Denkmal für die ermordeten Juden Europas

Fra det lille vagttårn fortsatte vi mod Brandenburger Tor. Det eneste jeg rigtig husker fra mit hidtidige første og eneste besøg i Berlin. Dengang stod muren stadig, men jeg husker ingen mur.

Rundt om Potsdamer Platz og Leipziger Platz er store nye flotte bygninger. Bag ses flere og de store færdelsårer Ebertstrasse og Stressmann Strasse ser ud, som har de altid været store befærdede og vigtige veje. Det er svært at forestille sig at lige netop de to store pladser og gaderne både syd og nord for, for bare femogtyve år siden var tomme, ryddede og en del af ingenmandsland.

Da vi stod der, var det ikke en del af de tanker der gik gennem hovedet på mig. Selvom jeg godt vidste at muren stod nærmest lige der, hvor vi gik, kunne jeg slet ikke forestille mig det, endsige tænke tanken til ende.

Måske netop derfor kom det som en overraskelse, da vi halvvejs mod Brandenburger Tor stod ansigt til ansigt med monumentet for Europas mydede jøder.

Monumentet blev opført i 2003 og er et mindesmærke for alle jøder, der blev dræbt under holocaust. Det er bygget på en grund, der lå i ingenmandsland og dækker over nittentusinde kvardratmeter. I et kuperet terræn står totusinde syvhundrede og elleve betonklodser i et sirligt og regelrettet mønster. Nedenunder er et museum med udvalgte historier.

Vi var ikke under jorden, men vi gik gennem gangene, der bliver dybere og giver plads til tænksomhed. I udkanten af monumentet er betonklodserne lave og står højst i terrænet, mod midten bliver klodserne højere, landskabet dybere, og hvor der i udkanten er sol, varme, tid til at sidde på betonelementerne, der nærmest fungerer som bænke, glæde og sorgløshed, er kontrasten stor, når man bevæger sig ind mod midten af området.

Et par skoleklasser kom forbi samtidig med os, og trods deres unge stemmer, der både var nysgerrige, høje og sprudlende, blev oplevelsen af tænksomhed og dybsind ikke mindre inde mellem de mange betonklodser.

Det er et særligt sted, og selvom det ikke ser ud af meget, synes jeg det er godt tænkt og holder til fulde. Her mødes både liv og død, glæde og sorg. Det favner det hele og giver plads til hver især at få det ud af stedet, der er væsentligt.

Man må ikke hoppe på stenene, men man må gerne sidde på dem. Man må ikke råbe og løbe, men man må gerne være der, leve og bruge stedet. Det bliver levende på den måde, og jeg synes det var skønt at se unge tyskere bruge de yderste laveste sten til at sidde og hygge, snakke og bare være sammen.