søndag den 31. juli 2016

Det skulle være så simpelt


Jeg plejer at bryste mig af, at have et godt overblik hvad angår masker af enhver art. Jeg er god til at “læse” et stykke strik eller hækling, hvad enten det er et igangværende projekt eller noget der er færdigt og hænger på en tilfældig forbipasserende.

Jeg laver sjældent fejl. Til gengæld gør jeg det grundigt, når jeg gør det.


Endelig passer det


Som den kommende hæklede kjole. Man skulle tro at sådan en omgang stangmasker og luftmasker er forholdsvis overskueligt. Specielt når det er anden gang projektet løber gennem hænderne.

Man skulle tro, skulle man!

Men. Og sådan er det jo somme tider.

Første omgang efter kanten af hjerter kan godt være lidt tricky. Der skal holdes øje og det er en god ide at tælle efter. Så jeg talte – troede jeg, og opdagede den første fejl da jeg nåede femte omgang. Det er ikke til at rette op, når der mangler en stangmaske mellem luftmasker.

Så jeg pillede op, talte forfra, sørgede for at alting var i orden, og nåede omgang nummer ni inden endnu en fejl – heldigvis ikke den samme – viste sig. Stadig på første omgang og stadig ikke til at rette op.

De er lange de omgange.

Jeg trak vejret dybt og startede forfra igen, talte og talte og talte efter. Gang på gang.


Endelig passer det


Tredie gang viste sig at være lykkens gang. Nu passer det, alle masker sidder hvor de skal.

Der kan de blive siddende, kan de. Jeg er godt træt af stangmasker lige nu, så mens hækleriet er sendt i skammekrogen de næste dage eller tre, har jeg fundet andre projekter at motionere. Andre projekter der ikke omhandler stangmasker.


Men det kommer nok ikke til at ligge længe. Jeg vil jo gerne have den færdig.


Phoenix Wing


Somme tider er et stykke strik så sjovt at strikke, at det nærmest strikker sig selv i ekspresfart. Sådan føltes det i hvert fald med sjalet fyldt med vendestrik.


Phoenix Wing


Rent teknisk ved jeg godt at vendestrik kræver mere tid, for vendinger koster, lidt ligesom sving ud over banen i Formel1, som lige nu kører over skærmen med Anders foran. Selvom det kun handler om sekunder eller tiendendele af sekunder, så koster det bare at vende en pind eller køre ud over kanten.

Det føles bare ikke altid sådan.

Sjalet har været en fornøjelse at strikke. Opskriften er ikke af det allerbedste format. Den er så skrabet at det kræver noget viden om strik at forstå. Der skal i den grad selv sættes ind, men det giver til gengæld mulighed for selv at bestemme. Det er rart selv at kunne bestemme.

Vendestrikken kombineret med retriller giver de fineste bølger over hele sjalet, som jeg synes er spændende at se på. Undervejs overvejede jeg flere gange hvordan designeren har formået at gennemskue retninger og antallet at vendinger, for at opnå det rigtige resultat. Der må skulle en ualmindelig krøllet hjerne til at udtænke et design i den kaliber.


Phoenix Wing

Phoenix Wing


Resultatet er kæmpestort, langt større end jeg oplevede da jeg sad med det i skødet. Måske fordi det ikke er specielt højt, men meget bredt og jeg endte med at have samtlige masker fra den ene spids til den anden på pinden inden den endelige aflukning.

Det er blødt og lækkert, at jeg har strikket med enkelt tråd gør det let, men samtidigt varmt. Alligevel tvivler jeg på, jeg kommer til at bruge det. Faconen er forkert. Det er for stort, for bredt, for rundt og mangler den trekantede facon jeg igen og igen falder tilbage på.

Jeg har prøvet at slynge det om hals og skuldre indtil flere gange. Det eneste jeg opnår er en oplevelse af, at det ikke virker for mig. Men det var sjovt at strikke, og det tæller højt. Og med de mange spidser tænker jeg at det kan være det helt rigtige flagrende tilbehør til årets heksekostyme, når vi til oktober holder Halloween i Klubben.

Der tror jeg faktisk det vil komme fuldt til sin ret.









Design: Phoenix Wing af Nadine Schwingler.


Garn: Grundfarven er Blackhill Højlandsuld i farven Cigar, mens felterne eller fjerene er forskellige blå nuancer af Rasmillas Yndlingsgarn. Jeg brugte rester af Petrol, Blågrøn, Flaskegrøn, Turkis og Opal.

Det færdige sjal vejer 220 gram fordelt med 126 gram Højlandsuld og 94 gram Yndlingsgarn.


Pinde: Hele sjalet er strikket på en 4 mm rundpind, 60 centimer lang.


Størrelse: Stort: sjalet måler ca 190 cm i stangmål fra spids til spids. På det bredeste sted er det cirka 70 centimeter.


Phoenix Wing


Bemærkninger: Opskriften er som sagt temmelig skrabet. Designeren er tysk, og for ikke at lave fejl er alle forkortelser på tysk, forklaringerne er på engelsk. Det krævede lidt omstilling, men da det er de samme forkortelser der går igen og igen sad de hurtigt fast.

Opskriften er en smule anderledes indrettet end opskrifter plejer at være. En lang række kommandoer, der hurtigt giver mening. Alt strikkes i ret, derfor er detaljer som for eksempel “strik” helt udeladt. Det giver sig selv. I stedet står blot en lang række tal, der angiver antallet af masker, inden næste vending.

Mellem rækkerne af vendinger er indsat henvisninger til felterne, både felter i bundfarven og felter i feltfarverne. Forklaringerne på felterne er både skrevet som en række tal, men også tegnede som diagrammer. De farvede felter altid starter fra retsiden, mens felter i bundfarven starter lidt forskelligt fra ret- eller vrangsiden. Diagrammerne er altid tegnet, så første pind starter fra venstre mod højre. Det betyder at tegningen af feltet ses fra vrangsiden, det synes jeg personligt var irrirterende, da diagrammer elles altid ses fra retsiden, og formen på feltet derfor skulle vendes inde i hovedet. Fordi felterne i bundfarven starter lidt forskelligt fra ret- eller vrangsiden, var det også som vinden blæser om diagrammet blev vist fra ret- eller vrangsiden.


Phoenix Wing


Der er ingen anvisninger til hvordan opslag og aflukninger skal foretages. For at få elastisitet i både opslag og afluk slog jeg op ved at strikke nye masker i mellemrummet mellem de to yderste masker på venstre pind. Metoden hedder på engelsk Cable Cast On.

Ved aflukningerne valgte jeg at lave et omslag inden jeg strikkede en maske og trak både omslag og tidligere strikkede maske over den yderste maske på højre pind. Som Jeny’s Surprisingly stretchy Bind Off.

Jeg brugte German Short Rows ved vendingerne. Jeg har gennem tiden prøvet flere forskellige vendeteknikker, og jeg synes klart den her vinder.

Enkelte steder skal der slåes masker op midt i felterne. Her valgte jeg at slå om og strikke omslaget drejet ret på næste pind.


Phoenix Wing


Sjalet har to forskellige afslutninger. Jeg kunne bedst lide Kant nummer 1, men Kant nummer to har et ekstra felt som jeg gerne ville have med. Inden det sidste ekstra felt er i opskriften en spids i bundfarven, den ville jeg gerne undvære. Jeg mente efter at have strikket mig gennem størstedelen af sjalet at jeg godt kunne gennemskue at tilføje mine modficeringer og kastede mig ud i det.


Afslutningen kom derfor til at se sådan ud:

Række 300: Strik ret til 2 sidste m, 2 r sm, slå (10 + 25 = 35 m) op.
Række 301: 1 m løs af, strik (94 + 25 = 119 m) ret, vend.
Række 302: Field 33 som beskrevet.

Kant 1:
Række 1 to 22 som beskrevet.

Kant 2: 
Spring række 1 til 12 over, start ved række 13.
Række 13: strik (64 + 16 = 80 m) ret, vend.
Række 14 og 15: som beskrevet.

Række 16: Field 36 (med få ændringer = 16 m mere):

1. 74 r, vend
2. 71 r, vend
3. 72 r, vend
4. 46 r, vend
5. 16 r, vend
6. 18 r, vend
7. 20 r, vend
8. 22 r, vend
9. 24 r, vend
10. 26 r, vend
11. 28 r, vend
12. 30 r, vend
13. 32 r, vend
14. 34 r, vend
15. 36 r, vend
16. 38 r, vend
17. 40 r, vend
18. 42 r, vend
19. 44 r, vend
20. 46 r, vend
21. 48 r, vend
22. 50 r, vend
23. 52 r, vend
24. 54 r, vend
25. 56 r, vend
26. 58 r, vend
27. 61 r, vend
28. 63 r, vend
29. 66 r, vend
30. 69 r, vend
31. 75 r, vend

Række 17: strik ret til sidste m før feltfarven er slut, 2 r sm, skift farve
Række 18: som beskrevet
Række 19: 90 r, vend
Række 20 til 23 som beskrevet


Phoenix Wing


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.


fredag den 29. juli 2016

Snapshot fra haven


Det gror i haven. Ikke alt er lige pænt, og vi er ikke lige gode til at bekæmpe den uønskede del.

Der er tomater på vej, brombærrene bugner, løgene vokser vildt, sneglene tager deres (alt for store) del og hvis vi er heldige er der både een broccoli og vindruer til os.


Broccoli - juli 2016 

Vindruer - juli 2016


Der er håb om at den tiloversblevne broccoli fra sneglenes fest overlever. Vindruerne derimod, er vi knap så sikre på. De kræver nok langt flere solskinstimer end vejret heromkring byder på.

Men de er fine.


torsdag den 28. juli 2016

En to’er


Det er sjældent jeg gentager mig selv, når det kommer til strik og hækling (når man ser bort fra hæklede dyr…). Men nogen gange kan et stykke tøj være så stor en succes at en gentagelse er nødvendig.


En pose slik

Starten på en kjole


Det gælder for den hæklede kjole med de mange huller.

Helst har jeg den på hele tiden. Men det duer ikke. Så nu har jeg hentet den fineste støvede grønne fra Søstrene Grene.

Nummer to er på vej. Den første var hurtigt færdigt.

Jeg ser ingen grund til, at det ikke også gælder for nummer to.


Vestbad


I starten af halvtredserne byggede både Rødovre og Brøndby Kommuner boligbyggerier syd for Roskildevej af det nye moderne materiale beton. Byggerierne var direkte foranlediget af S-banen, der var under udarbejdelse, men uden kundegrundlag var der ikke udsigt til en station i Brøndby og stationen i Rødovre var umiddelbart ikke på tegnebrædtet, for afstanden mellem Hvidovre og Brøndby var ikke særlig stor.

Rødovre endte med at få en station, men først ti år efter banen blev taget i brug.


Vestbad - juli 2016


Men altså. der blev bygget, og overskudsjorden fra projekterne i begge kommuner endte i en stor bunke et sted. Cirka deromkring hvor Vestbad ligger i dag. Tror jeg.

Civilforsvarsstyrelsen ønskede en branddam, og havde kvikke hoveder i Rødovre og Brøndby kommuner ikke været fremsynede, var det som nok også endt med en branddam. I stedet blev Vestbad anlagt. Al overskudsjorden fra boligbyggeriet blev brugt til at skabe et kuperet terræn, med volde mod Roskildevej. Voldene og den høje beplantning betyder at selvom Vestbad ligger klods op ad Roskildevej, føles det langt fra og man hører ikke trafikken fra badsiden. Og så forestiller jeg mig endda at der er noget mere trafik i dag, end i 1958 da Vestbad åbnede.

Der blev faktisk også brugt jord fra udgravningen til et regnvandsbassin lige nord for Roskildevej. Sjovt nok har jeg altid gået rundt og troet at regnvandsbassinet nord for Roskildevej er en branddam!

Da Vestbad åbnede var det et af Danmarks første friluftsbade. De to ikoniske vipper, der danner vartegn for Vestbad var det nye sort, folk strømmede til og på skråningerne var der plads til solbadning i stor stil. Folk strømmede så grundigt til, at de to kommualbestyrelser skrabede sammen, og et indendørs bassin af internationale dimmensioner tolv år senere så dagens lys.

Sammen med de nye indendørs lokaler blev der plads til motionscenter, cafeteria og skydebaner i kælderen. Udendørs dukkede et lille soppebassin med en høne i midten op – i daglig tale Hønen.


Vestbad - juli 2016


Der er gået mange år siden Vestbad slog dørene op. De dengang topmoderne faciliteter er ikke længere tidssvarende. Hønen blev nedlagt for mange år siden, fordi vandforsyningen ikke kunne leve op til nutidens standarter og selvom der for nogle år siden blev udviddet med et børneområde, saunagus og velvære, lever de oprindelige bassiner ikke længere op til kravene for svømmehaller og vandforsyning.

En renovation er derfor tiltrængt.

Vi var i Vestbad i dag. Ungerne havde bestemt, og de tre vi havde med, havde en fest. Både ude og inde. Ude snakkede vi med en af livredderne. En af dem, der helt sikkert boede i Vestbad som barn og er blevet hængende i arbejdslivet. Nyd det, sagde hun, for det er sidste sæsson der er åbent udendørs.

Det er tydeligt at badet har år på bagen. Betonen slår revner, malingen skaller og rust har sat ind. Der bliver passet på, og de udendørs vipper bliver stadig flittigt brugt. Der er spærret af for sikkerheden, hvor det er nødvendigt, og jeg synes det er cool at bruge skakbrikker i afspæringsøjemed.

Bare ærgerligt hvis nogen skulle have mod på et spil skak.


Vestbad - juli 2016


Til efteråret eller vinteren starter et stort renoveringsprojekt. Indenfor. Det store halvtredsmetersbassin skal deles i tre – Et femogtyvemetersbassin med konkurrencebaner, et dybvandsbassin med udspring og klatrevæg og et varmtvandsbassin til babysvømning, genoptræning og så videre. Omklædningsrummene skal bygges helt om, det glæder livredderen sig til. Vi kan slet ikke se, når vi har gjort rent længere. Det tror jeg på. Tres år sætter spor.

Det lyder spændende med renoveringen. Der har været arbejdet for en fredning af halvtredsmetersbassinet, men det har åbenbart ikke holdt. Der er også arbejdet for en fredning af de udendørs arealer, om det sker ved jeg ikke, men endnu er der ikke midler til en udendørs renovering. Livredderen håbede (og jeg håber med) at der kan rejses de mange millioner, der skal til en renovering af de udendørs arealer. Det ser ud til at planen er lagt.


Og samtidig tænker jeg at Vestbad uden det store V med de udendørs vipper – det er ikke rigtig Vestbad.


tirsdag den 26. juli 2016

Farve i solen


Vi skulle have været på tur i dag. Tirsdag og torsdag er turdage.

Planen var at tage til Naturcenter Amager, jeg har aldrig været der før – og det har jeg stadig ikke. jeg hvde glædet mig, for jeg har hørt så meget godt om stedet. Både Henrik og Janick var på. da jeg foreslog det i går, og min mor har været der utallige gange med børnebørene. Ikke kun de små, Emilie har også været der.


Solar dying - Forberedelse


Men det har jeg så ikke. Endnu. For der kom ingen børn. og da vi havde ryddet op længe nok, mente Henrik at det var tid til at lukke og tage hjem. Aldrig har jeg været så kort tid på arbejde før. Eller oplevet der ikke kom nogen børn.

Altså tog jeg hjem en oplevelse rigere.

I løbet af foråret er jeg flere gange på Instagram stødt på farvning af garn i sylteglas. Opmærksomheden har været skærpet, interessen vakt, men jeg har ikke taget skridt til at gøre forsøget.

Indtil i går. Eller faktisk indtil Trine viste sit glas frem.

Jeg kunne mærke ønsket om også at være med, banke i baggrunden. Og når først jeg beslutter mig for noget, går det nogen gange meget stærkt. Og begrænsning er ikke altid lige for.


Solar dying - Kobber


Garn der skal farves med naturlige ingredienser skal forbehandles. Det er der flere måder at gøre på, det der umiddelbart virkede nemmest er at bejse garnet med alun. Alun er et metalsalt, det forhandles i Matas, er umiddelbart ikke farligt og dermed nemt at gå til.

Jeg skal ikke gøre mig klog på proceduere og plantefarvnings modeller, det findes der mange andre, der ved meget mere om, og som giver gode instruktioner på nettet. Jeg fandt indtil flere gode blogge da jeg googlede i forsøget på at blive klogere.

Og det er jo lige det. Jeg er i den grad i forsøgsstadiet.

Men altså selvom der ikke skal bruges farlige ting og sager er det bedst at holder remedier til plantefarvning for sig selv, og alle de andre køkkenmaterialer der hvor de hører til. Derfor var jeg omkring Røde Kors på vej hjem i går, og fandt både glas og en fin rød emaljeret gryde.

Garn og alun blev kogt – eller næsten kogt, vandet skal helst ikke nå kogepunktet – og så ventede jeg ellers lææænge inden det var kølet af ingen. Det gav jo ingen mening kun at prøve en farve, så jeg klargjorde tre gange 50 gram af den fine råhvide uld Anders købte til mig for et par måneder siden – alligevel heldigt han synes jeg skulle have garn…


Solar dying - Rødløgsskaller


Jeg har læst et sted at kobber kan farve garn. Det er mit første forsøg. Og her er virkelig tale om et forsøg. Foreløbig er der ikke sket noget, men jeg forestiller mig også at det tager noget længere tid, inden der bliver trukket farve af et metal i forhold til bløde plantedele.

Jeg har fyldt med messingdimser, jeg fandt rundt om i lejligheden. Finemakanikeren kan fortælle mig at indholdet af kobber er højt i netóp de her messingdimser. Jeg har også fyldt alle de kobbermønter jeg lige kunne finde i. Både danske og udenlandske. Og så ribbede jeg fem-seks meter af den store rulle ledning, vi har liggende i kælderen, for den rene kobbertråd, der findes midt i ledninger.

Mit andet glas har jeg fyldt med rødløgsskaller. Der skete hurtigt noget. Først blev det rødt, men siden i går er farven skiftet mod grøn. Rødløgsskaller skulle efter sigende farve grøn.

I det sidste glas har jeg både sorte bønner, som skulle give blå, og rødkål, som skulle farve blå-lilla eller alt derimellem.

Glassene har stået i solen hele dagen, nu er de flyttet til køkkenvinduet, hvor solen skinner ind i morgen tidlig og siden skal de ud i solen igen. Hvor lang tid glassene skal stå, står endnu hen i det uvisse. Men vistnok hen imod tre uger – bønnerne måske lige kortere.


Solar dying - Rødkål og sorte bønner


Jeg er vildt spændt på resultatet.

Og ser for mig, hvordan jeg næste sommer skal farve garn i sylteglas sammen med alle børnene i Klubben. Jeg forestiller mig rækker af glas med garn og naturmaterialer i den solfyldte vindueskarm. Jeg ser børn der hver dag konsulterer deres glas, og når garnet endelig er klar til at komme ud i det åbne, skal de væve fine billeder på små rammer af nedfaldsgrene vi har hentet på Volden.

Måske er det bare en fiks ide. Men kunne det ikke være et fedt projekt?


Brandenburger Tor


Jeg var otte eller ni, da den gamle varevogn mine forældre havde købt og bygget om til autocamper kørte mod Østeuropa. Rejsens mål var Tjekkoslovakiet, og sammen med en anden familie fra Lilleskolen, hvor vi gik i skole, havde vi en god lang ferie med mange oplevelser. Ikke mange af dem handlede om østblokkultur. Som turister (og naive børn) var vi nok noget skærmede.


Brandenburger Tor - Berlin juli 2016


En af oplevelserne var en tur min far og jeg gik i en by undervejs. Hvilket land eller hvilken by har jeg glemt. Om det var en stor by eller en lille by har jeg heller ingen anelse om. Det kan have været en hvilken som helst by et sted i Østblokken. Jeg kan huske vi kom til et torv. Midt på torvet stod et springvand, uden vand. Havde min far ikke rettet min opmærksomhed mod en lang kø af husmødre foran en bager eller købmand, havde jeg nok været mere interesseret i hvorfor springvandet ikke sprang.

Butikken var ikke åben endnu. Udenfor stod en lang kø af kvinder, der alle håbede at få lidt med hjem. En del af er nok endt med at gå tomhændede derfra. For gennem et vindue til butikken kunne vi se tomme hylder og langt mellem varerne. Der var ikke noget at komme efter.

Måske var der flere oplevelser af hvordan befolkningen bag jerntæppet levede. I så fald har jeg ingen erindring om det. Men billedet af den lange kø og de tomme hylder står klart tilbage. Jeg ved min far brugte tid på at forklare om forskellen på øst og vest, men det satte ikke helt så stort et spor.

Noget andet jeg husker fra den samme sommer, er Brandenburger Tor. Igen er det bare et kort erindringsglimt, en forbipasseren da vi på vej ud eller hjem kørte gennem Berlin. Jeg har en erindring om en plads og om den store port. Jeg kan ikke huske nogen mur, jeg ved den var der, men mon ikke vi har været på så stor afstand at det ikke var den, der sprang i øjnene.


Brandenburger Tor - Berlin juli 2016


Brandenburger Tor er den sidste tilbageblevne port i den gamle toldmur om Berlin. Det var den tredie bymur der blev opført om Berlin, de to første rummede plads til langt mindre by og var reelle fæstningsanlæg. Der var omkring fjorten porte i toldmuren, der kun havde til hensigt at opkræve told. Selvom alle de andre gamle porte er væk, eksisterer de stadig i bevidstheden ved stednavne. Frankfurter Tor, Neues Tor, Oranienburger Tor og Hallesches Tor er alle steder, der engang for længe siden husede en byport til attenhundredetallets hastigt voksende Berlin.

Selvfølgelig skulle vi forbi Brandenburger Tor. Desværre var den pakket ind, og noget der lignede afspæringerne til en koncert eller en byfest i Rødovre gjorde det umuligt at komme tæt på.

Det var alligevel mærkeligt igen at stå på østsiden af porten og se den på afstand. En oplevelse af dejavu satte ind.

At komme tættere på, må jeg have til gode til en anden gang.


mandag den 25. juli 2016

Denkmal für die ermordeten Juden Europas


Fra det lille vagttårn fortsatte vi mod Brandenburger Tor. Det eneste jeg rigtig husker fra mit hidtidige første og eneste besøg i Berlin. Dengang stod muren stadig, men jeg husker ingen mur.


Denkmal für die ermordeten Juden Europas


Rundt om Potsdamer Platz og Leipziger Platz er store nye flotte bygninger. Bag ses flere og de store færdelsårer Ebertstrasse og Stressmann Strasse ser ud, som har de altid været store befærdede og vigtige veje. Det er svært at forestille sig at lige netop de to store pladser og gaderne både syd og nord for, for bare femogtyve år siden var tomme, ryddede og en del af ingenmandsland.

Da vi stod der, var det ikke en del af de tanker der gik gennem hovedet på mig. Selvom jeg godt vidste at muren stod nærmest lige der, hvor vi gik, kunne jeg slet ikke forestille mig det, endsige tænke tanken til ende.

Måske netop derfor kom det som en overraskelse, da vi halvvejs mod Brandenburger Tor stod ansigt til ansigt med monumentet for Europas mydede jøder.

Monumentet blev opført i 2003 og er et mindesmærke for alle jøder, der blev dræbt under holocaust. Det er bygget på en grund, der lå i ingenmandsland og dækker over nittentusinde kvardratmeter. I et kuperet terræn står totusinde syvhundrede og elleve betonklodser i et sirligt og regelrettet mønster. Nedenunder er et museum med udvalgte historier.


Denkmal für die ermordeten Juden Europas

Denkmal für die ermordeten Juden Europas


Vi var ikke under jorden, men vi gik gennem gangene, der bliver dybere og giver plads til tænksomhed. I udkanten af monumentet er betonklodserne lave og står højst i terrænet, mod midten bliver klodserne højere, landskabet dybere, og hvor der i udkanten er sol, varme, tid til at sidde på betonelementerne, der nærmest fungerer som bænke, glæde og sorgløshed, er kontrasten stor, når man bevæger sig ind mod midten af området.

Et par skoleklasser kom forbi samtidig med os, og trods deres unge stemmer, der både var nysgerrige, høje og sprudlende, blev oplevelsen af tænksomhed og dybsind ikke mindre inde mellem de mange betonklodser.

Det er et særligt sted, og selvom det ikke ser ud af meget, synes jeg det er godt tænkt og holder til fulde. Her mødes både liv og død, glæde og sorg. Det favner det hele og giver plads til hver især at få det ud af stedet, der er væsentligt.


Denkmal für die ermordeten Juden Europas


Man må ikke hoppe på stenene, men man må gerne sidde på dem. Man må ikke råbe og løbe, men man må gerne være der, leve og bruge stedet. Det bliver levende på den måde, og jeg synes det var skønt at se unge tyskere bruge de yderste laveste sten til at sidde og hygge, snakke og bare være sammen.


søndag den 24. juli 2016

Lille - men med en frygtelig fortid


Den dag vi var forbi muren, havde jeg fundet en reference til et stadig stående vagttårn nær Potsdamer Platz.


Vagttårn på Erna Berger Strasse - Berlin


Inden vi endelig nåede hen til tårnet, havde vi været omkring adskillige andre steder, der dukkede op. Vi er åbenbart gode til det der med at gå om hjørner, der ikke var forudbestemt og finde nye spændende oplevelser.

Og vagttårnet gik jo ingen steder.

Det lille vagttårn står på Erna Berger Strasse. Jeg forestiller mig der engang har været frit udsyn, og tårnet har synet højere. Nu står det lidt klemt mellem nye og høje bygninger, som et symbol på en helt anden tid.

Man kan komme op i det, men det vidste vi ikke, og med alle vores omveje, nåde vi lige præcis at komme for sent til en tur derop.


Vagttårn på Erna Berger Strasse - Berlin


Det er ikke særlig højt, det lille tårn, men sætter alligevel tingene lidt i perspektiv. Typen BT 11, var mellem de første vagttårne der blev bygget langs muren. Opstigningen foregår ad en spinkel metalstige, der ikke gav meget plads, hvis vagterne fik brug for hurtigt at komme ud. Senere blev vagttårne ombyggede og gjort nemmere tilgængelige.

Hvor mange der er plads til øverst i tårnet, er jeg ikke helt klar over. Nogen steder læser jeg fem eller seks personer, andre steder to – en til at kigge i hver retning.

Vagttårnet står ikke præcist hvor det stod under muren. Det blev i 2001 flyttet fem meter, for at skabe plads til garageanlægget i en af de nye bygninger på vejen. I 2011 blev det restaureret, og indgår nu i fortællingen om en mur og en historie, der gerne vil glemmes, men helst skal huskes.


Vagttårn på Erna Berger Strasse - Berlin


Som det står der, lille og undseeligt mellem store og høje bygninger, fik jeg en oplevelse af hvor små vi egentlig er, hvor lille en del af historien tiden med muren – hvor frygteligt den end var – har været.

Jeg ville godt have været oppe i tårnet. Også selvom udsigten er spæret af nybyggeri og træer, der er vokset historien over hovedet, og tanken om en spinkel metalstige ikke umiddelbart er alt for spændende – men det må jeg have til gode, til en anden gang.


fredag den 22. juli 2016

Sjov i korte baner


Min mave har det fint igen. I de der sidste dage, hvor jeg var på vej op, endnu ikke helt klar til arbejde og stadig ikke kunne overskue de store strikkeprojekter, som af en eller anden grund er det eneste jeg har gang i for tiden, blev jeg rastløs.

Jeg havde brug for at bruge mine hænder.


Phoenix Wing


Jeg startede med at tegne. Firkant efter firkant i de japanske billedepuslespil, som jeg kan meget tid til at gå med. Som dagene gik var det ikke nok. Jeg begyndte på et enkelt broderi, der har ligget og ventet. Et enkelt broderi og et tungt hovede går fint i spænd.

Jeg havde som nok broderet endnu, var jeg ikke kommet til at åbne for Ravelry. På min skærm åbenbaredes et sjal af vendestrikformat. Siden Karina for længe siden strikkede vendestrik, har det rumsteret med mellemrum. Da Dreambird løb sin sejrsgang overvejede jeg at hoppe på, men det blev aldrig til noget.

Nu var der pludselig en mulighed, og inden jeg havde tænkt tanken til ende, lå opskriften i min indkøbskurv og ganske hurtigt efter var printeren på overarbejde. Langt de fleste opskrifter gør sig fint på en skærn, jeg var ret sikker på den her ville gøre sig bedre med mulighed for haksætning – jeg havde bare ikke overvejet de ni og halvtreds sider opskriften fylder.

Bagefter er jeg alligevel glad for jeg printede det hele ud. Uden blyantsmarkeringer af hvor langt jeg er nået, ville jeg hurtigt være lost.

I mit beskedne garnlager (som efterhånden ikke er helt så beskedent) fandt jeg en kurvfuld garn, der kunne bruges til formålet, og resten af trisdag aften gik med at afprøve en tråd, og to tråde, pind nummer det ene og det andet, inden jeg blev tilfreds, og kunne viske alle de afsatte mærker ud og starte forfra.

Godt jeg brugte blyant.


Phoenix Wing


Selvom det nok skal blive et stort projekt, synes det ikke så stort som de igangværende. Korte stræk og mange vendinger er noget andet end at strikke hele vejen rundt på en sweater – igen og igen og igen. Men det er ikke et stykke strik, der egner sig til at blive taget med. Tænk bare på de ni og halvtreds sider, der måske nok kunne deles, men vil være nemmere at holde samlet.

Faktisk er det en rigtig god ide at være alene når der strikkes. Der skal nemlig tælles – hele tiden. Med brug af vendemaskerne, når der skal strikkes flere masker end på sidste pind, eller maskemarkører, når der skal strikkes færre masker end på sidste pind, kan en del af tælleriet undgåes. Men en stikprøve med mellemrum er en god ide.

Andre steder er det ikke til at komme udenom at tælle. Så jeg tæller. Og tæller, og tæller.

Opskriften er en fortælling for sig. Lange rækker af kommandoer. Med tyske forkortelser. Designeren har valgt at bruge de tyske forkortelser, for ikke at lave fejl, og i stedet forklare forkortelserne på engelsk. Det så umiddelbart totalt uoverskueligt ud, men da først jeg kom i gang er det bare at gøre hvad der står. Helt uden at stille spørgsmål.

Kun en enkelt gang imellem er jeg ikke helt enig med antallet af masker – men så gør jeg bare som jeg synes. Det skal nok komme til at passe i sidste ende.


Phoenix Wing


Mellem de lange rækker af forkortelser er henvisninger til de korresponderende felter. Her kommer de mange sider til deres ret. Felterne er både tegnede som et diagram og forklaret som en lang række tal, der fortæller hvor mange msker, der er inden næste vending. Jeg holder mig til tallene. Diagrammet er godt som en hjælp til at se hvordan maskefordelingen så nogenlunde ser ud, men ikke til at stikke efter og kun et enkelt felt har hidtil varieret stort fra diagram til talrække. Her kunne jeg tælle diagrammet og holde mig til den nye række numre.


Det er sjovt – men det har jeg vist sagt. Om det nogensinde kommer i brug er en hel anden historie. Måske er der lidt for meget fjerboa over det endelige resultat.

Men altså - Faktisk har jeg slet ikke tid til at sidde her.