onsdag den 18. januar 2012

Spejder-militærdiktatur


En af drengene er blevet meldt ind i den lokale spejdertrup. Som en del af udstyret, har han fået en uniform og et par mærker, der skulle syes på. Han bad Anja om hjælp. Anja bad mig om hjælp.


Januar 2012


Jeg har altid synes - og synes det i princippet stadig - at de grundlæggende tanker i spejderbevægelsen er rigtig gode. At børn har godt af at komme ud, mærke sig selv og lære at livet er andet end fordummende serier i fjernsynet.

Alligevel blev jeg bombet tilbage til min egen oplevelse af militærdiktatur forklædt som spejderdrømme, da han i  dag kom tilbage med et mærke, der sad forkert. Meget forkert - Det skulle flyttes et par centimeter.

Min oplevelse af spejderlivet kan ligge på et meget lille sted, og er forhåbentlig langt fra den oplevelse alle andre har.

Jeg var omkring elleve år, da jeg indtrådte i den lokale trup. Hvad de hed, har fortabt sig i glemslen, men den helt horible behandling af medlemmer og medmedlemmer glemmer jeg aldrig.

Jeg følte mig udslettet. Jeg følte mig overset og jeg følte at ingen tog mig alvorligt.

Jeg kom fra en lilleskole, hvor vi blev proppet med ansvar. Alt det vi ville og lidt til. Da jeg stod i det, følte jeg ikke at vi havde særlig meget ansvar, men i det øjeblik jeg forlod den trygge lilleskoleverden, stod det klart hvor meget vi blev taget alvorligt og hvor meget ansvar vi reelt havde.

Pludselig stod jeg over for lærere og andre voksne, der ikke lod mig tage ansvar for mig selv. Der ikke troede, jeg var i stand til at tage det ansvar, og som behandlede mig som et lille barn.

Ikke alene måtte jeg ingenting, uden de dertil indrettede mærker, der først kunne fåes efter en ansøgning i tre eksemplarer, og derefter ikke altid var garanti nok. Jeg skulle også have et nyt navn - væk med min egen identitet og på med en ny, jeg på ingen måde havde bedt om, og som jeg ikke brød mig om. Jeg hadede det navn. Det tog mig fra mig.

Det hele havde måske været i orden, hvis ikke de lokale ledere havde været totalt inkompetente, uden øje for andre end dem selv. Hvis der havde været voksne, der reelt havde set børnenes kompetencer og handlet på dem. I stedet blev vi behandlet som privat ejendom, der kunne kastes til side, hvis det var ønsket.

Min spejderkariere kulminerede på en sommerlejr, hvor de samme ledere udviste så stor mangel på ansvar, at jeg som elleveårig følte mig trådt på i en grad, jeg sjældent har oplevet siden. Selv set med retrospekt og med voksensyn, bliver jeg rasende over den behandling en flok børn blev udsat for.

Jeg kom der selvsagt aldrig mere.

Og selvom mange, mange børn har fantastiske oplevelser med spejderlivet, og jeg glæder mig på deres vegne, vil jeg altid tænke tanker om enevælde og ansvarsfornægtelse.

Ærgerligt nok!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar