Efter mange dage med masser af oplevelser, ture og gæster, følte jeg mig en smule flad i dag, og havde planer om så lidt som muligt.
Planer går ikke altid som planlagt. Og skønt det eneste punkt på min liste blev overholdt, røg der et par stykker mere på hen ad dagen.
Det lykkedes mig at vaske to makinfulde vasketøj i de farlig fine nye elektroniske vaskemaskiner, som jeg er ret sikker på, jeg nok skal blive glad for. Et er, at de vejer tøjet, kun bruger den rette mængde vand og skåner miljøet. Noget andet er, at de indeholder programmer som mild tredive graders vask og håndvask – slet ikke tosset.
Senere fik Anders øjne, lappet sin cykel og vi kunne køre ud på skolen, sige hej i Klubben og gå i kælderen efter telt, pløkke og en gummihammer til de sidste. Måske er vejret ikke til teltture de næste to uger, men skulle der være en dag eller to med ophold i al regnen, ville det være ærgerligt ikke at have hentet det.
Hjemme igen, blev der omrokeret, for Tøsebarnet fik noget af et ønske opfyldt i går, da morfar havde sit aflagte fjernsyn med til hende. Han havde spurgt, men jeg havde ikke sagt noget. Overraskelsen var så stor, at hun næsten ikke kunne tro på rigtigheden. Eneste problem var bare at det medbragte antennekabel langt fra kunne nå til hverken det eksisterende i stuen eller det, der nu troner på Tøsebarnets værelse.
Jeg vidste vores eget kabel burde kunne nå. Men en ting er at flytte fjernsynet på børneværelset til jul, når huset er fyldt med gæster og lade kablet ligge, hvor det nu bedst kan. Noget andet er at pakke det rundt om hjørner og gemme det bag skabe hele vejen, fra den fjerneste ende af stuen til pigeværelset i den anden ende af lejligheden.
Det lykkedes, med et afbrudt signal i stuen til følge.
Bedsteveninden ringede allerede tidligt på dagen, ville gerne have hjælp med nogle hæklede blomster på en strikket kjole. Jeg gad godt, så turen ind mod byen blev kombineret med indkøb af endnu ti meter antennekabel, så også vi andre kan se mere end bare flimmer.
Vel fremme på Vesterbrogade drak vi the, syede blomster på kjolen og pakkede os sammen igen, for Bedstevenindens hovede gjorde ondt og intet hjalp. Frisk luft kunne være en god ide, så vi gik. Trak cyklerne hele vejen til Hvidovre station, hvor hun skulle den ene vej og jeg den anden. Hovedpinen fik det bedre og vi fik styr på det hele.
Hjemme var klokken ikke nået syv endnu og jeg kunne nyde en aften foran kassen, der nu ikke længere flimrede, med strikketøjet og sofaen for mig selv.
Nu er jeg klar til at se dyner.
Slet ikke så tosset en fredag alligevel!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar