Vi havde en dejlig dag i går. Brunch på Restaurant Sult i Filmhuset kan absolut anbefales. Men husk at bestille bord. Det gjorde vi, og blev bænket med det samme. Mens Anja, der sammen med familien havde fået samme ide, og som vi mødte i døren, pænt måtte vente på en ledig plads.
Vejret var skønt, da vi gik derfra. Helt automatisk fortsatte vi mod Kongens have, og den bænk, som efter Anders' bedste overbevisning er den bedste at sidde på. Heldigvis var den ikke besat, han havde ellers overvejet hvordan den kunne indtages, skulle intetanende have formastet sig til at sætte sig - eller hvordan han nok snarere ville finde en anden...
(Anders' yndling er bænken ovre til højre, under det lille krogede træ. Jeg kan snildt forestille mig bænken, når træet står i blomst og fyldt med de grønneste blade.)
Fra bænken og udsynet fortsatte vi bagom, ud af bagdøren, over Øster Voldgade og bagom Statens Museum for Kunst ind i Østre Anlæg. Jeg har ikke mange barndomsminder forbundet med netop Østre Anlæg. Men det har Anders.
På vej ud af Kongens Have mødte vi en mand, der på engelsk forsøgte at forklare begrebet kolonihave. Det er ikke nemt, når modtageren ingen forudsætninger for forståelse har. Inden vi nåede for langt væk, kunne vi høre ham fortælle at et kolonihavehus, som det Christian d. IV opførte, ikke er et sommerhus, men noget helt andet - og langt mindre...
Østre Anlæg ligger ikke langt fra Anders' barndoms skole, og under turen gennem, kunne han udpege legepladsen, hvor der stadig står et skib, omend et andet end dengang, og legehuset, der langt senere blev brugt, når der skulle hænges ud.
Gennem hemmelige stier, nåede vi lysningen, der engang var lukket af store træer og gav plads til hemmeligheder på en stor bænk. I går var mange af træerne faldet og bænken skrumpet betragteligt. Vi nåede også forbi rosenhaven, med et sæt borde og bænke, der engang var helt nye, men som har fulgt med tiden - ikke just med anstand - og i dag mangler et ryglæn og har huller i bordfladen.
Det var et barndommens og ungdommens land, jeg fik et indblik i, inden vi fortsatte til Østerport station og hoppede på toget hjem.
Senere stødte ungerne til, efter en togtur de ikke var helt tilfredse med. Farmand havde nemlig stoppet dem på et tog, der stort set ikke standsede, og de havde måtte se Høje Taastrup suse forbi, med ventende lillesøtermor og irritationen over at måtte hele vejen ind om hovedbanen.
Jeg vælger at tro, turen i sidste ende har været langt hurtigere, uden så mange stop, og lillesøster blev afleveret på Rødovre, hvortil de fulgte hende, inden både søster og mor, gav dem et lift til døren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar