søndag den 8. februar 2015

Fest, kjoler og hygge


Weekenden har været fyldt. Godt fyldt. Med gode ting.

Weekenden startede allerede fredag, hvor en spændende kursusdag blev afløst af fastelavnsfest for børn og forældre. Der kom ikke mange, men de der kom, hyggede og havde det sjovt.

Børnene var selvfølgelig alle klædt ud, mens kun et enkelt forældrepar kom klædt ud - i det vildeste 70’er outfit. Der blev spist, der blev slået katten af tønden og der blev uddelt præmier og kroner til kattekonger og –dronninger og bedst udklædte, inden festen fortsatte i discorummet, og forældrene fortsatte snakken til det blev tid at gå hjem.


Fastelavn


Jeg startede min udklædning med en tanke om at tage udgangspunkt i det blå hår, og tænkte at japanske tegneseriefigurer kunne være en ide. Den tanke stoppede brat, da jeg googlede Manga og det gik op for mig, hvor lidt tøj sådan nogle har på. I stedet hev jeg piratkostymet jeg brugte til piratfesten for et par år siden frem, og i gik i kælderen og hentede et drabeligt latexsværd.

Lørdag fik jeg besøg af min søster, Victoria og Zacharias. Zacharias var mest interesseret i, om Emilie var hjemme. Det var hun heldigvis, for i morgen tager vi på skadesambulatoriet til den undersøgelse lægen sendte os videre til sidste mandag.

Mens Emilie og Zacharias blev hjemme og parallellegede – Emilie med teenagesnak i mobiltelefonen og Zacharias med sin iPad – kørte vi andre i Stof2000 og købte ind til Victorias konfirmationskjole. Besøgets egentlige formål. Nu ligger så både mål, stof og mønster klart, og når vi ses om fjorten dage, skulle jeg gerne være klar med en corsage der kan prøves og rettes til.

I mellemtiden ligger Emilies kjole stadig stille. Gad vide om vi måske kunne komme omkring stofbutikken i morgen på vej hjem fra knæundersøgelsen, så også den kan få lidt mere liv…

I dag ventede så timer i godt selskab i et lækkert krearum. Timer med snak, god mad, småkager, kig til spændende kreativiteter og masser af strik. Slet ikke nogen dårlig måde at slutte weekenden.

Nu vil brygge mig en kande the og kravle hen i hjørnet af sofaen. Weekenden har været skøn, men jeg kan mærke jeg mangler en smule tid helt alene. Det er heldigvis plads til, så det vil jeg benytte mig af.

4 kommentarer:

  1. Hvor er din familie heldig at have dig, kjoler, huer, strømper, trøjer, pulsvarmere, ja jeg kan nærmest ikke nævne noget, som du ikke bare lige springer ud i. Og så ser du hammergodt ud med din nye frisure og hårfarve :-)

    SvarSlet
  2. Hold da op en fyldt weekend du har haft. Men når bare det er med gode "ting" den har været fyldt med, så betyder det ikke så meget at den har været fyldt. :-D
    Dejligt med sådan en som dig i familien, som kan sy og i det hele taget er så kreativ anlagt.
    Held og lykke med undersøgelsen i dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Catarina, vi håber på det bedste :)

      Slet