søndag den 30. januar 2011

Starten på en blomstereng


blomstereng


blomstereng


Mens jeg venter på at håndledet fungerer optimalt igen, er det muligt at sy. Den ene blomst bliver føjet til den anden og efterhånden kan enden ses.

Der er stadig langt og bunken med færdige blomster er stadig høj. Om jeg når at sy det hele sammen inden interessen for alvor forsvinder, er ikke helt til at vide.

For mens håndledet stadig gør knuder, når jeg dertil, hvor det ikke skal bestemme og syslerier, der måske burde vente bliver forsigtigt fundet frem.

Jeg er ikke god til at sidde stille, når der er spændende ideer, der skal prøves af. Jo jeg prøver, men jeg er ikke god til det – og måske er jeg ikke engang interesseret i at blive det.

fredag den 28. januar 2011

En dejlig afslutning


engel


Fredag sluttede ugen, næsten inden jeg opdagede den var gået i gang. En uge der har været hyggelig og fyldt med sjove indfald, snak, leg og masser af glade børn.

Noget faldt endda måske på plads – i hvert fald for denne gang, og også det skal nydes.

Vi tog bagvejen hjem og gik gennem kirkegården, der både er hyggelig og smuk med et lag hvidt over det hele. I en gren hang en engel og vogtede eller måske sendte den gode tanker.

På biblioteket hentede vi en stakfuld dvd’er, for der er en smule knas med tvsignalet for øjeblikket og så er det godt at have forstærkning.

Fredag bliver tidligt i seng, for det kan vi også. Lige nu er jeg den eneste der stadig er oppe, men lige om lidt tror jeg også jeg pakker mig sammen, og nyder at tidlige sengetider til tider kan føles som luksus.

Hvorfor!?


januar 2011


Gid vi aldrig var kommet dertil.

Nu er vi her, og jeg ser ingen vej tilbage.

Tilbage ville betyde endnu mange år, med hoppen for en anden i forsøget på at skærme børnene.

Vejen frem betyder mudderkastning, selvom jeg kan forsøge at holde min sti ren.

Det gør stadig ondt, og jeg ser ingen gylden mellemvej.

Kun tanken om at tiden rinder ud og årene mod enden bliver kortere.

SUK!

torsdag den 27. januar 2011

Frostklar solskin


solskin i Rødovre - januar 2011


januar 2011


Det var bidende koldt, men også klareste solskin, da jeg i formiddags tog afsted. Et enkelt stop undervejs og venten på en bus, der aldrig kom, gjorde desværre at jeg nåede for sent frem.

Heldigvis havde vi masser af tid og planerne om planer, var alligevel delvis skrinlagt inden jeg nåede frem.

En lang og hyggelig dag senere, med friskbagte boller, fnis, snak, og masser af papir og sakse senere, er dagen blevet til aften.

I stuen venter en stak dvd’er fra bibliotekets hylder. det gik pludselig op for mig, at den tidligere sørgelige samling er vokset til langt mere. Feelgood tøsefilm og andet der med god vilje kan falde ind under samme kategori er helt i orden, så jeg er startet ved A og satser på at arbejde mig gennem hele beholdningen sådan hen ad vejen.

Om det bliver Arn eller Amélie tror jeg Emilie får lov at bestemme.

onsdag den 26. januar 2011

Januar med drys


januar 2011


Min søn ryger. Jeg har forsøgt at fortælle ham om alle grundene til at lade være, men det virker ligesom ikke. Om tre uger fylder han sytten – så måske løbet i det hele taget er ved at være kørt.

Om tre uger! Det er lidt vildt og måske er det derfor, jeg har glemt at sende fødselsdagsinvitationerne.. må hellere gøre det lige om lidt – men hey, læser du med her og mener at være en del af familien, så er der kaffe og kage lørdag den tolvte februar, sådan hen ad eftermiddagen… Nej, jeg må hellere sende en mere officiel version.

Men altså. Han ryger! Som resten af husstandens rygende inventar – Anders og gæster – foregår sådan noget udendørs, og det er han helt med på. Så da trangen i aftes blev for overvældende, fandt han en stor tyk (Anders’) jakke, og drev udenfor.

Vel indenfor igen, fik den ikke for lidt med brok over sne på de mærkeligste/dårligste tidspunkter – et rigtig dårligt tidspunkt er for eksempel, når han skal ud og ryge… Jakken drev af vand, så et eller andet sted kunne jeg godt forstå ham.

Med den våde jakke in mente, havde jeg ikke forventet det store drys, da jeg i morges stod op, og inden jeg nåede ud af døren, var min kontakt med omverdenen i højere grad himlen, der er lettest at se heroppe fra toppen.

Stor var min fornøjelse derfor, da jeg trådte ud på gaden og alting var dækket af et ganske let hvidt lag. Det var der endnu, da jeg nåede hjem. Ikke helt intakt men stadig en smule hvidt.

Jo, januar er endnu ikke slået helt ud.

mandag den 24. januar 2011

Skridttælling


skridttælling


Jeg faldt over en skridttæller, da provianteringen i løbet af weekenden stod for tur.

Afprøves skulle den, så inden jeg væltede ud af døren mod arbejde og sjove unger, målte vi skridtlængde og indstillede alt hvad den ville vide. Dyret blev monteret og så glemte jeg ellers alt om den.

Som i glemte helt – indtil jeg igen var hjemme.

Det blev til mange skridt. En hel del af dem er i den afmålte længde, men der må også være ganske mange, der mest handler om at vende sig om, række ud efter noget, eller lige tage et lille skridt til siden.

Antallet af skridt på sådan en almindelig arbejdsdag med ud og hjemtur til fods endte på 17.650. Det lyder meget tilforladeligt. Men at jeg skulle have gået 9,8 kilometer i løbet af dagen, det bliver jeg nødt til at tage med et gran salt, for ganske mange af de skridt kan ikke have målt den gængse længde.

Jeg vil umiddelbart skyde på at mindst halvanden eller måske endda to af de mange kilometer i højere grad skyldes hop på stedet eller korte skridt, for ikke at stå i vejen. Turen mellem arbejde og hjem er på omkring tre kilometer, måske lidt længere, men der omkring.

Det synes jeg egentlig ikke er så ringe endda :)

Frostklare mandag


frostklar mandag i januar


I morges lagde jeg ikke mærke til noget som helst, men hoppede tilbage under dynerne så snart Emilie var ude af døren.

Under dynerne lå en varm kærste, der havde taget en tiltrængt feriedag og ingen planer havde om at komme tidligt op. Det benyttede jeg mig af og nød søvn og varme halvanden time ekstra, inden jeg for alvor stod op.

Først da jeg langt senere var på vej til ugens første arbejdsdag, gik det op for mig at verden var hvidpudret af frost. Al den skønhed gjorde det kun endnu mere fantastisk at tage turen på de flade konvolutter i stedet for en bus.

Vel fremme sagde jeg goddag til en uge uden min søde kollega, der i stedet står på ski et sted i Europa. Vistnok Sverige, men jeg er ikke helt sikker.

Alle mine dejlige nabokolleger spurgte om brug for hjælp, men da de var ramt af sygdom, mente jeg nok at kunne klare mig selv. Det kunne jeg også – men fik lige behov for lidt kollegial sparring efterhånden som dagen skred frem og åbenbarede sig som en rigtig mandag med masser af opsparet energi.

Et par af tøsene sad pludselig fast i håret på hinanden, den ene løb, låste sig inde på toilettet og skreg i vildens sky, mens den anden følte sig overfaldet og under ingen omstændigheder gad snakke mere den dag. De store drenge brugte al deres overskydende energi på højlydt tale, forsøg på at skubbe hinanden i skraldespanden, løb, godmodige tæsk og masser af grin, mens en anden flok piger under heftig fnisen forsøgte at flette videre på deres igangværende tasker.

Alt i alt en næsten helt almindelig mandag …


frostklar mandag i januar


frostklar mandag i januar

Lampefeber


lampefeber


Anders er ramt – af feber – lampefeber.

Alle hans frie timer går på arbejdet, når alle de andre er gået hjem, til fremstilling af den ene mere syrede lampe efter den anden.

Endnu har jeg ikke set en helt færdig model, men ideerne er mange og planerne ligeså. Jeg kan godt blive en smule bange for hvordan vores hjem ender med at blive belyst, men samtidig er jeg ret sikker på at det nok skal blive sjovt.

Oceaner af tid er gået på nettet, for at lede efter de helt rigtige komponenter, han ikke selv kan lave. Med den ene tegning efter den anden, har han forsøgt at formidle ideerne videre. Nogle af dem er jeg helt med på, andre forstår jeg ikke og atter andre, endte han med ikke selv at forstå.

Hvordan eventyret ender eller hvor længe det varer ved, har jeg ingen anelse om, men det er sjovt, og jeg er sikker på at alle de timer ved den manuelle drejebænk, kun kan være godt for hans videre uddannelse.

søndag den 23. januar 2011

Nessie


Nessie med kruset kant


Engang i går faldt de sidste masker endelig af pindene, og da Emilie under hårdt pres endelig fik vasket, sneg jeg min udgave af Nessie med i hendes tredive graders vask.

Et hyggeligt stykke strik, jeg glæder mig til at tage i brug. Alle de mange retmasker har været til at holde ud for håndledet, jeg stadig ikke tør kaste ombord i vrangmasker. Jeg ville ellers gerne, for onkelsweateren mangler stadig ærmer, men er også polstret med vrangmasker, så jeg satser mindst en uge, før jeg tør.

Da Nessie nåede kanten, synes jeg en takket kant harmonerede med tankerne om søuhyrer i en sådan grad, at jeg gennemsøgte alle mine strikkebøger for en vejledning. Jeg fandt en, og kunne svagt huske en anden, men ingen af dem var helt rigtig.

I stedet improviserede jeg. Strikkede og strikkede, en kant der voksede i omfang og avlede den ene maske efter den anden. For hver gang jeg arbejdede to masker mere med i aflukningen havde jeg strikket otte masker og flyttet rundt på de fire. Så det tog tid. En tid jeg ville bruge igen, for enden er blevet helt rigtig.


Nessie med kruset kant


Min egen kant – skulle nogen være interessede – strikkede jeg sådan her:

Luk den første maske af.
* Flyt masken på højre pind tilbage på venstre pind.
Strik tre masker i den flyttede maske – i henholdsvis forreste og bagerste del af masken.
Flyt de tre nye masker fra højre pind tilbage til venstre pind.
Luk fire masker af. *
Gentag.

Kanten bliver tæt og bølget. Hvis der i stedet for at lukke fire masker af, lukkes fem masker, er jeg ret sikker på kanten bliver knap så tæt og kruset. Det vil sikkert også tage noget kortere tid at lukke af… For dem, der kunne ønske det.

Tak til Julia for opskriften. Jeg har nydt den.


Nessie med kruset kant

Søndagsvisit


fletninger


Vi havde snakket om at ses, men blev enige om det fornuftige i, at rette matematikopgaver kommer i første række. Nogen gange tager det lang tid at rette matematik for fjerde klasse, andre gange knap så længe. I dag tog det ikke så lang tid, og da bedsteveninden hang i røret, var hverken Emilie eller jeg længe om at gøre os klar, pakke os sammen, komme ud af døren og finde en bus.

Resten af eftermiddagen brugte vi på snak og hygge, masser af the, fletninger og installationer på en ny Ipod.

Jeg flettede til Bedsteveninden i julegave, og lovede samtidig at lære teknikken videre. Så længe kunne hun ikke vente og allerede dagen efter jul, indløb de første sms’er med spørgsmål. Resten gættede hun sig til, men havde stadig et par detajler, hun ikke synes virkede helt som det skulle.

Så jeg viste hvad jeg gør, og hun viste hvad hun gør. Ikke mange teknikker var ens, selvom vi nåede samme resultat. Mens mine vejledninger faldt i god jord, må jeg se i øjnene at det også kan gå den anden vej. Således skal jeg lige overveje enkelte detaljer næste gang, der er tråd i nålen og sammensyninger på vej.

Og skriften er urdu, fra det pakistanske ugeblad, der byder på både noveller, mode, helse, horoskoper, interwievs, gossip og masser af andet spændende. Sammen med hvide detaljer fra bunken af Alt for damerne er endnu en fletning på vej.

Jeg har et lille håb om at kunne glæde andre og bytte til cool cash hen ad vejen, men først skal varelageret være i orden. Med et håndled, der stadig ikke er fuldt samarbejdsvilligt, kan det tage et stykke tid.

Så derom vendes stærkt tilbage – lige pludselig!

Planer på en søndag


forår på vej


Midt på en hyggelig søndag med morgenbrød og hygge,  er der alligevel blevet plads til gensyn, en hurtig sammenpakning og et hej på vej ud af døren.

Den hyggelige søndag kan kun blive bedre :)

fredag den 21. januar 2011

En længere historie


Smukke skriftsprog


Nu havde jeg taget en beslutning om at skulle bruge smukke fremmede skriftsprog. Jeg havde spurgt hos den lokale grønthandler og jeg havde spurgt de af ungerne på arbejdet, der kunne tænkes at vide noget om noget – en enkelt har lovet at spørge sin onkel, så måske får jeg mere at vide hen ad vejen.

Flere af jer havde rigtig mange gode ideer, og jeg var også opsat på at forsøge igen – det kunne jo være, det kun var min lokale grønthandler, der ikke kunne hjælpe. Så var det min søde kollega vidste at der findes en international kiosk et eller andet sted, så min ven Google blev endnu engang besøgt, og det er ganske vist – International kiosk ligger på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej.

Jeg tog Emilie under armen, og så fartede vi ellers mod byen, hovenbanen og Istedgade med en plan om et hurtigt visit og et besøg hos thaibiksen på hjørnet af Reventlowsgade, inden vi formentlig kunne tage hjem igen på samme klip.

Men så nemt skulle det ikke være. I stedet gik vi hele vejen fra den ene ende af Istedgade til den anden ende. Emilie konstaterede at der ligger ufattelig mange frisørsaloner på den gade, til gengæld overså hun totalt enhver forbindelse til sex – måske i virkeligheden meget godt.

Det var ikke noget problem at finde Internal Kiosk, problemet lå i at varelageret ikke virkede særlig internationalt. Personalet prøvede virkelig at hjælpe, men ingen af dem havde den mindste anelse om, hvor vi eventuelt kunne finde aviser af udenlandsk oprindelse. Jeg spurgte til grønthandlere, det mente de ikke, men henviste straks til en grønthandler længere nede ad gaden.

Vi gik videre – grønthandleren var ingen succes. Efterhånden var vi nået så langt, at det thailandske supermarked ved Enghave Plads var tættere på end hjørnet ved Reventlowsgade, så vi fortsatte. I en kiosk mødte vi endelig en mand, der mente at den pakistanske købmand helt nede ved Enghave Plads muligvis kunne have noget på Urdu.


novelle på udenlandsk - helt som vi kender dem


Vi rundede Thai-supermarkedet inden det pakistanske. Når vi alligevel var på Vesterbro, ville det være tåbeligt ikke at fylde op med nogle af de ingredienser, der ikke findes i Rødovre. Og håbet om, at de måske var leveringsdygtige i læsestof på thai, viste sig indfriet.

Hvad avisen kostede aner jeg stadig ikke, heller ikke de to piger ved kassen så ud til at vide det – de endte med at stoppe avisen i posen helt fri for betaling. Jeg sagde pænt tak.

Hos den pakistanske købmand kunne vi ikke finde nogen aviser, til gengæld var der dameblade, så for den svimle pris af femten kroner er jeg nu indehaver af triviallitteratur, jeg ikke forstår, men som helt tydeligt er triviallitteratur. Inde i bladet er for eksempel en novelle, der bortset fra skrifttegnene er som taget ud af Familie Journalen. Eller ugens horoskoper – heller ingen tvivl der. Det er sjovt som nogen ting ganske tydeligt forstås, selvom det ikke umiddelbart er forståeligt.

Helt præcis hvilket skriftsprog jeg er vendt hjem med, aner jeg ikke – men det er flot!

Nu er grundlaget lagt for videre leg, så skal jeg bare huske at passe på håndledet. Hvis jeg kan…


ugens horoskop

Fremmede skrifttegn


Tæt på slut


Jeg har en plan, der involverer fremmede skrifttegn. Skrifttegn af den slags jeg ingen anelse har om hvad betyder. Skrifttegn, der pirrer nysgerrigheden og som det allervigtigste er smukke og grafiske i deres udtryk.

Jeg forestiller mig at i det endelige resultat bliver udsnittene af skrifttegnene så små, at det alligevel vil umuligt at få hoved og hale på teksten, og jeg derfor ikke ender med et færdigt projekt, der udråber propagenda af den ene eller den anden art, eller eventuelt fornærmer nogen – eller det håber jeg.

Jeg tænkte arabisk eller kinesisk, og forestillede mig at tage forbi hovedbanegården. Hovedbanegården fordi der ligger Interkiosken, der sælger alt mellem himmel og jord – når bare det er tryksager med en eller anden form for nyhedsinteresse.

Men så slog det mig, at hovedbanegårdens butiksudvalg har skiftet, og jeg blev i tvivl om Interkiosken stadig findes – selvom jeg umiddelbart synes det ville være tåbeligt andet. Så jeg slog op, og kunne konstatere at den mulighed ikke længere foreligger.

Hvor skal jeg så finde smukke kinesiske skrifttegn i avisudgaver - eller arabiske?

For planen findes stadig, og hvis nogen af jer derude ved hvor det muligt at få aviser med smukke fremmede skrifttegn, så vil jeg glædes og forhåbentlig komme videre med det, der lige nu kun er tanker.

torsdag den 20. januar 2011

Bolsjerier


bolsjekogning


Er der noget mere lækkert, end at arbejde sent, komme hjem og straks kreerer ens kæreste den lækreste tallerken med brød, ost, grønt, garneringer og endda en lille bunke bær som dessert. Og ikke bare en tallerkenfuld delikatesser blev der serveret, det hele blev toppet med skønt at drikke og et dejligt kys.

Så er det helt i orden at have brugt aftenen sammen med en flok overgearede teenagere, der alle ventede på tur til deres omgang bolsjefremstilling. Efterhånden som aftenen gik blev overgearetheden ikke mindre, stemmerne højere og kampen om prøvesmagninger vildere.

Nu skal det ikke lyde forfærdeligt, for det var superhyggeligt, og en rigtig god måde at lave bolsjer på. Det gør vi helt sikkert igen.


bolsjekogning


At vi så også lige havde en voksen på sidelinien, der aldrig har prøvet at lave bolsjer, var slet ikke så ringe endda. For der skal to til hver gang bolsjer – vi deler nemlig portionen i to. det giver en fornuftig mængde færdige bolsjer og er nemmere at håndtere.

Og den voksne på sidelinien skulle selvfølgelig også have lov at prøve, og så var der også mulighed for mig. Det er alt for længe siden jeg har lavet bolsjer, men ikke længere end jeg godt kan huske, at min favorit er lakrids. De falder også i god jord herhjemme, så hvor længe de holder, er ikke rigtigt til at vide.

Bolsjer og en dejlig aften


nessie


Efter en dejlig aften, der gjorde mit Nessie næsten færdig, venter endnu en lang dag.

Når vi rammer almindelig lukketid i aften, er det tid til bolsjer.

Det er efterhånden mange år siden jeg sidst lavede bolsjer i Caféen, og jeg hadede det. Vi har ikke supermeget plads og et forholdsvist lille køkken. Sammenlagt med en fyldt Cafe, med medlemmer der råber på kryds og tværs, forlanger hjælp i den anden ende eller pludselig føler det nødvendigt at skulle i køkkenet efter noget at spise, var det ikke nogen god oplevelse.

Bare tanken om børn i køkkenet sammen med kogende bolsjemasse, kan få mig til at blive temmelig arrig - og svedt.

Men så lavede vi et nyt koncept og pludselig var tanken om bolsjer slet ikke nogen dårlig ide.

Det nye koncept handler nemlig i høj grad om tilvalgte aftenarrangementer. Masser af arrangementer, vi slet ikke har set enden på og som til stadighed skal udvikle sig og give gode oplevelser til store og små.

Nogen arrangementer vil henvende sig til specifikke grupper af medlemmer, andre vil være for alle. Nogen vil koste, andre vil være gratis og for nogen vil der være loft for tilmeldingen.

Et af de sidste er bolsjekogeriet. Max ti deltagere besluttede vi. Og skemalagde tre aftner i løbet af januar. Endda tre forskellige dage med godt en uges mellemrum, hvilket skulle give mulighed for alle interesserede.

Det første arrangement gik i vasken – men de skal jo også lige lære det nye koncept. Andet arrangement havde seks deltagere og min søde kollega sammen med en af klubbens voksne som tovholder. Det gik godt og pludselig var der kun pladserne til i dag tilbage. Og så blev der fyldt op. Enkelte har slet ikke fået plads – så vi gentager nok engang om et par måneder.

I aften er det så min tur, sammen med en af de dejlige kolleger fra Klubben. Det nye koncept handler nemlig også om øget samarbejde. Noget vi har arbejdet på i alle de år, jeg har været ansat og som bliver mere og mere integreret.

Det bliver så hyggeligt, og så kommer jeg hjem med sukkerduftende hår og klistrede fingre.

onsdag den 19. januar 2011

Onsdag morgen


januar 2011


Dagen i dag starter tidligt og ender sent. Starter med endnu en del af en kursusrække, der giver nye redskaber og metoder, der umiddelbart giver resultater og allerede er under indarbejdelse, for ingen af os er i tvivl om at det virker.

Kurser af den art er livgivende og energifyldte og efterlader os alle med lyst til at arbejde videre med de nye redskaber.

Når kursus og arbejdsdagen er slut, skal jeg videre til hygge og strik, snak og dejlige kvinder.

I morgengryet tuller jeg rundt og pakker til en hel dag. Husker et æble og overvejer hvor lang tid transporten, der plejer at foregå på cykel, vil tage når jeg kun er i besiddelse af flade konvolutter og der slet ikke er langt nok, til at finde en bus.

Der er varm the i min rejsekop, om lidt vækker jeg Ungersvenden, der skal møde sent, og håber han i søvnens dyb fatter, at det med at stå op skal han klare selv i dag, for jeg er gået og med mindre han vil langt tidligere op end hans teenagehjerte synes om, må han hellere sætte uret til at ringe mere end gang…

Det bliver en god dag!

tirsdag den 18. januar 2011

Stolthed


Emilies taske


Da taskefoldningen i december var på sit højeste, foldede Emilie hele to tasker.

Det var svært og hun var ved at give op flere gange, men de blev færdige og stoltheden stod om hende.

Visheden om at hun kunne, fik hende til at folde endnu en taske, der endte som julegave til en af barnefaderens venner. Det var lige før den ikke blev færdig og hun var igen ved at give op, men endte med at gennemføre – og det endda med en væmmelig mor, der gerne kom med opmuntringer, men pure nægtede at folde eller samle andet end samlingerne, der er lidt for svære.

Vel hjemme fra juleferien og med selvværdet på toppunktet efter at gaven i den grad var blevet beundret, faldt hun over en rulle bogbind, der ikke var blevet brugt. Med bogbindet som udgangspunkt gav hun sig i kast med endnu en.

Mindre end en uge tog det hende at klippe, folde, samle og sy – den væmmelige mor ville heller ikke sy hverken sider, bund eller lynlås.

En skulderrem blev snoet og en lillebitte knytning sat i lynlåsen, og så var hun ellers klar og ikke til at skyde igennem.

Selvom de første faktisk var rigtig flot udført, mener hun selv at denne er den flotteste, hun til dato har lavet. Jeg synes det er stort at kunne se sin egen fremadrettede udvikling.

Roedyrkning


Min far er fra Lolland, hvor en stor del af familien er bønder, dyrkede jorden og stod forest i menighedsrådet.

Der er langt til lolland, så med jævne mellemrum sender han nyhedsbreve, der ofte handler om istandsættelsen af det hus, han købte i Nakskov for efterhånden mange år siden.

Ind imellem er der også historier fra hverdagen, oplevelser eller tilbageblik. Jeg nyder hans skrevne ord, og får lyst til at dele historien han sendte i går.

Historien tog udgangspunkt i roehøsten, som min søster i sæssonen fik sat spørgsmålstegn ved om overhovedet var muligt. Det mente min far nu nok det var, men kunne senere konstatere at så let har det slet ikke været – dengang i efteråret.

Det fik ham til at tænke tilbage til dengang han selv var dreng og roehøsten foregik med håndkraft og en traktor. Min far beskriver det således:

I min barndom blev roerne løsnet med en roeløfter, trukket op med hånden og aftoppet med en roekniv. Derefter samlet sammen med en greb og læsset på vogn med håndkraft. 

 

Historien får I her:

 

glyphsDet fik mig til at tænke på et af de sidste år min far dyrkede sukkerroer. Jeg tog et billede fra 1960 hvor en traktor kørte totalt fast i marken, da den skulle bjerge roerne. Så gør man naturligvis det at man henter den anden traktor til at slæbe den første fri. Resultatet kan ses på billedet her, begge står med baghjulene kørt helt ned til navet. Enden på det blev at Falck måtte trække dem begge fri. Der gik en rimelig fast markvej gennem min fars jorder, så de kunne parkere en bil på tværs der og trække traktorerne fri med et spil. Falck måtte to eller tre gange mere ud for at lave samme nummer, vistnok med kun een traktor ad gangen.

Dengang havde man op til Jul en indsamling "hold gryden i kog" hvor man samlede penge ind, jeg ved ikke om det var til børnehjem eller fattige familier. Men det var falckfolk i deres dengang koksgrå uniformer som stod på gaderne i Nakskov og samlede ind. Jeg husker et år, hvor vi gik i byen, at en falckmand sagde til min far "Du må da give noget når vi så mange gange har været ude hos dig". Jeg ved ikke om han afleverede en fem- eller tikroneseddel.


fastsatte traktorer

mandag den 17. januar 2011

Tæppestart


starten er gået


Jeg tog tidligt afsted i dag, for mens weekenden bød på superhelte og ingenting er blomsterbunken færdig og en lille del af de løse sekskanter gjort klar.

Tidligt fordi gulvpladsen herhjemme ikke levner plads til puslespil i de dimensioner, jeg skulle bruge. Men ikke tidligt nok til at blive færdig til tiden. Heldigvis er min søde kollega tålmodig, og kom med the, mens mit sindrige system blev tegnet ned.

Det er selvfølgelig også nemt at være tålmodig, når der kun var mødt et enkelt barn op, da jeg fik pakket mig sammen og vendte tilbage til de kendte folder. Til gengæld havde han brugt tiden fornuftigt og halvanden time senere kunne jeg mæske mig i friskbagte boller, mens den kjolefoldende teenager forsøgte sig med symaskinen og en oplægning.

Ved hjælp af en plan, nummerede blomster og navngivne løse brikker er jeg klar til at sy sammen efter alle kunstens regler.


det sindrige system

Gang i Fakta


Det kan godt være de siger det kun tager fem minutter i Fakta, men de gange det tager længere tid, er der ofte lagt op til sjove episoder. I dag var ingen undtagelse. Samtidig var dagens indlæg helt klart det sjoveste, jeg endnu har oplevet i et supermarked.

Fire ansatte var på arbejde, og selvom de alle fire arbejdede hårdt, eller i hvert fald prøvede, hjalp det ikke kunderne synderligt meget – bortset fra den helt eventyrlige oplevelse.


januar 2011


En kasse var åben og her sad en medarbejder, der lystigt hev den ene vare efter den anden gennem maskineriet. Lige indtil en kunde havde glemt pungen derhjemme, og måtte efterlade varerne, mens han hastede hjem efter kontanter.

Det betød et stop i kassekøen, for bonen skulle parkeres, før videre ekspedition kunne gennemføres. Sådan en parkering kræver en anden medarbejder med et fingeraftryk. Manden med fingeraftrykket var netop løbet i kælderen, for at lede efter en nøgle ingen af de ansatte havde på sig.

Nøglen var til døren ind til rummet bag flaskeautomaten, der af uransagelige grunde bippede vildt og ikke kunne stoppes, da døren var låst og ingen havde nogen nøgle. En medarbejder med en nøgle, skulle først møde ind en halv time senere…

Pigen ved kassen ventede derfor tålmodigt, mens Manden med fingeraftrykket var i kælderen. Inden han løb i kælderen, havde han forsøgt at få den mindste af de fire til at kravle gennem den del af flaskeautomaten der indtager kasser – nok var hun lille, men ikke ti vilde heste kunne få hende til at kravle derigennem.

Mens Manden med fingeraftrykket hastede mod kælderen, forsøgte Pigen, der ikke ville kravle gennem flaskeautomaten, at overtale den sidste ansatte, der var ved at opgøre byttepengene i den anden kasse.

Uheldigvis fik han trykket på en forkert knap, så mens Manden med fingeraftrykket løb mod kælderen og Pigen ved kassen måtte se sig slået af en glemt pung, væltede byttepengene pludselig ud af begge ender af det andet kasseapperat. Mønterne i den dertil indrettede skål til byttepenge og sedlerne i den anden ende.

Pigen der ikke ville kravle gennem flaskeautomaten hjalp febrilsk, mens hun gentagne gange kaldte Fyren med byttepengene for meget lidt flaterende tillægsord.

Mine vare lå allerede på båndet, så jeg stod i første parket til hele sceneriet, mens køen langsomt voksede, og der sikkert ikke har været helt så sjovt i den anden ende.

Endelig vendte Manden med fingeraftrykket tilbage, bonen blev parkeret og byttepengene havnede igen i maven på kasseapperatet. Fyren med byttepengene åbende den anden kasse og Manden med fingeraftrykket måtte vedkende ikke at fundet nogen nøgle.

Under hele seancen bippede flaskeautomaten lystigt, og nu begyndte diskutionen igen om hvem, der skulle kravle gennem, for at stoppe larmen.

Pigen der ikke ville kravle gennem, ville stadig ikke, mens Manden med fingeraftrykket argumenterede voldsomt for, at hun var mindst.

Endelig foreslog Fyren med byttepengene, at han ville kravle igennem, hvis Pigen, der ikke ville kravle gennem, overtog kassen.

Manden med fingeraftrykket og Fyren med byttepengene endte henne foran flaskeautomaten og kiggede ind i dybet. Fyren med byttepengene udbrød: Der er godt nok spooky!, og Manden med fingeraftrykket gav ham ret i en grad, der viste at han bestemt heller ikke ville kravle gennem, og det til trods for at han i virkeligheden nok var den, der havde de mindste mål i omkreds - højde eller ej.

Fyren med byttepengene forsvandt i automatens indre, bippelydene ændrede pludselig til en hel anden koncert, for til sidst helt at forsvinde.

Hvordan det videre gik, ved jeg ikke, for mine varer var efterhånden både købt og betalt og da jeg smågrinende forsvandt ud af døren sad begge tøser ved hver deres kasse, mens Manden med fingeraftrykket råbte anvisningerne ind gennem automaten og Fyren med byttepengene svagt kunne høres et sted bag en lukket dør.

Et godt grundlag


Mine børn har begge malet meget.

Den store har altid været fantastisk til at fylde hele læredet, med masser af historier til følge. Den lille derimod, har oftere siddet og klattet lidt i det ene hjørne, med langt mere kedelige resultater til følge.
Det synes jeg var trist, for selv små klatter i et hjørne kan være spændende, hvis bare de bliver præsenteret på en god måde.

Det var dengang vi udviklede baggrundene.

Når Emilie maler i dag, laver hun ofte en baggrund som grundlag for det videre arbejde.

Det tomme lærred bliver fyldt med tre-fire farver i forskellige nuancer. Med lidt viden om farvelære, kan en enkelt af farverne snildt skiftes ud med noget nær ved eller komplimentært.


begyndelsen

I første omgang bliver de valgte farver spredt over lærredet, for derefter at blive fordelt med en pensel.

Det er vigtigt at farverne ikke bliver malet helt sammen, men giver plads til hinanden og de farveskift, der opstår når to eller tre farver mødes.

Er der ikke nok maling på lærredet til at dække, hældes der mere på undervejs. Hellere lidt for meget end for lidt. Det færdige resultat må gerne være tykt.


den færdige baggruund

Inden der arbejdes videre på billedet, skal baggrunden tørre.

Nogen gange har vi klistret billeder på, der kan males videre på, eller fundet sjove ting at fastgøre til lærredet. Der kan også bare males videre, eller trykkes med trykklodser.

Nogengange har vi sat en ramme af malertape midt på lærredet, og fyldt ud med tryk, glimmer eller andre sjove ting, sammen eller hver for sig, for derefter at fjerne malertapen og få et færdigt resultat med en afgrænset ramme om.

Mulighederne er uendelige.

søndag den 16. januar 2011

Weekend i ingentings tegn


stjerner i vinduet


Weekenden nærmer sig enden. Enden på en weekend, der absolut har hørt til i bunken af dagen uden indhold.

Ingen al alle mine gode intentioner er blevet til noget. Jeg har hverken bagt, gjort rent, vasket eller noget andet.

Til gengæld har jeg sovet længe, foldet stjerner, hentet Emilie efter fødselsdag, set superhelte i fjernsynet og syet blomster, der efterhånden nærmer sig enden.

