søndag den 30. juni 2013

Et års hemmeligholdelse


Da jeg sidste år var til uldfestival i Saltum, gik turen også forbi Garnudsalg i Gug, hvorfra jeg hjembragte den blødeste tynde, tynde lammeuld.

Det er løgn, da jeg dengang skrev, at jeg ikke vidste hvad det skulle bruges til. Faktisk havde jeg en hel klar plan med købet. Garnet skulle omformes til en hættetrøje til Anders, men da han også læser med, snød jeg lidt og gav udtryk for noget andet.


Hættetrøje til Anders


Jeg ville helt vildt gerne strikke ham en hættetrøje efter målene på yndlingen, der er en helt almindelig en af slagsen, syet i en fed isoli og med tryk, der falder i Anders' smag. Jeg ville helt vildt gerne strikke og færdiggøre uden han vidste noget. Jeg ville helt vildt gerne overraske.

Jeg kom ret hurtigt i gang. Med dobbelt tråd og tynde pinde. Meget tynde pinde. Jeg vidste det ville blive et langvarrigt projekt, men jeg havde ikke travlt, og der var ingen udløbsdato på færdiggørelsen. Han skulle bare have den en eller anden dag. Ikke til nogen speciel anledning, egentlig helst bare fordi.

Sådan et hemmeligt projekt er nødt til at være gemt af vejen, når der ikke strikkes på det. Også når der strikkes på det. Det kan godt give lidt koordineringsvanskeligheder i forhold til hvornår der egentlig kan strikkes.

Da vinteren nærmede sig og lyset forsvandt, blev det sværere og sværere at se hvad jeg strikkede. For selvom garnet ikke er sort, er det mørkt og de mange snoninger og ret- og vrangmasker jeg havde tegnet ind i mønstret krævede overblik.

Til sidst stoppede jeg med at strikke. Havde posen med starten liggende skjult bag sofaen og endte ganske simpelt med at glemme den lå der. Så kan det godt tage lang tid at blive færdig.

Engang i løbet af marts fik jeg fundet den frem igen. Støvede den af og startede stille op igen. Jeg var sikker på det ville tage år, inden jeg blev færdig. Lige indtil jeg fik ideen at udnævne den til mødestrik. Så skete der pludselig noget. Den lille pose, hvis indhold efterhånden voksede sig større og større, lå konstant i min cykelkurv, og mange gange var jeg bange for at Anders skulle finde den.

Det gjorde han aldrig. Det endte med at vise sig, at han ingen anelse havde. Ikke engang da jeg en weekendmorgen nærmest råbte af ham og jagede ham ud af stuen, da jeg troede mig sikker på at være alene, for jeg vidste (troede jeg vidste) han ville sove længe. Han havde bare fortrukket og tænkt at det var mærkeligt så hysterisk jeg pludselig var.


Hættetrøje til Anders


Ud over at strikke på tynde pinde, skulle der selvfølgelig også snoninger til. Anders er lig med snoninger. Anders er vild med snoninger. Jeg kunne ikke overskue tynde pinde og et heldækkende snoningsmønster, så jeg tegnede en bred snoning til midt bag og midt på ærmerne, opfandt noget der kunne gå som halvdelen langs forkanterne og lagde den oveni et lille ret/vrang fletmønster.

Jeg har aldrig klippet i strik. Det virkede som en godt projekt at prøve klipning i strik af på. Måske skulle jeg have lavet en prøve, men det havde jeg ikke tid til. Da enden var nær var jeg så tæt på vores tiårsdag, at den først tanke om at aflevere uden anledning forsvandt. Altså var der ikke tid til de store overvejelser.

Jeg strikkede rundt hele vejen op. Også i ærmegabene. Da jeg samlede op til hætten, fortsatte jeg rundstrikken. Inden jeg klippede strikkede jeg kanterne langs forkanterne, så jeg kunne folde og sy kanten om afklippet med det samme.

I ærmerne havde jeg nok masker til at kunne folde det klippede hen over isyningen af ærmerne.

Det er ikke sidste gang jeg har klippet. Jeg tør godt en anden gang.


Hættetrøje til Anders


Jeg pakkede ind og gav ham den sidste fredag. Han blev ikke alene glad, han blev overrasket, målløs og meget, meget bevæget.

Med den reaktion gør jeg det gerne igen.








Design: One of a kind hættetrøje til Anders med snoninger og fletmønster. Tegnet, regnet og beregnet af Pernille Skau Nørgaard.


Garn: Tynd lambswool fra Garnudsalg.

Det færdige trøje vejer 290 gram. Det er lidt vildt, synes jeg.


Pinde: 2½ mm til kanter og 3 mm til resten.


Størrelse: Cirkamål efter yndlingshættetrøjen. Den kunne godt have været lidt større, så jeg satser på at hive lidt i den næste gang den skal vaskes.


Hættetrøje til Anders


Bemærkninger: Det har været en kæmpe udfordring.

Ikke alene de tynde pinde, men også det uoverskuelige i projektet.

Jeg har klippet i strik for første gang. Det var slet ikke så gruopvækkende grænseoverskridende som jeg havde frygtet.

Selve strikken var der ikke mange ben i. Drejet rib i kanterne. Ret, vrang og snoninger for resten.

Jeg kan se den gerne giver sig i halskanten, så inden han for alvor tager den i brug, skal jeg lige sat et bånd langs hals- og skulderkanter.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.

prikker

Når man er for lang til at ligge på een stol...


Stalin

Vi pakker


... Trods de manglende planer.


Emilie


Emilie


Solen er ved at stikke hovedet frem mellem skyerne, efter at have gemt sig de sidste dage. Det gør godt, liver op og kræver mørke briller med UV-index.

Bettina har lejet en hytte et sted på Fyn. Hun skal have skiftende gæster, men også mellemrum uden nogen. Med plads i skemaet, spurgte hun om ikke Emilie og jeg havde lyst til at være blandt gæsterne. Bare et par dage eller tre.

Det vil vi gerne. Hellere end gerne. Emilie glæder sig til poolen. Jeg glæder mig til selskabet. Vi glæder os begge to til ferie hjemmefra. Anders glæder sig til det meste af fire dagen uden den tøsede del af lejlighedsbefolkningen.

Ren win win.


Emilie


Så vi pakker. Vasker, stryger og overvejer hvad der er vigtigst at tage med.

Når mogendagen har fået øjne, solen er stået op og dagen er godt i gang, tager vi af sted. Billetten er printet, bestemmelsesstedet er Odense, hvor vi bliver hentet. Og inden vi skal mod hytte, vand og noget med en havn, er der vist nok en garnbutik eller to, der skal kigges nærmere på.


Emilie

Flere til samlingen


Mens jeg har nusset katte, har de næste knapper til samlingen fundet vej.


Knapper, knapper, knapper...


Store fine knapper af træ med malede blomster, graverede blomster og fine snittede træer.


Knapper, knapper, knapper...

Knapper, knapper, knapper...


En krydsfinerplade har lagt ryg til en flok hjerter i mange farver og endelig kom de fine metalknapper med filigranmønstrede blomster.


Knapper, knapper, knapper...

Knapper, knapper, knapper...


Jeg var i tvivl om det var metal - eller måske plastik. Ligesom jeg også er i tvivl om en anden af bestillingerne. Men den er ikke kommet endnu - og kommer tid, kommer viden.

Jeg mangler stadig en opbevaringsmulighed. Pludselig finder jeg den. Jeg leder ikke. Igen - kommer tid, kommer råd.

... På vej tilbage til katte, der skal nusses.

lørdag den 29. juni 2013

Så fik vi lov at låne igen


De er godt nok vokset, siden de var her sidst. Hankatten til lidt over dobbelt størrelse, hunkatten noget mindre. Men ellers er det de samme. Samme temperament, samme indstilling, samme måde at agere.

Ingen af dem er specielt samarbejdsvillige i forhold til kamera og fotografier. Heldigvis skal de ikke hjem endnu, så jeg har stadig mulighed for at skyde løs.


Katte - juni 2013


Løvekatten Stalin, er totalt uden hæmninger. Smider sig spindende i alt og alting. Tror verden er til for ham, og han er kongen. Han er vild og voldsom, med tunge trin og uden den store påpasselighed for andres ting. Det er ham, der højlydt gør opmærksom på sig selv, ham der går forrest og ham der ikke altid er helt velkoordineret.

Han har klørene fremme, og sætter dem gerne i alt med den mindste smule bevægelse. Han kan hurtigt føle sig overset og sørger gerne for at være i centrum. Med pelsen stående til alle sider og sin store buskede hale hvirvler han gennem rummene og forlanger total underkastelse det ene øjeblik, mens han det andet er den lækreste, blødeste og mest sociale kat.

Det var også ham, der på et splitsekundt havde vilket sig ind i både min kjole og mit strikketøj.


Katte - juni 2013

Katte - juni 2013


Den lille fine røde Naya er omvendt reserveret. Hun tjekker tingene ud, undersøger og giver ikke sit hjerte til hvem som helst. Hun ligger sig gerne på lur, et sted hvor hun kan overskue det hele og har overblikket.

Hendes pels er de skønneste røde silkebløde striber. Hun vil ikke tages op, men kommer hun selv, er hun overgiven og kælen. Hun ligger gerne i ske. Hun slås gerne, men med en blidhed og ynde, der betyder at hænder ender uden kradse- og bidemærker.

Hun er sin egen. Hun er adræt og kommer trods sin mindre størrelse højere op end storebror, der til gengæld er god til se ud som om han er ligeglad - når han må opgive.


Katte - juni 2013


De er ikke fyldt et år endnu. Der er stadig meget killingeleg tilbage i dem, og mens de det ene øjeblik ligger og sover, går den vilde jagt det næste.

Det er hyggeligt at have dem på besøg. Det er også dejligt at vide, at de skal hjem engang i morgen.


Katte - juni 2013

prikker

Ferie, ferie, ferie


Ferien er skudt i gang. Med maner.


Altanen - juni 2013


Eleverne helt efter bogen, med fællessamliing og sommerferiesangen.

Lærerne med den årlige sommerfest, der starter længe før vi andre er færdige med at have børn. Da jeg gik var stemningen god, og smilene glade.

Og os med hygge, mad og samling af alle afdelinger, når de sidste børn er gået.

Den nye skoleleder mødte efter opfordring op og ønskede god sommer - for som Berit sagde til ham; det gjorde AnneMarie altid. Og som han sagde; nogle traditioner er gode at holde fast i.

Vi sagde ikke bare god ferie, vi sagde også farvel til de unge, der har hjulpet i forbindelse med alle de nye førskolebørn, der startede i maj, og vi sagde farvel til Louise, der skal på barsel og havde sidste dag i går.

Vi spiste god mad, og blev enige om, at vi hos os godt kunne overveje en catering virksomhed ved siden af pædagogikken. Vi hyggede og kunne være blevet ved meget længere. Nogen gjorde sikkert også, men jeg havde gæster hjemme og en cykel, der skulle trækkes.

Jeg sagde god ferie, satte musikken for ørene og gik hjem, mens tonerne fra sommerferiesangen klingede i det fjerne.


Ferie, ferie, ferie
Slap nu af, du har fri,
Og syng en glad melodi.
Op mod solen ler vi,
Den skal skinne til ferien er forbi.

prikker

fredag den 28. juni 2013

Ham der Murphy...


Ham... eller hans lov...er jeg bestemt ikke gode venner med!

Ungersvenden ringede i går. Om vi mon kunne passe kattene i weekenden. Det skulle ikke være noget problem, mente jeg, hvorefter en undersøgelse af hvem der var hjemme hvornår gik i gang.


Altanen - juni 2013


Jeg havde hverken kattemad eller kattegrus på lager, til gengæld kom jeg i tanke om baljen, jeg brugte til badekar da ungerne var små, og som i mange år har henslæbt tilværelsen i kælderen. Sådan en balje kan godt bruges som kattebakke i en snæver vending.

Skolernes sidste skoledag betyder tidlig fri - og tidlig åbent i SFO. Altså tidlige mødetider for mig.

Jeg planlagde stramt. Tænkte at hvis jeg bare stod oppe i Centret kolkken ni, når SuperBest åbner, kunne jeg sagtens nå at hente katttemad og katttegrus, nå hjem igen og videre ud til skolen.

Jeg var der også. Lige lidt over ni. Fandt kattegrus, kattemad og frosne kammuslinger - for katte skal også forkæles når de ikke er hjemme. Jeg stod i kø, jeg lagde varerne op på båndet og var sådan set klar til at komme videre.

Lige indtil det gik op for mig, at min pung lå derhjemme.

Tilbage med varerne. Tilbage til cyklen. Tilbage til hjemme, op ad trappen, hente pung og så omvendt den anden vej. Bare med den forskel at nu havde jeg knap så god tid. Faktisk overhovedet ikke tid.

Jeg skyndte mig hjem. Hældte grus i baljen, mad i skåle og kammuslinger i køleskabet, før jeg smed idste i kurven, greb samme kurv og løb ud af døren igen. Nede ved cyklen gik det op for mig, at arbejdsnøglerne ikke var mellem det sidste jeg smed ned i kurven.

Op igen....

Jeg nåede lige præcis to trediedele af vejen mod skolen, da min cykel punkterede...


Altanen - juni 2013


Resten af dagen har været skøn.

prikker

torsdag den 27. juni 2013

Der skulle godt nok en lang stige til


Inden jeg tager på arbejde, pakker jeg min kurv, henter cyklen i kælderen og kører mod Vanløse og min mor. Vi mødes ofte i formiddagstimerne. Der har vi begge tid.


Timber


Hos min mor slår jeg mig ned ved det solide, hyggelige spisebord, der sjældent rummer meget plads til spisning, men i stedet rummer alle min mors vigtige papirer, spændende artikler og det nyeste kreative projekt.

Jeg finder mit strikketøj og mens vi drikker the, deler vi oplevelser siden sidst vi sås, tanker, ideer og hjælper, hvor der skal hjælpes skal med igangværende projekter, computerproblemer eller andet.

Inden jeg kører igen spiser vi frokost, og jeg er klar til en af de lange arbejdsdage.


Timber

Timber


I dag gik vi ikke direkte mod spisebordet. I dag måtte vi lige en tur ud i køkkenet, åbne døren til altanen og med delvis skælven, delvis nydelse se en mand i arbejde højt til vejrs.

I Naboejendommens have står nogle store birketræer. De skygger, specielt for de nederste etager. De skygger ikke for min mor, men hun har i mange år nydt synet. Nu skal de væk, og en skovhugger - eller hvad sådan en hedder - var da jeg kom allerede godt i gang. Mange grene lå allerede på jorden, under den nu temmelig bare stamme.

Det er beundringsværdigt at se en proffesionel i arbejde. Det gik stærkt. Og præcist. Intet var overladt til tilfældighederne, og selvom vi efterhånden fortrak til stuen, måtet vi lige ud og kigge et par gange undervejs.

Da jeg var klar til den videre færd, var alle grene forvandlet til flis, stammen skåret op i passende stykker og manden i gang med fra gadehøjde at undersøge det næste træ.


Timber


På spørgsmålet kunne han melde at det også skulle ned. Min mor nåede lige at ærgre sig over faldet af de smukke størrelser, før manden fortalte, at nummer to træ synes han ikke var særlig smukt. Nogen havde tydeligvis skåret toppen af engang. Det var han ikke imponeret over.

Min mor vidste hvorfor. Den historie imponerede ham ikke på nogen måde.

Der var nemlig for år tilbage et fuglepar, der havde bygget rede i det høje træ. De larmede. så naboerne næsten ikke kunne holde det ud. Hvordan naboerne nåede helt op til toppen, melder historien ikke, men hvorom alting er, savede nogen toppen med reden af, og fuglelarmen forstummede.

Jeg kan vagt huske historien. Jeg husker også noget om, at det ikke var en specielt velset handling. Skovhuggermanden var tilsyneladende enig i det sidste. Ikke så meget for fuglenes skyld som for træets.

Han sagde det ikke, men jeg fik indtrykket af, at nok fælder han træer, men han har også stor respekt for dem, og de skal behandles med værdighed.

prikker

Heldigvis er der lys i kælderen


Torsdag har potentiale til at blive temmelig langtrukken. Torsdag har ungerne sent fri, og der er meget tid til at tørre computerskærme og skære agurker.


sokker


Torsdag er som regel dagen, hvor fryseren kan fyldes op, hvor der kan gøres klar og ordnes alt det, der ikke ellers er tid til. Men en torsdag lige inden sommerferien er der ikke meget tilbage at ordne, ingen grund til at fylde fryseren og formentlig heller ikke mange besøgende, når de engang får fri.

Så er det godt med nye opgaver. Godt med gode ideer, der pludselig opstår. For hvorfor skal computerne egentlig stå lige der hvor store drengefødder har det med at sparke. Hvorfor skal den sårbare hardware være lige der, hvor pilfingrede præteenagefingre har det med at skille ad. Hvorfor egentlig?

Nu kan torsdag pludselig blive dagen, hvor jeg skal have den søde pedel til at lukke mig ned i kælderens skatkammer af gamle skolepulte og andre hengemte ubrugte ting og sager. Dagen hvor jeg skal på jagt efter en reol, der kan bruges til selve computerne. En åben en af slagsen, så der bliver plads til luftcirkulation.

Så vil chefen gerne være den, der bestiller forlængerledninger, så mus, skærm og tastatur kan få hul igennem til det allerhelligste.

Og kan jeg ikke finde en reol og måske endda en spand maling, kan jeg altid sætte mig med feriejobbet at rydde op i de samme computere, så en ny årgang kan starte med nye downloads af alskens umuligheder.

Eller i hvert fald kan forsøge. Den der administratorkonto, der betyder at jeg skal give lov, inden download, var ikke den værste ide vi nogensinde fik.

Måske bliver der også tid til lidt strik.

prikker

onsdag den 26. juni 2013

Den nyeste luksus


Jeg plejer at være håbløst bagud, når nyt rammer verden. Jeg er ikke sådan en, der altid har det nyeste, og generelt passer det mig fint. Faktisk har jeg tit brug for at se an, tænke over og måske endda vænne mig til tanken, før nyt finder indpas hos mig.

I hvert fald så længe det er materielt. Min chef har mere end en gang rost mig for fleksibilitet og omstillingsparathed.


hook1

hook3


Men denne gang er jeg måske slet ikke så langt bagud. Denne gang, har jeg muligvis opdaget noget inden mange andre. Ikke inden alle andre, for der er helt sikkert nogen, for hvem det er gammelt nyt. Men det er under alle omstændigheder nyt nok til at damen i butikken kun havde fået en prøve hjem, da jeg engang i sidste uge var forbi, men bestemt mente at kunne bestille hjem.

Det kunne hun. I dag kunne jeg lægge vejen om Vanløse på vejen hjem og hente det nyeste skud på stammen af Clovers hælkenåle. Amour Crochet Hooks. Jeg har kun købt den ene, jeg bruger lige nu. For de er godt nok dyre. Men - vil jeg påstå - prisen værd.


hook2


Jeg har prøvet. Og sammenlignet. Der er ingen tvivl om, at de gamle fantastiske hæklenåle med de gule skafter fra samme firma er helt igennem gode at holde på. Jeg har været rigtig glad for dem, og endda fået kolleger til at bruge dem. Men de her. Hold da op.

Det er hårdt at hækle de turkise bobler til Emilies lille computer. Det er stadig hårdt med den nye nål, men også meget, meget rarere for hånd og fingre.

Nålen ligger godt i hånden. Håndtaget føles blødt, uden at give efter. Selve nålen er lidt længere end den gamle udgave. Hvorvidt det har nogen effekt, har jeg svært ved at vurdere.

Men jeg er overbevist. Jeg skal have nogle flere.


hook4


Jeg synes lige jeg vil tilføje, at ingen har sponsoreret eller bedt mig om at skrive indlægget her. Jeg  har selv betalt min nye hæklenål. Jeg er bare vildt imponeret over det lille stykke værktøj, og har en voldsom lyst til at dele min glæde.

Om lidt pakker jeg mig sammen og kører ud i livet


Onsdag er personalemødedag. Onsdag er tidlig mødetid.


Fra min hyggeligste plads i sofaen

Fra min hyggeligste plads i sofaen


Onsdag er midt i ugen og onsdag er ikke langt fra fredag og ferie.

Onsdag er kold og giver mulighed for sjaler og varme fra uld.

Onsdag er hyggelige morgentimer og en smule stress for dem, der skal tidligere af sted end mig.

Onsdag er indtil nu stille. Onsdag kunne potentielt blive mere larm.

Onsdag er grå og overskyet og med udsigt til regn.

Onsdag kridter jeg skoene, lader hånt om vejret og beslutter på stedet at dagen bliver god.

Onsdag har jeg tørt tøj hjemme, hvis nu...

tirsdag den 25. juni 2013

Som om jeg kunne vente


Det er ikke fordi jeg ikke har noget strik i gang.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kunne finde på andet.


bunker2


Men det er sommer, og tungt strik af uld med lange ærmer er bare alt for varmt at strikke. Også selvom solen forsvandt. Og der stod en kasse fyldt med nyt, og i mine øjne jomfrueligt, strømpegarn under sengen.

Ikke ti vilde heste (som en intern joke engang fik en hel aften til at gå med) kunne holde mig fra den kasse.

Anders fik lov at vælge. Mest fordi Emilie helt alene tog en beslutning og valgte sidst, og Anders aldrig havde overvejet muligheden, og med det mest forbigåede udtryk i ansigtet udbrød: Må man det?


bunker1


Så han valgte. Og Emilie valgte med. Selvfølgelig. Hun kunne slet ikke lade være. Men nu havde jeg besluttet at det var Anders der skulle vælge, så kompromiset blev at han skulle vælge mest.

Inden jeg så mig om lå der fem fine bunker i fine afstemte farver klar og parat til sammenstrik og varme til fødderne.

Meget bedre end tunge uldprojekter med lange ærmer.

Sagde jeg, jeg ér gået i gang.

Aftenhimmel


For ikke så længe siden


Jeg blev inviteret ud. Til god mad, snak, hygge og et enkelt stykke chokolade.

Det gjorde godt.

Inden himlen blev alt for mørk, pakkede jeg sammen og kørte hjem.

Mit kamera kan langt fra indfange, men hvis man nu forestiller sig dobbelt skønhed...

Eller måske trippel!

Tirsdag med overskyet og mulighed for sjalsovertræk


Der er lagt op til en lang dag.


Altanen - juni 2013


Emilie skal have den sidste HPV-vaccine. Hun synes de gør ondt, så jeg har lovet at tage med og holde i hånd.

Vi har fået en tid i frokostpausen. Lægen bor tæt ved skolen, så det er nemt at komme tilbage. Det er også nemt for mig at komme på arbejde, selvom jeg så ender med at møde i omegnen af en time for tidligt.

Jeg kunne køre hjem, smække benene op et kvarter og køre igen. Hvem gider det. Så hellere brygge en kande the og finde et stille hjørne, inden dagen for alvor går i gang.

Siden skal jeg videre, inden jeg engang i aften ender hjemme igen.

Der er lagt op til en lang dag. Men også en dejlig dag.

mandag den 24. juni 2013

Det færdige sjal


Jeg blev færdig i aftes og har haft det liggende i stræk natten over.


TTL Mystery Shawl 2013


Det er et stort sjal. Et vingefang på hundrede og tooghalvfjerds centimeter og en højde på treogfirs.

Jeg kommer til at elske det sjal. Blødt og varmt og med et superhyggeligt mønster. Og så i farver. Jeg er generelt ikke god til at strikke med flere farver, med mindre det er strømper. Men det her kan jeg rigtig godt lide.

Jeg prøvede endda at tage det på i dag. Det var for varmt. Jeg måtte tage det af igen. Jeg kan næsten glæde mig til de lavere temeperaturer meteologerne har truet med de kommende dage. Også kun næsten.

Om ikke andet kan det helt sikkert lune, når sommeraftenen sætter ind.


TTL Mystery Shawl 2013

TTL Mystery Shawl 2013


Et forsøg på Emilie som model virkede ikke rigtigt. Hun gad i virkeligheden ikke. Mente hun døde med al den varme om halsen. Da det kom af gad hun måske alligevel godt. Havde allerede glemt hvor varmt det var at have på. Jeg opgav. Håbede på de første billeder blev til noget. Og forsatte uden model.

Sidste års flirt med mystery shawls lærte mig at ikke alt er lige godt. At det er vigtigt at se hvad designeren hidtil har lavet, og at det er vigtigt at læse de få oplysninger, der findes inden. Det lærte mig også at jeg ikke er specielt vild med måneformede sjaler. At jeg ikke kan lide når et sjal bliver aflukket over den øverste kant. Og nogle andre detaljer, som jeg nu ved jeg skal gå udenom.

Kirsten Kapurs oplysninger inden projektet her tog sin start gav mig tro på at formen var i orden. Men jeg var lidt skeptisk med farverne. At der skulle hele tre til. Jeg satsede. Det var et godt sats. Et sats jeg aldrig havde taget, hvis ikke jeg på forhånd vidste at Kirsten Kapurs sjaler som oftest er smukke. Hun har lavet nogle få jeg ikke bryder mig specielt om, men som oftest...

Jeg tør godt igen. Faktisk så godt, at jeg starter endnu et mysterium næste lørdag. Denne gang er det Erica Jackofsky, som var mellem sidste års udfordringer. Jeg strikkede Fantasia. Endda to gange, for jeg lovede Anja at strikke til hende også, og hun faldt for designet i det første.

Lige som Kirsten Kapurs gennemførte opskrifter var Erica Jackofskys også gennemarbejdet og en stor fornøjelse at strikke. Derfor tør jeg godt igen. Og er spændt på hvor jeg nu skal hen.


TTL Mystery Shawl 2013








Design: TTL Mystery Shawl 2013  af Kisten Kapur.


Garn: Shilasdair Luxury i farverne Blaeberry. Summer Loch og Moss.

Garnet var en fornøjelse af strikke med, og bestemt noget jeg kunne få lyst til at kaste mig over igen.

Det færdige sjal vejer 157 gram. Fordelt med ca 36 gram, 42 gram og 79 gram for farve A, B og C.


Pinde: 4 mm.


Størrelse: Der findes kun en størrelse. som endte pænt stort.

Vingefang: 172 cm. Højde: 83 cm.


TTL Mystery Shawl 2013


Bemærkninger: Det har været en fornøjelse at strikke.

Samtidig fik jeg genopfrisket hvor stor effekt farver har på hinanden. Det er utroligt hvordan et enkelt farveskift kan ændre alt.

En del af Mysterystrikken er at dele sine fremkomster med resten af den strikkende gruppe. Det er altid sjovt at se hvordan andre griber opgaven an og i det her tilfælde andres farvesammensætninger. Der var mange. Mange farver jeg aldrig selv ville have fundet på at sætte sammen, men som blev aldeles betagende. Der var også farvesammensætninger, jeg ikke bryder mig specielt om.

Og så var der dem, der strikkede af nærmest identiske farver, men med forskellige placeringer af farverne. Det er vildt hvor meget det kan ændre hele det samlede billede.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.