lørdag den 13. februar 2016

Opvågnen til sne


Det er både blevet varmere og lysere. Det er gået stærkt. Det var tydeligt lysere da jeg startede arbejde igen, men i løbet af de to uger der er gået siden, er det allerede blevet mange flere nuancer lysere. Lys på cyklen er ikke længere nødvendigt, og jeg har fundet den lidt løsere og lidt mindre varme vinterfrakke frem.


Februarsne


I morges vågnede vi til sne. Sådan et fint lag pudder, der trods strålende sol holdt længe. Det betød ikke det var koldt. Overhovedet slet ikke.

Vi snakkede om sne den anden dag, at det var lovet, og et par af mine kolleger synes at nu kan varmen godt finde frem og få begyndt. Jeg var i fødselsdagsmode og huskede tilbage til dengang vi var ude med kælk og ture ned ad bakker på Daniels fødselsdag.

Det er mange år siden, men i min erindring er det ikke en enkeltstående begivenhed. Det er bare længe siden, der har været sne på Daniels fødselsdag.


Februarsne


Det var der heller ikke i år. Godt det samme, for jeg tvivler på at jeg ville kunne trække ham nogen steder længere. Han er ikke længere lille, vanteklædt og med fast tillid til at moderen nok skal klare det hele. Nu er han toogtyve, men tilliden er heldigvis ikke helt væk, for det der med fødselsdag gad han egentlig ikke rigtigt – men hvis vi meget gerne ville, ville han gerne komme forbi og spise. Og hvis bare menuen indeholdt noget med lam, havde han fuld tillid til at resten nok skulle være i orden.

Altså var vi klar i torsdags. Med lam, chokolademousse og kål i rigelige mængder. Mormor kom forbi og Daniel havde Nikita med, så selskabet blev præcist så stort som spisebordet tillader, uden den store omrokering.

Den store kasse fyldt med klatre-, kradse- og gemmemuligheder for kattene, nåede han både at pakke ud, få over tæerne (av!) og lade stå. Aftalen lyder på at vi hjælper med både fragt og opsætning i mogen, når han engang har fået øjne.


Februarsne


Da lammet var spist, vinen var drukket og ordene var delt, var det blevet så sent som en torsdag aften med tidlige fredagsmødetider tillader, og alle gik hver for sig. Inden da nåede Ungersvenden og mormor at sætte hinanden stævne en gang i næste uge, for nogle gaver kræver hjælp, og når hjælpen betyder fødder, der skal passe i skridsikre arbejdssko, er det godt at kunne aftale tid.

Og med smagen af spidskål vendt i fetacreme i erindrinden, og planer om at prøve det samme af i køkkenet – hvis ellers han får lov af chefen – fik vi krammet farvel og vinket ud af døren.

Der gik ikke længe, inden jeg var grydeklar.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar