søndag den 22. april 2012

Sten for sten


Jeg er nogen gange lidt langsom. For eksempel var det gået helt hen over hovedet på mig, at Scalabygningen på Axeltorv er ved at blive revet ned. At nedrivningen har været i gang siden engang i januar.

I går så jeg det med egne øjne.


Nedrivning af Scala


Jeg tænker, at det kommer til at tage lang tid, inden bygningen er helt jævnet med jorden og et nyt bygningsværk kan se dagens lys.

Men hvordan er det så med den Scalabygning? Jeg husker dengang det hele genåbnede med restauranter, cafeer, biograf, fitnesscenter og spændende butikker. Men jeg husker ikke noget fra før.

Jeg ved at før ombygningen i 1988-89 husede bygningen stormagasinet Anva. Men jeg erindrer ikke nogensinde at have været derinde. Måske har jeg været der. Jeg ved det ikke. Min barndoms erindringer om stormagasiner hæfter sig ved Daells Varehus i Nørregade, Magasin ved Kongens Nytorv og lidt senere Schou-Epa ved Nørrebro station.
- Det sidste først efter jeg flyttede hjemmefra og i en kort periode boede på det yderste Nørrebro.

Men jeg erindrer ikke Anva.

Allerede inden Anva lå der er stort forlystelsesetablissement på grunden. National Scala rummede både tesalon, restaurant og koncertsal. Det åbnede i 1881 og var første gang københavnerne oplevede elektrisk lys. Senere blev der bygget om og bygget til og navnet blev ændret til La Scala.

I 1957 var det så forbi. Bygningen blev revet ned og en ny så dagens lys. Anva åbnede og var stormagasin frem til 1987, hvor det lukkede og en ombýgning, til den bygning jeg kender, gik i gang.

Det nye Scala med alle de små butikker, restauranter og forlystelser holdt ikke længe, og siden 2001 har bygningen levet et omskifteligt liv med planer om hoteldrift, forsøg på genåbninger og flere ideer til nedrivning og genopbygning.

Nu sker det så. De nye bygninger er allerede tegnede og besluttede. Fire tårne af forskellig højde og drøjde skal fylde grunden. De fire tårne skal forbindes af gangbroer og er tegnet af arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg. 

Jeg synes det ser spændende ud, og venter nu bare på fortsættelsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar