Somme tider kan man stå i situationer, som trods modgang og irritation allerede midt i det hele kalder på fnis og fremtidige gode grin, når alt er overstået. Sådan var togturene frem og tilbage til Henriette i weekenden.
Første del havde jeg ikke selv styringen over, mens anden del helt og holdent var min egen skyld, men heldigvis endte godt.
Jeg bliver stædig, når alt for meget går imod, og da jeg fredag aften stod på den lokale S-togsstation og kunne vinke til et tog, der brusede gennem stationen uden at standse, mens der i højtalerne blev fortalt om forsinkelser og cyker smidt på sporet, dukkede stædigheden op.
Jeg var ellers i god tid. Og mens jeg stod der og kunne vinke farvel til den direkte forbindelse til Lolland og i stedet overveje hvordan jeg så skulle nå frem dukkede stædigheden frem. For frem skulle jeg nok nå. Uanset hvor længe det skulle tage.
Frem dukkede også lysten til at grine af det hele. For i min verden er alting meget nemmere, når jeg samtidig kan grine.
Det tog slet ikke så længe. Det viste sig at selvom jeg skulle skifte flere gange, passede det hele rigtig fint sammen. I virkeligheden blev den længste ventetid de første tyve kolde minutter i Høje Taastrup, efter at have kunne konstatere at min naivitet var naiv.
For når nu toget mod knudepunktet er forsinket - tænkte jeg - mon så ikke resten af togene kan holdes en smule tilbage. Den potentielle forsinkelse kan vel køres ind - troede jeg - men sådan er virkeligheden ikke. I stedet kunne jeg sidde i det endelig fremkomne S-tog og høre andres tanker om hvordan de skulle komme videre. Og høre at jeg ikke var den eneste, der kunne blive stædig.
I stedet for den direkte forbindelse fik jeg mulighed for skift. Flere af slagsen til mindre og mindre forbindelser. Rejsen blev ikke bare fra A til B, men også en følelse af at komme længere og længere væk fra storbyen og mod landet.
Fra store bekvemme sæder i regionaltoget til mindre - stadig bekvemme - sæder i lokalbanen. Til varme og mulighed for at at sætte sig til rette i ventetiden inden afgang og til en landlig bus og en chauffør, der gerne viste vej midt i buldermørket.
Det var faktisk helt hyggeligt at rejse den langsomme vej. Mere langsomt var det alligevel ikke. Jeg nåede frem blot en time senere end beregnet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar