fredag den 15. februar 2013

Det føles lidt forkert, når en dag næsten har været uden strik


Torsdag har været lang, indholdsrig og uden særlig meget tid til at sidde ned.


Nedfaldsæbler en decemberdag


Torsdag startede tidligt. Jeg har besluttet at det der med at hive bryn ud af mig selv, er jeg i virkeligheden slet ikke god til. Jeg har aldrig ordentlig lys, og jeg synes det er svært at forme ordentligt. Eller se hvad jeg laver.

Så da den lille kliknik oppe i centret åbnede, stod jeg klar til en omgang fra en, der kan finde ud af det. Det er en sjov dame, der har klinikken, og da jeg gik derfra, var det med en temmelig løftet pegefinger i rygsækken om aldrig nogensinde at gøre det selv igen. Faktisk må jeg slet ikke røre ved noget. Det skal hun nok, og så skal det nok blive pænt.

Jeg havde en følelse af at skulle stå skoleret.


Nedfaldsæbler en decemberdag


Senere fulgte indkøb, indpakning og udpakning og tilberedning af både det ene og det andet. Der fulgte billardkampe, brætspil og afsindige snakke med både piger og drenge.

Da klokken slog fem gik de sidste af mine kolleger hjem, og jeg stod tilbage med en flok glade teenagere til hyggeaften, spisning og sjov.

Det er lang tid siden, jeg sidst har åbnet dørene for sådan en aften. Tidligere gjorde vi det tit, men så udeblev ungerne. Det var ikke længere ønskværdigt. De gange jeg har prøvet siden, har ikke været udpræget succesfulde.

Det var i aften. Det var superhyggeligt. Godt halvdelen af Caféens medlemmer dukkede op. Maden var god og ungerne var glade.

Da maden var spist og bordene ryddede, løb de allesammen udenfor for at lege gemmeleg. Jeg nåede lige at glæde mig til en stille kop the og lidt strik i et hjørne, da de allesammen væltede ind igen.


Nedfaldsæbler en decemberdag


Mere spil med både brikker, kø og kugler fulgte efter, Theen måtte nydes stående, gående og hvor det kunne passes ind, mens ungerne fyldte, larmede, var glade og bestemt ikke havde tænkt sig at tage hjem.

De skulle nærmest smides ud. Så er der noget ved det. Så gider jeg godt. Rigtig godt endda. Og jeg må hellere skynde mig at skemalægge endnu en aften inden alt for længe.

Nu er jeg træt. Både Anders og jeg har længe været parat til at gå i seng, men der var ord, der skulle deles. Ord der skulle ud og formidles. Ord der pressede sig på.

Det er godt at snakke og tale med hinanden. Også en sen aften, hvor vi begge måske i virkeligheden ville have bedst af at pakke sammen og gå i seng.

Det gør jeg så nu. Eller om to minutter. Højst!

2 kommentarer:

  1. Du har dig lange dage! Men du oser af overskud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nogen gange Losarinas mor. Andre gange føler jeg knap så meget overskud.
      Det blev nu noget ødelagt af øjebrynsdamen, der i går fortalte mig, at jeg har poser under øjnene, og ser træt ud :)

      Slet