onsdag den 26. juni 2013

Den nyeste luksus


Jeg plejer at være håbløst bagud, når nyt rammer verden. Jeg er ikke sådan en, der altid har det nyeste, og generelt passer det mig fint. Faktisk har jeg tit brug for at se an, tænke over og måske endda vænne mig til tanken, før nyt finder indpas hos mig.

I hvert fald så længe det er materielt. Min chef har mere end en gang rost mig for fleksibilitet og omstillingsparathed.


hook1

hook3


Men denne gang er jeg måske slet ikke så langt bagud. Denne gang, har jeg muligvis opdaget noget inden mange andre. Ikke inden alle andre, for der er helt sikkert nogen, for hvem det er gammelt nyt. Men det er under alle omstændigheder nyt nok til at damen i butikken kun havde fået en prøve hjem, da jeg engang i sidste uge var forbi, men bestemt mente at kunne bestille hjem.

Det kunne hun. I dag kunne jeg lægge vejen om Vanløse på vejen hjem og hente det nyeste skud på stammen af Clovers hælkenåle. Amour Crochet Hooks. Jeg har kun købt den ene, jeg bruger lige nu. For de er godt nok dyre. Men - vil jeg påstå - prisen værd.


hook2


Jeg har prøvet. Og sammenlignet. Der er ingen tvivl om, at de gamle fantastiske hæklenåle med de gule skafter fra samme firma er helt igennem gode at holde på. Jeg har været rigtig glad for dem, og endda fået kolleger til at bruge dem. Men de her. Hold da op.

Det er hårdt at hækle de turkise bobler til Emilies lille computer. Det er stadig hårdt med den nye nål, men også meget, meget rarere for hånd og fingre.

Nålen ligger godt i hånden. Håndtaget føles blødt, uden at give efter. Selve nålen er lidt længere end den gamle udgave. Hvorvidt det har nogen effekt, har jeg svært ved at vurdere.

Men jeg er overbevist. Jeg skal have nogle flere.


hook4


Jeg synes lige jeg vil tilføje, at ingen har sponsoreret eller bedt mig om at skrive indlægget her. Jeg  har selv betalt min nye hæklenål. Jeg er bare vildt imponeret over det lille stykke værktøj, og har en voldsom lyst til at dele min glæde.

2 kommentarer:

  1. Øjj, den nye ser ret lækker ud og den ser osse ud til at være lidt "blød" at holde på. :-)
    Tillykke med den nye og forberedret nål. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Catarina, jeg har altid synes det er vigtig med godt værktøj. Også værktøj som af andre ikke bliver betragtet som "rigtigt" værktøj :)
      Den er superlækker :)

      Slet