I fredags mens efterdønningerne af stormen stadig rasede og jeg gik mod arbejde, julefrokost og weekend drønede hagl af betydelig størrelse omkring mig. Beslutningen om at lade cyklen stå virkede som en god beslutning, og de kastevinde der flere gange hjalp mig på vej mod bussen, ville ikke have været sjove at skulle op imod på cykel.
Julefrokosten var en spøjs oplevelse. Det var hyggeligt. Superhyggligt. Det skal der ikke være tvivl om. Men at jeg skulle være en af de sidste der gik, selvom jeg havde forventet at være en af de første... Lørdagens planer taget i betragtning.. Og det selvom jeg gik ganske som beregnet - tidsmæssigt - havde jeg alligevel ikke set komme.
Folk forsvandt ganske simpelt. En stor flok pakkede sig sammen, meget tidligere end jeg i min vildeste fantasi havde regnet med. Tilbage sad vi pludselig en sluttet kreds, og da jeg sammen med Anja og Berit omkring midnat blev kørt hele vejen hjem, sad fire tilbage. Fire der så til gengæld formåede at grine, snakke, hygge og hvad de ellers kunne finde på, helt frem til de tidlige morgentimer.
I dag er stormen forlængst forbi. Her er de sidste tegn forsvundet, mens andre steder af landet stadig er ramt. Den eneste storm jeg oplevede i dag, var stormen fra mandagsbørn med stort M. Børn i højeste gear. Børn i teenagealderen, der i forvejen har forlagt hjernen. Børn under ombygning, der en mandag kan være mere end almindelig sjove at være sammen med.
Mandagsbørn, der i den grad har slået mig ud. Så meget at morgendagen, der arbejdsmæssigt er forlagt til hjemmeregionerne og tastaturet ser uhyggeligt meget mere tiltrækkende ud, end endnu en dag i samvær med den levende tornado en flok sjette og syvende klasses skolefrigjorte børn kan udgøre.
Tror bare jeg er på vej i seng...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar