fredag den 29. november 2013

Lige her og nu


Det er fredag. Det er weekend. Jeg er helt alene hjemme.

I klubben er der julefest for børn og forældre. Som udgangspunkt skulle jeg ikke være med, men som tiden gik, flere var syge og et par stykker har svært ved at passe på sig selv, lovede jeg at sætte kryds og stå standby. For et par dagen siden mente Henrik det ville være nok, hvis bare jeg blev til maden var helt klar. Da klokken slog fire og vi lukkede, var der stadig meget at gøre. Men ikke for mig. Jeg blev sendt hjem, de andre skulle nok klare sig selv.

Det var der ikke nogen, der skulle sige til mig to gange, og nu sidder jeg her helt alene.

Det er dejligt.


November 2013


Emilie er på arbejde. Hun er glad for sit arbejde. Og de er vist glade for hende. Det er skønt at tjene penge og endnu skønnere når længe ventede bestilte kjoler ankommer. Hun forelskede sig for længe siden, og da første månedsløn tikkede ind skulle det være. Det er en måned siden, men ingen kjole ankom. Den kom i dag. Den ligger på hendes seng, og jeg har højtideligt lovet ikke at kigge.

Så det gør jeg ikke, men venter i stedet på modeshowet, når hun kommer hjem.


Anders er til julefrokost. Tidligere i dag tikkede sms'er ind om at han ihvert fald ikke havde skåret sig i hånden. Om han i hvert fald ikke skulle syes, og at hvis han havde skåret sig ville det overhovedet ikke bløde. Om at snitsår på fem centimeter ikke hørte til hos ham og at han vist var lidt tosset og, at nu måtte det godt holde op med at bløde..

Jeg er lidt spændt på om han kommer hjem med sådan et sår der gør ondt at se på.


November 2013


Men nu er jeg alene. De sidste gaver til en adventskalender er pakket ind. Jeg havde ikke forestillet mig store gaver, men det skulle blive anderledes. Og næsten for nemt.

Til Daniel er der den der elkedel han mangler og som jeg egentlig tænkte han skulle have i julagave. Der er også køkkengrej Anders mente han ikke kunne undvære. Som han bare skulle have haft, men som jeg gaflede. Så er der sokkerne, han selv valgte garn til, og som han ingen anelse har om, hvor længe har ligget færdige. Endelig stod jeg i søndags på et loppemarked der var ved at lukke og kunne slæbe den lækreste sømandsagtige overfrakke med skinddetaljer, lækre lommer og fuld foring med hjem. Til halv pris (af en i forvejen latterlig lille pris), for manden gad ikke tage den med hjem igen. Nærmest ikke brugt. Jeg kan ikke se den har været brugt. Et fund, jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig at kunne gøre.

Til Emile venter bogen med julelækkerier, konfekt, mad og alskens andet, der stod sat ned i Netto. Der ligger også en billet. En billet der skal åbnes og bruges på søndag, når vi tager i teatret og ser Skammerens Datter sammen med min mor. Der er også garnet hun selv har valgt farve til og som hun selv har ytret mere end et ønske om skal forvandles til en lyserød version af Stephen West årlige mystery. Hvis ikke jeg holdt godt fast. havde hun for længst hugget mit. Og endelig en bunke småting hun altid står og mangler og som jeg nok alligevel havde købt og givet, havde det ikke været så tæt ved jul.

En samling gaver jeg glæder mig til at give. Gaver der er langt mere værd, end det jeg tidligere brugte på daglige kalendergaver, men som ved et lykketræf har kostet langt mindre. Gaver de begge formentlig alligevel ville have fået, men som nu får en anden drejning og glæder dobbelt.


Jeg er stadig alene hjemme. Om en time har Emilie fri, og jeg vil nyde tiden alene, inden hun dukker op fyldt med ord og tanker og sætninger, der skal deles. Jeg vil smække benene op, drikke af min the og finde den nemmest mulige løsning for aftensmad.

Jeg vil nyde at det er weekend.

Kvæk


En grøn prinsesse

En grøn prinsesse

En grøn prinsesse

En grøn prinsesse

En grøn prinsesse

torsdag den 28. november 2013

Med drejeskive og mulighed for oceaner af sjov


Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det før, men det er efterhånden et stykke tid siden, det gik op for mig at størstedelen af børnene i Caféen i den grad er et produkt af mobilalderen.

Vi har sådan en væghængt fastnettelefon med trykknapper hængende, der nok har mindst tyve år på bagen i forhold til højteknologi og lækkerhed. Som sådan kan den godt med god vilje sammenlignes med en mobiltelefon - røret er en del større, den hænger fast i væggen med en ledning og der er ingen skæm, men nummeret tastes ind ganske som det kendes fra de små håndholdte.

Og så er den alligevel så meget anderledes. Og trods det, tog det mig mere end et barn, der spurgte efter knappen til at ringe op med, før det gik op for mig, at de ingen begreb har om hvordan fastnettelefoner virker, for ikke at tale om funktionen af en klartone.

Der er i virkeligheden milievid forskel på at taste nummeret ind og derefter ringe op, til at løfte røret, skabe gennemgang og først derefter taste nummeret.

Tanken om hvilke udfordringer en drejeskivetelefon kunne stille var ikke langt væk.


Retrotelefon


Ideen har ligget latent et stykke tid, men da mit kælderrum ikke indeholder gamle drejeskivetelefoner, eller jeg kender nogen, der lige har sådan en stående, har det blot været en ide. Indtil søndagens loppemarked. Der blev den gravet frem og jagten gik ind.

Vi fandt en del af de nyere og som jeg husker det meget smarte telefoner, der kun bestod af telefonrøret med drejeskiven i bunden. Den slags der i dag er hotte og findes i flere nutidige versioner. Den slags der stadig har så meget værdi, at de koster mere end jeg var villig til for et godt grin. Den slags der lidt for let kan sammenlignes med den væghængte vi allerede havde (selvom den hotte af slagsen er langt mere.. hot), og ikke ligger op til forståelsen af klartonen.

Jeg ville have et separart rør. Jeg ville have drejeskive, fjederledning og alt det jeg husker fra min barndom. Jeg ville have muligheden for gådefuldhed i forsøget på at ringe op og ringe ud.

Vi endte med at finde det. I den helt rigtige grågrønne farve (som Anders huskede hjemmefra og ikke mener er blevet kønnere med alderen). Den havde endda stadig 02-nummeret siddende som en anden nummerplade på forkanten. Manden lovede den stadig virkede og med en taske, der var betydelig tungere end da vi kom ind i hallen fortsatte vi indkøbene og turen rundt blandt skatte og gammelt skrammel.


Retrotelefon

Retrotelefon


Den virker. Den er sprittet behørrigt af. Nummerpladen er fornyet med Caféens nummer og der er stadig børn, der viger lidt forskrækket tilbage, når de ser den. Alle har heldigvis ikke været helt tæt på, så der er stadig mulighed for et godt grin og gode ideer til hvordan den opereres.

En hel del børn har ringet hjem, bare fordi der er den her sjove telefon. Forældre er faldet i svime og helt som jeg regnede med har flere drejet nummeret, for derefter at løfte røret. Ret kedeligt, hvis det opkaldte nummer indeholder mange af de høje cifre.

Et par stykker er startet forfra mere end en gang, når de undervejs glemmer hvortil i nummeret de er kommet - det er også meget sværere at dreje 87 end med knapper. Flere har spurgt om det virkelig er en telefon, og nogen har kigget skeptisk på mig, når jeg fortæller, at sådan så telefoner ud da jeg var barn. En enkelt så nærmest skræmt ud, mens en anden så ud som om det var synd for mig.

Men mest er det sjovt. Sjovt nok til at den gamle væghængte får lov at blive i skabet lidt endnu. Sjovt nok til at de stadig gider bruge den ekstra tid på at dreje ciffer efter ciffer inden alle otte tal er nået.

Og jeg håber den kan blive længe - for forbindelsen er overraskende nok og helt ærligt, meget bedre end via den grimme væghængte.

onsdag den 27. november 2013

Fyldte dage


Onsdag er startet tidligt.


November 2013


Jeg har været i kælderen og ledt efter mine skøjter. Siden skybruddet for år tilbage, tømning, udluftning og rengøring af kælderen og tilbage med alle tingene, er der stadig kasser jeg ikke har pakket ud. Det ville være lækkert med sådan et kælderrum, hvor jeg kunne finde alt. Det tror jeg aldrig jeg får. Jeg gider ganske simpelt ikke bruge tiden på det.

Det betyder så, at jeg ikke kan finde mine skøjter. Til gengæld fandt jeg de to par ingen af os kan passe. Det hjælper ikke stort, når vi skal i skøjtehallen i dag. Mig og så en håndfuld unger. Men det er rart at vide, at jeg kan leje i hallen.

Nu får jeg så bare ingen stop og Bauerstøvler til fordel for de kunstløbere, som jeg føler mig en hel del mere sikker på. Jeg pakker cykelhjelmen og satser på ikke at falde. Måske ender jeg med at kigge på. Jeg tror alligevel lige jeg skal en tur på isen. Bare en lille tur.

Man kan vel også strikke i hallen. Mens man kigger på.


November 2013


Onsdag bliver også dagen hvor jeg får mulighed for at se Anders, mens han stadig er vågen. Tror jeg. Måske tager han revance og ender med først at komme hjem, længe efter jeg er faldet i søvn. Sådan som jeg har gjort de sidste tre dage.

Tre fine dage. En dag med Sille og Broen og masser af the og snak. En dag med kollegial hygge, babyløft og god mad. Og en dag med børnelarm, maling, julegaver, pebernødder og speedsnak. Der er nok at tage sig til. Men ikke i dag. I dag foregår alle aktiviteterne inden for normal åbningstid.

I dag tager vi i skøjtehallen.

Og skøjter.

mandag den 25. november 2013

Turbular Cast On


Anders købte garn. Han havde en plan, og jeg manglede noget strik til møder og andet, der ikke kræver den store koncentration.

Han vil have en hel simpel sweater. En sweater uden snoninger eller andet besværgerligt. En sweater i glatstrik. Han vil have ribkanter i kontrastfarver og en enkelt stribe hen over brystet. Han vil også have striber på ærmerne, hvilket gav anledning til lidt tankevirksomhed.


Turbular Cast On


Det er fint med en simpel sweater. Det giver mulighed for at fokusere på detaljen. Fokusere på de små ting. De ting, der giver ekstra lækkerhed og det sidste fine.

For et par dage siden huskede Liselotte mig på turbular cast on. Det giver sådan en pæn kant. Anders vil have to-to rib og, for lige at sikre mig den rette opslagsningsteknik gik jeg på opdagelse på nettet. Jeg fandt en anden metode end den Liselotte henviste til.

En metode, der ikke gør kanten mindre pæn. Den virker bare bedre når der skal være to ret og to vrang ved siden af hinanden, i stedet for en af hver.

Ysolda viser med fine billeder og et letforståeligt sprog hvordan en kant også kan laves. Jeg er færdig med ribben og strikker nu rundt og rundt og rundt med ene retmasker.

Det er næsten for nemt!

Lopper, mexicansk og enden på Broen


Vi har bestilt et nyt fjernsyn. Sådan et uden billederør, med fuld HD og smarte funktioner. Ikke det dyreste vi kunne finde - langtfra -, men et fornuftigt et til prisen, og med en viden om, at det umuligt kan holde så længe som det gamle. Der er vist noget med, at jo flere tekniske vidunderlige fremskridt der stoppes ind i apperater, jo kortere holder de.

Men det er på vej. Anders undersøgte, udvalgte og fandt endda en udbyder, der tilbød gratis fragt. Lige nu står det ifølge udsendte track- and tracenummer et sted i København. Og altså ikke her, hvor vi hellere så det. Det betød at ugens eneste rigtig vigtige udsendelse på den nuværende meget tomme skærm - Broen - ikke var mulig at se herhjemme.


Loppemarked, Carlsbarg TAP1, November 2013

Loppemarked, Carlsbarg TAP1, November 2013


Så er det godt at have Sille, og jeg klargjorde da også for flere dage siden, at hun godt kunne forvente besøg af mig søndag. Det var heldigvis helt i orden, hvorefter Sille spurgte om jeg var klar til et loppemarked.

I Carlsbergs gamle hal Tap1, var der i weekenden marked af den gamle slags. At vi kom søndag, betød at vi kunne gå hjem med mere end et kup. Op til temmelig mange procenter blev slået af priser på ting, sælgerne ikke havde lyst til at tage med hjem. Og jeg kom hjem med mere, end jeg almindeligvis finder frem til på sådan et marked. Jeg plejer faktisk nærmest at gå i stå over udvalget.

Det var superhyggeligt, det eneste jeg stejler over er, at mange stadeholdere allerede en time inden lukketid begyndte at pakke sammen, køre ud og efterlade tomme stande. Det er trist synes jeg, og vi kunne mærke en hvis følelse af at være uvelkomne og til besvær. Jeg er klar over at weekenden har været lang, og man gerne vil hjem, men jeg bliver alligevel lidt harm over at det udstilles så tydeligt.

Altså holdt vi os til dem, der stadig gad sælge og tænkte at hvis resten ikke længere gad høre den klingrende lyd af penge i kassen, så skulle de være så velkomne.


Loppemarked, Carlsbarg TAP1, November 2013


Til sidst var det slut. Vi stod pludselig et mørke, der slet iikke havde været der da vi kom. Alt lyset var forsvundet og vores maver begyndte at gøre krav på mad. VI gik mod Frederiksberg Alle og La Fiesta. Jeg kan godt lide mexicansk, og jeg godt lide La Fiestas udvalg. Men jeg kan ikke lide, de knuder min mave gør efterfølgende. Det havde jeg glemt. Gad vide om jeg husker det næste gang.

Hjemme var der tid til at lave et par kander the - vi skulle jo ikke gerne løbe tør - inden sidste afsnit af Broen løb over skærmen. Mens jeg strikkede, trævlede Sille op. Da afslutningen kom, var vi slet ikke færdige med at snakke, og der gik yderligere det meste af en time, inden jeg pakkede mig sammen, hankede op i alle indkøbene og vendte næsten hjemad.


Slet ikke noget dårligt indhold for en søndag i November.

Forresten har jeg fra pålidelig kilde (DR) hørt at tredie omgang af Broen er på vej.

lørdag den 23. november 2013

Ud over det sædvanlige


Jeg mødte et par sko den anden dag.

Sådan et par, der egentlig ikke ligner noget jeg normalt går med, men som alligevel stod og skreg på mig, nærmest ikke kostede noget og var overraskende behagelige at have på.

De kom med hjem. Jeg afprøvede dem på arbejdet. De virker. Jeg havde dem på hele dagen. Der mangler bare lige sådan nogle dimser til at sætte i hælen.. de slipper lidt. Der er også plads til et par bløde gummiindlæg under forfoden. Det vil bare gøre dem mere behagelige at have på.

Men hvornår skal de bruges? Spørger du måske.

Det ved jeg ikke, kan jeg svare. Måske til julefrokosten. Måske skal jeg begynde at overveje at blive sådan en, der går med sådan nogle sko til hverdag.

Viste du Anders dem? Spørger du måske også.

Ja! Nærmest inden jeg kom ind ad døren. Jeg har aldrig praktiseret at gemme ting, og påstå jeg har haft dem længe. Sådan noget duer jeg ikke til, heller ikke selvom jeg synes det er sjovt, når andre fortæller om det.

Han synes i øvrigt de var fjollede - fartstriber og alting taget i betragtning.


Nye sko

Nye sko

Mens morgen blev til formiddag


I morges var sweateren til Daniel endelig tør, og jeg kunne klippe mellem de hæklede kanter. Inden formiddagen blev til middag, kunne jeg hæfte sidste ende og lyne lynlåsen.


Robin Hoddie til Daniel


Da Emilie og jeg omkring middagstid gik i Centret, kom trøjen med og billeder blev taget. Kælderrummet gav husly, mens vi slentrede rundt blandt alt for mange indkøbslystne lørdagstravle mennesker. Slet ikke nogen dårlig disponering, for nu er det mørkt, frokosten spist og radioen tændt. Et nyt fjernsyn er efter sigende på vej, og indtil da klarer vi os uden.

Metoden med at hækle og klippe hedder steeks. Liselotte linkede for længe siden til den afsindig hjælpsomme billedereportage. Jeg har prøvet før, men denne gang føles alligevel lidt som første gang.

Jeg udbyggede hæklingen lidt og hæklede en række stangmasker i fastmaskerne, inden jeg samlede masker op og strikkede rundede forkanter, der siden blev syes fast om fastmaskerne. Det hele inden vask, for at alt garn skulle blive blødt, velduftende og uden spindeolie.


Robin Hoddie til Daniel

Robin Hoddie til Daniel


Når jeg samler masker op til kanter strikket vinkelret på strikkeretningen springer jeg altid hver fjerde maske over. Det giver en kant, der ikke flaner og sidder pænt. I strik er formlen med hver fjerde maske gennemprøvet og virker som regel. Der måtte dog nogle prøver til før jeg fandt den rigtige formel for stangmasker, for jeg kunne godt regne ud, at det min ide om en dekorativ række stangmasker i en anden farve højst sandsynligt ikke ville sidde pænt, hvis jeg blot hæklede i alle fastmaskerne.

Jeg endte med at springe hver sjette fastmaske over, og synes egentligt at det ser rigtig pænt ud.

Da jeg strikkede kanten lavede jeg et par huller til en snor gennem hætten, og da jeg vidste at jeg under ingen omstændigheder kunne finde en anoraksnor i en passende farve, strikkede jeg snoren selv i samme farve som den indvendige hæklede belægning.


Robin Hoddie til Daniel

Robin Hoddie til Daniel


Jeg burde selvfølgelig lave en faktaboks, men i min terminologi er sweateren ikke rigtig færdig før jeg har billeder med modellen i. Hvornår jeg får mulighed for det er ikke godt at vide. Endnu mindre ved jeg om Ungersvenden overhovedet kan passe den, for den ser mistænkelig lille ud, trods måling og genmåling og opmåling undervejs.

Jeg regner med han passer den, pakker den ind til julegave og kan da lige nævne at den er strikket af Blackhill Højlandsuld i farverne Viol og Græshoppe fra Garnudsalg, opskriften hedder Robin Hoddie, og jeg synes det er et rigtig flot stykke strik.

Og så lykkedes det mig at tilføje en udpræget maskulin trøje både lilla og et par perler....


Robin Hoddie til Daniel

fredag den 22. november 2013

I fuld fart


Morgenmøder, aftenkurser, læringsfællesskaber, fagfestival, møder, semniarer og processer. Det hele hvirvler rundt i en stor og meget spændende strøm.


Sommerhus - oktober 2013


Vi skal være klar inden sommerferien er slut og det nye skoleår begynder. Et skoleår med en ny skolereform, som ingen i virkeligheden ved ret meget om.

Der tænkes tanker, siges store ord og snakkes om detaljer. Ledelsen er konstant til møder og engang i næste uge sender vi tillidsfolk fra både lærere og pædagoger sammen med de store på seminar. Mange møder endnu skal holdes og endnu flere tanker skal deles, inden noget endeligt kan kaldes færdigt.

I pædagoggruppen har vi snakket om hvad vi kan bidrage med i skolen. Der er taget hul og meget er blevet sagt. Flere ideer dukker op og inden længe skydes MUSsamtalerne i gang. MUSsamtaler, der er rykket frem, for at alle bliver hørt og grundlag kan dannes.

Det er en spændende proces. Jeg har slet ikke styr på alle de kurser og fællesskaber og foredrag jeg har sagt ja til. Nogen er skrevet i kalenderen, andre er stadig på tegnebrædtet.

I går startede et læringsfællesskab om proffesionsforståelse. Vi skal mødes fire gange, vi  skal vende tilbage til vores egne kolleger og tænke tanker mellem møderne. Vi skal selv være med til at styre retningen. Det er spændende og tankevækkende og en lille smule udmattende.


Sommerhus - oktober 2013


Jeg er færdig når jeg kommer hjem for øjeblikket. Måske er det derfor, der har taget mig en uge at hækle og strikke forkanter på sweateren til Daniel. Den skal klippes op, derfor er der hæklet. Jeg vil gerne have den vasket inden jeg klipper, og jeg vil gerne have strikket alt, inden  jeg vasker.

Det var lidt besværgerligt at strikke masker op og strikke forkanter hele vejen langs den ene side, over hætten og tilbage langs den anden side, når maskerne ligger tæt og klippet endnu ikke er lagt.

Jeg blev færdig i aftes. Foldede forkanten dobbelt og syede fast med maskesting rundt om de hæklede masker. Det tog tid. Meget tid. Men det blev pænt. Nu ligger den den og vugger i maskinen og jeg er spændt på det færdige resultat.

Mon jeg kan nå og købe en lynlås på vejen hjem?

onsdag den 20. november 2013

Dagen derpå


For første gang nogen sinde har jeg ikke forstået meningen med valgplakater.


Valgplakater efter en storm...

Valgplakater efter en storm...


De har aldrig betydet det store for mig, jeg har altid vidst på forhånd hvor mit kryds skulle sættes, men de har været et hyggeligt indslag i gadebiilledet. Sådan på linie med juleoppyntningen.

Bare ikke i år.

I år kom en storm på tværs. En storm, der i forhold til valgplakater lod mig tilbage som et stort spørgsmålstegn.


Valgplakater efter en storm...


Plakater blev flået ned. Plakater blev krøllede. Plakater mistede det yderste lag og promoverede pludselig helt andre mennesker. Plakater endte i buske og langs gader. Plakater har gennem den sidste tid hængt som et stormens efterladenskab. Uden at nogen har repareret, genophængt eller taget de ødelagte ned.

Midt i vrimlen af krøllede, hullede, forkerte og manglende valgplakater mistede jeg meningen med dem.

Tilbage står jeg med spørgsmålet om hvem der skal rydde op? Hvem skal fjerne alle de plastikstrips, der sidder tilbage fra nedflåede papstykker. Plastikstykker uden ansigt, og dermed også uden ejer.

tirsdag den 19. november 2013

Bagedyst


Kan vi ikke lave en MasterChef bagedyst? spurgte et par af pigerne engang sidste måned. Joh.. det mente jeg da nok vi kunne. Og så gjorde vi det.


Bagekaos

Tretten unger mødte op. Henrik havde købt uanede mængder æg og smør og flødeost og flormelis og nødder og vanilie, gulerødder, marcipan og alt muligt andet bagerelateret.

Vi indtog skolekøkkenet. Ni ovne var i brug. Nogen bagte alene, andre var sammen to og to. Store planer havde de alle, og superhyggeligt var det. Jeg havde naivt troet at jeg kunne sidde i et hjørne og strikke, mens bagningen stod på. Jeg skulle bare lige lægge de der seksogtyve sandwiches sammen, som jeg havde bagt boller, snittet, blandet og gjort klar til. Selvfølgelig kunne Henrik tage hjem. Jeg kunne sagtens klare det alene.

Naivt måske.


Mit bidrag.. Aftensmad, der kan spises mens man bager


Efter to timer var sandwichene færdige, og jeg havde ikke siddet ned en eneste gang. Ustandseligt var der spørgsmål, brug for hjælp eller bare nogen der ville vide. Resten af aftenen gik lige sådan. Alle var glade, ingen klagede over at hjælpen ikke stod klar på minuttet. Stemningen var fantastisk og kagerne var supergode.

Jeg gør det gerne igen.

Men helst ikke alene.

For selvom det var superhyggeligt. Selvom alle var glade og ingen sagde det mindste negative. Så tager jeg helt ærligt alle mine ord i mig igen. Alt hvad jeg nogensinde har sagt om egne børn og manglende hjælp i køkkenet. Jeg æder dem alle. Mine børn gad muligvis ikke.. men de kunne.

Naivt måske.

Men det overraskede mig alligevel hvor lidt sans for rengøring, opvask, overblik og størelsen på en deciliter de har.

Til gengæld skal det siges at alle kagerne – uden undtagelse – smagte rigtig godt. Og havde den helt rigtige svampede konsistens.


De færdige kager

Prøvesmagning... bare en lille smule af hver


Da klokken blev otte og Klubben, der havde haft aftenåbent lukkede, kom de voksne dernedefra op og sagde hej. Og smagte kage. Præmier blev delt ud – det var vel en kagekamp. Der var både til den pæneste kage og den der smagte bedst. Dommerne var ungerne selv, der uden andre hørte gav mig stillingerne, og ikke måtte stemme på sig selv,.

Og lige der hvor alle nok var ved at være lidt trætte og igen tørrede de sidste borde og vaskede de sidste skåle, gik kagekampen over gevind og halve muffins fløj pludselig gennem luften. Så fik jeg nok. Det er ikke tit det sker, men ind imellem gør det. Jeg sendte dem allesammen hjem, sagde tak for en dejlig aften og lovede jeg nok skulle rydde det sidste.

Anja blev og hjalp. Det var skønt. Og godt en time senere end forventet, kunne vi vende næsen hjemad.

Det var altså en skøn aften. Næste gang skal vi bare lige være nogen flere voksne.. Bare nok til at kunne holde bagerne i ørene og sørge for de husker rengøringen. Om de vil eller ej!


Og nu er jeg forresten klar til at knalde brikker…

prikker[2]

Er jeg ved at blive udspekuleret..?


Anders har set fidusen ved at købe garn. Jeg har muligvis set fidusen ved at vise Anders garn, han kan købe...


En dejlig pakke


Jeg har længe kigget langt efter strikkepindesystemet som Garnudsalg har i sortimentet. Tanken om en wire, der kan dreje lyder afsindig tillokkende og skal selvfølgelig prøves af. Når pinde og wire sælges i løs vægt, er jeg mere tilbøjelig til at springe på. Det kræver ikke en stor udgift og jeg ved hvad jeg får, hvis jeg en dag skulle få lysten til at købe et helt sæt.

Vi snakkede om de nye muligheder inden for strikkepinde i sidste uge, men der er ingen grund til at bestille en lille order med fragtomkostninger til følge, hvorfor planen egentlig bare var noget med næste gang...

Indtil jeg kom i tanke om det sidste nyhedsbrev og muligheden for tweed til en yderst favorabel pris. Jeg havde kigget på garnet og glemt det lidt igen, men nu bankede det på - specielt tanken om at Anders nok ville synes om det.

Altså viste jeg frem.. og inden jeg så mig om havde han kigget, savlet, overvejet og afsendt en ordre, der rimeligvis kan indbringe ham en sweater eller to.. Måske en til os hver. Det er ikke helt afgjort.

Og midt i al arbejdsmatheden fra i går, var det lækkert at kunne køre forbi pakkeshoppen og hente garn i rå mængder sammen med en strikkepind til afprøvning. En tre'er, som strategisk nok ikke findes i det lille sæt. Jeg drømmer om en lille og feminin cardigan af resterne af det lækre, lækre superbløde lammeuld, jeg hemmeligt strikkede til Anders, for efterhånden længe siden.

Der er garn nok. Jeg mangler bare en opskrift. Og tid.. Tiden tænker jeg findes engang efter jul.


En dejlig pakke

En dejlig pakke


Farverne er måske nok en smule kedelige, som de står der i efterårsgråheden, men de er meget Anders. Samtidig er jeg en lille smule bange for, at min plan om at lageret gerne skulle blive lidt mindre i løbet af året er ved at gå fløjten...

Og strikkepinden. Måske er jeg heldig, sammenføjningen er helt glat og dejlig at røre ved. Wiren kan dreje og Anders har set anerkendende på det finmekaniske arbejde. Og så synes jeg det er ret lækkert med den graverede nummerangivelse. På de konkurrende KnitPicks er nummeret malet på - og forsvinder i brug.

Jeg fik også et par nøgler mohair, men det glemte jeg i skyndingen at tage billeder af. Også de er en prøve. Jeg er generelt ikke speciel vild med at strikke i mohair. Det er sytrådstyndt og forfærdeligt. Men jeg har aldrig brugt det som følgetråd.. det glæder jeg mig til at afprøve. Og så nåede omkostningerne målet og fragten forsvandt, hvilket passer Anders bedst.

Måske endda på tide


Nå. Men så døde fjernsynet. Skærmen blev sort og det sagde noget, jeg bedst kan beskrive som kysselyde.

Det var vel egentlig forventet. Uundgåeligt. Jeg mener, det er en halv meter dybt og af den type, der er fyldt med billederør.

I aftes var det mærkeligt. På skift tog vi os i at række ud efter fjernbetjeningen.

Til morgen har jeg fundet radioen. Det er næsten helt hyggeligt.


Jeg tænker vi står over for et elektronisk kvantespring!

mandag den 18. november 2013

En god og en lille smule stresset start på ugen


Nogle dage er længere end andre. Nogle dage sker der mere end andre. Mandag har været en dag med fart, med liv, med planer og nærmest uden mulighed for at sidde ned.


Sommerhus - oktober 2013


Det har også været en skøn dag, og da det endelig lykkedes at sidde ned fem minutter med den kop the jeg bryggede tre timer før, nød jeg det ekstra meget.

Mandag var sådan en dag hvor meget blev nået, mange snakke blev taget og store planer blev lagt. Vigtige store planer. Ungerne har nemlig ønsket en Masterchefinspireret bagedyst. Den holder vi i morgen. Altså skulle der lægges planer for indkøb i dag.

Da jeg stod der ved baren i køkkenet omgivet af børn, med to mobiltelefoner indeholdende ingredienser til afskrift foran mig, tre drenge der snakkede i munden på hinanden om julegaver, en pige der gerne selv ville skrive en liste og endnu en dreng, der hoppede for at få en bold, var det ikke kun en smule stresset men også skønt at være tilbage efter sidste uges dage uden børn.


Sommerhus - oktober 2013


Nu er der købt ind, det hele står klar til i morgen. Henrik overtog alle listerne, noterede og sammenskrev, inden han allierede sig med en af drengene og kørte efter to et halvt kilo smør, tredive æg og hvad der ellers skal bruges til ti kager af forskellig slags.

Imens fik jeg lagt sidste hånd på sandwichbollerne til i morgen. De lå nybagte og varme i en kurv, da jeg kørte hjem fra arbejde, og venter på fyld i morgen.  Jeg tænker at sandwich nok falder i god jord mellem kagebagningen, uden tid til pauser for noget så uvigtigt som mad.

Nu er jeg træt og klar til at smække benene op i sofaen, og glæder mig over visheden af at timerne i morges gav plads til nyvasket tøj og et rent badeværelse... og at Anders sørgede for aftensmaden.