Det har været godt, og det er godt. Jeg kan alligevel ikke lade være med at stå tilbage med en smule dårlig samvittighed over at have spildt en hel weekend på ingenting… På den anden side, ville jeg gøre det igen – for det var det, jeg havde brug for.

fredag den 14. januar 2011

Weekend


tusmørke


Sjældent har jeg følt mig så træt som de sidste dage. Sjældent har en weekend været så velkommen som den i dag.

Nu er den her og jeg skal ingenting andet end lade op og være klar til næste uge.

Hjemturen gik gennem tusmørket og lige om lidt falder jeg omkuld, mens jeg kan høre Anders og Emilie småsnakke i køkkenet.

God weekend til jer alle.

I bunkevis


sekskanter i bunkevis


Endnu en bunke sekskanter er presset og riet og klar til brug.

Målet på de firs blomster er ved at være nået, og jeg glæder mig vildt til at kunne lægge puslespil på gulvet inden sammensyningen for alvor kan gå i gang.

Udenfor ligger et hvidt drys. Det faldt i aftes, og så langt mere eventyragtigt ud i måneskinnet. Nu er det allerede ved at smelte væk – og jeg tager mig selv i at håbe på mere. Bare nok til at dække alting med endnu et lag hvidt, der pynter så meget mere på forstadsbetonen end de grå bunker, jeg har kigget på den sidste tid.

torsdag den 13. januar 2011

Afsked


aftenstemning


I dag sagde vi farvel til en institution i institutionen. Farvel til en kvinde, der vil blive savnet for sit gode humør, sin evne til altid at lytte, være der, dele efter bedste overbevisning og for at være den, der altid har styr på alting.

Som en af lærerne fik sagt – hjertet, der både er pumpen der styrer energi og viden, og hjertet, der samler og er midtpunktet for hele organisationen.

Der blev grinet og grædt, talt og sagt pæne ord.

En afsked, der både er sorgfuld og glædesfuld og markerer overgangen til noget nyt og spændende.

Bedre end fitness


januar 2011


Der blev flyttet i går. Det kan mærkes i dag.

Musklerne i arme og lægge er ømme. Indersiden af fingerene har tidligere været langt mere samarbejdsvillige, håndledet begynder at give lyd fra sig og jeg føler mig stadig helt færdig.

Vækkeuret blev overhørt, og jeg vågnede først da Emilie kom ind. Da var klokken lidt over ni. Hun har fået lov at blive hjemme, mens Ungersvenden stadig sover. Han har fri. Der er terminsprøver i tysk, hvilket han fravalgte til fordel for fysik, dengang inden skoleåret startede.

Det skal ikke være jammer – det hele. Om lidt skal jeg ud af døren, mod endnu en planlægning i de nye tankers univers. Ud til en dag med glade unger, kjolefoldninger og måske endda et besøg af den forelskede fjortenårige, der lige nåede at vise kæresten frem, inden vi tog til byen i tirsdags.

onsdag den 12. januar 2011

Fri på en onsdag


januar 2010


Jeg er træt. Jeg er brugt. Jeg føler mig helt færdig. Og det føles godt.

En fridag godt givet ud til et menneske, jeg holder meget af, og som havde brug for min hjælp.

tirsdag den 11. januar 2011

Det glade arbejdsliv


I dag tog vi på tøsetur. To voksne og seks knap så voksne tøser. Strøget, kulde og godt humør.

Pigerne var glade, købte ind, shoppede, tjekkede udsalget og havde endda overskud, da pengene blev gjort op i toget på vej hjem.

Middagen blev indtaget hos Mama Rosa, der serverede store portioner og åbnede en hel etage kun for os. Lækkert, for så kunne der rigtigt fnidres tøserne imellem.

Og spøjst! Aldrig før har jeg oplevet en tjener komme med regningen, undskylde at hans regnemaskine har lagt ekstra retter oveni, strege det ud, der er for meget – og så overlade sammentællingen til gæsten…

Vi gloede noget på hinanden, overvejede om han ville komme tilbage og foretage udregningen, og endte med enighed om at det måtte vi vist gøre selv.. og håbede lidt på et forkert resultat til vores side – for han købte resultatet uden at regne efter selv…

Tilbage sagde vi farvel til glade pigebørn.

Det er ikke kun udenfor arbejdspladsen vi har det sjovt. Al den megen taskefoldning inden jul, har fået de mere kreative af pigerne ud i nye ideer.

Således er der i øjeblikket mellem lektier, sjov og ballade gang i en kjole, med modelprøvning, måltagning, alternativ sammensyninge og masser af gode ideer til følge.


starten på en foldet kjole

Retstrik


forsigtig retstrik


Det gør stadig ondt i mit håndled, og jeg burde nok ikke, men det er svært at lade være.

Jeg har længe haft kig på Nessie, og med udelukkende retstrik er det muligt at strikke uden at bevæge håndledet for meget.

Det fungerer fint at holde højre håndled helt stille og kun bevæge venstre. Det kræver ikke den store øvelse, det kom helt af sig selv.

Med lækre grønne garn fra Frau Putz, er der varme om halsen på vej.

søndag den 9. januar 2011

Der er så meget forældre ikke behøver vide


januar 2011

Hvordan er det lige man som forældre reagerer, når der om morgenen ikke kun står et par støvler tilhørende hustandens teenager, men også et par tilhørende en af det modsatte køn…

Jeg tænkte nu gælder det om at være cool. Ikke noget med at snage. Ikke noget med at kigge gennem dørsprækken. Ikke noget med noget som helst…

De sov godt. Eller også lod de som om. I hvert fald lød der ingenting fra værelset, før Tøsebarnet og jeg havde pakket os sammen, og var smuttet med tomme flasker og aviser til genbrug på vejen mod indkøb.

Vi mødte dem på tilbagevejen. Hilste, sagde hej og gik videre. Ungersvenden mumlede noget om at følge til bussen og jeg smilede og sagde: vi ses.

Vi nåede hjem, han nåede hjem, ingen sagde noget, ingen fortalte noget. I hvert fald ikke noget af det spændende… Jeg kunne godt stille en masse spørgsmål... jeg er fyldt med spørgsmål. Men helt ærligt, bare fordi en eller anden overnatter, behøver det ikke betyde en hel masse, og jeg er ikke ældre end jeg godt kan huske at forældre bare skulle blande sig udenom.

Og han er udstyret med kondomer og snakken om samme…

På tur


Jeg er løbet tør for skabeloner til patchworktæppet. Selvom tiden løb, troede jeg godt, jeg kunne nå forbi en butik med salg af den slags.

Jeg nåede det også, og ville også have været kommet hjem med flere, hvis ikke lige jeg havde forsøgt mig et nyt sted, med mulighed for flere småblomstrede stoffer til projektet.

Jeg valgte det forkerte sted, for de lå hverken inde med skabeloner eller stoffer med mønstre, der faldt i min smag.

Tiden var knap, og i stedet for at ende foran en lukket butik tog jeg hjem igen. På mandag er der så nye muligheder for at komme videre med sekskant på sekskant. Med hjælp fra nettet er det endda gået op for mig, at patchworkbutikken, der lå i Glostrup, og som jeg havde glemt – jeg plejer at tage til Lyngby – flytter og åbner nærmest lige rundt om hjørnet netop mandag morgen.

Via deres hjemmeside er jeg også ret sikker på, at de sælger de famøse skabeloner. Jeg er klar mandag formiddag…

Men inden jeg nåede helt så langt, stod jeg på hjørnet af Tårnvej og Roskildevej og ventede på en bus. Sjovt nok kommer der altid mange flere busser i den modsatte retning, når men har en smule travlt og tripper for at komme videre.

Mens jeg stod der, kørte endnu en bus forbi med noget der lignede en helt ny streamer på siden. Helt ny har den nok ikke været – men mindre nogen er tidligt ude, for streameren lovede mig åbent alle dage frem til jul.

Det synes jeg er sjovt, og så kan det blive helt hyggeligt at stå der, midt i et kedeligt kryds og vente på en bus, der er forsinket af vind og vejr.


juleåbent i januar


Hjemturen bød også på forsinkelser, så jeg travede derudad i ventetiden efter transport. Jeg endte ved Husum Station og frydede mig over tågen og udsigten.

Jeg kan godt lide tåge. Tåge der pakker ind og giver lidt mere eventyrstemning end almindeligheden, beton og hverdagen giver.


tåge over skinnerne

fredag den 7. januar 2011

De skønneste julegaver


Jeg ved godt julen forlængst er overstået, men jeg vil alligevel gerne flashe nogle af mine gaver.

Foruden Vennesamlingen, fik jeg også to fantastiske bøger om kanter. Den tredie bog i samlingen havde jeg i forvejen, så nu er der alle muligheder for at savle over lækre opsætninger og gode ideer.


julegaver julen 2010


I afdelingen af hjemmelavede gaver fik jeg tre af de helt fabelagtige.

Emilie havde lavet et strikkepindeetui i sløjd. Hun havde fået god hjælp af læreren, men selv farvet læderet fra sandfarvet til grønt. Etuiet er perkekt til alle mine strømpepinde og falder på et godt sted, for jeg har længe forsøgt at finde den rigtige opbevaring til strikkepindene.


julegaver julen 2010


Min dejlige kusine Lærke, havde med tråd og perler lavet de fineste øreringe, der har hængt på mig siden. Små fine blade, der selvfølgelig er grønne.


julegaver julen 2010


Den sidste af de lækre hjemmelavede er fra Anders, men den er ikke færdig, så I får kun et lille kig. Han er i gang med et svendestykke af en fyrfadsstage, der bliver hvor den er sat, når først den er sat – den vejer godt til.

Hvornår den bliver færdig er ikke til at vide, for den kræver maskiner, der normalt arbejder på helt andre dimser. Færdig skal den nok blive, og indtil da fungerer den fint – der manger bare lige det sidste.


julegaver julen 2010

Fredag formiddag


januar 2011


Fredag er ugens sidste dag og bebuder af weekenden. Jeg ville slet ikke have noget imod en tidlig weekend, men fredag er også årets første fest. Fester betyder sene hjemkomsttider og masser af glade børn.

Måske er jeg ikke helt klar lige nu, men det bliver jeg. I stedet nyder jeg formiddagen og visheden om at fredag starter sent og jeg kan tulle rundt og lave lige præcis det jeg har lyst til.

Lysten har givet liv til endnu et par blomster til samlingen.

Mit tæppe skal være stort nok til at sno om mig, ligge over mig eller under mig på en skovtur. Jeg har tegnet en plan, beregnet, klippet, presset, riet og er slet ikke nær færdig.

firs blomster skal der til, og efterhånden er bunken af de færdige vokset til knap halvtreds. De sidste er klippet men endnu hverken riet på skabeloner eller sorteret i forhold til midterbrikken i de enkelte blomster.


bunken vokser


Min plan går på at ikke to blomster må være ens. Helst må der heller ikke være to, der er modsatte. Så vidt jeg kan regne ud, er det muligt, men jeg mistede overblikket sidste jeg gang jeg sorterede, og er sikker på det er langt lettere, når den nuværende færdige portion hænger sammen.

Det skal nok lykkedes, og mens jeg diskuterer med den sekstenårige om vigtigheden af eksamener, tror jeg lige der kan blive tid til endnu en blomst – eller to.