mandag den 31. august 2015

Artiskok


Jeg kan godt lide artiskok. Grillede artiskokker, artiskokcreme, artiskok på glas, artiskoksalaten fra den lille italienske på hjørnet dengang jeg gik på seminariet og artiskok på mange andre måder.


Artiskok


Men jeg har aldrig tilberedt eller spist en hel artiskok. Det er en utrolig flot plante, men jeg er altid gået udenom fordi jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med den.

Det sidste ved jeg faktisk stadig ikke. Men nu har jeg smagt artiskok.

Endda af egen avl.

Vi skulle nemlig selvfølgelig have artiskok i haven, dengang vi købte ind til forspiring i vindueskarmen. Anders plantede flere planter, men kun en enkelt overlevede. Og blev meget stor. Meget større end forventet. Nu ved vi at artiskokplanter kræver pænt meget plads.

I fredags havde Anders årets høst med hjem. En lille og en lidt større artiskok. Der sidder en mere på planten, men den har ministørrelse og har fået lov at blive siddende.

Efter alle kunstens regler kogte Anders blomsterne i en krydret blanding, og så startede ellers eventyret og rejsen mod blomstens indre.

Det smagte godt. Rigtig godt endda.

Også selvom det var begrænset hvor meget der var at spise fra de enkelte blade.


Artiskok


Tilbage stod jeg pludselig med en plan om en ny broderet pude. Vi skal da have en pude med en broderet artiskok.

Men udgangspunkt i et billede Anders har taget af blomsten på busken, har jeg med hjælp fra KG chart pro for cross stitch – gratis i tredive dage – omdannet billedet til et korsstingsmønster.

Programmet kan vælge mellem flere forskellige trådtyper. Desværre ikke DMC uldgarn, men til gengæld DMC bomuldsgarn. Altså stod jeg i dag i garnbutikken i centret og fandt farverne i bomuld og sammenlignede med farverne i uld (og billedet) til jeg stod med en bunke garn, der så nogenlunde fornuftigt ud i forhold til farverne på en artiskok.

Nu er jeg spændt på hvornår – eller om – jeg bliver færdig.


Artiskok


For efterhånden flere år siden startede jeg – på samme måde - med et blad. Da en pause blev indlagt kom det aldrig rigtig frem igen. Jeg var ikke tilfreds, jeg synes ikke krydserne var pæne, og da det pludselig gik op for mig at hverken kålhovedet eller de sjove Henriette-inspirerede blomster var syet med korssting, men med halve, led det for alvor druknedøden.

Nu har jeg købt hørlærred i den rigtige størrelse og starter med halve korssting – mon så ikke en dag kålhovedet kan få en makker ud i broderede grøntsager…


En lille lilla fugl


Lilla fugl


Hvad giver man, når man ikke rigtigt kender, ved at yndlingsfarven er lilla og i øvrigt er inviteret til at lege med garn?

Jeg valgte en lilla fugl.


Lilla fugl

Lilla fugl


Jeg har efterhånden hæklet en del af de fine fugle, og som alle Heidi Bears andre opskrifter er de meget lette at gå til. Man skal bare gøre som der står – eller ofte er det nærmest unødvendigt at læse, bare kig på billederne og gør som de viser.

Så vidt jeg husker skal vingerne ifølge opskriften syes sammen. Ofte oplever jeg at de små detaljer og mindre dele skal syes sammen. Jeg hækler – alt hvad jeg kan og det er slet ikke umuligt at hækle vingerne sammen. Jeg har en forestilling om, at det der syning mest handler om at det kan være svært at forklare – både på tekst og i billeder – hvordan der hækles rundt om hjørner eller i de mindste detaljer.

Halen er en anden detalje på fuglen jeg har ændret på. De første fugle hæklede jeg efter det meget fine diagram der følger med opskriften. Hvorfor mine haler hver gang endte med at være skæve eller på anden måde ikke være helt optimale, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald ender jeg stort set hver gang jeg hækler en fugl, med en ny udgave af halen.

Halen på den lilla fugl er den mest vellykkede jeg nogenside har lavet. Desværre skrev jeg ikke ned hvad jeg gjorde, for jeg tvivler på den kan laves bedre.

Det var min oplevelse at fuglen har fundet et godt hjem.








Design: Bluebird of Happiness African Flower Crochet Pattern af Heidi Bears.


Garn: Bomuld i flere varianter. Fuglen har et forbrug på 47 gram fordelt på 4 farver og en lille bitte smule til næb. Det er noget nær oplagt at hækle fugle af rester, de fire farver fordele sig på et forbrug mellem 5 og 22 gram hver.

Fuglen er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude – jeg har muligvis sagt det før, men IKEApuder er altså geniale til bamsefyld. Øjnene er af glas – bestilt på nettet en gang for længe siden.


Nåle: Jeg har brugt en hæklenål nr 2½.


Størrelse: Jeg ved ikke hvor stor den er, men den ligger fint i to hænder.


Lilla fugl

Lilla fugl


Bemærkninger: Jeg tror ikke jeg nogensinde bliver træt af de afrikanske blomster.

Jeg har som sagt lavet en ganske lille smule om på halen. Ikke noget der kan ses, bare detaljer, der virker bedre for mig. Samtidig har jeg hæklet vingerne sammen, i stedet for at sy.


Vil du se flere billeder af fuglen, kan den ses på Ravelry.


søndag den 30. august 2015

Weekend med fyld


Weekenden har været skøn. Og fyldt.

Jeg har været til blogtræf. Jeg har mødt strikkende damer, spist dejlig mad, snakket, lyttet og grinet til den store guldmadalje. Jeg vendte hjem med tasken fuld af gaver, gode grin og masser af hygge.

Det var superhyggeligt, Violykke lagde gavmildt hus til  -  og jeg tør helt sikkert godt en anden gang.


Blogtræf hos Violykke


Faktisk vendte jeg slet ikke hjem. I stedet var jeg heldig at få et lift til Hvidovre. Anja havde inviteret og efter en dejlig eftermiddag i fremmedes selskab så jeg frem til en mindst lige så dejlig aften i nutidige og tidligere kollegers selskab.

Der er altid skønt i Anjas have. Maden er fantastisk, astiien uendelig, selvskabet udsøgt, og på plænen underholder både høns og vagtler. Mest underholder hanen, der ikke kun gør sig i skrål, men også lister sig ind og hopper på de stakkels uanede hønsedamer.

Det blev sent før lørdag var slut.

 

I morges sov jeg lidt længere end jeg plejer. Ikke længe, bare nok til at gårsdagens sene sengetider blev passet på. Jeg skulle op og ud – skulle jeg. Og inden morgenen var blevet til alt for meget formiddag var jeg vej mod bussen og Sille.

Det er alt for længe siden vi sidst har set hinanden. Vores kalendre har været fyldt op, og vi er begyndt at planlægge næste gang vi kan ses. Det er vist godt, for det lader til at der hurtigt går en måned inden vi igen kan drikke kandevis af the, strikke masser af masker, tale om både alt det gode og alt det mindre gode.

Nu er jeg hjemme og snart er jeg vist klar til at trække under dynen, inden hverdagen banker på og timer sammen med store og små børn - for ikke at tale om skønne kolleger –  igen står for døren.


fredag den 28. august 2015

Skagens Museum


Syd for Grenen ligger Skagen. Skagen var næste punkt på dagsordenen.

Vi var i god tid, så ungerne blev sluppet løs i byen og løb mod nærmeste Fakta efter chips og sodavand. Kultur var ikke noget, nogen af dem kunne se noget fornuftigt i lige da.

Måske fordi vi skulle mødes en halv time senere foran Skagens Museum.


Skagens Museum


Vi voksne fandt kaffe eller noget køligere drikke og en bænk i skyggen. Snakken gik, og inden vi fik set os om, kunne vi lige nå et hurtigt kig på Brøndums Hotel, inden alle stod klar uden for museet.

En lejrskole med ottende klasse i Nordjylland er aldrig hel uden et besøg på Skagens Museum. Det er enhver dansk- og historielærers drøm at kunne vise sine elever de store værker fra en tid, der hænger direkte sammen med det moderne gennembrud.

Begge klasser havde nået at arbejde ganske kort med Skagensmalerne, inden vi tog af sted. Kun ganske kort, fordi vi var sted i anden uge efter sommerferiestart og med klasser der begge med ferie og omlægninger havde fået nye lærere.


Skagens Museum


Det betød dog ikke at de ikke synes det var spændende. Det synes de fleste. Vi blev vist rundt i to hold, den ene rundvisning var nogen mere spændende end den anden. Sådan kan det gå, og mens jeg havde lidt svært ved at holde begejstringen oppe hos den halvdel jeg var sammen med og temmelig mange havde brug for et  toiletbesøg (og også selv måtte indrømme, det var lidt kedeligt), brød den anden halvdel ud i spontane klapsalver da rundvisningen var slut.

Det var lidt ærgerligt at ombygninger betød, at så lill een del af museet var åbent. Jeg vælger alligevel at tro, at alle tredive kom derfra med noget nyt.

Efter rundvisningen skulle de alle vælge et billede at arbejde med, og alle tredive sad inden længe rundt omkring foran de store lærreder og overvejede alle billedeanalysens aspekter.


Skagens Museum


Jeg bliver hver gang (og jeg har kun været der to gange) imponeret over de vældige kendte billeder. Denne gang hang også en billedefrise, som tidligere har hængt på Brøndums Hotel. Det var et rigtig fint syn, og jeg synes at henvisningen til den nyere kunst og sammeligningen med selfies virkede rigtig godt.


onsdag den 26. august 2015

Grenen


Et andet yndet udflugtsmål for lejrskoler i det nordjyske er Grenen.


Grenen - på vej ud


Her er ungerne som regel ret vilde på forhånd. Tanken om at komme ud i vandet (badning er selvfølgelig forbudt på lejrskoler med en flok tossede københavnere, der ikke forstår Vesterhavets vildhed og grund til respekt), menn også historierne om to have der møder hinanden, sætter ofte gang i fantasien og får den gode oplevelse en tak i vejret.

Tanken om at lave en deal med Sandormen, og blive kørt derud for så at gå tilbage, blev slået ned af kassemestren – eneste medbragte matematiklærer - og vi gik derfor begge veje.

For nogen af ungerne var det en noget nedslående oplevelse. De havde ikke lige overvejet en tre kilometers gåtur fra parkeringspladsen, til spidsen af Danmark og tilbage igen – i sand. Vi sagde ikke noget om den konkrete afstand, men nogen synes det føltes langt, og havde måske forventet at blive kørt noget tættere på – sådan nærmest lige til døren…

Jeg startede med at gå bagerst, som bagtroppen – og for at være sikker på at alle kom med. Halvvejs opgav jeg, tænkte at de sidste så ud til at være godt på vej, og satte tempoet noget op. Jeg kan ganske simpelt ikke holde ud at gå så langsomt.


Grenen - mellem to have

Grenen - på vej tilbage


Alle nåede godt ud, og oplevelsen var præcis som forventet. Langt bedre end nogen troede og fantastisk for resten. Selv de der brokkede sig (teenagere i ottende klasse skal brokke sig), var glade for at have været derude, da først vi igen sad i bussen.

Alle fik soppet i god ro og orden, enkelte skulle nok have overvejet at smøge bukserne en tand længere op – eller måske have taget dem af og en eneste blev så våd, at vi blev noget betænkelige i forhold til om buschaufføren ville have ham med videre. Heldigvis ventede en god gåtur tilbage, luften var varm, himlen var høj og solen skinnede – altså næsten tørt tøj da frokosten var spist og bussen igen blev indtaget.


    Grenen - gamle bunkers


Og som krøllen på turen mødte vi en sæl på land. Sæler er ikke særlig fotogene, i hvert fald er mine billeder af det lille dyr ikke rigtig værd at vise frem.

Den lå i sandet, omgivet af mennesker med kameraer fremme – totalt upåvirket og temmelig ligeglad med alt det påstyr den skabte. Specielt næhh’erne og nåhh’erne og åhhh’erne.


tirsdag den 25. august 2015

Mine kolleger er fantastiske

Og jeg er åbenbart lidt af et fjols…

altan1

Berit sender selvfølgelig ikke en af sine på koloni, uden også at sende en pakke – eller i det mindste et kort. Altså var hun ude og købe lækker chokolade og fin the, inden hun fik ungerne til at tegne tegninger og sendte i god tid, så jeg ville modtage inden ugen blev alt for gammel.

Men – og her er det fjolset kommer ind – Overvejede jeg overhovedet at lede efter en postkasse? For ikke at tale om at forsøge at tømme den der postkasse?

Næh! Det gjorde jeg da overhovedet ikke. Tanken ikke engang strejfede mig. Eller nogen anden.

altan3

I dag begyndte jagten på pakken.

Jeg vidste at en ny klasse skulle af sted i denne uge. Dels fordi købmanden, der ikke bragte vores mad ud, havde lagt vores liste til listen for denne uge, dels fordi Hansen kender en af de lærere, der skulle med.

Jeg startede jagten så småt i går, da jeg spurgte Hansen om han måske kunne tage kontakt til omtalte lærer. Desværre viste det sig at læreren ikke var kommet med alligevel, og så var det ligesom ligemeget.

I stedet ringede jeg i formiddags til kontoret på skolen, der er af sted med en klasse. Jeg præsenterede mig og fortalte jeg havde været i Lønstrup i sidste uge, og jeg havde fra pålidelig kilde forstået at de havde en klasse af sted i denne uge. Længere nåede jeg ikke, for sekretæren i den anden ende af røret svarede: Det er muligt… Jeg ved det ikke og jeg kan ikke hjælpe…

Jeg takkede for ingenting og var noget uforstående over for den iøjenfaldende service, jeg følte mig ydet.

I stedet ringede jeg til kommunen. Her var servicen til gengæld i højsædet. Jeg forklarede endnu en gang og inden længe havde jeg telefonnummeret til den tilsynsførende i Lønstrup. Bare jeg lovede først at ringe efter klokken fire. Det lovede jeg.

Jeg nåede aldrig at ringe.

altan4

For inden klokken blev fire, havde Berit – egentlig af andre årsager – fat i SFO-lederen på skolen, der er af sted med en klasse. Hun forelagde også, tegnede og fortalte, og SFO-lederen viste sig (ulig fra kontorets vogter) at vide at en klasse er i Lønstrup. Der gik ikke mange øjeblikke, inden han havde lokaliseret et telefonnummer, havde ringet til en af de stedlige lærere, læreren havde fundet postkassen, havde konstateret at kunne se en pakke, blot manglede at finde nøglen, men med det samme lovede ikke at komme tilbage til Rødovre uden pakken.

Jeg har en ide om at have set et brædt med nøgler i køkkenet. Når jeg lukker øjnene og forestiller mig brædtet er jeg næsten sikker på at en af nøglerne er behæftet med et skilt med skriften postkasse.

Næste uge bør jeg kunne køre en tur forbi skolen, der har en klasse i Lønstrup, og hente en noget prøvet pakke.

Og så skylder jeg vist kvajekage…

altan2

Blomsterne er de fine, slet ikke passede, på altanen.

    farver147

prikker

Råbjerg Mile


Råbjerg Mile


Det er anden gang jeg har været på lejrskole i Lønstrup. Altså er langt størstedelen af oplevelserne også anden gang. Der er sikkert mange andre spændende ting og steder at se på toppen af Jylland, men det virker lidt som om der er en faste punkter, der skal krydses af.

Dermed kommer man også turen rundt gennem dansk, historie, kultur og geografí. Slet ikke en dårlig kombination.

Råbjerg Mile er et af de steder alle skal hen. Det er jo nye børn hver gang, og at de voksne måske har været der før, giver vel egentlig bare et større kendskab og mulighed for at svare på alle de spørgsmål der dukker op.

Råbjerg Mile er en vandreklit, opstået dengang sandflugten var et alvorligt og livstruende problem langs mange af Danmarks kysterog måske i særdelelshed de Vestjyske. Milen er med tiden blevet fredet og vandrer nu med en fart på cirka femten meter om året hen over det sydlige af Skagens Odde.


Råbjerg Mile

Råbjerg Mile


Det er et sted mellem tre og firehundrede år siden Milen blev dannet og man regner med at sandet når hovedvejen og jernbanen mod Skagen om cirka hundrede år og forventes at være forsvundet ud i Kattegat endnu hundrede år senere.

Milen dækker et område på cirka en kvardratkilometer og består af omkring tre en halv millioner kubikmeter sand, der blæses af vinden videre og videre af den evindelige sydvestenvind. Milen kaldes en parabelmile. Den er halvmåneformet og mellem benene, der følger efter opstår et helt specielt biologisk miljø, der ikke findes andre steder i Danmark.

Det tager cirka fyrre år før milen har ædt og bevæget sig hen over den beplantning, de bygninger, gårde og kirker den optager på sin vej, til det hele dukker op igen på den anden side. Sikkert knap på pænt og – forestiller jeg mig – noget trykket af de mægtige sandmasser.

Fra toppen af milen, der på det højeste punjkt strækker sig fyrre meter over vandoverfladen er der udsyn langt til alle sider. Vi kunne se vandet, den engang vil forsvinde ud i som en smal kant helt yderst i horisonten og ungerne var alle imponerede over den afsindige sandkasse midt inde i landet.


Råbjerg Mile

Råbjerg Mile


Nogle få var mere nysgerrige end andre, og vi gik på jagt efter den kødædende soldug, der skulle vokse i landskabet på bagsiden af milen. Dengang jeg var af sted sidste gang fandt vi den, men denne gang måtte vi give op. I stedet lod vi os indfange af ørkenstemningen og den storslåede himmel, varmen og oplevelsen som en hel del af ungerne fandt noget syrealistisk.


Råbjerg Mile


De mere legesyge løb ned ad klitterne, for at kravle op igen og tage turen endnu en gang.


mandag den 24. august 2015

Ugler i overskud


Ugler i flere størrelser


Mit gamle cover til telefonen har efterhånden set bedre dage. Kanterne er slidte og beskidte at se på, og selvom jeg er meget glad for motivet, var det alligevel ved at være på tide at finde et nyt.

Altså drog jeg ud i den store verden, besøgte e-bay og fandt et nyt, der ligesom det gamle er pyntet med ugler.

Læg i kurv, tryk på knap og inden længe var for et latterligt lille beløb et stykke plastik på vej til mig.

Der går hurtigt et par uger før sådan en dims når fra Kina til Danmark, og endelig ankommet kunne jeg konstatere at jeg havde glemt hvilken telefon jeg har. I min optik er det heller ikke overhovedet vigtigt.

Når der ikke bestillets nyt cover altså.


Ugler med glimmer

Kanten sidder fint fast


Det udvalgte fandtes heldigvis også i min størrelse, nyt blev bestilt, ankom i dag og blev straks monteret.

Nu er det så at jeg ligger inde med et stk cover med ugler til en telefon jeg ikke er i besiddelse af.

Så. Hvis nogen – som jeg – synes ugler er fine. Og er indehaver af en Samsung 5S – så sender jeg straks uglerne til glæde et andet sted. Her er der nemlig ikke meget at glæde sig over.


Ugler med glimmer


Min egen telefon er i øvrigt en mini – men ellers med helt samme foreskrifter. Mere havde jeg altså ikke glemt :)

Mens det regner


Udenfor har fjern torden bevæget sig nærmere, og mens jeg sidder foran computeren falder de første dråber, kun for at blive til heftig regn og forstærket torden.


Stranden ved Lønstrup


Jeg varmer mig lidt ved tanken om, at jeg kan vente mindst en halv time, inden jeg skal ud af døren. Måske det så vil være drevet videre. Måske ikke, for nu kan jeg høre hagl mod de skrå ruder, jeg endnu har stående åbne. Jeg rejser mig og trækker næsten helt til.

Tilbage står minderne om en uge i strålende sol. En uge, hvor vi var så heldige med vejret at det næsten var for meget. Det var ikke på nogen måde for meget, men snakken om heldet var oppe og vende mere end en gang.

Jeg tænker tilbage på en uge i Vendsyssel med base i Lønstrup og med en samling unger, der er værd at samle på.


Stranden ved Lønstrup


Dengang vi ankom for en uge siden, gik vi tur i Lønstrup. Ungerne blev sendt på vandring medbringende et kort, det kunne have været af bedre beskaffenhed og en masse billeder af steder og ting de skulle finde. Dengang var vejret fantastisk.

Nu er et nyt hold på vej. En ottende klasse fra en anden af kommunens skoler. De skal nok få en fantastisk tur – også selvom solen ikke vil være helt så gavmild denne gang. En ottende klasse som var lige ved at få vores mad. Mad der var bestilt hjemmefra i den lokale Spar og som var både komfirmeret via mail og telefon – bare for at være sikker.

Mad der ikke blev leveret. Manglende mad der betød udsættelse af første aftens måltid og temmelgi sultne unger. Vi fik maden, men det krævede noget overtalelse.


Lønstrup og Rødovrehus

Ved Rødovrehus


Men først gik vi tur. Da var ungerne ikke sultne. Da var vejret skønt og Udsigten over Lønstrup fantastisk. Fra toppen af klitnten ligger Rødovrehus centralt placeret lige over byen. Derfra er udsigten mod havet også fantastisk. Der er ikke noget at sige til, at grosserfamilien der for mange år siden byggede huset til sommerbrug valgte netop det sted.

Jeg ønsker mig allerede tilbage.

Mens jeg har skrevet er regnet forsvundet, tordnen blevet fjern og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Om lidt skal jeg videre. Det ser ud til jeg ikke bliver våd i denne omgang.

Måske på vej hjem.