Lidt trist og med nyt hår.
I går var afskedens stund. Forældre, elever, bedsteforældre, søskende og skolens personale samledes og sagde farvel. Jeg tog toget til Sorø, hvor min søster hentede og kørte videre til skolen, hvor flaget var hejst og græsplænen flød med pakkenelliker.
Bilen blev hurtigt fyldt (til noget nær bristepunktet…), og vi satte kursen mod A-salen, hvor Forstanderinden bød velkommen, holdt en lang tale, fortalte om årets højdepunkter og sjove tildragelser. Vi sang sange, som er blevet sunget gennem året og fra alle sider lød elevernes stemmer, når de sang med.
Der blev overrakt beviser i fine kuverter, en enkelt hue til en helt specielt studerende blev sat på et enkelt hovede og legater blev uddelt, inden vi igen skulle synge. Et par elever gav et nummer og skolens personale sluttede af med at synge en sang.
Bagefter stod skolen for årets sidste traktement i spisesalen. Vi satte os i er hjørne, spiste jordbærtærte, drak the og snakkede, mens eleverne rundt om os delte knus, kram og tårer ud. Jeg havde ikke travlt, min søster heller ikke, og da bilen alligevel stod klinet mellem andre, var det smartere at vente og undgå besværet med at få den ud.
Klokken var tæt på fem, da salen var næsten tom, Emilie havde næsten krammet færdig, langt de fleste af kammeraterne var forsvundet videre ud i livet og vi brød op. Jeg gik turen rundt, fik sagt pænt farvel og tak fordi de havde passet på hende, mens Emilie græd de sidste tårer, gav de sidste kram og noget mat satte sig i bilen til turen hjem. En bil der nu stod ganske alene ved fortovskanten.
Først i morges gik det for alvor på for hende at det er slut. At hun aldrig skal tilbage. At det er underligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar