fredag den 31. december 2010

Nytårsaften


nytårsaftensdag 2010


Vi har købt ind. Tøsebarnet er hos sin far – og har ringet flere gange, både for at snakke, få gode råd og ønske godt nytår på forhånd. Ungersvenden er smuttet, med tasken fyldt med sodavand og noget at blande i, klar til en aften blandt venner. Køkkenet dufter og vi har travlt med hver vores.

Jeg ønskede romantik og små retter mad. Vi endte med fem forskellige og har hver især gang i vores. Bordet er dækket med lys og de fine glas. Hvornår første ret står på bordet har ingen af os styr på, men vi har ikke travlt og sidder gerne bænket hele aftenen.. når altså ikke lige vi skal styrte frem og tilbage til køkkenet. For ideen var måske meget god – men planlægningen knap så gennemtænkt. Vi har stort set ramt fem retter, der alle skal tilberedes i sidste øjeblik…

Men som sagt – vi har ikke travlt.

Jeg glæder mig til en aften alene, sammen med min kæreste.

Godt nytår til jer alle derude.

Narnia


narnia


Daniel havde et gavekort til biografen liggende. Vi ville begge gerne se Morgenvandrerens rejse, så vi tog afsted og rejste på langfart med Edmund og Lucy, mus, mand og en enkelt surmulende dreng, der gjorde sig så meget bedre som drage.

Et eventyr og en fantastisk beretning med ligeså storslåede billeder, der fangede og samtidig var tro mod forlægget. Med Aslans tilsyneskomst endte alting godt, børnene kunne tage tilbage til deres egen verden, og vi kunne igen begive os ud i frostvejret og hjemad.

torsdag den 30. december 2010

Den dejligste jul


julelys


Efter en dejlig jul er familien draget hjemad og Tullebarnet taget mod det fædrende ophav.
Når selv ungerne dagen derpå begynder at udbryde sammenhænge om den bedste jul nogensinde, er det nok ikke helt forkert. Også selvom juletræet blev en smule større end beregnet, så dansen måtte aflyses til fordel for stillesiddende sang.

Blandt julens gaver, befandt sig den samlede Friendsbox. Anden sæson er nået og meget andet sker her ikke. Håndledet driller, så onkelsweateren, der mangler ærmer, må vente lidt endnu. En ret irriterende skade – sådan et håndled. Computerbrug er heller ikke blandt favoritterne!

Men vi har det godt - og hygger. Og jeg kan sy. Små sting i hånden. Patchworkblomsterne, der længe har ligget, er fundet frem og holder vennerne med selskab.. Mon ikke det er ved at være tid til endnu et afsnit…

torsdag den 23. december 2010

Og så kom de


december 2010


Glade og trætte og sultne…

Ihh jeg glæder mig til dejlige dage med dejlige mennesker.

Glædelig jul til alle jer derude.

Vi venter


december 2010


Yndlingsfamilien er på vej. Trodsende snehvide og ufarbare veje. For godt en time siden lød meldingen på Middelfart. Jo de er på vej, og vi er klar.. eller næsten i hvert fald.

Jeg glæder mig og håber, de har husket varme tæpper i bilen.

Perler med lys


Lysskåle


Britta skrev om lysestager af perler. Det kunne vi ikke lade stå usagt, men var bange for at lys og varme i de små perleskåle ikke ville være en god kombination.

Men forsøget skulle gøres, og da jeg kom i tanke om de små lysglas, der passer perfekt til fyrfadslys, fik projektet en chance.

Og det virker. Glasset bliver sikkert varmt, men skålen gør ikke. Og det er det vigtigste.

Fine ser de ud, selvom udendørs ikke er det bedste til indendørs lys, så de kommer ind igen. Men ude har de allerede været en gang, for med sne og kulde er det let at køle af og hurtigt kunne få skålene frem i lyset og se det endelige mesterværk.

Samtidig får varmen fra skåle taget direkte fra ovnen sneen til at reagere med hyggelig knirkelyde til følge. Emilie stod i aftes, da endnu et projekt så dagens lys, og kunne ikke få sig selv til at lukke døren. Men måtte blive stående og lytte til knirkelydene.


skåle til afkøling i sneen


Og mens lysene hygger, Emilie passer på, Ungersvenden sover efter en hård nat med kammeraterne og Anders stadig må slide og slæbe inden tre dage uden arbejde, vil jeg klæde mig varmt på, trodse fygende sne og kulde og finde det sidste vi mangler inden det for alvor bliver jul.

onsdag den 22. december 2010

Midt på Roskildevej


hølæs på Roskildevej


Nogengang kan man opleve sære syn midt på en råkold Roskildevej.

Sådan et syn oplevede jeg den anden dag, da jeg forfrossen stod og ventede på en bus, der ikke kom, da den skulle, og i sidste ende ikke engang kunne bringe mig det jeg forventede.

Men havde bussen holdt køreplanen, havde jeg aldrig oplevet at se et læs hø midt på Roskildevej.

Nu er hverken en traktor, en ladvogn eller et læs noget specielt syn - sådan overordnet set. Men placeringen og traktoren med, er ikke hel almindeligt.

Og mens mine tæer frøs, hyggede jeg mig over et særsyn på en ellers ganske befærdet større vej.

Alting er så småt ved at være klart


Midt i alle juleindkøbene, rengøringen og oprydningen er der også tid til hygge, sjov med ungerne (når ikke lige jeg tvinger dem til at hjælpe med oprydning og indkøb..) og strik.

Derfor kunne jeg i går skylle op og spænde ud, så kroppen til den sweater jeg har lovet yndlingsonklen min at strikke er klar til prøvning, når familien engang i morgen aften dukker op. Højst sandsynligt både sultne og kolde efter at have kæmpet sig gennem snemasser og blæsevejr hele vejen fra Århus og hertil.

Ihhhh, jeg glæder mig.


Onkelstrik


Onkelstrik

tirsdag den 21. december 2010

Juletræer i København


Min tur rundt efter gaver startede med bus mod Rådhuspladsen. Det gik pludselig op for mig, hvor længe siden det er jeg for alvor har været helt inde om byen.

Nok har jeg set pladsen uden HT-terminalen, men tydeligvis ikke nok til ikke, at blive slået af hvor åbent og lyst der er nu.


Industriens hus, december 2010


Og selvom jeg ved at metrobyggeriet er i fuld gang, og har observeret nedlægninger af butikker i Rådhusarkaden, var det alligevel lidt mærkeligt at vende blikket mod Industriens Hus, der står som en kulisse til en katastrofefilm. Jeg har ingen anelse om hvordan der ender med at se ud, men jeg kan ikke komme uden om at være lidt spændt.


Rådhuspladsen, december 2010


Nogen ting er heldigvis som de plejer. Juletræet på Rådhuspladsen stod, hvor det altid står, med stjerne, lys og flettede hjerter. Men der var også andre træer. Flere skulle det vise sig, jeg fandt bare kun det ene – på Rådhuspladsen.

Jeg har en erindring om at have set eller hørt noget om dekorerede juletræer rundt om i København, men selvom jeg kiggede hele vejen ned ad Strøget, lykkedes det mig kun at finde et på Rådhuspladsen og et foran metroen ved Kongens Nytorv.

Hjemme viste det sig at min ide om flere af slagsen holdt stik. Hvor mange der står rundt om i byen er jeg ikke helt sikker på – men mange.


happyXmastreeshappyXmastrees


Projektet hedder Happy Xmastrees. Den seksogtyvende bliver de alle i samlet i Øksnehallen til en fælles udstilling, hvorefter de fra den niogtyvende bliver sat på auktion hos Lauritz.com. Overskudet går til skovplantning i Mali.

Jeg kan godt lide sådan nogle projekter, og jeg kan også ærgre mig bare en lille smule over, at jeg ikke fik øje på flere.

Til gengæld fik jeg alt hvad jeg skulle have. Inklusive den mest fjollede julegave jeg til dato har købt. Så fjollet, at jeg allerede kan forestille mig, jeg kommer til at fortryde. Men når nu Tøsebarnet har sukket og ønsket og ligefrem overvejet opsparing, og stadig snakker, selvom ønskværdigheden dukkede op for lang, lang, lang tid siden. Og der så pludselig står et eksemplar til en pris langt under den gængse… Ja så slog vi til, og blev enige om at gøre det – også selvom vi sikkert begge ender med at sætte restriktioner og ønske noget hårdt at slå os selv i hovedet med, inden der er gået mange måneder.. uger.. dage.. timer…

Nogengange tror jeg bare, det er sådan det skal være :)

Ingen begyndende stress her


december 2010


Gulvet blev vasket i går. Dagen i dag er brugt med bus og tog, først den ene vej og siden den anden, inden jeg endelig kunne vende hjemad. Med alle gaver i hus – i hvert fald dem, jeg ikke stadig går rundt og tror, jeg lige kan nå at blive færdige med.

I morgen venter indkøb. Men først skal køleskabet ryddes, så der bliver plads til den nye invasion. Ikke fordi der er så meget, der ikke skal have lov at blive – det der mere noget med overblik. Overblik og køleskab hænger ikke særlig godt sammen her i husstanden – jeg er tilbøjelig til at mene det hænger sammen med et par manglende hylder… men den tilbøjelighed hænger vist i en tynd tråd.

Fakta er, at jeg gider ikke ud mere i dag… Det skulle lige være efter pomfritter, som jeg helt uden varsel har haft en voldsom lyst til siden engang i går. Men det kræver jeg skal ud, så jeg nøjes nok med rugbrød og tanker om køleskabet. Og måske et blik på den liste Anders fik skrevet i går, og som nok lige skal gennemses inden afgang, så vi ikke ender med for mange dubletter.

Jeg orker bare ikke lige nu, og vil langt hellere sidde på det nyvaskede gulv, med en saks og noget stof og en overbevisning om at det gavner julen… Bare en time eller to… Så kan jeg vel finde noget andet at vaske engang i aften.

søndag den 19. december 2010

Perleskål


Et rigtig godt overspring på sådan en hyggelig decembersøndag kunne være sjov med hamaperler, ovenen og en skål.

Emilie var i hvert fald frisk og besluttede allerede i aftes at hendes skål skulle være en hel del større, end den jeg lavede.

Efter ønske vil jeg fortælle hvad vi gjorde. Der er andre, der allerede har forklaret. Måske findes der flere forklaringer ude i verdenen, jeg har kun fundet en, og den synes jeg er rigtig god. Så vælg frit mellem forklaringerne :)

Til den lille skål jeg lavede i går, brugte jeg en skål fra stakken af skåle på køkkenhylden. Emilie ville have en større skål og fandt det mindste grødfad/dejfad frem vi har. Jeg forestiller mig, at så længe skålen der bruges er glaseret, er det underordnet hvilken der vælges.


perleskål

Perlerne skal ligge i et lag i skålen. Det er forholdsvist nemt at trykke perlerne ned til et lag i bunden af skålen. Herfra kan det godt betale sig forsigtigt at hælde perler ned langs kanten, til den ønskede højde er nået. Det giver et fint resultat hvis perlerne ligger tilfældigt og nogen af dem, stikker op over kanterne.

Forsigtigt sættes skålen ind i ovnen, der endelig ikke må være på luftovn, af hensyn til ikke at blæse til perlerne. Jeg satte ovnen på knap 200 grader,og sørgede for den var varm, før perlerne kom ind. Så vidt vides tager det ca fem minutter før perlerne er smeltede og skålen er færdig. Vi er så åbenbart lidt hovedløse her i familien for øjeblikket. For ligesom jeg glemte den lille skål i går, glemte Emilie alt om skål og perler, da først de var sat ind.

Det betød en temmelig smeltet gang perler, da nogen endelig kom i tanke om projektet og hev skålen ud af ovenen. Jeg tror faktisk godt det kan betale sig at blive ved ovnen og kigge med efterhånden som perlerne smelter sammen.


perleskål

Med vintervejr og sne, satte jeg skålen ud på altanen, hvor den forholdsvis hurtigt blev kold og perleskålen kunne tages ud. Langt det meste af skålen havde under afkølingen sluppet taget i glasuren på bagefadet, resten kunne forsigtigt løsnes med en kniv.

Skulle der sidde rester tilbage, kan de let fjernes med varmt vand og en grøn grydesvamp.

Jo mere jeg kigger på den færdige skål, jo mere synes jeg at de oversmeltede perler er rigtig fine, og jeg kan næsten ikke forestille mig andet, end den der får den i julegave, vil blive glad.

Selvom denne skål er større end den lille, jeg lavede i går, er den forbløffende solid og formfast at røre ved. De sammensmeltede perler ser ikke umiddelbart ud til at kunne holde til særlig meget, men når jeg sidder med den i hånden, virker den meget robust og meget let.

Skulle nogen have lyst til at kaste sig ud i projektet, så ønsker jeg god fornøjelse :)


perleskål

Decembersøndagshygge


december 2010

Overspring er mit mellemnavn i dag. Egentlig havde jeg planer om rengøring, oprydning, tøjvask og så videre og så videre og så videre….

Megen oprydning og rengøring er det ikke blevet til. Jo, jo, jeg har flyttet lidt hist og ryddet lidt her, men langt hellere har jeg hygget og puslet og leget og gjort alt muligt andet end det jeg troede, jeg havde planer om.

Tanker om alt det jeg var nødt til at gøre, har også meldt sig. Og således måtte Emilie og jeg lige ud og købe lidt ind, for rengøring uden cola – og det selvom jeg ihærdigt forsøger at bilde mig ind, det slet ikke er godt – det kan ikke lade sig gøre. Og forresten havde vi ikke brød eller noget til frokost.
Faktisk kan jeg godt blive ved, for det var også nødvendigt at hjælpe Emilie med noget computernoget – vistnok youtube, som er meget vigtig. Eller at snakke med Daniel om World of Warcraft, som er ligeså vigtigt. Om lidt er jeg nok (i rengøringens tegn) nødt til at tegne op og klippe den bunke sider jeg har hevet ud fra en anden bunke alt for damerne, med tanke på endnu en foldet taske. For det er meget nemmere at rydde op og pakke en bunke færdigklippede stykker papir til side, end en uregelmæssig bunke sider fra et dameblad, der mest ligner en bunke rod… De klippede stykker kan nemlig være i en kuvert, og det er smart.

Der var også vigtigt at lave en forklaring til den lille skål af perler jeg lavede i går. Karina efterspurgte nemlig, og sådan noget kan man ikke sidde overhørigt. Eller noget – i hvert fald poster jeg den lige om lidt. Så kan det være der bliver tid til at flytte et eller andet inden Anders kommer træt hjem fra arbejde.. og Hey, vi købte også øl – så det arbejdende mandfolk kan føle sig værdsat….

Jeg er sikker på der må være noget mere, der er mindst lige så vigtigt eller helst vigtigere end gulvvask…  Og gæsterne kommer først den treogtyvende. Jeg når det nok.. Skulle måske overveje at begynde en liste over indkøb til gæstebud og jul.. og overveje hvordan transporten af samme skal foregå – godt jeg stadig har klapvognen stående i kælderen…

lørdag den 18. december 2010

Pakkeleg


Fredag var startskudet til en ferie, der løber helt til næste år.

Åh, som jeg skal hygge og pusle og hygge og.. og.. og… Når bare jeg også får ryddet og rengjort, for den del af aftalerne har haltet en hel del de sidste uger. Og rent skal her være, for yndlingsfamilien har meldt sin ankomst den treogtyvende og tager ikke hjem før det har været jul med pakker, mad og juletræ.

Pakkerne tog vi en lille forsmag på i dag, for moderen min havde inviteret til familiehygge og pakkeleg. Undervejs fik hun sagt noget om at lave  gaver selv. Af en eller anden grund hoppede resten af familien på, og selvom både værtinderne og resten af gæsterne havde købt, var det en hyggelig fornemmelse at kunne diske op med næsten hundrede procent hjemmelavede gaver.

Ungersvenden brugte formiddagen på at bage biscotti. Et par håndfulde blev pakket i hver sin æske som hans bidrag. Opskriften fandt jeg hos Liselotte.. og det er ikke sidste gang, de skal laves her i huset… heldigvis hørte han efter og lavede en dobbeltportion.


flettede stjerner


Tøsebarnet var den eneste, der var i god tid, og har for længe siden lavet ikke mindre end to lys af gele og hjemført fra Caféen. Fik jeg sagt, vi skulle have to gaver med hver.

Anders lavede de lækreste fyrfadsstager af messing og noget andet metal. De blev pænt pakket ind, og min mor var den heldige vinder. Hun blev rigtig glad og Anders blev rigtig glad for glæden. Han lavede også en anden stage, men beslutttede den ikke skulle indgå i pakkelegen og købte i stedet lækkert chokolade, jeg var så heldig at hjemføre.

Og mig… Jeg prøvede af. Prøvede et par stykker af de kreativiteter jeg for længe siden har spottet rundt om i blogland.

Dels flettede hjerter af bomuldsstoffer påstrøget toenhalv-centimeters linningsvlies. dem laver jeg gerne flere af, jeg har set dem flere steder, men kan kun huske et. De var hurtige og lave, og med linningsvlies bliver de samtidig både tykke og hyggelige at sidde med bagefter. 

Dels en lille skål af hamaperler. Det har jeg længe gerne ville, og da Mette for kort tid siden viste smeltede perler til armbånd, dukkede ideen op igen. Mit første forsøg blev ikke det bedste, men godt modtaget. Jeg glemte jeg havde en skål i ovnen og perlerne fik lidt for længe. Men jeg havde ikke tid til endnu et forsøg. Til gengæld er det ikke det sidste forsøg, for Emilie har allerede meldt sig på banen, selvom hun højt og tydeligt erklærede, da vi tidligere i dag købte perler til foretagenet (vi har haft masser, men de er pist væk), at hun var færdig med det der perleleg.

Slet ikke nogen dårlig start på ferien.


perleskål

torsdag den 16. december 2010

Jubii og velkommen til


sne i december


Så er den her, den nye opvaskemaskine. Jubii og hvor skal jeg glæde mig over al den tid, der nu kan bruges til helt andre projekter. Og det selvom jeg faktisk godt kan synes, det er ganske hyggeligt at vaske op.. jeg vil bare hellere strikke.

Her burde selvfølgelig være et fint billede af den nye arbejdskraft, men det synes jeg er for kedeligt. Så hellere et med sne, for lige som sneen var på retur, daler den nu ned igen. Store bløde fnug, der giver håb om endnu et snedækket vinterromantisk bylandskab.

Maskinen hedder Miele og er allerede i gang. Og da nu den var min, besluttede jeg at læse brugsanvisningen noget nøjere end dengang vi sidste sommer fik ny i Caféen. Den er nemlig helt magen til, og jeg erindrer noget om, at jeg hældte vand og salt på i forkert rækkefølge, netop fordi jeg glemte at læse grundigt.

Den grundige læsning betød også at jeg nu ved, der faktisk findes en børnesikríng, der kan slåes til og forhindre børn i at åbne. Det er slet ikke dårligt at vide, specielt da Caféen er fyldt med børn, der af uransagelige årsager ikke kan se om maskinen kører, åbner og glemmer at lukke igen… Børnesikring here I come!

I øvrigt gik det lige op for mig at den gamle gik kaput helt tilbage i august.. her gik jeg og troede det bare drejede sig om et par måneder. Man kan vende sig til meget, og jeg kan konstatere at så var det åbentbart ikke værre :)

onsdag den 15. december 2010

Julesjov


risalamande


I dag var dagen, hvor vi holdt længe åbent, spiste julemad, spillede pakkeleg og sagde god jul til hinanden, inden ferien starter på fredag. Godt nok har vi åbent i næste uge, men det bliver uden mig, og erfaringen siger, at ikke mange dukker op.

Ingen jul uden sjov – i hvert fald ikke, når min glade kollega er til stede.

Der stod han så, og sagde at sidste år var det sjove indfald alt for mange mandler, så om ikke jeg var frisk. Jeg var frisk, så risalamanden endte med blå farve og en meget fin pastelagtig kulør.

Og ungerne – de startede med æd og øv, hvorefter de glade skovlede indenbords.

På torsdag, på torsdag, på torsdag…


opvask


Jeg har mistet overblikket over hvor længe vi har været uden opvaskemaskine. Selvom det har været længe, har det alligevel ikke været helt så slemt, som jeg i første omgang havde gruet for.

Men nu er det slut. En ny er bestilt og ankommer i morgen. Opvasken, der tårner sig op, får lov  at stå. For det nye medlem af familien skal sandelig ikke føle sig arbejdsløs efter ankomst.

Må hellere huske at købe salt og afspændingsmiddel…

tirsdag den 14. december 2010

Tirsdag



december 2010


Dagen startede med sol og sne på retur. Så meget sol at de grågrumsede snerester, langs kanter og veje, så helt hyggelige og vinterhvide ud.

Formiddagen bød på gensyn med en dejlighed og effektivitet. Selvom effektiviteten dækkede over knap så rare omstændigheder, var gensynet godt og sejheden inviteret indenfor.

I Caféen er der travlhed, men ikke så meget som i går, da tyve unge på en og samme tid forventede hjælp og retstilling. Julegaveproduktionen er for alvor gået ind, og med den panikken og råbene på hjælp.

Når jeg på fredag går på juleferie, opleves helt sikkert et ramaskrig, for hvem skal så hjælpe, når de absolut sidste forberedelser går ind. Jeg vil gå på ferie i sikker forvisning om at andre kan træde til, og at julegaverne nok skal blive færdige.

Mens dagen startede med solskin, er aftenen i højere grad fyldt med smerter, der ikke bare irriterer, men måske også kunne gå hen og blive noget, der skal kigges ekstra på.
Værre er det nu ikke, men tidlige afgange mod dyner og en morgendag, der bringer ny viden er ikke at fornægte.

Julestjerne






Femogtyve centimeter bredt papir i rullevis, en hel del tålmodighed og snilde.
En stjerne, der fylder, hygger og vist kun kan bruges denne ene gang.. jeg tvivler på den vi gøre sig godt pakket ned :)

mandag den 13. december 2010

En smule undren






Vores altandør er en endeløs historie. Ikke af den mest positive slags, selvom der bestemt har været situationer der trak i smilebåndet.

Det er efterhånden halvandet år siden vi tog turen gennem vinduet, da vi ikke længere turde bruge døren, der med et knækket hængsel slet ikke hang fast i øverste etage.

Det er også efterhånden halvandet år siden, vi ventede otte uger på en løsning der trak tænder, for hængslet produceredes ikke længere og opgaven måtte sendes helt til Tyskland, hvorfra den desværre ikke kom fuldstændig gennemtænkt tilbage.

Og endelig er det halvandet år siden vi igen kunne bruge døren, med nyt hængsel og det hele.. og så en vurdering af, at det hele kun skulle regnes som en midlertidig løsning.

Siden er der gået tid, og efterhånden er vi nået dertil, hvor manglende lyst til at lukke tæt - specielt i toppen - og en tiltagende vinter, fik mig til at opsøge ekspertisen endnu engang.

Det var ikke fordi jeg havde de varmeste tanker, da jeg åbnede døren for endnu en håndværker, i formiddags da dørklokken lød. Det blev så hurtigt gjort til skamme.
For ind trådte en mand, der ikke bare så effektiv ud, men også viste sig at være det. Han kastede en enkelt blik på døren, lignede en der hilste på en gammel ven, og sagde så han godt kunne forstå den manglende tætsidning, for der manglede ikke bare en - men to små dippedutter, der lader paler sidde i klemme og holder døren lukket helt tæt.

Han så en smule træt ud da han fortalte, at han kommer fra det firma der i sin tid satte dørene (og vinduerne) op, men at firmaet ikke altid er blevet brugt, da de er lidt dyrere end enhver anden håndværker. Samtidig havde han tasken fyldt med reservedele - som de formentlig selv producerer, derude i altandørsfirmaet.

Så er det jeg pludselig langt bedre kan forstå, den strøm af håndværkere, der i tidens løb har kigget på samme dør, manglet reservedele og kløet sig i håret af mangel på viden om dørens mærkværdigheder.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at undre mig - bare en ganske lille smule - over hvorfor der tre gange skal rodes med min dør, når det kunne have været klaret med den rigtige fagmand første gang... sikkert også i sidste ende til en noget billigere pris.

søndag den 12. december 2010

Vi arbejder på det



Min egen computer har ikke virket i måneder.. eller sådan føles det i hvert fald.

Anders og jeg har derfor delt hans i lige så lang tid.
Min harddisk, hans maskine.

Bortset fra den manglende mulighed for at være på lige her og nu og når jeg ønskede det, har det fungeret fint.

Først for et par dage siden... måske rettere et par uger.. slog det mig, at Daniel har to computere, men kun bruger den ene. Adspurgt var jeg da velkomme til at låne den stationære.

I dag forsøgte vi.. Forsøgte at sætte min harddisk med alle mine ting i Daniels computer. Det virkede ikke optimalt. Der mangler en ledning, for at kunne fungere...

Indtil da bruger jeg hans harddisk, savner mine egne programmer og filer og klarer mig nok endda :)

lørdag den 11. december 2010

Sløjd og det andet sløjd


trold og bille


Uventede gaver er næsten de bedste. Jeg har lige fået en. En af dem, der ikke skulle vente til jul.

Emilie har lavet dem. I sløjd… og det andet sløjd – stofsløjd…

En lille bille med glasøjne og lækre ben, og en filtet trold med strithår og skinnende øjne.

Jeg synes de er fine :)


trold


bille

Morgenvækning


Damhussøen december 2010


Brag – sagde det.

Udenfor er tøen på vej, og afslører områder af grå tristhed. De store stykker sne, der har ligget på taget og sat sig som is, bryder løs og glider ned for at ende med et brag ved tagrenden.

Om lidt finder jeg støvlerne frem, for selvom jeg synes jeg er klar, mangler der stadig det sidste, før dagen senere byder på hygge, mad og overnatning langt hjemmefra.

Uh, som jeg glæder mig.

En sjælden sjov aften

november 2010


Drengene i Caféen spiller World of Warcraft. Eller det vil sige – der er en lille gruppe tilbage. Engang for længe siden, var det nærmest hele drengegruppen, der sad på nakken af hinanden og snakkede om gear, mounts, quests og andet af samme slags. Den slags der slet ingen mening gav.

Altså indtil den dag jeg indså, jeg blev nødt til at vide lidt mere om den altopslugende interesse og selv satte mig foran skærmen og brugte timer i selskab med gnomer, elvere og trolde.

Lige efter sommerferien gik det op for os, at skolen havde fået mulighed for at ungerne selv kunne medbringe computeren og logge på nettet. Der var åbnet for gæstenetværket. Ret hurtigt så vi muligheden for at lave en aften med World of Warcraft på mere end de fire maskiner, vi har til rådighed.

Desværre blev der lukket igen, for skolens eget trådløse netværk og gæstenetværket spillede ikke sammen og skabte langt flere problemer end løsninger.

Så blev der lukket op igen og de håbefulde drenge hoppede lykkeligt, da vi igen kunne forsøge legen.

Det blev i aften. Lige indtil seks drenge, med hver deres medbragte bærbare spillekonsol, under ingen omstændigheder kunne logge på, var der også glade miner.

Hvad gør en klog så? Vi ringede hjem til den IT-ansvarlige lærer, der vred sig og ikke kunne forstå, men heldigvis også havde en løsning, der viste sig at være langt hyggeligere end først forventet.

Skolens IT-lokale! Der var lige plads til alle de bærbare eller vores egne medbragte stationære mellem skolens fastboltede. Og netkablerne – der også sidder rigtig godt fast – var lige præcis lange nok, til at give adgang til det hellige.

Vi kunne ikke tænde lyset – men hvad gør det! Sådan et gennemgående kedeligt IT-lokale bliver faktisk meget hyggeligere med dunkel belysning, der udelukkende stammer fra skærmene.

Og der blev kæmpet – på flere planer. Den første tanke om at spille sammen, druknede en smule – dog startede vi alle på samme server. Min søde kollega prøvede for første gang, og den lidt langsomme start kunne de hurtigere drenge ikke holde til.

Til gengæld var det superhyggeligt og der er allerede lagt billet ind til en eftergørelse – og næste gang bugger vi bare IT-lokalet på forhånd :)

torsdag den 9. december 2010

Stjernefolder


VLUU L210  / Samsung L210


På altandøren hænger en stjerne.

Foreløbig er den, den eneste, men der er planer om flere.

Liselotte viste vej til anvisninger på stjerner, jeg ikke tidligere har foldet troede langt mere omfattende, end de viste sig at være.

Jeg har foldet af madpapir og den gennemskinnelige hvide mod lyset er så enkelt og smukt. Jeg kunne også have foldet af farvet silkepapir, men jeg tror jeg holder mig til det enkle.. og det jeg alligevel har liggende i skuffen.

En af dagene inden jul, skal Emilie og jeg folde videre – det har vi bestemt!

onsdag den 8. december 2010

Kalendergave


Kalendergave


Det er efterhånden flere dage siden en pakke dumpede ind ad døren hos mig. Pakken var min at åbne og en del af UniKarinas store pakkekalenderprojekt.

I dag måtte jeg åbne, og med Emilie ved min side åbnede jeg i morges for den fineste lille pingvin, lavet af Katrine.

Jeg har læst på hendes blog, at den er lavet af ArtClay. Det har længe været på listen over kreativiteter jeg engang gerne vil prøve kræfter med. Den lyst er ikke blevet mindre, efter at have stået med det færdige resultat i hånden.

Tusind tak Katrine. Den lille fyr har været med mig på arbejde i dag, og det bliver helt sikkert ikke sidste gang :)

tirsdag den 7. december 2010

Amaryllis


VLUU L210  / Samsung L210


Jeg synes de er så smukke.

Min amaryllis er nu afblomstret. Den sidste blomst faldt af og har siden levet i et glas med vand, men synger også nu på sidste vers.

Tilbage står en stængel med visnede blomster og blade der vokser vildt.

Nu er spørgsmålet så: Hvad gør jeg nu? Er der nogen, der ved hvordan, jeg skal få den til at blomstre igen? For jeg ved de kan, men jeg er meget i tvivl om hvordan.

Jeg tager hjertens gerne imod hjælp :)

Garngaver


VLUU L210  / Samsung L210


Jeg er overvældet.

Alle de små tæpper jeg strikkede i efteråret, udløste så mange lodder at jeg vandt ikke bare ét, men to nøgler garn.

Det lå i postkassen i går, og nåede med på arbejde, for jeg kiggede i kassen på vej ud, og stoppede glad pakken i tasken inden døren til opgangen nåede at smække.

Skønne, bløde garner, som jeg ikk er den eneste, der har aet mere end en gang. Hvad det skal ende som, er endnu uvidst, men jeg er helt sikker på at lige pludselig så ved jeg det.

Endnu engang tusind tak Christunte. Det er dejligt garn.

mandag den 6. december 2010

Naturlige finurligheder


december 2010


Måske han er så forskrækket, fordi han står tæt op af de sneboldskastende børn på den nærliggende skole?

søndag den 5. december 2010

Snehvide masser


Rødovre december 2010

Det er såmænd ikke fordi her er faldet tunge mængder af sne. Men her er faldet store bløde fnug, som blev ved og lagde sig overalt, med hvidt til følge og ingen mulighed for at rydde, så det kunne ses.

Jeg startede hjemmefra i et vinterhvidt, smukt Rødovre med lav sigtbarhed. Hvidt var der overalt, og glat – en ældre dame med paraply, endte liggende midt på vejen. Paraplyen holdt hun fast i, både da hun faldt og også da hjælpsomme fremmede ilede til hjælp. Damen gik adstadigt videre, jeg glædede mig over hjælpsomheden, og paraplyen forsøgte hun flere gange at få liv i igen, før hun måtte overlade den til nærmeste affaldskurv.

Hun løb, lige inden hun faldt. Sneen, der ellers så indbydende ud, er alligevel lumsk og man skal passe på. Måske var det det, jeg ikke gjorde. For mens jeg vågnede frisk og veloplagt, nåede et hold at sætte sig, så jeg ikke kan dreje hovedet uden resten af kroppen. Det satte sig på den korte tur hjemmefra til bussen.

Jeg overvejer om jeg lavede en forkert bevægelse, da jeg tog overtøjet på. Højst ubehageligt er det, og det er lige før, jeg hellere byttede med damen. Hun kom uskadt op at stå igen, og fik endda hjælp af store stærke mandfolk.


Vesterbrogade december 2010

Der var ikke lang ventetid før bussen dukkede op. Og selvom hastigheden ikke var noget at prale af, kom vi langt hurtigere frem end forventet.

Der føltes mærkelige bump undervejs, og da turen timer senere gik den anden vej, fik jeg syn for sagen, da jeg endte helt oppe foran med udsigt gennem forruden. Udsigt til en forankørende bil, der slet ikke kunne få fodfæste og nærmest skøjtede over kørebanen med en noget slingrende kurs til følge.

Jeg nåede at tænke, at hvis bussen havde et ligeså dårligt vejgreb, kunne turen ned ad Valby Bakke gå hen og blive alt for spændende. Vi stod fast og vi nåede ned.

Men foreløbig var jeg på vej ud  - og ikke hjem. Aldrig har jeg kørt så langsomt ned af Vesterbrogade, og aldrig har jeg oplevet samme Vesterbrogade så hvid. På alle tænkelige flader.


Frederiksberg december 2010

Fremme ventede Bedsteveninden, strik, snak og varm the. Da sulten meldte sig, gik vi mod Kellerdirk, der frister med ret så lækre hjemmelavede burgere.

Stille var der ikke. En flok børn og deres forældre legede stoleleg med selveste julemanden. Senere sang de fødselsdagssang og bød på lagkage. Alt for meget lagkage, for også vi blev budt, men var alt for mætte til at spise mere.

Larmen til trods, der til tider gjorde det lidt svært at kommunikere, var det hyggeligt. Ude igen var der stadig hvidt, mens gæsterne på skøjtebanen foran haven hyggede sig og udsendte glade lyde.

Tilbage ved strikketøjet og den varme the, fik jeg fat i ungerne, der toghyggende var på vej hjem. En smule planlægning senere var også jeg på vej, og nåede hjem, kun ti minutter efter de sultne børn, der havde haft en dejlig weekend.

Nu står valget mellem at strikke videre, eller krybe til køjs og håbe på at søvn og liggende stillinger kan komme holdet til livs. Jeg har desværre ikke de største forhåbninger.

lørdag den 4. december 2010

Lørdag




november 2010


Dagen er gået på hæld, nærmest uden jeg opdagede det.

Gårsdagen betød julefrokost med lækker mad, sjov og underholdning, sammen med en bunke dejlige mennesker. Hele dagen summede institutionen af forberedelser, og ungerne var ikke udelt tilfredse med brødbagning og risalamandeproduktion, der ikke var til dem.

Superhyggeligt var det, og alligevel endte jeg med at gå tidligt hjem, gennem romantiske dalende snefnug, der i løbet af aftenen og natten endnu engang dækkede med et vinterlandskab til følge.

Hjemme var der ro. Anders var faldet i søvn, selvom han havde været temmelig sikker på, stadig at være vågen, når jeg nåede hjem. Men han havde lavet the, og ovenpå en aften sammen med summende kolleger, sjov og spas, var det dejligt at sidde alene, med en god kop the og spændende ord i en bog.

For første gang i lang tid, måtte jeg indrømme ikke kun at glæde mig over en weekend uden børn. Min mave knugede over en weekend, der måske ikke udelukkende vil bringe glæde for ungerne. Jeg bliver i tvivl om frustrationer og aggressioner vil gå ud over dem, når de er nærmest.

Emilie var i telefonen i morges. Der var glæde at spore, og min mave faldt til ro.

Ingen børn og sene sengetider betyder også sene ståoptider. Jeg lokkede Anders med i Skattekisten, og inden vi så os om var klokken mange, butikken langt fra gennemset og mørket faldet på.

Lidt fik vi med hjem. Og endda et kup. Den længe savnede boremaskine (Som nogen lånte ud, men glemte at få tilbage) blev erstattet, da en af samme slags lå i et hjørne og gjorde sig til. For halvtreds kroner Bosch – endda testet i butikkens stikkontakt – det sagde vi ikke nej til.

Nu venter en stille aften med lidt nørklen og hygge, før morgendagen både bringer ungerne hjem og venindesnak er planlagt.

torsdag den 2. december 2010

Aftenhygge


november 2010


Aftenen er slut. Seks tøser fjantede, spiste æbleskiver og lavede en meget lang guirlante. Der endda nåede op, inden vi tog hjem.

Jeg har flettet en kvadratmeter stjerne – mindst! Den blev i hvert fald stor. Måske jeg kan fange den i dagslys i morgen.

Hjemme blev der tid til en undrende skrivelse til Tøsebarnets lærer og et Rend og hop i en helt anden retning.  Om lidt kalder dyner og en varm kæreste at varme sig på.

Til en lille prinsesse


Til en lille prinsesse


Den lille prinsessetaske er færdig. Ikke meget større end en pung, med plads til det allermest vigtige. En knyttet nylonsnørre giver mulighed for ophæng på en skulder. Et par perler af glas og metal pynter og pifter en smule mere op.

Lige nu er tasken fyldt med Emilies fineste sten, for en knyttet snørre er ikke altid helt lige og ret. Ophængt over en knage, regner vi med, at hanken makker ret, og ender fin og lige.

Gør den ikke, er jeg sikker på den alligevel vil skabe glæde, når den engang er blevet pakket ind, havnet under træet og endelig finder sig til rette hos en smuk lille pige, jeg kender.


Til en lille prinsesse

De spæde forberedelser


november 2010


Sent i aftes, lige før sengetid, fik vi ryddet plads nok på gulvet. Siden gik vi i kælderen, Emilie forcerede bjerget i kælderrummet og fremdrog julekassen.

Nu troner den på gulvet midt i stuen. Der får den lov at stå et par dage, mens vi langsomt pakker det ud og frem, der skal bruges i år. Senere må den tilbage, sammen med noget af det, der må ned og væk for at gøre plads til nyt. Og engang når julen er slut, tager vi den frem endnu engang, og pakker det hele væk igen.

Emilie fandt kransen til døren, mens jeg har fundet juledekorationen, og med den i toppen, satser jeg på hygge i aften, når vi holder længe åbent, klipper, pynter og julehygger til den store guldmedalje.

onsdag den 1. december 2010

1. december



pakker på et træ

Sent i aftes sad jeg med masser af chokolade og pakkede små pakker. Otteogfyrre stk, for at være helt præcis.

Ophængt på et træ af spæde grene – det eneste jeg lige kunne finde – hænger de nu og venter på jul.
Træet er ved at segne, og jeg er spændt på hvor længe det holder, før det braser helt sammen.

Jeg plejer at lave en fælles gavekalender til ungerne. Men i år er blevet en smule anderledes.

I år har jeg nemlig to børn, der begge trænger til en ny mobiltelefon. Derfor blev beslutningen at de får én hver. Til gengæld vil der ikke være gaver i løbet af december.

Men bare fordi det er hyggeligt, lovede jeg alligevel at købe sødt og pakke pænt ind. Og så fordi jeg ved, hvor meget nemmere det er at stå op en kold decembermorgen, når der venter en lille pakke – også selvom pakken kun indeholder en enkelt guldkaramel.

Mobilerne er endnu ikke ankommet. Det kræver nemlig omtanke at træffe beslutninger. Vi har god tid, og venter til alle er helt sikre på det rigtige valg.


pakker på et træ