Nødvendig udgang

Trods stoppet næse og rindende øjne, var det tvingende nødvendigt at komme ud i dag.

Garn og piercinger udgjorde nødvendigheden.

For et par uger siden, lykkedes det mig at hive kuglen fra Emilies ørepiercing ud, og da den hoppede direkte ned i afløbet, var det temmelig nødvendigt med en ny.

Der har ikke været tid før i dag. Det skulle være i dag. Basta!

I torsdags løb jeg tør for garn til Emilies sjal. Præcis fire pinde før afslutningen. Jeg vidste godt, at der formentligt ikke var nok. Men jeg håbede.

For halvanden uge siden løb jeg også tør for garn til det store strikkede tæppe. Ret præcis med en side tilbage, var der ikke mere garn til kanten. Det var knap så forventet.

Faktisk var jeg så naiv, at jeg alt for længe troede, at to nøgler bomuldsgarn ville række til både kant om tæppet og et betræk til min cykelsadel. Jeg burde have viste bedre.

Jeg startede alene. Tog mod byen og stoppede hos Terese Garn på Vesterbrogade, i håbet om brun i den rette farve til tæppekanten. Der er usandsynligt meget garn hos Terese Garn, men ikke af den slags jeg ledte efter.

Så jeg fortsatte. Mod Rådhuspladsen, hvor Emilie og Samar ventede. De havde været i skøjtehallen og ville gerne med til byen.

Det var hyggeligt og alting lykkedes.

Jeg fik garn. Til det hele. Og den poncho jeg har lovet min søster som fødselsdagsgave.

Emilie fik ny ring i øret. En fin en med to kugler. Lige præcis den hun har ønsket.

Senere fulgte varm chokolade. Og så var jeg ærlig talt ikke til pænt brug længere.

Nu er tæppet færdigt. Sjalet lukket af, ponchoen stadig under overvejelse, og det der cykelsadelbetræk pakket sammen til en anden gang. Til noget andet garn. Om lidt er enderne hæftet og sjalet kan spændes op.

Nogen glæder sig.