lørdag den 30. juni 2012

Weekendplaner


På sommerens første feriedag, blev Emilie hentet tidligt. Weekenden skal bruges sammen med fætre og en kusine hos min søster.


Juni 2012


De får huset fuldt, og mente at der snildt kunne være plads til en mere. Specielt fordi dagen i dag er tildelt min søsters veninder og alle deres børn. Emilie er nok ældst, men der er også nogle imellem, hun kender fra tidligere og før har haft det sjovt sammen med.

Søndag er der endnu en dag med fremmede. Denne gang en anden barndomsveninde og en tur til BonBonLand. Emilie var velkommen, hvis bare jeg ville sørge for betalingen for indgangen. Med min svogers mellemkomst, blev en enkeltbillet til et årskort. For bare anden gang er pengene tjent ind, og søsteren min bor i så relativ nærhed, at ungerne allerede sidste år brugte timer derude, sammen med venner - helt uden voksne.


Spændende dessert - håber jeg


Med en hel uges planlagt besøg senere på sommeren, kan et årskort godt gå hen og blive en rigtig god ide.

Der var også et andet formål med weekenden. Noget med voksentid alene og en dessert, der aldrig før er prøvet af. Men lige nu står og køler, der hvor der er køligst.

fredag den 29. juni 2012

Emilies hemmelighed


Emilie har fødselsdag i løbet af sommerferien. Derfor skulle der kage med til sidste skoledag.


Emilies lyserøde kage


Det er allerede længe siden, hun besluttede at denne særlige kage ikke kun skulle være et sødt indslag, men også et indspark i retning af at drille drengene i klassen. Med kun to piger i en klasse på otte, kan det ind imellem være nødvendigt at tilføre lidt tøserier til en ellers noget tetetoronfyldt hverdag.

Derfor skulle kagen selvfølgelig være lyserød. Eller rettere pink! For selvom det ikke er en farve, der ligger indenfor yndlingene, er det en farve, hun regnede med kunne have en vis provokationseffekt.


Emilies lyserøde kage


Altså købte vi rød farve. Lyserøde kys. Og fjollet lyserød krymmel. En hel almindelig sandkage, krydret for at give lidt mere smag, var grundlaget for en sammensætning lidt ud over det almindelige.

Sandkage med pink glasur er måske nok almindeligt nok, men at pynte kanten med flødeskum farvet af hindbærsaft, er vist en noget anden sag.

Sammensætningen var ikke det vigtigste. Resultatet var. Og resultatet var godt. Og fint.


Emilies lyserøde kage


Desværre turde drengene i klassen ikke smage. Men det turde drengene i Caféen senere på dagen. Og de var fuldt ud tilfredse med smagen.

Feriestart


Efter en lang dag, der bød på sommerferieglade børn, oprydning på depotet og et par hyggelige timer sammen med resten af mine kolleger, er jeg glad for at kunne tage hjem, lægge benene op og strikke de sidste fire pinde.

Flere holder jeg næppe til. Inden jeg muligvis går omkuld. (Resten af husstanden er allerede weekendramte og på vej til drømmeland, så hvorfor ikke også mig..)

Mens jeg nyder bare at kunne lægge mig tilbage i sofaen, uden at skulle noget som helst, sender jeg glade tanker til de to gange Yvonne, vi nåede at sende af sted mod en fest, der efter sigende skulle indeholde endnu flere af samme slags.


Yvonne og Yvonne


Spørgsmålet kan så være, hvor længe de kan holde til sætninger, der alle starter med noget i retning af: Meget har du budt mig....

Fredag før ferien


Det er begyndt at regne. Andre steder i landet er det vist ved at holde op.


I Anjas have - juni 2012


Om det er regnen eller den sparsomme sol, er svært at vide. Måske er det slet ikke vejret, måske er det simpelthen indstilling. Uanset hvad, har jeg svært ved at forstå, at fra mandag har jeg ferie.

Hele juli.

Der er ingen tvivl om, at ferien skal nok blive nydt. Jeg skal bare lige finde feriestemningen.

Men først venter sidste skoledag - der starter tidligere end sædvanligt. Og ender senere. Det første for børnenes skyld. Det sidste for vores egen.

Sidste skoledag ender skolen altid tidligere, og så åbner vi tilsvarende tidligere. Sidste skoledag ender altid med fælles spisning personalet imellem og lidt hygge over grillen, inden nogen af os går på ferie, andre bliver lidt.


I Anjas have - juni 2012


Sidste skoledag er startet tidligt, for klasserne spiser fælles morgenmad, og Emilie havde med vanlig tro på hjemlig opbakning lovet at bage boller. Altså fandt jeg mig selv trillende boller engang omkring halv seks i morges. Nu dufter her dejligt, og Tøsebarnet er kørt med de fleste af de friskbagte - og hemmeligheden.

Overraskelsen, hun har lovet og snakket længe om. Hemmeligheden i pink, som jeg måske kan bringe billeder af, når dagen engang er slut og billederne pillet ud af Emilies mobil.

Lige nu vil jeg fortsætte hemmeligholdelsen.

Og indtil jeg skal videre, vil jeg sætte mig under tæppet i sofaen, og forsøge at finde lidt mere vågenhed, efter den tidlige start.

God fredag.

torsdag den 28. juni 2012

I Anjas have


Midt under bryllupsfesten i lørdags, sneg jeg  mig til en smule billeder fra en have, hvor intet er overladt til tilfældighederne, alting følger en overordnet plan, og glæden ved havearbejdet skinner gennem det hele.


I Anjas have


I Anjas have


I går var jeg på tur. Efter spil. Til PlayStation, Wii og computerne. Sammen med fire unger, der dermed stod for valget på alle andres vegne. Jeg havde håbet på flere, men sådan skulle det ikke være.

Jeg havde en kalkulering af, hvor mange spil det udskrevne beløb kunne dække. Men jeg gjorde regning uden vært. For ungerne gik ikke efter det nye. De gik efter det spændende. Og brugte. På den måde kom vi hjem med tre gange så mange spil, som jeg havde forventet.

I dag kommer der nok gang i spillemaskinerne.


I Anjas have


I dag skinner solen også, og jeg pakker tasken til hyggeligt samvær og strik senere. Og så vil jeg finde en bus til transporten.

Og tude lidt over det uretfærdige i, at min cykel må blive i kælderen med et fladt dæk. Den ville ellers have nydt det dejlige vejr. Er jeg sikker på :)


I Anjas have

onsdag den 27. juni 2012

Nupps


Jeg strikkede engang et sjal fyldt med nupps. Sådan nogle knopper eller knuder lavet af en masse garn, der er slået flere gange om pinden gennem én maske, for at ende med få trukket garnet gennem, i forsøget på at gøre alle omslagene til en enkelt maske igen.

Noget der trækker tænder ud.


Nupps


Jeg endte med en metode, der gjorde det noget lettere.

Tidligere havde en anden strikket samme sjal (det gik bare først op for mig, at det var det samme, da jeg var godt igang) og bandede godt over alle de F*****g nupps.

Nu har jeg så kastet mig over dem - igen!

Ikke helt med vilje. Det handler nemlig om det tredie mystiske sjal, jeg ikke kunne lade ligge...


Nupps


Det har nupps. Efter ganske kort at have overvejet helt at udelukke dem, valgte jeg alligevel at tage kampen op. Samtidig kendte en anden i gruppen en meget lettere måde at lave de små bæster.

Det er nærmest gået som en leg. Det er lige før, jeg er ked af, der ikke dukker flere nupps op i løbet af de næste uger.

Men også kun lige før!

mandag den 25. juni 2012

Nordlys


Første gang jeg så Holmegaards nye glasserie, Nordlys, var i et butiksvindue midt i Rødovre Centrum. Jeg ved ikke hvad det var der ramte så hårdt, men inden jeg så mig om, var jeg på vej ind i butikken, for at se nærmere.


Nordlys


Nordlys er lavet af genbrugsglas. Drikkeglassene er tunge, tykke og ligger helt rigtigt i hånden. De bør ikke vaskes op i maskinen, men til gengæld er de flotte, på den helt specielle håndblæste unikke måde, der gør hvert eneste glas specielt.

Jeg hastede hjem og skrev glassene på min ønskeliste. Den der liste, jeg ikke rigtig troede nogen kiggede på. Men jeg tog fejl.

For efter vel overståede fødselsdage er Anders og jeg nu de glade indehavere af ikke mindre end to at de smukke glas. Smukke, recykled og fyldt med de smukkeste linier i blå og grøn.


Og tænk - det viste sig, at de også er rigtig gode med indhold.

Og de står stadig på ønskelisten... Ifald nogen skulle finde på at udvidde vores samling. Sådan engang i fremtiden.


Nordlys

Så kom det endelig


Hjemme ventede Anders.

Med en overraskelse.

Som jeg skulle se.


Lille og handy.

Lige til at have med.

Endelig ankommet.


Svendebrev i lækker indbinding


Der står det.

Sort på hvidt.

I lækker indbinding.


Svendebrevet.

Med karakter og alting.

- og underskrift.


Det indvendige

Jack and the beanstalk


Jack and the beanstalk


Det første af de mystiske sjaler er færdigt. Ikke det jeg startede først, for det mangler stadig et clue, men det andet. (Det tredie er lige slået op... og det fjerde koom jeg til at købe, men starter først om godt fjorten dage...)

Jeg har tidligere savlet over Kitman Figueroas kreationer, så det var ikke svært at tage beslutningen om at følge med i noget jeg ikke anede, hvor skulle ende. Den beslutning er jeg glad for jeg tog.

Det har været en fryd at strikke. Også selvom det er fyldt med drejede ret og vrangmasker, der ikke er gode for mit håndled, men giver et flot resultat.


Jack and the beanstalk


Opskriften var ikke den mest velskrevne, jeg nogensinde har mødt. Der var ikke nogen fejl, den virkede bare ikke så gennemarbejdet, men hvad gør det, når enden er god. Det der irriterede mig mest, var at de blanke felter i diagrammet ikke betød ret, men vrang. Mit hovede vil helst det modsatte, og mere end en gang nåede jeg at strikke en ret i stedet for en vrang. Jeg opdagede det heldigvis hver gang, så jeg har ikke været ude i, at skulle pille op eller strikke tilbage.

Det færdige resultat sidder allerede om min hals, og der kan det sidde længe. For det er skønt - og ikke kun visuelt - den lækre kombination af silke og tang, jeg fik af Bettina da jeg havde fødselsdag sidste år, er helt igennem fantastisk. Også at strikke af.

Sjalet er i første omgang inspireret af eventyret om Hans og bønnestagen. Undervejs ændrede designeren navn inspireret af havet og bølgerne. Jeg har valgt at hænge fast i bønnestagen, som jeg synes er et godt navn.

Fryd, fryd, fryd...


Jack and the beanstalk








Design: Seigaiha by Kitman Figueroa


Garn: Handmaiden Sea Silk i en skøn grøn. Garnet er en kombination af 70% silke og 30% tang. En spændende kombination, der er helt igennem lækker og blød og dejlig at strikke af.

Det færdige sjal vejer 146 gram.


Pinde: Jeg har brugt pinde størrelse 4 mm.


Størrelse: Sjalet findes kun i en størrelse.

Mit færdige sjal har et vingefang på 154 cm og måler 64 cm fra top til spids.


Jack and the beanstalk


Bemærkninger: Allerede ved clue nummer to, begyndte jeg at overveje hvordan midterpanelet - eller bønnestagen - skulle ende. Jeg synes det ville være fint, hvis den fik lov at fortsætte.

Da det sidste clue lå i min mailboks og det blev tydeligt, at sådan skulle det ikke være, ventede jeg med færdiggørelsen til jeg havde set nogle færdige resultater. Det var egentlig ikke så svært, for jeg var på det tidspunkt lidt bagefter.

Ifølge det originale mønster ender bønnestageni en spids, hvilket jeg synes er fint. Men det betyder, at resten af sjalet bliver trukket ind øverst, og det synes jeg er knap så fint. Så jeg valgte at lave en alternativ afslutning.

Jeg fiflede lidt med de sidste ti pinde, for at kunne få tre ekstra og dermed få nok pinde, til at midtermønstret kunne strikkes færdigt. Derefter strikkede jeg kanten hen over de midterste masker over kantmaskerne i den ene side, og strikkede samtidig maske efter maske sammen med kanten.

Jeg sluttede med at sy kantmaskerne fra den ene side sammen med kantmaskerne fra den anden side med maskesting, så kanten ender med at se ud som om den aldrig slutter.

Jeg er temmelig tilfreds med resultatet.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Mandag morgen


Jeg sneg mig til en halv time længere i søvnens land i morges, alligevel nåede jeg op, tids nok til at sige farvel til Emilie.


Juni 2012


Det var dejligt med en halv time længere, og den ekstra søvn gav mig energi til at hoppe om bord i vasketøjet, der efter en uge uden overskud til huslige pligter, er vokset ud over kanterne.

Det meditative i at sortere, gøre klart og siden løbe ned ad trappen belæsset med det vaskesøgende, gjorde godt. Jeg var endda heldig, nu snurrer alle fire maskiner i det fælles vaskeri, og om mindre end en time, er det tid til ophængning.

Endnu en uge er skudt i gang. Den sidste inden ferien. Både skoleferien og min. Fire uger kan jeg se frem til. Fire uger uden de store planer. En smule er ved at blive lagt på skelettet, ikke meget, men nok.

Jeg glæder mig til ferien, men jeg glæder mig også til denne sidste uge inden sommeren gerne for alvor skulle slå dørene op.

søndag den 24. juni 2012

Tohundrede og enogtredive dage


Langt de fleste sætter en dato, inviterer, bliver gift, holder fest og tager på bryllupsrejse umiddelbart efter. Sådan cirka.

Så er der dem, der gifter sig i hemmelighed (men fortæller det ret hurtigt, for de kan alligevel ikke holde på en hemmelighed), venter flere måneder, før de tager på bryllupsrejse, og endelig efter tohundrede og enogtredive dage - med håb om godt vejr - inviterer til fest.

Sådan nogle var jeg til fest hos i går. Den kvindelige halvdel af parret er en af mine skønne kolleger og den anden halvdel, kender jeg som temmelig sød og rar.

Vejret viste sig venligt stemt. Selskabet var upåklageligt, maden fantastisk lækker og timerne mange - og små, inden Henrik og jeg valgte at sadle cyklerne og følges hjemad.


Jazz som baggrund og hygge


Parret holder af jazz, og ved sidste års jazzfestival, havde de fornøjelsen af et hyggeligt lille jazzband, der efterfølgende lod sig lokke til at stille op i en privat have en aften i juni og spille, mens vi andre hyggede, spiste og havde det skønt.

På et tidspunkt pakkede de sammen, og en af gæsterne overtog musikken, sammen med et anlæg mange sikkert vil misunde.


Bryllupskage


Brudeparret skærer for


Men inden da dukkede kagen op. Kagen Anja havde fået en bekendt til at lave, og som ikke bare var pæn på ydersiden, men også indeholdt alt det gode, sådan en kan indeholde. Sådan en kage, der efter et enkelt stykke, får en til at ønske at have en livrem, der lige kunne spændes tre-fire huller ud.

Efter maden var pakket væk, blev der plads til dansegulv - det kunne mine ben mærke, da jeg kom hjem. Siden var der fri bar og en bror, der forstod at lave mojitos. Anja havde på forhånd vidst, der nok blev brug for mynte, og fyldt haven. Mojitos med friskplukket mynte bliver næppe meget bedre. I hvert fald kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst havde fornøjelsen af mere end en... eller to....eller tre af slagsen.

I dag er jeg træt. Men ellers i fin form. Og faktisk en lille smule overrasket. Jeg håber bare brudeparret også har det godt :)

fredag den 22. juni 2012

Efter en hård uge...


... og en regnfuld dag...


Efter clue #4


...Er det skønt at kunne vende hjem til en blå himmel og en varmende sol, der giver mulighed for at sidde på altanen og nyde varmen og de sidste pinde i det igangværende mystiske strikketøj.

Næste fredag venter afslutningen.

Jeg er spændt.


Efter clue #4


Nu er varmen væk. Jeg er rykket indenfor og nyder resten af aftenen i sofaen. Ikke om jeg vil flytte mig. Jeg har både strikketøj og nybrygget the inden for rækkevidde.

I morgen venter endnu en dag med festligheder. Denne gang skal jeg bare komme og lade mig opvarte.

torsdag den 21. juni 2012

Det nydelsesfulde otium


Er der ikke en eller anden lov der dikterer, at alting altid skal falde lige oven i hinanden? Således klarede vi lige en kæmpe fest i tirsdags, ryddede det hele op i går, for at starte forfra i dag - omend i en noget mindre målestok.


juni9


En højt skattet medarbejder, der har været i SFO-regi fra dengang det hed fritidsklub, og som nu passer børn af børn, der dengang gik i fritidsklubberne, har haft sin sidste arbejdsdag.

I dag var det tid til at sige farvel. Farvel til børn og forældre. Farvel til kolleger og alle de andre, der cirkler rundt i arbejdsområdet. Mens børn og forældre, bedsteforældre og alle andre, der synes de havde en grund til at sige farvel, blev bespist med kage og mulighed for ord af mange dimensioner i den afgåendes egen afdeling, lavede vi hos os mad.

Som sædvanligt kunne man sige. Fordi vi er dem, der godt kan lide det. Som har tiden. Eller holder af at diske op. Og finder tiden. Fordi det virkede som den bedste fordeling. Kunne man også sige. Det er sådan ligemeget, hvad man siger. I sidste ende, var det os, der sørgede for god mad, lækker salat og dejlig kage til dessert. Og hyggede os. Også da jeg midtvejs pludselig kunne mærke sukkerkoldheden - det var der heldigvis råd for. Da åbningstiden var forbi, børn og forældre gået hjem, og tiden var til dejligt samvær og farvelhilsner personalet, familien og andet skolepersonale imellem, dukkede de alle op hos os, og dejlige timer stod på programmet.

Den nu otiumnydende, blev mere end glædeligt overrasket. Havde ikke regnet med helt så stort et arrangement. Men det manglede da bare. Synes vi.

Det var skønt at få lov at sige farvel. Og det var skønt at se glæde i de øjne, der på et tidspunkt havde svært ved at se frem, til en tid uden arbejde.


juni12


Hjemme igen kiggede Ungersvenden lige forbi til en snak og afhentning af manglende effekter. Jeg nåede at blive en bageform fattigere. Han blev glad for nyerhvervelsen. Jeg nåede også at konstatere at hjemmefraflytningen har været præcis så god for ham, som jeg forudså. Måske endda bedre.


Tilbage er så bare tanken om i formiddags, hvor Anders og jeg lige nåede at komme i tanke om, at dagen i dag, er præcis ni år siden vi startede vores kærestekarriere. Det er altså lang tid. Som er gået forbavsende hurtigt :)

Rotter... på loftet


Allerede ret tidligt i hele piratskibsforløbet mente jeg, at der selvfølgelig skulle være rotter. Skibsrotter.


Strikkede rotter


I lang tid troede jeg, at de skulle være hæklede. Men da jeg på et tidspunkt satte mig ned og ledte efter en opskrift, var den første jeg fandt strikket. Med tanke på, at jeg strikker hurtigere end jeg hækler, var valget ret nemt.

Først i søndags fandt jeg tid til projektet. De første to rotter så dagens lys i løbet af søndag aften, og da de ikke havde formeret sig i løbet af mandagen (jeg havde ellers håbet), fik tre mere liv mandag aften.

De blev placeret rundt omkring på skibet/markedspladsen sammen med tønderne fyldt med rom, krudt og saltede sild (forhåndsindkøbte fastelavnstønder, stillet på hovedet, så ingen kunne se hullet), og mere end et barn var i løbet af aftenen henne og se nærmere på.


Strikkede rotter


Jeg havde håbet det modsatte, men nok mest regnet med, at de ikke alle ville være at finde, når vi stoppede. De var der alle. Og de er også alle kommet med hjem. Så nu har jeg fem fede rotter - eller mussegrise, som Anders synes de bør hedde.

De er ret hyggelige.








Design: Strikkede rotter fundet hos The knitting Friend.

Garn: Bumbo Strømpegarn, som lå i min kasse med strømpegarn. Det var det eneste ensfarvede i rottefarver jeg lå inde med. Det virkede fint, og jeg valgte at strikke med dobbelt tråd, ellers var jeg aldrig kommet nogen vegne. Eller jeg havde ikke tid til tyndere pinde og tråd.

Der gik 110 gram inklusive fyld til de fem færdige rotter.


Pinde: Pinde nummer 4. Sådan en rotte er ikke særlig stor, så selvom der strikkes frem og tilbage, havde jeg rigeligt pind i strømpepindestørrelsen.


Størrelse: Mønstret er onesize. Som Lucia selv påpeger, giver tyndere garn og mindre pinde mindre rotter og omvendt med tykkere garn og større pinde.


Strikkede rotter


Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften til kroppen som den står.

På ørene valgte jeg at tage den første maske vrang løs af, for at få en pæn kant. Jeg strikkede to pinde, før en enkelt udtagning i hver side en maske inde. Derefter strikkede jeg tre masker sammen i midten med en pind imellem to gange og sluttede af med at strikke de sidste tre masker sammen på den efterfølgende pind.

Jeg lavede ikke ben. Jeg synes de virker fint uden.

Øjnene er et enkelt kryds med noget hækleagtigt bomuldsgarn, jeg havde liggende.

Jeg valgte med vilje, at placere øre og øjne så langt tilbage på kroppen, at den færdige rotte nærmest bare er et hovede med hale. Jeg synes det gør dem meget mere venlige og hyggelige og krammebare, end hvis det hele havde siddet længere fremme.


Har du lyst til at se flere billeder af rotterne, kan de ses lige her på Ravelry.

onsdag den 20. juni 2012

Piratfest


Efter flere måneders forberedelser. Efter timer med opsætning. Efter tre en halv time med glade forældre og børn.

Lang tid til et kort øjeblik med den reelle fest. Lang tid til fantastiske timer, fyldt med så meget glæde og entusiamse, at forberedelsestiden er det hele værd.


"Min bod" fyldt med glade børn, på jagt efter guld eller sendt ud med skattekort mod nye opdagelser


En aften og eftermiddag, der fløj af sted. Et ophold i en bod, der blev langt mefre overstrømmet, end forventet. Et samarbejde med et par niendeklasseselever, der gerne holdt pause i eksamenslæsningen og brugte en aften sammen med os, og arbejdede igennem - og ikke ville gå hjem, men blev og hjalp med at rydde op efterfølgende. En kæmpe hjælp. Ikke kun de to jeg havde fornøjelsen af, men også de otte andre eksamensramte, der hjalp til.

Specielt de mange glade børn, der hoppede rundt og igen og igen torpedede de forskellige boder, kastede med kanonkugler, greb flødeboller forklædt som mortérgranater, pløkkede pirater, købte halskæder, spiste alle de mange bradepander kage vi havde bagt og kiggede benovede efter de udklædte voksne, der ikke så ud som de plejede.

Men også de mange flotte tilkendegivelser fra forældre - og en enkelt lærer eller to, der formastede sig forbi - om et arrangement, de ikke selv kunne overskue at bringe på banen, er med til at gøre aftenen uforglemmelig.


Selvfølgelig er vi voksne klædt ud!


Pyt med overtræthed. Pyt med ømme lemmer efter slæbning af telte, borde og boder. Pyt med den oprydning der venter i dag, efter skole, skolegården og fodboldbanen nok er ryddede. Pyt med alle remedierne, der venter på tilbagebringning til kælder og skumle depoter. Pyt med alt det kedelige og de mange måneders forberedelse.

Vi gør det satme igen om to år. For sådan en glæde og opbakning kan vi leve længe på.

tirsdag den 19. juni 2012

Lige nu


Juni 2012


Okey, jeg er klar.

Tirsdag: Kom An!

mandag den 18. juni 2012

Under pres


Som søndagen gik, kan jeg endnu engang konstatere, at jeg arbejder bedst under pres. Mens jeg egentlig havde mest lyst til at fortsætte det grønne sjal, fandt jeg fornuften frem og pakkede sjalet væk.


På vej mod piraternes verden


I stedet blev det til store sy-dag. Noget der slet ikke blev så omfangsrigt som forventet. Enten er jeg hurtigere, end jeg regnede med, eller jeg havde havde troet, jeg skulle mere, end det blev til.

Enden blev, at kostymerne er på plads. Detaljer, der sammen med ting fra klædeskabet, nok skal give et indtryk af pirater. Chefchefen bliver udstyret med en admiralshat. Jeg havde gerne lavet ham en frakke med kapper og guldkantede store opslag, men det lå uden for min overskuelse.

I stedet blev det admiralshatten - som jeg undervejs havde mest lyst til at trampe på, og glemme alt om. Jeg havde egentlig haft Jack Sparrows hat i tankerne. Den trekantede hat, som nærmest er blevet udråbt som pirathatten over alle - i hvert fald heromkring. En hurtig undersøgelse viste dog, at den trekantede hat var i retning af hvermandseje, mens admiralshatten på et pirathovede må give indtryk af en noget mere succesrig pirat (end Jack Sparrow)...


På vej mod piraternes verden


En trekantshat fandt også vej - mod Emilies hovede. Dekorerede bandanas, skærfs til at binde om livet - og holde de fine hjemmelavede kårder, jeg fandt i kælderen - og en nederdel nåede også gennem symaskinen.

Siden overtog Emilie maskinen. Hun satte kurs mod et forklæde. Foreløbig tegner det godt. Inden længe er hun sikkert færdig.

Men det var ikke nok. Sjalet måtte stadig ligge underdrejet. I første omgang mens jeg gik omkuld, senere mens kort og program blev finpudset, og starten på en skibsrottefamilie så dagens lys.

Lige nu har jeg to rotter. Jeg håber på lidt flere inden morgendagen er på plads. En morgendag der lige nu byder på sol. Og gerne skulle blive ved. Lad det bare regne i dag. Det er helt i orden med mig, Når bare det er til at være ude i morgen. Jeg orker ikke Plan B - Det er vi vist flere om...


På vej mod piraternes verden


Nå men strikkede rotter formerere sig næppe uden hjælp. Der er også kager, der skal bages og vimpler, der skal stryges. Dagen skal nok få ben at gå på.

lørdag den 16. juni 2012

Alene sammen


Jeg havde lovet Anders en weekend alene hjemme. Han havde glædet sig. Men som tingene udviklede sig måtte vi, med Anders' ord, være fælles om hans alene-hjemme-weekend.


Jack and the beanstalk


Jeg skulle have været med tøserne på Bornholm. Emilie skulle have været hos det fædrede ophav. Af grunde vi ingen indflydelse havde på, og som hver for sig var temmelig forskellige, blev begge dele aflyst.

Sådan kan det gå. Og sådan fik jeg pludselig oceaner af tid til stille sidning i sofaen, mens det grønne sjal nåede enden af endnu et afsnit.

Det bliver smukt. Og grønt. Og blødt. Superblødt. Silke og tang i skøn forening.


Jack and the beanstalk


Nu venter tredie del. Men inden da, vil jeg lige forsøge med lidt huslige gøremål. Måske en pirathat eller to. Jeg skulle gerne have fikset et par stykker inden weekenden er helt tilendebragt.

Lige nu haster det ikke. Det er først senere...


Jack and the beanstalk

På spring


Det spændende ved mysterier er, at man aldrig ved, hvad der venter.

Sidste uge synes jeg det lille mystiske sjal var kedeligt. Den mening endte brat, da denne uges clue voksede frem. Pludselig er mine pinde fyldt med de skønneste blade. Fine og fremadstormende.


Through the Loops Mystery Shawl 2012 - Clue#3


Men så sluttede det, og jeg må vente til næste uge, inden næste del viser sig. Jeg har ikke lyst til at stoppe. Jeg har lyst til at fortsætte. Sætte flere blade efter de første.

Men det går nok ikke. Flere blade kræver også flere masker, og jeg tænker, jeg får et problem, hvis jeg næste uge har langt flere masker, end næste del kræver.

Så jeg stoppede. Og fortsatte med det andet sjal, der stadig er bagefter.

fredag den 15. juni 2012

Svend


Fire år senere, og min kæreste kan kalde sig svend. Svendebrevet må han dog vente lidt med. Nogen havde glemt at skrive under, inden det tog turen fra skolen til arbejdspladsen. Nu er det på vej tilbage, og får endnu en tur gennem postvæsenet.


Svendeprøven afsluttet


Han endte med et samlet ti-tal. Han er glad og efter adskillige samtaler den ene og den anden vej, har hans overordnede indrømmet, at de måske ikke vil undvære ham. Uvidenheden har givet ham mere end en søvnløs nat. Jeg har underligt nok ikke bekymret mig overhovedet. Været helt sikker på, at det nok skulle ende godt.

Trods tilfredsheden med karakterer og endt skolegang er han ikke tilfreds med indsatsen. Han er ikke tilfreds med slutproduktet. Han ser fejl over det hele. Jeg tænker lærer og skuemestre ser muligheder og overordnet kan se, han ikke er helt tabt bag en vogn.

Jeg tænker også, at det er godt Anders ikke er den, der sætter standarten for karaktererne...


Svendeprøven afsluttet


De indviede vil vide, at de små nøgler betyder, at delen er godkendt. Jeg hører ikke til de indviede. Jeg måtte spørge. Den der spørger, bliver ofte klogere...

Forberedelse


Frem fra kælderen blev en sort sæk, med en noget ussel sammenpakket samling af vimpler, fundet frem.


Gid nogen havde tænkt, inden de blev pakket væk...


Nu er de strøget - i hvert fald de fleste.... (Karina, du siger bare, hvis du vil låne dem næste lørdag...)

Lister er skrevet.

Kager er næsten planlagt.

Og nogen af os har et vist overblik.


Nystrøgede

Genopfindelsen af den dybe tallerken


Juni 2012

Jeg har en vag erindring fra dengang jeg voksede op, om voksne der smilende og let hovedrystende forsøgte ikke at bryde ud i højlydt grin, når jeg eller mine jævnaldrende opdagede noget nyt.

Nyt som i totalt nyt for os. Nyt som i genopdaget for de voksne.

Efterhånden er jeg begyndt at forstå dem. De hovedrystende voksne fra min barndom. Efterhånden er jeg begyndt at tage mig selv i smil og forsøg på ikke at bryde ud i højlydt grin.

I løbet af den sidste uge har Emilie sammen med klassen set Dirty Dancing i engelsktimerne. Der måtte mere end et enkelt tilbageholdt smil til at spørge interesseret og høre efter, da hele historien blev genfortalt. Specielt fordi begge tøser stillede op med fuld tillid til, at jeg selvfølgelig ikke kendte filmen på forhånd.

Jeg tænker, at når de synes den var god, er det ikke helt forgæves...