fik det hele i er sponsoreret af Rødovre Kommune og endelig blev vi alle inviteret til at se ishockey når Rødovre Migthy Bulls møder Sønderjyske sidst i november.


søndag den 30. oktober 2016

Det blev en kurv


Det løbbundne projekt, jeg håbede blev en kurv, blev en kurv.


Løbbundet kurv


Det har været et afsindig sjovt projekt, der både har taget længere tid, end jeg troede, blev færdig hurtigere end jeg havde regnet med og som har givet en hel del erfaringer – specielt i forhold til at øvelse gør mester.

Jeg er meget tilfreds med det færdige resultat, men det ændrer ikke ved at jeg også kan se fejl. Det er fejlene vi lærer af, dem der er med til at vi bliver bedre og kan se vores egen udvikling. Jeg er glad for mine fejl, og jeg ved hvor jeg skal sætte ind i næste projekt.

For der bliver helt sikkert et næste.. .og et næste… og…


Løbbundet kurv

Løbbundet kurv


Jeg har bundet med jute over et blåt nylonreb fundet hos den lokale Røverkøb. Visse steder kan jeg se det blå igennem. Det er selvfølgelig ikke optimalt, og af samme grund tror jeg hellere jeg vil bruge det indkøbte papirgarn som grundlag i næste projekt. Det er nemlig ikke helt så grimt, hvis det kan ses.

Et andet sted der kræver øvelse er afslutningen. Meget øvelse. Jeg forestiller mig at der går lang tid, inden jeg for alvor bliver tilfreds med afslutningen. Det er bare svært. Mere er der ikke at sige om det.

Men kurven altså. Den blev færdig lige tidsnok til at komme med på weekend. Den har allerede vist sit værd. Den fungerer både fantastisk som strikkekurv – så længe projektet ikke er alt for stort – og som en lille taske til at transportere de allervigtigste ting mellem værelse, restaurant og mødelokalet vi bruger til at strikke i.


Løbbundet kurv


Bunden er bundet med ottetalssting. Da jeg nåede til kurvens sider skiftede jeg til maskesting. Som udgangspunkt havde jeg otte viklinger mellem maskestingene, det antal voksede efterhånden som kurven både voksede udad og i højden. Jeg endte med at have et noget uregelmæssigt antal viklinger mellem maskestingene – igen noget med øvelse. Jeg satte dem der, hvor det gav mening.

Hanken har jeg bundet med ottetalssting. Jeg kunne ikke se anden løsning. Om det er nylonrebet, der giver sig, eller om løbbundne kurve generelt er fleksible ved jeg ikke, men det er nemt at forme på kurven, der både kan være bred eller smal, alt efter ønske.


Løbbundet kurv


Det kunne være lækkert med en større kurv, men jeg tror jeg satser på noget lidt mindre næste gang. For at blive i det med øvelsen og at blive bedre. Så kan det med større komme en gang med tiden, når erfaringen er mere håndgribelig.


lørdag den 29. oktober 2016

Strik i Maribo


Jeg er i Maribo, sammen med en flok damer, der kan lide at strikke. Stemningen er høj og til tider næsten skræmmende i højden af hyl og grin.


Maribo - Danmark

Maribo - Danmark


Dagen startede  med morgenmad i restauranten, og mens de fleste vist bevægede sig mod strikketøj og sammenhold, bevægede Bettina og jeg os ud i byen. Maribo er en smuk by, hotellet ligger ned til søen og i modlyset gik mod vi mod kirken, hvis klokke ringede i et fint toneleje.

Vi gik op gennem byen, fik kaffe hos Victoria, der serverer en bedre kaffe end hotellet kan byde på. Vi nåede at vende både det ene og det andet, inden vi vendte hjemad igen, og mens kirkeklokkerne endnu en gang ringer ind, skriver jeg et hurtigt indlæg, så jeg kan nå lidt strik sammen med de andre, inden frokosten bliver serveret.


Maribo - Danmark


Forplejning mangler vi nemlig ikke noget af i løbet af weekenden.


fredag den 28. oktober 2016

Endnu en weekend hjemmefra


Jeg har pakket, om en times tid bliver jeg hentet. Endnu en weekend hjemmefra med pakket kuffert står for døren.


Måger i brændingen - Bornholm oktober 2016


Jeg skal til Lolland, jeg skal strikke, jeg skal snakke, jeg skal hygge, jeg skal spise god mad og jeg skal sidde ned det meste af tiden. Men mon ikke også der bliver plads til en tur eller to udenfor.

Whats not to like…


torsdag den 27. oktober 2016

Les Halles


Mandag formidag startede ved Hallerne. Det kæmpe, delvist underjordiske, center midt i det gamle Paris.

Lidt nord for Ile de la Cite ligger Forum Les Halles. Fra middelalderen var området en markedsplads fortrinsvis for mad. Senere tidere udvidede – vist nok af flere gange og midt i attenhunderedetallet blev markedet overdækket af tolv store haller bygget i jern og glas.


Forum Les Halles - Paris


Inittenhundredehalvfjerdserne flyttede engrosmarkedet ud af byen og stedet måtte lade livet for et nyt stort indkøbscenter. I flere etager. Nedad. Det nye center Forum Les Halles blev igen bygget af glas og måske snarere stål end jern. Længere nede under jorden, under det store indkøbscenter ligger en af Paris’ største og mest befærdede stationer. Her kører flere Metrolinier, RER-tog og oppe ved jordoverfladen kører en hel del busliner forbi.

Det store indkøbscenter fyldt med mode, makeup, elektronik og restauranter blev vist aldrig rigtig nogen succes. Det store hul i midten mellem alle de underjordiske butikker tiltrak hellere den del af samfundet, der helst ikke skal ses, og pariserne valgte at gå en stor bue udenom.

Om det er grunden til at Forum Les Halles endnu en gang måtte se sig slået, revet ned og bygget op igen ved jeg ikke noget om, men jeg havde hørt om centret, og med en shoppingsgal teenagetøs i hånden, virkede det som et godt sted at starte turen. Emilie havde en længere liste over ønskede indkøb og besøget i Les Halles fik da også bugt med et par stykker af dem.


Forum Les Halles - Paris


De haller vi besøgte er næsten færdigbyggede. Jeg går ud fra, at en del af det foregående center ligger til grund for det nuværende, der sine steder ikke virker helt færdigt. Jeg kan da også læse mig til, at det efter sigende skulle stå færdigt i 2016.

Der er stadig et stort hul i jorden, der giver lys til de mange butikker i fire lag. Ovenover hænger en gigantisk baldakin bygget af … glas og stål. Øverst oppe er der et stort arbejde igang med en have, der skal området mellem indgangen til centret og en stor rundt bygning, der stammer helt tilbage til de oprindelige tolv glashaller, der dækkede hele området.

Det var et center. Det var stort. Der var mange butikker. Der var ikke så mange gæster, og jeg var ikke imponeret. Men på den anden side er jeg ikke specielt imponeret af centre. Jeg ville hellere se nærmere på den gamle runde bygning, som jeg kan læse mig til startede som kornbørs, men den stod indenfor indhegningen til haveprojektet. Så det må blive en anden gang.

Emilie var tilfreds, omend hun endte med at få nok og hellere ville have noget at spise. Vi fandt mad på en fransk cafe i en hyggelig gade ikke langt fra Hallerne.


Forum Les Halles - Paris


Dokumentationen er fortrinsvis fundet på Wikipedia og Licitationen. Untapped Cities gav også stof til eftertanke.


Anden del af et mysterie


Det var ikke vanvittig meget strik der kom med hjem fra Paris. Eller hækling, for den sags skyld.

Jeg nåede så absolut længst med hæklingen. Jeg var lidt usikker på det der med pinde og fly, så jeg pakkede et nøgle bomuldsgarn, en hæklenål og en opskrift på en karklud med et fint mønster. Den nåede halvvejs – og er ikke rigtig kommet længere siden.


Building Blocks - Westknits Mystery Shawl 2016 clue 2


Værre gik det med det mystiske sjal. Jeg printede anden del af sjalet, pakkede garn og pinde i kufferten og havde hjemmefra besluttet hvilken af de to muligheder jeg ville springe ud i. Anden del af sjalet bestod af to sektioner. I den første sektion var der frit valg mellem tofarvet patent eller et lille rillemønster.

Jeg kan rigtig godt lide patent. Ja, det går ikke afsindig stærkt, men det er pænt, jeg finder det nemt og jeg synes ikke engang det er svært at gennemskue at samle masker op, hvis de går tabt. Det var først sidste år jeg lærte den tofarvede mulighed, der viste sig at være temmelig enkel og smart tænkt. Nogen må have tænkt det en gang.

Jeg har strikket masser af patent, men jeg har aldrig lært at tage pænt ind og ud i patent. Rillemønstre kan man altid strikke, også selvom jeg nåede at tænke at i forhold til de tidligere rillemønstre i det mystiske sjal ville patentstrikken ende med at vende “den forkerte vej”. Jeg sprang på patentversionen med både ind- og udtag.

Jeg strikkede en lille smule om aftenen på hotellet. Ikke meget – mest noget med at finde tilbage, når jeg havde lavet fejl. For indrømmet jeg lavede et par graverende fejl.

Mest strikkede jeg i metroen, når vi endelig havde fundet et sæde, eller på restauranter og cafeer, når vi ventede på det bestilte. En pind her, en halv pind der, og sådan nåede jeg hele vejen gennem den første sektion.

Halvvejs gennem gik det op for mig at jeg havde glemt at tage ud i den ene side af sjalet. Tre glemte udtagninger af hver to masker kan ikke reddes. Det krævede en aften på hotelsengen at trævle det hele op, sætte maskerne tilbage på pinden og strikke et par gange frem og tilbage – for lige at være i gang igen. Samtidig gav det mig mulighed for at trække lidt ekstra i garnet omkring ind og udtagningerne. Jeg synes nemlig ikke de blev pæne.

Senere nåede jeg at lave en anden fejl, men den var knap så graverende.


Building Blocks - Westknits Mystery Shawl 2016 clue 2


Den sidste aften sad jeg på hotelsengen, tilfreds med endelig at været nået gennem hele første sektion – af anden del af sjalet. jeg var bare ikke tilfreds med det jeg havde strikket.

Omkring ind- og udtagningerne så det sjusket ud. Jeg gik på nettet og tjekkede de andres billeder, og kunne konstatere at jeg ikke var ene om at få nogle grimme lange masker i den ene side af ind- og udtagningerne. Mit garn er tyndere end det de fleste bruger, og så bliver det meget mere tydeligt.

Jeg pakkede strikketøjet væk og nøjedes med den hæklede klud i toget mod lufthavnen.

Hjemme tænkte jeg tanker for og imod. Længe. Gik i seng med en overbevisning om at ville strikke videre, og stod op næste morgen, kun for at trævle det hele op og strikke retrilleversionen i stedet.

Jeg er glad for mit valg. Også selvom jeg synes det patentstrikkede er rigtig fint og passer ind i resten af sjalet. Det skulle bare ikke være med mit plantefarvede garn.


Building Blocks - Westknits Mystery Shawl 2016 clue 2


I øvrigt er jeg lidt bekymret for den lilla. Jeg tror ikke jeg fik skyllet nok efter farvningen, for jeg får helt lilla hænder når jeg strikker med det – jeg håber virkelig ikke det smitter vildt af, når det senere skal skylles op og vaskes…


onsdag den 26. oktober 2016

De større fugle … og de største


Ude på forevisningspladsen trak det op til regn. Det lod vi os dog ikke skræmme af, og efter en kort byge klarede himlen op til slut.

Vi så fire fugle i aktion. De to første var vistnok begge falke. Den ene var i hvert fald. Inde i mit hovede er de blevet blandet sammen, så jeg kan ikke rigtig huske den ene fra den anden. De blev begge båret ind, med hætte over hovedet, siddende på hånden af en falkoner.


Falk - Bornholms Rovfugleshow

Falk - Bornholms Rovfugleshow

Falk - Bornholms Rovfugleshow

Falk - Bornholms Rovfugleshow


De gav begge en opvisning i deres flyvekunst, og mens jeg sidder her og skriver dæmrer det at den ene fløj fra platform til platform mellem tilskuerne og kom temmelig tæt på, mens den anden fløj højt og langt for at styrtdykke efter lokkedimserne falkonererne svingede med høj hastighed.

Fastsat på lokkedimsen sad et stykke kød, og da falken endelig fik fat i farten og fangede byttet var det show slut. Et imponerende vingefang blev bredt ud over byttet. Ingen skulle tage det fra hende, mente falken, mens hun spiste det fangede.


Havørn - Bornholms Rovfugleshow

Havørn - Bornholms Rovfugleshow


Efter de to mindre fuldt flyvefærdige højhastighedsprojektiler blev det tid til de rigtig store fugle. Først en havørn af den canadiske slags. Hvidt hovede, brun krop, afsindig flot og nærmest aritokratisk i sin form og udfoldelsesevne. Den var tydelig vant til fremmede og viste sig frem i al sin pragt, mens den med jævne mellemrum guffede døde kyllinger, falkonererne havde med i sidetasken.

Det var et imponerende syn.


Havørn - Bornholms Rovfugleshow

Havørn - Bornholms Rovfugleshow


Den sidste gæst var en grib. Den kom flyvende fra “stalden” – eller hvad sådan noget hedder – og derfra gik den rundt. En grib har brug for god afsats og lange distancer, før det kan betale sig at flyve. Den var også imponerende. kæmpestor, et fantastisk vingefang, men den kunne ikke nå havørnen til sokkeholderne i graciøsitet.

En grib er ikke et fantastisk syn. Den er lidt gumpetung, som den løber rundt og samtidig udstødte den meget rasende lyde. Den lød umiskendelig sur. Som det sidste, gik den en tur hen over alle bordene, lige foran os alle. Rasende rystede den med hovedet, mens den løb efter falkoneren med kyllingestykker i tasken.

Men måske var den slet ikke sur. Måske var de sure lyde glædeshyl fra en grib. Ingen ved det rigtigt, men falkoneren fortalte at man som udgangspunkt ikke regner gribbe for sociale. Man har altid tidligere haft en opfattelse af at gribbe helst er alene. Men den her grib har drejet noget på den opfattelse. Det er nemlig sådan at jo flere tilskuere, jo mere gør gribben sig til, og jo lettere er det at få den til at gøre, det falkonererne vil have den til.


Grib - Bornholms Rovfugleshow

Grib - Bornholms Rovfugleshow


Måske er det bare fordi den er ekcentrisk. Det er nemlig umuligt for den her grib at gå tilbage samme vej, som den er kommet. Den lige vej fra “stalden” og ned til forevisningspladsen er åbenbart ensrettet, og den eneste måde de kan få gribben tilbage, er at gå den lange vej, som også tilskuerne går. Allerbedst er det når tilskuerne følger på vej, den har nemlig heller ikke lyst til at forlade opvisningspladsen, så længe der stadig er nogen at vise sig frem for.

Selvfølgelig gad vi følge gribben på vej. Og sådan gik det til at et noget mærkeligt optog, med en grib i spidsen, sluttede rovfugleshowet på Bornholms Rovfuglecenter af en dag først i oktober.