fredag den 29. maj 2015

Forsvundne nøgler


Årets revy var rigtig god. Den blev hurtigt udråbt til at være en af allerbedste i mange år.




Jeg var den, der lavede alt forarbejdet sammen med eleverne, og med den rolle har jeg fået temmelig meget ros dagen igennem. Jeg synes ikke det er helt fair, for nok hjalp jeg, men det var i den grad elevernes revy.

Det er rigtigt at jeg var den, der fik klasserne til at mindes de sjove historier. Jeg var den, der samlede, spurgte ind og fik dem til at fortælle. Men da først der kom hul, skulle jeg bare holde styr.

Det er også rigtigt at jeg var den, der skrev alle elevernes ord, ideer og påfund sammen til sceneoplæg, der kunne arbejdes videre på. Jeg troede på et tidspunkt de kunne selv. Det viste sig sværere end man lige skulle tro. Men det var eleverne, der selv udviklede scenerne, da de begyndte at øve og spille.

Det var eleverne, der for hver gennemspilning havde ændret, tilføjet eller fundet på noget nyt i løbet af den uge der var afsat til at øve revy. Det var eleverne der under øveugen pludselig havde skrevet en helt ny scene. En scene de godt nok havde haft oppe at vende da jeg snakkede med dem, men som de dengang kun havde en overskrift til.

Det var eleverne der karikerede lærerne til perfektion, havde været på nettet og afluret dansklærerens dansetrin fra en youtubevideo og kunne alle de sjove små detaljer, der får det hele til at hænge sammen.






Det var også eleverne selv, der dannede et band og skrev en sang, der fik hårene til at rejse sig, og mere end en ansat på skolen til at knibe en tåre. Og det var eleverne, der fandt musik og tekst de selv ændrede radikalt og fremførte fælles til slut.

Det er muligt, de ikke kunne have gjort det fra start ved egen hjælp, men jeg holder fast i, at jeg hjalp dem bare. Og set i det lys, var det sjovt at observere at de scener der ikke svingede helt, og som de ikke var helt tilfredse med, var de scener jeg i oplægget havde skrevet for mange reelle replikker til.

Til gengæld var det mig, der besluttede at leve et nøglebundt i ekstra stor størrelse. Komplet med nøglebrik og pynt. Det var også mig, der solgte ideen så godt, at eleverne købte den på stedet.

Et gennemgående tema i revyen var nemlig Nanna, der ikke kunne finde sine nøgler. Forklædt som voksen, dukkede Nicklas som Nanna op i den ene scene efter den anden og manglede de famøse nøgler.





Det er ikke en historie taget ud af den blå luft. Nanna mister nemlig tit sine nøgler. De er flere gange efterlyst på intra, hun har afbrudt min undervisning for at spørge efter om nogen har set dem, og de er meldt fundet på intra mere end en gang.

Altså lavede jeg nøgler. Forstørrede mine egne, laminerede, klistrede, skar ud i pap og fik Anders til at lave metalcirkler, der kunne klirre og give lyd som nøgler.

De blev fundet sidst i revyen. Nanna blev kaldt til scenen, og mente at nu bliver de aldrig væk igen.

De var sjove at lave. Jeg har fniset mig gennem hele processen, og modtagelsen var det hele værd.








2 kommentarer:

  1. Jeg læser med glæde med her Pernille.
    Du virker som en dejlig lærer/pædagog, der sætter positive spor i eleverne og når de er blevet voksne tænker tilbage på dig og deres skolegang med glæde. Du gør helt sikkert en forskel :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Susanne, jeg håber og glæder mig hver gang et af de gamle børn kommer forbi - bare for at snakke :)

      Slet