Den dag vi var forbi muren, havde jeg fundet en reference til et stadig stående vagttårn nær Potsdamer Platz.
Inden vi endelig nåede hen til tårnet, havde vi været omkring adskillige andre steder, der dukkede op. Vi er åbenbart gode til det der med at gå om hjørner, der ikke var forudbestemt og finde nye spændende oplevelser.
Og vagttårnet gik jo ingen steder.
Det lille vagttårn står på Erna Berger Strasse. Jeg forestiller mig der engang har været frit udsyn, og tårnet har synet højere. Nu står det lidt klemt mellem nye og høje bygninger, som et symbol på en helt anden tid.
Man kan komme op i det, men det vidste vi ikke, og med alle vores omveje, nåde vi lige præcis at komme for sent til en tur derop.
Det er ikke særlig højt, det lille tårn, men sætter alligevel tingene lidt i perspektiv. Typen BT 11, var mellem de første vagttårne der blev bygget langs muren. Opstigningen foregår ad en spinkel metalstige, der ikke gav meget plads, hvis vagterne fik brug for hurtigt at komme ud. Senere blev vagttårne ombyggede og gjort nemmere tilgængelige.
Hvor mange der er plads til øverst i tårnet, er jeg ikke helt klar over. Nogen steder læser jeg fem eller seks personer, andre steder to – en til at kigge i hver retning.
Vagttårnet står ikke præcist hvor det stod under muren. Det blev i 2001 flyttet fem meter, for at skabe plads til garageanlægget i en af de nye bygninger på vejen. I 2011 blev det restaureret, og indgår nu i fortællingen om en mur og en historie, der gerne vil glemmes, men helst skal huskes.
Som det står der, lille og undseeligt mellem store og høje bygninger, fik jeg en oplevelse af hvor små vi egentlig er, hvor lille en del af historien tiden med muren – hvor frygteligt den end var – har været.
Jeg ville godt have været oppe i tårnet. Også selvom udsigten er spæret af nybyggeri og træer, der er vokset historien over hovedet, og tanken om en spinkel metalstige ikke umiddelbart er alt for spændende – men det må jeg have til gode, til en anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar