mandag den 28. februar 2011

Februar


februar 2011


Endnu en måned i Petunias fotokalender er gået.

Februar har været kold og svingende mellem forårsstemning og tilbagevendende sne.

lørdag den 26. februar 2011

Kaleidoscopes


masser af sekskanter


Da Karina for et par dage siden viste billeder af Kaleidoscope quilts, kunne jeg godt huske noget om at have set det før. Dengang viste jeg det så åbentbart ikke synderligt interesse, mens jeg nu kunne mærke det kværne rundt i knoppen. Et forsøg måtte til.

Der er bare det at denne teknik kræver en del stof – bare for at prøve. Men prøves skulle det!

Grunden til en forholdsvis stor mængde stof er, at teknikken hviler på stof trykt i gentagende rapporter. Alt efter hvor mange dele kaleidoskopet skal deles op i, skal der være tilsvarende antal rapporter af stoffet.

Jeg havde ikke lige noget stof liggende at forsøge med, men lå inde med ikke mindre end to gavekort til Stof 2000. Det ene var næsten brugt, og skal jeg være helt ærlig kom det noget bag på mig at ekspedienten ikke var i stand til at gennemskue udregningen at trække beløbet på det ene kort fra, restbeløbet fra det andet kort og endelig at udregne mit resterende gavekortsbeløb. 


stof inden klipning


Det var et sidespor. Jeg havde og har stadig en klar ide om hvordan stoffet skulle se ud. Noget der lignede præcis mine tanker kunne jeg få hos den lokale patchworkbiks. Men dels tager de ikke gavekort til Stof 2000, dels kostede det spidsen af en jetjager og jeg er stadig i forsøgsfasen…. Men måske næste gang…

Jeg endte med noget, der ikke er optimalt. Jeg ville gerne have haft et lidt større mønster, men mit hensyn til farver vandt over de andre muligheder. Altså kom jeg hjem med grønt og hjerter.

Efter at have vist Anders billederne Karina viste frem, hoppede han straks på ideen, og så masser af muligheder, og var også med på at næste (hvis der kommer et næste) forsøg kan gøres på basis af Patchworkhusets muligheder. Emilie synes i bund og grund det lød temmelig fjollet at klippe et helt stykke stof i stykker, for at samle det igen… måske har hun ret. Men det er sjovt.

Noget af det sjove ved denne type patchwork er, at hele arbejdet laves af det samme stykke stof. Så vidt jeg kan se er det gennemgående at bruge seks eller otte gentagelser rundt, men det skulle vel også kunne lade sig gøre med andre antal.

Jeg valgte en sekskant. Seks identiske trekanter syes sammen til en cirkel (sekskant) der senere sys sammen til et hele. Jeg kunne også have valgt otte trekanter, men var godt tilfreds med mit valg af seks dele – speciel da det viste sig at rapporten på mit valgte stof fyldte lidt over en halv meter og jeg derfor måtte hjem med det meste af fire meter, for at kunne klippe stoffet i mindre dele på rapportens længde.

Det sjove ved sekskanter er at trekanterne er ligebenede og alle vinkler tres grader. Det betyder at der er tre muligheder for at sy hver enkelt sekskant sammen, hvilket kan give mange sjove muligheder og leg gennem arbejdet.


oplæg


færdig sekskant


Selve syningen tager ikke særlig lang tid. Tid gengæld brugte jeg timer i aftes på at klippe g skære og undervejs tager presningen også temmelig lang tid. Til gengæld er det hyggeligt at fodre symaskinen med lapper til mange sekskanter ad gangen og ende med flagranker inden klip og pres.

Foreløbig et hyggeligt projekt, jeg endnu ikke aner hvordan ender.


flagranke

Sidst vil jeg gerne undskylde billedekvaliteten der (ud over det allersidste) på ingen måde gengiver farverne optimalt, men aftenstemning og små kameraer er bare ikke altid den bedste kombination.

Deling


hvor der er vilje...


I januar var vi forbi Søstrene Grene. Emilie forelskede sig i et sekskantet lærred, der siden har haft fast bo i fantasien. Hun vidste præcis hvordan det skulle dekoreres og turen mod byen i går, havde derfor også som hovedformål at hente lærredet, så planerne og ideerne kunne frigives.

Målene viste sig at være en del større end forventet. Vi købte alligevel og hjemme viste det sig at med lidt væggelige omrokeringer er det muligt at få plads.

Med hovedet fyldt med fantasi og gode ideer, vil Emilie gerne male.

Jeg vil gerne sy.

Bordet er slået ud, delt og resten af stuen mere eller mindre umulig at komme til. Forhåbentlig kan vi holde os i hver vores ende.

Med foer og perler


vanter


Der var allerede fra start ønsket varmt foer, blomster og perler.

Farverne valgte Tøsebarnet selv. Moderen syede og syede.

Nu er der varme til kolde fingre.


vanter

Bryggerheste ved Gammeltorv


bryggerheste

Nostalgi midt i den travle by

fredag den 25. februar 2011

Hurtig bytur


Lego på Strøget


Egentlig var målet for turen Søsterne Grene, men da vejen gik forbi Legobutikken på Strøget, som Sifka gjorde opmærksom på for længe siden, måtte vi også derind.

Logoer blev studeret, forskelle opdaget, damen med cyklen besøgt og længst inde i hellighederne blev vi overvældet af lysten til at dykke dybt i skufferne med klodser i de skønneste farver.

Hjemmefra havde Anders sagt, at skulle vi støde på noget han kunne synes var sjovt, måtte vi gerne købe…. At han mente fra Søstrene, tog vi ikke så højtideligt og fyldte i stedet en boks med klodser. Alt mens vi udbrød næ, og åh, og ihh.

Søstrene nåede vi også, Emilie fik det lærred hun længe har snakket om, og det selvom det viste sig en del større end forventet. Det er ikke let at transportere store flade ting med blæsten som makker.

Vi rundede Stof 2000, inden nedgangen til Nørreport og turen hjem. Hjemturen viste sig langt mere stilfærdig end udturen, der bragte en del undertrygt morskab og forsøg på at kigge alle andre steder hen, da et par dukkede op. Ikke at der egentlig var noget i vejen med dem. Men den måde manden tydeligvis var pinligt berørt over sin partner, fik kun al opmærksomheden rettet mod, at hun faktisk var lidt pinlig .. sådan at have med i byen.


Lego på Strøget


Lego på Strøget

Tid til krydsede fingre


meget store vanter


Garn opfører sig forskelligt, det er ikke altid til at regne med. Den udgave jeg besluttede at strikke og senere filte vanter af, er så absolut af den slags, der bliver meget mindre. Og tættere – det sidste er så sandelig slet ikke dårligt, i kampen om at holde vinterfrosne fingre varme.

Efter mål, regning og beregning, kom det alligevel bag på mig hvor stort det færdige resultat blev. Alt garn er brugt, og så skal der formentlig alligevel findes mere til varme op ad armen. Den tager vi, når det endelige resultat dukker op fra vaskemaskinens indre.

Det er netop der de ligger nu, og om en times tid er det spændende om beregningerne holder.


meget store vanter

torsdag den 24. februar 2011

Boller eller kage..?


lækkert i hvert fald


Anne fristede. Så mens Emilie har brugt computeren og fortalt om Henrik Søfaren, bagte jeg.

Hverken blåbær eller brombær var at finde i mit sortiment, men fryseren indeholdt hindbær, der hurtigt kunne forvandles til velsmagende mos.

Rask gled de ned, og selvom vi alle var enige om, at de var svære at spise pænt, tror jeg egentlig ikke det er sidste gang de for lov at finde vej til min ovn.

Nu venter endnu en omgang på en kæreste, der stadig er feberramt og bruger alle de frie timer på installationer og finurlige ideer. Snydes skal han ikke, og vi andre har sikkert godt af at vente.

onsdag den 23. februar 2011

Babyfingre


babyvante


For efterhånden to år siden strikkede og filtede jeg et uldent sæt til Emilie.

Huen blev aldrig et hit, men vanterne… Dem har hun endnu, og elsker dem. Hun bruger dem hver dag og er næsten panisk, hvis hun ikke lige kan finde dem.

Ønsker om ekstra er ytret, så da Netto i starten af januar havde blødt, nærmest utvundet uld, købte jeg nok til både hue og vanter. Tanken var at huen ikke skulle filtes denne gang.

I aftes strikkede jeg en enkelt vante, for med ringe viden om hvordan den ender efter vask, turde jeg ikke lægge an på et helt par.

Sikkert godt det samme, for efter formiddagens vask står jeg tilbage med lækker varme til et par babyfingre. Lækkert og tykt og den helt rigtige tekstur. Bare alt for småt.

Heldigvis er der garn nok til to nye vanter. Når Tøserbarnet igen er hjemme, er der både tøsefingre og en vaske vantte at måle på, og inden længe skulle hun nok kunne få varme på kolde fingre, når vantesæt nummer et har været i sneen, og stadig hænger til tørre.

Huen derimod – den blev der så ikke garn til.

Hvidt igen


bløde fnug


I går faldt der store romantiske snefnug over hele dagen, uden det rigtigt blev til noget.

Til morgen vågnede jeg til sne på ruden og hvidt over det hele.

Smukt ser det ud, og altanens samling af tomme krukker pynter langt mere end med bare jord.

Dagen er kun lige begyndt, men allerede fyldt med planer.

Planer der også indeholder afhentning af et stk Tøsebarn, der efter dage i det jyske, vender næsen hjemad og glad og gerne tages imod, når toget damper ind på stationen.

tirsdag den 22. februar 2011

Måske knap så gennemtænkt


dekret


Som hos enhver anden der bor i en social bebyggelse, hænger der med mellemrum opslag fra gårdmændene i opgangen.

I formiddags, da jeg var i kælderen for at vaske, hang der pludselig noget der minder om et dekret i cykelkælderen.

Efter at have læst, var min umiddelbare tanke, at det ikke er et særlig gennemtænkt påbud. Men jeg kan godt forstå mekanismen bag. Nu er spørgsmålet bare om ikke jeg også burde fortælle varmesteren hvorfor hans opslag er helt forkert.

Ví bor i en blok med syv opgange. Til hver opgang er adgang til kælderen. Ved siden af hver dør til de syv opgange er en dør til kælderen. Gennem hver af de syv kælderdøre kommer man ind i et firkantet rum med plads til cykler. I den anden ende af hver af de syv cykelrum er adgang til en lang gang i hele blokkens længde. Langs gangen er alle kælderrummene og i den ene ende blokkens vaskeri og et aflukket rum, med alle de knapper varmemesteren har brug for at kunne håndtere i forhold til varmt vand og så videre.

Ud over vores blok er der yderligere syv blokke, der alle fungerer på samme måde.

Opslaget får mig til at forstå at varmemesteren og de øvrige ansatte opfatter de enkelte blokke som enkeltdele. Derfor giver det også mening at fordele alle cyklerne for hele blokken i alle cykelrummene for de syv opgange.

Det er bare ikke den opfattelse beboerne har. Og her ville det nok have været en god ide at overveje beboernes interesser.

Beboerne opfatter nemlig opgangen og det tilhørende cykelrum som en enkeltdel. Jeg kender de fleste af min opgangs beboere, men jeg kender ikke beboerne i de omkringliggende opgange. Jo, jeg hilser og smiler til dem, jeg møder gang på gang. Men derudover har jeg ingen berøringsflade med beboerne i de andre opgange.

Den lange kældergang og vaskeriet, det er fællesområdet. Mens cykelafdelingerne helt klart hører til de enkelte opgange.

I vores cykelkælder står mange cykler, og det kan godt ind imellem være svært at få plads. Men ingen af os kunne drømme om at stille vores cykler i et af de andre cykelrum. Grunden er langt hen ad vejen et spørgsmål om tryghed. Det handler selvfølgelig også om at have cyklen i nærheden – men først og fremmest tryghed.

Når jeg ikke er i nærheden af min cykel, kan jeg ikke selv holde øje med den. Men det kan mine medbeboere i min opgang. Ligesom jeg har styr på hvilke cykler, der tilhører hvem, har mine medbeboere nemlig også styr på hvilken cykel der er min. Derfor ville de også reagere, hvis der pludselig stod en fremmed og rodede med min cykel.

Det samme vil næppe ske, satte jeg cyklen i en anden cykelafdeling. Beboerne ved den opgang kender ikke mig, og kender ikke min cykel. De ville ikke reagere, skulle noget ske, for de ved ikke de skal reagere og ydermere ville jeg ikke føle tryghed ved at efterlade min cykel væk fra min egen opgang.

Måske skulle jeg bare printe indlægget og sende det til varmemesteren, og så i øvrigt grine lidt over de tydeligt forskellige opfattelser af samme sag..

Patchwork


patchworktræer


Jeg nåede lige tanken om, at nogen havde været ude med hæklenåle og garn, da jeg nåede så tæt på, at jeg kunne se træerne kunne selv.

Der er koldt ude i Verdenen i dag, og endnu koldere når kærester insisterer på udluftning. Koldt, når kulden har sat sig og det er svært at blive varm igen.

En altan er blevet flyttet, og det der startede som solskin metamorfede til romantiske snefnug og kulde. Tunge krukker med froststukken jord, kræver krafter og aflægning af overtøjet. Og selvom kræfterne trækker varme, nåede vi alligevel at blive gennemkolde inden alting var på plads.

Om lidt er endnu en kande varm the på vej og med den håbet om en smule varme i knogler og led…. eller i hvert fald i frosne fingre og kolde tæer.


patchworktræer


patchworktræer


patchworktræer

mandag den 21. februar 2011

Den grimme ælling og prinsesseslottet


slot


Der blev ryddet og skrubbet og skuret, og soveværelset er fint nu. Men soveværelset er også lejlighedens grimme ælling.

Jeg har masser af gode ideer og planer, der alle involverer priser på materialer og tid, der ikke lige er i overflod af. Så soveværelset får lov at stå.

Stå med minder fra dengang vi kun var tre, endelig fik et sted at bo og ungerne fik det største værelse til deling.

I den fem-åriges ende fik lyserøde drømme lov at blomstre mod et Disneyinspireret slot, der siden har fået lidt revner  og en smule grafitti med en blyant.

I den anden ende skygger nu et klædeskab for hele universet, der dengang var det mest spændende for en ti-årig dreng.

Mens jeg drømmer om ny maling og selvbygget opbevaringsplads, drømmer vi derfor søde drømme under prinsesseslotttet, der helt sikkert bliver en smule vemodigt at dække, når den tid en dag kommer.

Macrosjov


macro


Catarina udfordrer igen. Jeg vælger at være med igen.

Bittesmå klokker på mit spisebord.

Tid til forandring


elefant


elefant


Mandag havde egentlig andre planer, men planer kan ændres. På ferieplanen står også en gennemgribende rengørinig og oprydning af soveværelset, der herhjemme er det glemte rum, der ender som opmagasinerings- og roderum, når ikke der er plads andre steder.

Jeg behøver ikke blive færdig i dag. Jeg kan bruge lige den tid jeg vil. Men hurtigt blev de første poser med skrald, gamle papirer og breve, der íkke længere er brug for, fyldt.

Kasserne med garn, der til dagligt bebor rummet under sengen, er lige nu i stuen, sengetøjet på altanen og jeg gruer lidt for at flytte/skubbe/omrokere/eller løfte sengen og komme nedenunder.

Jeg tror en pause er på plads først. En tur ud i luften, mens den støvde luft i sovegemakkerne kan stå for åbne vinduer og de første fyldte poser med affald eller kælderdepotindhold bæres væk.

Pauser til strik skal der også være plads til. Specielt plads til det eksperiment, godt understøttet af en opskrift, jeg startede i lørdags. Som udvikler sig, kræver optrævling og nye forsøg. Som er ved at nærme sig noget godt. Forsøg, der måske med pauser kan nå at blive færdige i dag. Måske.

søndag den 20. februar 2011

Rejseplaner


Damhussøen februar 2011


Søndag formiddag er præget af rejseaktiviteter.

Emilie har planlagt at bruge ugens første feriedage hos sin far, nord for Århus.

Gårsdagens febervask fra bunken af det brugte tøj er nu hentet. Nærmeste indkøb besøgt for proviantering til en rejse, der ligger midt i frokostpausen. Både nærende og knap så nærende indtagelse er nu klar.

Tasken bliver pakket og pakket om, for nye intentioner finder vej.

En linial får selskab med feriens matematiklektier og om selvom det virker en smule hektsik lige nu, er jeg sikker på hun er klar når fløjten til afgang lyder om godt en halv time.

Jeg priser mig lykkelig for den gratis medtagelse af cykler i S-toget, for det er så meget nemmere at balancere en tung taske mod lyntoget og faste pladser, når der er pakæsler med til det grove.

lørdag den 19. februar 2011

Strik og Butterchicken


vidundercyklen


Feriens første dag er strøget afsted.

Sammen med Bedsteveninden er dagen gået med snak, the, strik, Butterchicken hos den indiske, mere the, snak og strik.

Cyklen blev luftet for den første længere tur, og selvom det var koldt, var det også lækkert igen at være flyvende. Fremme blev vist frem, parkeret i gården og mens Sille hoppede ned ad trapperne forsøgte jeg at undgå spejlinger i ringeklokken – ikke det store held der.

Bedsteveninden har en svaghed for lyserød, hvilket passer helt perfekt når hun bebor den lyserøde bygning til højre i klokken.

Emilie havde planlagt dagen med mormor og rask væk erklæret at hun både havde lygter og snildt kunne køre alene hjem.

Lidt før otte ringede et Tøsebarn, der alligevel ikke havde det store mod til mørke og alenekørsel. Heldigt at turen fra Bedsteveninden og hjem, nærmest går forbi min fru Moders hus.

Hvad man dog ikke kan finde


Google er tit min ven. I dag var der plads til grin.

Det var ikke kage jeg skulle finde for få  minutter siden, men en søgning førte mig til en side med en opskrift på noget med firkantede høst..

Jeg havde faktisk slået væk, da Anders fik mig til at finde siden frem igen og vi derefter sad og hylede af grin.

Det skal siges at der øverst på siden stod, at den er automatisk oversat… men alligevel:


3. Drys kagen blandingen jævnt over dejen og støvregn det smeltede smør i den kage mix. Bag ved 350 grader i 50 til 55 minutter, indtil toppen begynder at brune. Må ikke bekymre dig, hvis kagen synes løst og utilstrækkeligt, vil det oprettet som det afkøles. Lad kagen til afkøling i 20 til 25 minutter.

4. Mens kagen er køling, blande alle topping ingredienser sammen i en skål, indtil godt blandet, og der er afsat. Cover kage gryde med bagepapir og vend. Fjern forsigtigt voks papir fra kagen og spredning slås topping blandingen over toppen. Chill i køleskabet og skæres i tern.

fredag den 18. februar 2011

Ved stien langs Volden


storskrald i skoven

Sidste fredag inden ferien


æblekage

Det er efterhånden længe siden Karina i et spontant øjeblik inviterede sig selv på æblekage. Selvom det dengang var for sjov, synes jeg alligevel at når hun nu endelig skulle træde over min dørtærskel sammen med andre gode venner og strikketøj, måtte der en æblekage til.

Det blev en aften med snak og grin og sjov, blandet med alvor, starten på onkelærme to og min første oplevelse af det umulige i at forstå en Isageropskrift.

Emilie synes vi fylder alt for meget sådan en aften, med damer om bordet og ingen mulighed for fjernsyn. Hun tog i svømmehallen, mødte en veninde hun ikke har set i lang tid og tog ikke hjem, før hallen lukkede. Træt faldt hun omkuld, og glemte i farten at tage tøjet af. Selv med en god nats søvn, var hun næsten ikke til at få ud af fjerne i morges.

Men op skulle hun, for vinterferien begynder først med afslutningen af skoledagen. Også jeg har en uges ferie at se frem til. Foreløbig har jeg ikke de store aftaler – lidt her og der, jeg glæder mig til, og så strygebunken, der efterhånden kalder temmelig kraftigt.

Jeg troede ugen skulle gå sammen med Emilie, men hun er blevet så stor at hun planlægger selv og har på egen hånd lavet aftaler med både mormor og farmand i Jylland. Jeg køber gerne billetter, når det er det hun vil. Når hun i løbet af ugen når hjem igen, skal jeg også gerne hjælpe med den større opgave om en søfarer, hun har for i ferien.

Udenfor sner det – let og luftigt. På arbejdet venter et planlægningsmøde, for med nye strukturer er der også opstået nye frustrationer. Når vi skal passe på hinanden er det vigtigt at tage problemerne alvorligt, inden de alvor slår sig fast.

Men først mangler der jordbær til smooties :)

torsdag den 17. februar 2011

Lidt efter lidt


onkelærme


onkelærme


Onkelsweateren er min dårlige samvittighed. Alle vrangmaskerne gør ikke godt for håndledet og jeg står tilbage med en følelse af, at det går alt for langsomt.

Og så alligevel.

Knap ti dage tog det at strikke det første ærme. Jeg havde regnet med mere.

Sjovt som ting ind imellem kan sættes i perspektiv.

onsdag den 16. februar 2011

Januar


januar


Petunia har startet en dejlig leg. En fotoleg. En månedsleg. En fotokalender.

Jeg har kigget mine billeder fra januar igennem og valgt et fra den januar vi lige har forladt.

Kulde, sne og frostklare dage.

Luftfart og jordbær


I går standstede jeg op midt på Tårnvej, da der pludselig kom et temmelig stort lavtgående fly ind i min synsvinkel. Hvorfor det tog turen ind over Rødovre, havde måske noget med vinden at gøre.

Stoppe cyklen, finde kameraet, søge motivet, trykke på knappen. Selvom flyet fløj rimelig langsomt, nåede jeg ikke mange billeder, før det forsvandt bag hustoppene.


Fragtfly på himlen


Fragtfly på himlen


I dag lavede vi smooties. Et ønske ungerne kom med for et par måneder siden, men som jeg ikke lige kunne overskue hvordan rent praktisk skulle gennemføres, hvis ikke jeg skulle ende med at stå for det hele.

Nu er det lykkedes og med fornuftige råvarer i den billigere ende af skalaen, er det lykkedes at holde prisen på et niveau, hvor alle kan være med.

Der stod jeg med noget nær frosne fingerspidser, efter at have afvejet toethalvt kilo frosne jordbær i hundrede grams intervaller. Ungerne flokkedes og var så ivrige, at de uden at kny også klarede den efterfølgende rengøring.

Jeg tror det bliver godt.

Og drikken smagte dem.

Så er spørgsmålet bare hvornår jeg skal afsted efter flere jordbær.

tirsdag den 15. februar 2011

Genopfyldning


Allans slåensnaps


Min søde kollega laver snaps. Der er ikke det, han ikke kan få noget ud af. Ind imellem ender forsøgene knap så godt, men langt størstedelen af tiden er de færdige produkter af så høj kvalitet, at selv garvede snapsedrikkere kan blive overraskede.

Anders drikker gerne snaps. Han har forsøgt sig med at lave selv, men som han sagde den ene gang, jeg har set ham forsøge, så har han ikke tålmodighed til at vente til trækketiden er overstået, men har længe inden prøvesmagt så der ikke er noget tilbage når tiden for nydningen nærmer sig.

En af yndlingene er slåen. Sidste gang vi var hos yndlingsfamilien i Århus, mente han at de også skulle have glæde af drikken, og købte en fin flaske. Desværre, eller måske heldigvis kunne ingen andre end Anders selv lide det. Det gav grobund for så meget mere nydning til ham selv, at ingen rigtig blev kede af det.


Allans slåensnaps


Engang i sidste uge stod flasken tom på køkkenbordet. Jeg tænkte at den søde kollega min måske ville have den, til at hælde noget andet på. Det ville han nu ikke, men han ville vældig gerne fylde flasken op igen.

I dag var den fyldt, og jeg fik den med hjem. I kampens hede havde jeg ikke lige fået fortalt Anders om planerne, så med hjem havde jeg også strenge ordrer om bare at placere flasken på samme plads, og  ellers ikke sige noget.

Det gjorde jeg så, og ventede spændt.

Selvfølgelig kom han sent hjem efter overarbejde, og selvfølgelig skulle han først lige spise og ryge og snakke og få noget i øjet, inden han endelig endte tæt nok på flasken til at der var håb om at han ville få øje på den…

Det gjorde han. Ret hurtigt. Lænede sig frem og kiggede. Længe.

Adspurgt sagde jeg der var saftevand i. Et kort øjeblik troede han på det, selvom han havde nået at tænke noget om magi, og der skulle temmelig meget overbevisning til at få ham til at smage.

Det er vist ingen overdrivelse at det blev vel modtaget.

Macro


macro


Catarina inviterer på leg. Leg med macro.

Mit lille fuldautomatiske taskekamera har mere end en gang overrasket i sin glæde over at tage billeder tæt på.

Dette er fra eftersommeren, da dahliaerne endelig satte knopper, og er et billede jeg synes er overordentlig vellykket.

Det er ikke super-tæt-på som i jeg kan se hårene på et følehorn, men der er mange detaljer og når kamaraet ser sådan ud, er jeg mere end tilfreds.

Fast arbejde


altanblomster i februar


Ved siden af den lokale indkøbsmulighed er der åbent en tyrkisk grønthandler. Ud over et lækkert udvalg af frugt og grønt, nødder, feta og søde kager, har de også et par kølede hylder med velsmagende pølse.

Generelt går jeg i baglås ved tanken om pølser og kan udelukkende associere til de røde fra restaurant fodkoldt, eller de knap så røde fra samme skuffe. Jeg kæmper lidt en kamp, for jeg ved godt, der faktisk findes andre produkter, der selvom de deler navn er af en helt anden anderledes kvalitetsmæssig udformning.

Da Emilie foreslog at spice en gang frisk pasta op med ost og et par af de gode med chili fra grønthandleren, slog jeg derfor til.

Hjemme gik Tøsebarnet igang med den uendelige bunke af lektier (det er utroligt hvad sådan et barn skal udsættes for – altså hvis du spørger barnet), og imens skar jeg hurtigt en bunke tynde skiver, der senere skulle ristes inden sammenblandingen.

Inden skiverne nåede panden, nåede Tøsebarnet skærebrædtet, småsmagte og fik lige indsparket:


glyphs

Tror du ikke skindet skal af, inden vi skal spise det?


Således blev Emilie sendt tilbage til arealberegninger af en bunke cirkler, mens min hurtige madlavning blev beriget af en bunke cirkelformede pølseskind

Tirsdagsmuligheder


For første gang blomstrer de


Tirsdag er kold. Jeg er blevet lovet kolde vinde og chillfaktorer, der gør det godt at vide, Emilie-barnet har de uldne vanter med.

Mens solen skinner dejligt udenfor, pakker jeg mig godt ind. Ved ikke rigtigt om hjemme er at foretrække, for selvom dagligdagen byder på mange glade børn, er der også en lang og utæt væg, der skulle have været skiftet for mange år siden. Planer er lagt, underskrifter sat og forhåbentlig får vi vægge uden blæst, inden sommeren er forbi.

Jeg skutter mig, selvom jeger iført flere lag uld, tager glad imod elektronikpakker til den feberramte, småspiser af Emilies bagte kartofler fra i aftes, glæder mig over orcideerne der for første gang nogensinde har valgt at blomstre – og så gør det i flok, og lover glad og gerne at køre forbi og finde Fifaspil, da den søde kollega sender en opfordring.


pakker fra kina


En opfordring, der betyder en halv time kortere tid herhjemme og overtøj, der lige om lidt skal hives over alle de uldne lag.

Solen skinner stadig, og selvom det er koldt udenfor, føler jeg mig allerede sikret en dejlig tur på den tohjulede.

mandag den 14. februar 2011

Kulde


januar 2011


Der er koldt på toppen.

Når toppen er en knap så tæt lejlighed under skrå tage, er det godt med en kæreste hvis hylder kan mønstre langærmet undertøj.

Nu har jeg monteret de langærmede under sweateren, ekstra lag af uldent på hænderne, Nessie om nakken og skruet helt op for varmen. Mens Emilie kaster sig over lektierne, vil jeg indtage sofaen, tæpperne og et par omgange på onkelærmet, det trækker tænder med en masse vrangmasker.

Lidt har også ret og selv et par omgange i  ny og næ, kan få et ærme til at vokse så det kan ses.

At strikke rundt på to pinde


babyhuer


De små huer til cubanske babyer er et godt projekt til håndled, der bedst kan lide retmasker. Der er stadig bomuldsgarn i bunken, og i ny og næ glider endnu en af pindene.

Min bunke med huer er oppe på halvanden procent af Christuntes indsamling. Hvis femoghalvfjerds andre strikkere også donerer halvanden procent, så er de tusind huer hurtig nået.

Jeg bruger Christuntes opskrift som en grundmodel. Jeg har ikke lavet meget om, snarere tilføjet.

I toppen af hver hue strikker jeg en lille top over fire masker. De sidste fire masker havner på en pind og med retsiden udad og maskerne i flugt frem og tilbage over en strømpepind, strikker jeg fire-fem pinde, der hurtigt kommer til at fremstå som snoren fra en strikkelise.


huetoppe


På samme måde strikker jeg båndene til at binde med. Hæklede fastmasker i en række luftmasker er ikke lige mig, så i stedet samler jeg to masker op i huens hjørne og strikker ret fra retsiden, og får en snor der fint fungerer som bindebånd og til forveksling ligner vikingekvindernes slidbånd “strikket” på en nullerstok eller lucet

Den sidste kendte jeg ikke, men fandt den først hos Fru westerskov og siden hos Kreative omgivelser. Overrasket tænkte jeg at strik altså allerede blev fremstillet af vikingerne, uanset at det ikke var det, de kaldte det.

Mine første forsøg var over fire masker, men snoren viste sig at fungere rigtig fint over kun to masker – der kunne også være tre. Det må være næste forsøg.


bindebånd

søndag den 13. februar 2011

Varme til glade håndled


pulsvarmere


Daniel bruger pulsvarmere hver dag – året rundt.

Jeg har efterhånden strikket indtil flere par til ham. Men de bliver jo slidt – det skidt – og dem han render ruundt med nu er efterhånden så fyldt med huller at det halve kunne være nok.

Da garnet til trøjen løb tør og der skulle bestilles nyt, blev der derfor også bestilt ekstra garn til pulsvarmere både til Ungersvenden og Anders.

I mandags gik jeg uvidst af hvilken grund i gang med varme til den stakkels drengs håndled og inden fødselsdagen i går havde jeg nærsten færdiggjort tre par. Nummer to til det tredie sæt sad stadig fast på pindende, da han pakkede ud. Da gæsterne gik, var der gang i et sidste par med brug af de sidste rester.

Da han nu var jaget ud til trøjefotos, var det nærliggende også at tage billeder af glade varme hænder. For de nye er allerede flyttet ind, mens de hullede med en smule måttte se sig slået af banen.

Det er altså lidt sejt at have en syttenårig, der gider rende rundt i mors hjemmestrikkede.


striber om håndledet


en bunke pulsvarmere


I øvrigt fik jeg kigget på hans beholdning af sokker.. (som han også lige fik fortalt han helst har på uden strømper under. Og synes er ret lækre). Godt jeg har masser af strømpegarn liggende – for det er da vist på tide med nye.