søndag den 31. juli 2011

Hjørner


Hjørner og spidser


Jeg strikkede takkerne lige efter bogen, med en naiv tro på at kunne strække, så kanten endte ud i et. Ret hurtigt gik det op for mig, at naivitet også kan gå for vidt, men fortsatte, mens jeg overvejede mulighederne for ændringer.

Da enden var nået og målet for de mange takker fyldt op, strikkede jeg videre, lukkede af på hver fjerde pind og har nu en ende, der følger kanten fint og en noget afskåret i starten.

Mit bud er at pille opslagningskanten op, og strikke modsat, til hjørnet her også danner spids. Så vidt jeg kan regne ud betyder modsat også vrangmasker i stedet for de mange ret.

Jeg er klar!


Hjørner og spidser


Hjørner og spidser

Siv og perler


Turen mellem Frederiksberg Hospital og Vesterbrogade bragte os gennem Frederiksberg Centret – egentlig mest fordi jeg skulle bruge toilettet…

Der var udsalg alle vegne, og vi endte begge med nye forstærkninger til fødderne. Ren hippe til halvfjerds procents rabat. Måske skulle jeg have overvejet mere end det ene par.

Specielt fordi de er forbavsende gode at gå i. Det er i hvert fald den umiddelbare reaktion efter at have været oppe og nede ad trapperne, og have rundet vaskemaskinerne og tørrepladsen mere end en gang…


Siv og perler


Siv og perler

Til fods


Lørdag var venindedag. Lørdag var dejlig.

Dagen startede stille og med masser af tid. Sådan blev den ved. Også selvom dagen sluttede sent.

Med cyklen som følgesvend, kørte jeg mod Vesterbrogade, over Valby Bakke og hjem til Sille, der ventede og havde planer om handywork. Nogen havde lovet, men lovninger tager samme tider tid. Tid som den lovede ikke gider vente på. Så må man selv. Efter flere kopper the og masser af snak, indtog vi badeværelset, fandt boremaskinen og fik opsat et nyt skab med plads til alle de cremer og tandpastatuber et badeværelse kan have brug for. Et par tændstikker hjalp med at få det hele i vater, en skrutrækker hjalp med at vende lågen, så den vendte mest fordelagtigt, og Sille var forbi og ae flere gange efter opsætningen.

Senere gik vi til Frederiksberg Hospital og tilbage igen, med et sæt krykker, der ikke længer er brug for, og som gerne skulle tilbageleveres. Vagten i porten tog imod, skønt han mest af alt så ud som om, vi afbrød ham midt i en spændende fodboldkamp…

Tilbage på Vesterbrogade forsøgte vi at få sandwich og smooties på caféen overfor. Det skulle være så godt, menukortet så lækkert ud og indretningen superhyggeligt. Desværre havde eneste ekspedient første dag på pinden, ingen styr på hverken kaffemaskinen eller maden, så vi valgte at gå, håber på hun får kvalificeret hjælp og vender gerne tillbage en anden gang.

I stedet vendte vi næsen mod Frederiksberg Hospital endnu en gang, men stoppede dog denne gang ved Runddelen og indtog lækker kyllingesalat på Kellerdirk. Bagefter fandt vi kage og nød den sammen med mere end en kande the.


for de faldne - Vestre Kirkegård


Silles cykel stod i Hvidovre, yndlingskatten er samme sted, så i stedet for bare at tage hjem, trak jeg min cykel, mens Sille havde pakket til overnatning i Søsters hjem, og så gik vi ellers. Vi tog turen gennem Vestre Kirkegård, mødte monumentet over de faldne, overvejede hvor i etabissementet Silles farforældre bor og endte på Sjælør Boulevard, hvor snakken af uvidste grunde faldt på geocaching.

Det viste sig at der findes fine apps til netop den sport, men vi opgav hurtigt da den nærmeste post så ud til at befinde sig bag lås og slå. Måske en anden gang, og gerne i selskab med Emilie, der mere end en gang har snakket begejstret om geocaching.

I Hvidovre lånte jeg toilettet, kiggede på nedlagte gulve, hullede lofter og trapper under udarbejdelse med stiger som alternative omfartsveje og snakkede med både Silles søster og far, inden jeg fandt lygterne frem, satte mig i sadlen og kørte hjem.

Her til morgen indløb beretninger om forcering af mindst tolv en halv kilometer på gårsdagens gåtur. Jeg troede det var kortere, men det er utroligt hvad godt selskab kan gøre.

fredag den 29. juli 2011

Søerne


Skt. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Søerne. Vi kender dem alle. Som et bånd ligger de midt i København. Giver god plads til løbeture om sommeren og skøjter om vinteren, hvis isen er tyk nok.

En adresse ved søerne er attråværdig og via rørlagte åer og skjulte rørføringer er søerne forbundet med hinanden og flere andre Københavnske vandområder. Vandet cirkulerer, så det ikke er i søerne mere end et år og kommer og går via rørføringerne fra Utterslev Mose, Emdrup sø og til dels Damhussøen. Fra søerne ender vandet i Østre anlæg, Kastellet og Øresund.


Søerne i København

Den yderste af de to Sortedams Søer.


Søerne i København

Næste del af Sortedams Sø.


Søerne blev anlagt som vandreservoirer for længe, længe siden. Dengang København endnu bare var en lille by, tiden blev klassifikeret som Middelalder og voldene sådan cirka lå der hvor Voldgaderne ligger i dag. Uden for voldene lå en ådal, og da byen havde brug for vand til mølledrift, blev vandet opdæmmet og Peblinge Sø så dagens lys.

Efter Københavns belejring voksede ønsket om en stærkere befæstning, hvorfor dæmningen ved Peblinge Sø blev forhøjet og en ny dæmning kom til. Den nye dæmning blev kaldt Sortedam, og dermed opstod også Sortedams Sø.

Godt hundrede år senere blev også Skt. Jørgens Sø til. Ud over at være vandreserve for byen, var muligheden for oversvømmelse af både søer og voldgrav til stede, hvis et angreb skulle sættes ind. Om det nogensinde skete, ved jeg ikke.

På ydersiden af Peblinge Sø og Sortedams Søerne ligger Peblinge Dossering og Sortedam Dossering. Dossering betyder skråning og brugtes også om en sti ved en skråning. Stien langs ydersiden af Skt. Jørgens Sø kaldes Svineryggen.

Sortedams Søen er delt i to af en dæmning. I første omgang var der blot en træbro over søen, men  i halvfjerdserne blev broen skiftet ud med en bred dæming og en reel vej. Skt Jørgens Sø er også delt i to, og har stort set altid været det.

Skt Jørgens sø er langt dybere end de to andre søer og blev også brugt som vandreserve for byen i længere tid end Peblinge Sø og Sortedams Sø, der blev opgivet som vandreservoir i midten af 1800tallet, da vandkvaliteten var for ringe. I stedet blev Skt. Jørgens Sø gravet dybere og rensningsanlæg anlagt. Skt. Jørgens Sø blev brugt i vandforsyningen frem til anden verdenskrig og blev først nedlagt som vandreservoir i 1959.

Engang i tresserne blev det foreslået at sløjfe søerne til fordel for en firesporet omfartsvej. Heldigvis blev foreslaget nedlagt, og søerne er i dag fredede.


Søerne i København

Peblinge Sø med kig til Søpavillionen.


Vi gik fra Østerbro til Gammel Kongevej langs søerne. Startede ved Sortedams Søerne, videre langs Peblinge Sø og endelig det sidste stykke langs Skt. Jørgens Sø. Turen var på godt tre kilometer, men er du sej og løber hele vejen rundt om alle fem søer, er der efter sigende cirka seks en halv kilometer.

Ved enden af Skt. Jørgens Sø ligger Planetariet og Gammel Kongevej. Næsten overfor Planetariet, på Gammel Kongevej 1, ligger Estate Coffee, der endte som målet for vores tur. Skulle det være gået nogen forbi er Anders inkarneret kaffedrikker og han tager sjældent til byen, uden at gå forbi Estate Coffee, som efter hans mening serverer byens bedste kaffe.


Søerne i København

Første del af Skt. Jørgens Sø.


Søerne i København

Sidste del af Skt. Jørgens Sø med springvandene udenfor Planetariet.

Hmmm


Har man set for meget Tour de France, når Anders har fundet BMX World Cup i fjernsynet, man kommer forbi, sætter sig og siger…


Er det Dennis Ritter der kommenterer?


Og


Det der lyder som Rolf Sørensen..?


Og har ret…

Den sjove undren


Genrelt er jeg fuldt tilfreds med Fakta, jeg får ikke mere end de giver udtryk af.

Egentligt synes jeg ikke det er pænt at hænge andre ud. Nu gør jeg det alligevel, for dagens undren var af en art, der i højere grad kalder på smil end harme.

Udenfor vores lokale Fakta har i længere tid stået en palle med olielamper. Der står ingen pris, men jeg regnede med at de var langt dyrere, end jeg lige synes at have i overskud. Da Anders var med forbi i dag, pegede jeg, han hoppede på, og var smart nok til at spørge efter prisen. Fyrre kroner skulle vi af med, for en bombeformet olielampe, der sikkert vil pynte på altanen, og gør min bombeglade kæreste glad.

Købt blev den, og vel ude af butikken gik det op for os, at vi ingen lampeolie har.

Det har Fakta heller ikke.


bombeformet olielampe


Nu står vi så med en bombeformet skønhed uden ild, og undrer os en smule over vareudvalget i en butik, der ud over de udenfor stående olielamper, også har flere forskellige versioner inde i butikken…

Feriestrik


Somme tider kræver ferietid nye projekter – så nu strikker jeg takker. Og rydder ud i resterne.

Slet ikke nogen dårlig kombination.


Takker

torsdag den 28. juli 2011

Cykelskjul


Set på Østerbro


Set på Østerbro

Brunch


Café Nordlys


Vi spiste brunch i dag. På Café Nordlys. Café Nordlys ligger på Melchiors Plads på Østerbro, og det var en dejlig oplevelse.

Vi er ikke altid så gode til at huske at tage ud og hygge, så det var godt min mor forærede Anders en smartbox til brunch med bubbles, sidst han havde fødselsdag.

Duerne hyggede, mariehønerne havde mærkelige pletformationer, solen skinnede og der var skønt midt på Østerbro. Maden var velsmagende, betjeningen behagelig og vi gik mætte fra bordet.

Mens vi spiste nød vi optrinet midt på pladsen, hvor springvandet havde tiltrukket en meget lille fyr, der rigtig gerne ville lege med vand. Barnets mor synes ikke helt om ideen, mens barnets far forbarmede sig og lod stå til. Den lille fyr nød det, og da alt tøj var skiftet og det medbragte brød spist, var han klar til en tur mere…


Brunch

onsdag den 27. juli 2011

Herstedhøje


Herstedhøje, juli 2011


Efter at have siddet stille alt for mange dage, fik jeg nok og måtte bare ud. Helst på cykel. Jeg havde ellers glædet mig, mere end jeg lige vidste, til at skulle ud i naturen igen. Bare Anders og jeg. Men det bliver der ikke noget af i denne omgang. Anders har ondt i ryggen og føler sig langt fra klar til overnatninger på tynde liggeunderlag. En anden gang så…

Måske det var skuffelsen, måske havde jeg bare brug for at komme ud. Jeg fandt kort og linial og søgte i en omkreds af cirka ti kilometer. Jeg havde brug for at blive varmet godt igennem og køre til. Linialen landede på Herstedhøje. Der har jeg aldrig været før, og det selvom vi bor i relativ nærhed. Skolen tager derud en gang om året. Emilie klagede noget over at skulle cykle sidste gang…

Jeg sadlede op og kørte derudaf. Jeg er ikke helt sikker på det der, med de ti kilometer. Det gik forbavsende hurtigt at komme derud, men det var en lækker tur. Cyklen blev efterladt og jeg kravlede til tops. Der er en god udsigt øverst oppe, og jeg begyndte overvejelser om hvor højene egentlig stammer fra.


Herstedhøje, juli 2011


Herstedhøje, juli 2011


Spændende historier udspillede sig i mit hovede, mens jeg kørte tilbage. Hjemme ventede endnu en skuffelse. De spændende historier kan pakkes sammen. Området blev bygget sidst i tresserne/først i halvfjerderserne – af byggeaffald og betonklodser.

Nu er det et rekreativt område midt i Vestskoven. Og det er slet ikke så ringe endda. Næste gang tager jeg et tæppe med.


Herstedhøje, juli 2011


Herstedhøje, juli 2011

tirsdag den 26. juli 2011

Strikkedage


strik


De sidste dage har jeg strikket – meget. Det er skønt bare at kunne lave intet andet end sidde med garn og pinde og føle tiden går, uden jeg rigtigt får udrettet noget.

Om lidt bliver jeg nok nødt til at foretage mig et eller andet fornuftigt og husholdningsagtigt, bare fordi jeg begynder at føle, jeg spilder min tid.

Men jeg skal lige strikke lidt mere…

Sokker til Daniel


Han kom selv. Mente han manglede sokker. Jeg har masser af ustrikket strømpegarn. Det var ikke svært at gå i gang.

Farver? Spurgte jeg. Øhhh… Svarede han. Lyserød? Spurgte jeg, iblandet en smule grin. Øhhh… Svarede han. Og ville bare have sokker – farverne underordnet. Jeg lod det lyserøde garn ligge. Der er vel grænser for galskaben.

To tråde, tre dage og fire pinde senere er multifarvet strømpegarn kombineret med ensfarvet transformeret til tre par sokker af den slags, der varmer og forhåbentlig holder sig uden huller det næste lange stykke tid. Han er hård ved sit tøj. Jeg ved ikke, hvordan han gør det. Inden vinter skal der nok strikkes et læs mere.

Længe inden vinter, for han går med sokkerne, selv når solen skinner og varmegraderne ligner sommer. Til gengæld får strømperne lov at ligge. Bare hjemmestrikkede sokker. Det er bedst, siger han. Ham om det.


sokker til Daniel


Engang for længe siden strikkede jeg første gang maskekombinationen på et par herresokker. Siden er det blevet min foretrukne kombination, når drengene skal have sokker. Når altså ikke Anders specifikt siger snoninger. Det er nemlig hans foretrukne. Men nu var det ikke til Anders, og Daniels foretrukne er ikke fuldt defineret. Så jeg bestemmer.

Rib af to ret og to vrang. Femten omgange. Derefter et hyggeligt ribmønster over to omgange. En omgang ret, en omgang to ret, to vrang. Vrangmaskerne i samme række som ribbens vrang. Et hyggeligt mønster, der er hurtigt at strikke.

Selvom jeg selv sammensatte en gang for længe siden, er jeg ret sikker på, jeg ikke kan kalde mig ophavsmand, eller –kvinde. Samme maskekombination kan helt sikkert findes i et utal af mønstersamlinger. Sådan er det tit. Jeg strikker videre, vel vidende, at det jeg finder hyggeligt, har andre før mig også fundet hyggeligt.


sokker til Daniel


Nu ligger de så og venter. Stablet op. Lige der hvor computeren står til hverdag. Lige der, hvor der er plads. For computeren er med på ferie, og kommer først hjem på søndag. Så bliver der kamp om pladsen, og sokkerne skal nok blive fundet. Win – win. Måske.





Design: Rib-skaft-hæl-fod-tå. Strikket gennem generationer, nedskrevet utallige gange, ikke ændret væsentligt i mange, mange år.


Garn: Halvdelen af garnet fandt jeg i kassen med strømpegarn. Den del alt sammen Bumbo Strømpegarn, en del af det med Aloe Vera. Resten rester, der dukkede op i kældreren, da oprydningen efter skybrud og vand til anklerne viste sig, at kælderen indeholdt mere end jeg vidste.

Alle tre par er strikket af to tråde – en ensfarvet og en multifarvet.

De færdige sokker vejer tilsammen 326 gr.


Pinde: Fire strømpepinde i størrelse 4. Der er flere i et sæt, men jeg strikker sjældent sokker på mere end de fire.


sokker til Daniel


Størrelse: En smal størrelse 43. Nok har han store fødder, men resten af ham er som tændstikker, så opslaget blev den samme mængde masker, som jeg strikker til mig selv – 44 masker – mens foden blev en smule længere.


Bemærkninger: Mønstret på skaft og oversiden af foden er et lille ribmønster – en omgang ret, en omgang to ret, to vrang.


Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.

mandag den 25. juli 2011

Hos pottemageren


Lige før lukketid endte vi hos pottemageren, dengang i lørdags, da vi var i Sagnlandet Lejre. Emilie fik en klump ler og satte sejl i forhold til en kopi af en lysestage. Jeg sagde i første omgang nej tak.

Men jeg kunne ikke lade være, og inden længe sad også jeg med ler mellem fingrene.

Det skulle gå strækt, så jeg trillede og rullede og pølsede det bedste jeg har lært, og min lille klump ler endte femten minutter senere som en lille skål, der endda nåede at få en hurtig udsmykning.


hvad man kan nå på femten minutter...


Emilie havde brug for mere tid, men tiden var knap, og måske havde projektet lykkedes, hvis ikke vi havde være nødt til at skulle videre. Stagen kolapsede, inden vi nåede bussen, men som pottemageren påpegede var samlingerne ikke særlig velbearbejdede og konstruktionen noget spinkel.

Det var ellers en spændende kopi. Lysetagen, Emilie forsøgte at genskabe. Inden vi var helt færdige fik han fortalt historien om hvordan, den han havde stående, var en kopi af en kopi. I tidligere tider, dengang ler var for mænd, ligesom strik engang også var forbeholdt den del af befolkningen, lavede en flok håndværkere strøgne sten til husbyggeri. Jeg kan ikke overhovedet komme på, hvilket håndværk eller navn de havde. Noget må de have heddet, og det irriterer mig frygteligt, ikke at kunne komme på det.

Men altså, de her mænd. Når dagen var slut eller der var tid til pauser, skar de brugsgenstande ud af de kantede, endnu bløde strøgne sten. En af genstandene blev en lysestage, som de sikkert har lavet mange af, der hen ad vejen er endt helt rigtige.

Senere måtte kvinder gerne arbejde med ler, og der dukkede jydepottekonerne op. Jydepottekonerne kopierede lysestagen, denne gang ikke skåret ud af en større klump, men arbejdet op, på samme måde som jydepotterne blev arbejdet op, uden brug af drejeskiver.

Langt senere har pottemagerne i Lejre kopieret jydepottekonernes version af lysestagen. Kopien stod nu på bordet og gav Emilie mulighed for at tage kampen op, men desværre overlevede den ikke. Den endte som den startede – som en klump ler. Vi pakkede den ind i en serviet, væddede med vand og stoppede det hele i en plastikpose. Inden afgang i går, fik hun leget lidt mere, men startede forfra så mange gange, at leret til sidst ikke længere ville samarbejde.

Måske skulle vi finde mere ler, når hun kommer hjem…

søndag den 24. juli 2011

Sagnlandet Lejre


På vej til Lejre


Dengang jeg var barn, hed det Forsøgscentret Lejre og et eller andet sted skurrer det nye navn i mine ører. Men jeg bestemmer ikke navne, stedet er ikke længere et forsøgscenter og selvom meget er bygget på fakta, er der også meget gætteri i forståelsen af hvordan mennesket har levet og boet tusindvis af år tilbage. Sagn er måske i virkeligheden ikke skudt helt forkert forbi.

Under alle omstændigheder lokkede jeg Emilie med. Jeg troede også at have fået lokket Anders, mens jeg godt vidste at Ungersvenden havde andre planer.. planer der endte med at gøre ham et øjenbryn fattigere…

Det endte med at Anders ikke ville med, men Emilie ville gerne, og selvom vi kom noget sent af sted, grundet regn, der gerne lige måtte trække sig tilbage, havde vi en rigtig hyggelig dag.


Sagnlandet Lejre


Sagnlandet Lejre


Sagnlandet Lejre


Jeg troede at vide at Anders’ mor og bror ville være at finde blandt folket i et af bostederne, men det viste sig at lørdag er byttedag, så vi så dem aldrig. Det gjorde nu ikke oplevelsen ringere, men måske de kan lokkes med som fortællere en anden gang. For der bliver helt sikkert en anden gang. Dels fordi Emilie gerne vil derud igen, dels fordi indgangen betød gratis adgang resten af sæssonen.

Vi tog toget, stod af ved Lejre station og gik resten af vejen. Der kørte faktisk en bus, men jeg gad ikke vente, og lokkede Tøsebarnet til at gå de godt fem kilometer forbi Ledreborg og gennem skønne landlige omgivelser. Jeg måtte love at tage bussen tilbage, og nåede også at opleve en storgrinende chauffør, der synes jeg var godt mærkelig, at jeg gad gå hele vejen. Jeg synes stadig det var hyggeligt at gå.

Der er smukt ude i Lejre, så smukt at jeg helt glemte at tage billeder. Måske også fordi regnen havde opblødt de mudrede veje, så det var langt vigtigere at holde balancen, end holde kameraret. Vi gik turen rundt, gennem jernalderlandsbyen – kiggede indenfor i et enkelt hus – og forbi offersøen, hvor der stadig hænger heste, men slet ikke så gruindjagende som jeg husker fra min barndom.

Vi fortsatte til stenalderbopladsen, der så noget forladt ud, videre over en plankebro og gennem et fantatisk landskab. Ved en bænk holdt vi pause og spiste vores medbragte mad, inden vi fortsætte og pludselig stod foran en opbygning af en skibssætning enhver viking ville være stolt af. Skibssætningen er stadig under opbygning og alle de store sten, der skal trækkes på plads, stod nummerede rundt omkring og gav næring til billeder af de kræfter, der skal lægges i, inden de alle endelig vil være på plads.


uld og plantefarver


uld og plantefarver


Ude ved landbohusene prøvede Emilie træsko og vi snakkede lidt med et par damer, der begge var iklædte bindesjaler, og kun kunne give mig ret i hvor anvendelige de er. Jeg havde tidligere fortalt Emilie om bindesjaler, og her var de – endda i brug. Da vi senere nåede forbi tekstilværkstedet og kiggede på plantefarvet uld, som Tøsebarnet var behørrigt imponeret over, at naturen kunne give så mange farver, dukkede bindesjalet op igen og ønsker om et sådan begyndte at få øjnene til at lyse i hovedet på pigebarnet.

Vi endte hos pottemageren, kun en halv time inden sidste bus. Jeg nåede lige at sige, at vi vist ikke havde tid til at sætte fingrene i klumper af ler, da pottemageren tilbød netop det. Man kan nå meget på et kvarter – også at sige pænt farvel og sætte det lange ben foran i kampen om at nå stoppestedet og den grinende chauffør inden afgang.

Ungersvendesokker


Daniel kom med ønsker om nye sokker.


VLUU L210  / Samsung L210


Når en syttenårig selv kommer og ønsker, gælder det om at holde tungen lige i munden.

Heldigvis har jeg et godt udbygget lager af strømpegarn, og når sokkerne skal være tykke, pinden hedder fire og tråden ligger dobbelt, går det stærkt.

Jeg havde helt glemt hvor hyggeligt, det er at strikke sokker. Halvandet par er godt på vej, nemt at have med og en rar afveksling til de tynde pinde i den strikkede dug.

Afgang


Malmø juli 2011

Feriens sidste uge er skudt i gang. Ugen uden børn. Alt for tidligt – efter nogens mening – og alt for sent, efter andres, var der afgang mod tog og en tur på et par timer gennem en stor del af landet.
Jeg tog med, med cykel og mulighed for at agere trækdyr for store tasker. I god tid, for med sporarbejde, er det aldrig til at vide hvornår S-toget kører ind. I Høje Taastrup mødtes vi med lillesøster og den anden eks, før de alle tre kunne stå på, finde pladser og starte en tur, jeg er glad for ikke at være med på.

Så vidt jeg kan høre mellem linierne, når de fortæller om togturene frem og tilbage, er i hvert fald de to tøser et mareridt at køre sammen med. Ungersvenden er den, der gyder olie på vandene, men i bund og grund er han ligeglad og god til at lukke ørene. I dag gælder det også øjnene, for sene sengetider og attenårsfødselsdage betød, at der skal soves hele vejen. Så kan tøsene passende pege fingre og grine af hans ene manglende øjenbryn, en eller anden pige, han ikke kunne huske navnet på, fik skrabet af undervejs i festivitasen.

Både jeg og den anden eks fik vinket, og jeg satte kursen mod IKEA i håb om et ur til Caféen, for det gamle er gået i stykker, og det irriterer mig grumme, at jeg gang på gang kigger på en tom væg, når jeg ikke ved hvad klokken er. Jeg fandt et ur og nye glas, inden jeg hastede ud af byggerodet og besluttede at modvind og silende regn ikke var gode kombinationer, fandt toget tilbage og droppede hele turen med svingende pedaler.

Ungerne var i højt humør, da de satte af. Mon ikke de får en hyggelig uge, deroppe et sted nord for Århus.

lørdag den 23. juli 2011


I mit fjernsyn er Norge topprioritet.

Jeg får ondt i maven over tanken.

Tanken om hvad handlinger kan føre med sig.

Tanken om de efterladte.

Til tops


klartretræet


Ved bredden af Sjælsø, tre meter fra bålpladsen, står et temmelig stort træ og læner sig ud over vandet. Da Emilie havde siddet og keddet og klaget sig længe nok, besluttede hun at kravle op i lige netop det træ.

Anders tog udfordringen op, og inden længe hoppede de rundt på grene højt over vandet. Træet blev et fast punkt på dagsordenen. Mens Anders fik nok efter første tur, kravlede Emilie op og ned, nød udsigten og de gode muligheder for afslapning, flere gange i løbet af de to dage vi befandt os lige netop der.


klartretræet


klartretræet

fredag den 22. juli 2011

Valhøj


Emilie ville ud og gå tur. Måske var det mere tanken om is, der trak. Vi fandt is, og fortsatte ud af Roskildevej. Nu er Roskildevej ikke det mest spændende sted, så jeg havde ikke de store forventninger til sjove syn. Men så hang der en flok sko. Vi grinede lidt, overvejede mangler på fodtøj og fortsatte turen.


sko til tørre?


Ved Axelhøj drejede vi op og fortsatte turen gennem stille villakvarterer. Vi endte ved Valhøj. Midt i et stille villakvarter i Rødovre findes en gammel broncealdergravhøj. Højen er bevaret, den var en af to, og er endnu ikke udgravet.

Historien fortæller, at den svenske konge Karl X Gustav under en planlagt erobring af København tilbage i 1658, nåede Valhøj og derfra skuede ud over København og forsvarsværkerne.

Mange år senere i 1909, besluttede Dagbladet Politiken, med redaktøren Henrik Cavling i spidsen, at anlægge en havekoloni for socialt dårligt stillede familier med mange børn. Haveforeningen blev anlagt i området omkring Valhøj og folk havde glæde af hinanden og jorden frem til lige efter første verdenskrig, da Politiken ikke længere havde råd til at drive haveforeningen. Området blev udstykket til parcelhusgrunde, og som et levn står flagstangen tilbage på toppen af højen.

Fra toppen af højen, er stadig en strålende udstig til alle sider. Efter sigende skulle man kunne se en række spir fra fremtrædende københavnske bygningsværker, men det var diset til aften, så jeg så hverken Rådhustårnet eller Frelser Kirke.

Valhøj er et hyggeligt lille stykke kulturhistorie midt i civilisationen, der føltes meget nærværende, da jeg stod på toppen.


Valhøj


Valhøj


Valhøj

Hygge, langt ude i skoven


Der er ikke kun kryb ude i skoven. Der er også masser af muligheder for hyggelige beskæftigelser.

Bag bålpladsen er et stort gammelt træ væltet. Vist nok hjulpet godt på vej af folk, der ved hvad de gør. Træet udgør et lækkert sted at sidde og have overblik. Solen når længst lige her og der er mange gode siddepladser.


hygge i et væltet træ


Bag det væltede træ har et hindbærkrat fået godt fat. Mens jeg strikkede, brugte Emilie en del tid på at arbejde sig længere og længere ind blandt torne og modne bær. Nok var de små, men de smagte godt. Desværre var de fine nye bukser temmelig lyserøde i plamager efter besøget.

Heldigvis er pletfjernere og vaskepulvere af en noget anden art, end engang for længe siden, så pletterne forsvandt, da hun hjemme fik dem vasket.


hindbærjagt


hindbærjagt


Også jagt med kamera og tålmodighed var en kunst hun begav sig ud i. Det blev til flere rigtig gode billeder af en stillesiddende sølvsmed. De meget større guldsmede, fik vi kun set i forbifarten. Som en større helikopter susede de rundt og rundt og rundt. Stille nok til billeder var der ingen af dem, der var.


sølvsmed

Hør


Under oprydningen i kælderen fandt jeg mere garn end forventet. En hel del i papkasser placeret rigtigt i forhold til vandet, men også nogle poser, der havde været i så nær kontakt med gulv og vand, at det meste røg ud.

En enkelt cone fyldt med hør, der tydeligt havde suget til sig af vand og deslige, kunne jeg alligevel ikke få mig selv til at smide ud. Godt lugtede den ikke og i første omgang endte den udenfor på altenen, under bordet i ly for vejr og vind.


hør


Jeg var fuldt bevidst om, at jeg under ingen omstændigheder havde lyst til at sætte pinde i det, før der var sket et eller andet langt mere drastisk end en tur udenfor. Derfor blev ankomsten af garnvinden ekstra skattet, for nu var der mulighed for at gøre noget ved det stakkelse ildelugtende, men ellers ret lækre garn.

I første omgang snurrede vinden den omvendte vej. Rundt og rundt snurrrede den, godt hjulpet på vej med tanker om tidligere tiders endeløse skub på en gynge med et mindre barn.

Med en vægt til hjælp lykkedes det at stoppe omdrejningerne for hver hundrede gram. Med gode bindinger blev der sammenhold på trådene, inden et ekstra skummende skumbad af den håndbårne slags, kunne sættes i værk og alle uhumskhederne vaskes af. Det sidste hold skyllevand fik tilsat et ordentlig skvat eddike, bare for at være sikker på at få ordentlig bund i det hele.


hør


Et gammelt kosteskaft, i første omgang på tværs af altanen, senere – med regnvejrets ankomst – på tværs over et par stole indendørs, holdt styr på de lange omgange, mens tørringen stod på, og endeligt kunne jeg sno og sno, til der nu ligger fem fed hør iblandet noget, jeg ikke er helt sikker på hvad er. Men som brænder og ikke virker alt for syntetisk ved en test.

Tilbage har jeg nu fire fed af hundrede gram og et enkelt på godt femoghalvfjerds liggende till fremtidige projekter. Lugten er omsat til en langt mere indbydende duft, og når engang et passende projekt findes frem, kan vinden passende køre den anden vej, så de knap så håndterbare fed kan omdannes til mere passende krydsnøgler.


hør