Mit juletræstæppe

Gennem de sidste fjorten år har jeg holdt jul sammen med de samme mennesker. Vi har fundet vores rytme i en dejlig jul med skønne traditioner, som er vores og som vi glæder os over.

Næsten lige så længe har jeg haft det tæppe, som jeg hverandet år, når vi står for at lægge hus til, finder frem. Tæppet, som min mor for længe, længe siden lavede til min mormor, og som jeg arvede da min mormor døde.

Det er tæppe som er set mange steder. Jeg er temmelig sikker på at skabelonerne er fra et dameblad engang i halvfjerderserne. Jeg har set det i flere udgaver, nogen meget flottere end det min mor har lavet, og nogen bestemt ikke. Jeg forestiller mig Hendes Verden, men det kunne også være Alt om Håndarbejde. Begge blade der gav anledning til meget håndarbejde i hjem rundt om.

Min mor har klippet nisserne i flit og limet på. Efterhånden holder limen knap så godt, og hver eneste gang jeg finder det frem, falder noget af. År efter år har jeg lovet mig selv, at nu skulle det fikses, at nu var det tid. Men endnu er det ikke blevet til noget.

Indtil i år. Klubben holdt åbent lillejuleaften og velvidende at der ikke ville komme mange børn, tog jeg det med og håbede at finde tid til et kig i skabet med filt.

Der var masser af tid. Både tid til at rydde op, tid til at underholde de fem børn, der dukkede op, og tid til at lave tæppet, så det igen ert så godt som nyt. Jeg nåede tæppet inden de første børn dukkede op, og gemte oprydningen til der kom nogen, der gad hjælpe.

Altså nåede årets træ at stå på et fint tæppe med nisser, der alle havde hovede og hænder. Alle var på den rigtige plads og alle var klar til at passe på gaver, træ og gulv.

Helt nyt er det ikke. Pletterne som tiden tand og brug har givet det, er der stadig. Men det synes jeg kun er godt. Ligesom jeg rigtig godt kan lide de meget røde og julede nisser, der ellers ikke er noget jeg er specielt begejstret for. For det har været min mormors og min mor har lavet det – det kan intet slå.