torsdag den 30. september 2010

Gad vide om det virker


Endnu et mønster på et lille tæppe, der snildt kan blive et meget stort tæppe – skulle nogen have lyst – er nu at finde på Ravelry.

Samtidig med oploading af det nye mønster, gik det op for mig, at også de, der ikke har adgang til Ravelry, kan downloade.

Det skulle være så simpelt, så nu håber jeg det virker:


Det første lille stribede tæppe:

cabled baby blanket

download now



Og det andet:

sweet remnants

download now

Det sidste i rækken


Det sidste tæppe


Endnu et lille tæppe har set dagens lys. Denne gang det sidste.

Som en øvelse vil dette også ende ud som en opskrift.. lige om lidt.

Jeg vil ikke afvise, at den her verison engang kan ende som et langt større projekt.

Gravet inde


I vinters – dengang sneen lå meterhøj – var min far sneet inde. En lang smal indkørsel umuliggjorde ethvert forsøg på at komme ud. Sneen kunne ikke bare kastes til side, og reel bortskaffelse til steder med mere plads, var der ikke hverken kræfter eller overskud til.

Min far er heldigvis en tålmodig mand. Så han blev i byen, klarede sine indkøb til bens, og takkede pænt nej til fødsesldagsinvitationer andetsteds i landet.

Senere blev det forår, sneen smeltede, bilen kom på gaden, og foråret blev til sommer.

I sommerferien – der efterhånden føles temmelig langt væk – tog Emilie, Victoria og jeg på besøg hos min far. Et par dagen inden vi ankom var et gravearbejde begyndt på gaden, med små huller rundt om til følge. En renovering af kloaken var igangsat.

Siden har det i perioder været svært at forcere gaden. Telefon, antenne, vand og strøm har været afbrudt flere gange. Men at gravearbejdet igen medførte frameldelser til fødselsdage, havde ingen af os regnet med, dengang i sommers.

Selvom det er lidt tragisk sådan at være buret inde, så kan jeg alligevel ikke lade være at trække lidt på smilebåndet, når jeg modtager et billede, som det min far sendte i går.


gravet inde


Helt ærligt – tænker jeg – det kan ikke være sandt. Men det er det, og et sted inde bag den smalle indkørsel, et sted bag den lille gravemaskine, venter min fars bil uroligt på at få vej under hjulene igen.

Godt min far er en tålmodig mand :)

tirsdag den 28. september 2010

Holdånd og spilleglæde


fodboldben


Vi har ikke fine kampuniformer. Vi har en flok ens trøjer. Resten af udstyret må de selv komme med, med et noget broget syn til følge. Vi har ikke trøjer nok, så inden udskifterne kommer på banen, må de bytte.

Men vi har glade unger, der gad og gjorde det bedre end godt.

Vi vandt ikke, men vi havde holdånd. Vi havde sammenhold og glæde. Vi havde drenge, der gjorde det bedste de kunne. Vi havde spillere der spillede fantastisk. Vi havde fabelagtige redninger og en føring overfor ærkerivalerne, der desværre ikke holdt. Vi havde spillere der spillede godt – bare ikke sammen, men som heppede på hianden, havde overskud til at glædes over redninger og gode detaljer. Kort sagt havde vi en flok drenge, der gav det bedste de kunne – på alle planer.

Også selvom vi ikke gik videre, og det var koldt og alle frøs, da vi endelig kunne tage hjemad. Eller for nogens vedkommende videre til træning.

Jeg har ikke noget problem med at vi ikke vandt, men jeg bliver tvær og føler uretfærdighed, når voksne ikke tager deres del af ansvaret. Når det hold der skal stille med dommer bare tager hjem, for de er færdige med deres kampe og så må vi andre klare os, som vi bedst kan. Jeg bliver sur når vinderholdene i den anden pulje vinder, fordi de stiller med 8. klasser til en 6.-7. klasses turnering. Jeg bliver arrig når der i den grad ikke bliver vist respekt for de hold, der kommer for at have en sjov dag, for at være sammen med andre på tværs.. og selvfølgelig også helst vinde.

Jeg bliver næsten endnu mere pissed, når det ender med et skuldertræk og et “Det sker hvert år. Vi ved det jo godt. Der er ikke rigtigt noget at gøre ved det…”

Hvor vil jeg gerne være med til evalueringen af forløbet. Og hvor vil jeg gerne uddele øretæver og finde på straffe, der desværre nok kommer til at gå ud over de børn, hvis voksne ikke forstår at deltage på lige vilkår.

ÆV!

Fartstriber


Fartstriber


I går kunne jeg pille nålene af endnu et lille tæppe og endnu et godt indhug i lageret af bonumldgarn har set dagens lys.

De små tæpper er hyggelige at lave og mens det ultimativt sidste er på pindene, banker andre projekter på.

Dagen i dag står i fodboldens tegn, når vi endnu engang tager kampen op, og håber på sejr i klubbernes årlige turnering. Jeg er klar til at heppe og også til pizza senere i aften… hjemmelavet forståes, og med forhåbentlig mange spisende.


Fartstriber

mandag den 27. september 2010

Mandagsbegivenheder


september 2010


Mandag startede stille. Lidt for stille. Ungersvenden havde glemt at informere om sene mødetider (eller også havde jeg glemt det), med et ønske om computer- og spiltid til følge.

Temmelig slukøret måtte han øjeblikket efter konstatere at udgangen ud af huset var død.. som i stendød.

Heldigvis findes der spil, der ikke nødvendigvis kræver netadgang, men irriterende… Jo!

Den ny udbyder har ikke imponeret mig. Alt for meget virker ikke, alt for mange gange har jeg ringet med problemer, der aldrig skulle have været. Alt for tit tænker jeg lusede amatører og føler mig godt og grundigt snydt.

Den opsætning vi blev forevist, er ikke det vi har fået. Vi fik et billede, der ikke kan leves op til. At nettet er nede og der arbejdes på det, kommer pludselig ikke bag på mig.

På toppen af alle problemerne og de evindelige opringninger, vejrer velkomstbrevet, der i tide og utide er blevet snakket om, som en indgangsvinkel, fyldt med informationer, koder, tal og garenteret også alle de telefonnumre, jeg ikke har… for efter mindst fire gange at have bedt om det – er det stadig ikke ankommet.

Jeg tror jeg klarer mig fint uden!


september 2010


Senere blev mandag anderledes hektisk, for da arbejdsdagen brød ud viste der sig et regulært mandefald, fra alle sider med gode grunde. Vi kan løbe stærkt, kan vi – når det bliver nødvendigt. Heldigvis blev vi beriget med en flok unger, der i dag bare kunne selv.

Alligevel måtte jeg tage en dyb vejrtrækning, fem minutter i lukketid, da trætheden kom snigende og viste tænder.

Hjemme ventede de lækre ingredienser, der skulle have været spist i går, men af uransagelige grunde ventede til i dag. Jeg troede Anders stod for køkkenet, men han havde om muligt endnu bedre grunde til at gå i gulvet end jeg.. Altså måtte jeg til det alene – og tænk det blev supergodt.

Men sig det ikke til nogen – jeg prøver stadig at bilde hele Verdenen ind, jeg ikke kan lave mad…

søndag den 26. september 2010

Søndagsluftning


Ved gadekæret


For ikke at bruge hele dagen indenfor, trak vi i overtøjet og gik mod branddammen, hvor et gammelt brød blev kastet i grams.

Senere nåede vi forbi indkøb og forberedelser til aftensmad. Men inden da havde vi masser af tid til at forundres over dammens indbyggere.

Ikke så snart havde Tøsebarnet fundet posen med fristelser frem, før ænderne kom sejlende til, både fra højre og fra venstre.

De adstadige ænder nippede hovmodigt til udbuddet, før de besluttede at det var ikke noget for dem, og nøjedes med at kredse rundt i periferien af krummerne.

Til gengæld var der andre, der synes om sagerne. Ret hurtigt begyndte den ellers spejlblanke overflade at boble og syde, som ville der i næste sekundt stige noget fra en science fiction-film op, og kaste sig over os.


Andemad


Så vildt var det nu ikke. Søen er befolket af nogle temmelig ufarlige små fisk. Hvilken slags, skal jeg ikke udtale mig om, men de er ikke særlig store. Vandet i branddammen er langt fra klart, så mens vi en sjælden gang fik øje på en blank rødlig ryg, kunne vi ikke desto mindre se kampen, for at sætte tænderne i krummerne, så meget desto bedre.

Når regn falder tungt over vand, falder hver dråbe gerne med et sprøjt og ringe i vandet til følge. Når små fisk, fra under vandet kæmper om småbidder på overfladen, udspiller samme scenarie sig.

Det var helt forkert at se på, for det var tørvejr, men vandoverfladen så ud som regn.

Så mens ænderne holdt afstand og ikke ønskede at deltage, var der party underneden hos de små fisk.


Det bobler og syder

Søndagsformiddagssysler


Brombær


Jeg har ikke noget der skal nås, som ikke kan nåes en anden dag.

Jeg har the og jeg har brombær.

Jeg har garn og jeg har pinde.

lørdag den 25. september 2010

Tastetimer


Aftenhimmel


Lørdagen har været langsom og i det store hele fyldt med ingenting.

Jeg havde en plan, men ikke alting vil som jeg, og overspring har været min ven hele dagen. Lige nu kører det – så længe pauser kan indlægges med langt tættere mellemrum end en arbejdsgiver nogensinde ville bifalde.

Målet er i sigte, og det som på et tidligere tidspunkt så forfærdeligt ud, ændrer retning og bliver som jeg havde set det for mig, dengang projektet satte de første spirende ideer igang.

Et andet projekt ligger i støbeskeen, og her bliver endnu mere tid til tankevirksomhed og henblik på nemme løsninger.

Overspringene har desværre ikke båret den helt store frugt, men der har været tid til spil med Emilie, computersnak med Daniel, udsigt mod en aftenhimmel, der aldrig rigtig gør sig i kameraret indre og computeren gløder, mens arbejdet skrider frem.

For arbejde er det – hjemmearbejde, i det elektroniske tegn. Det månedlige nyhedsbrev skal have nye rammer. Ikke at det pinedød skal, men jeg er blevet træt af det gamle og hvornår er et bedre tidspunkt, end årets første udgivelse.

Den mere tyngende del, der endnu ikke er åbnet op for handler om vores stedlige hjemmeside, der pinligt nok, ikke er opdateret i lidt for lang tid. Den bliver det heller ikke, så i stedet for drømme om “at selvføgelig gør vi det”, går tankerne mod en mere statisk version, der alligevel ikke bliver for kedelig at se på.

Jeg har endnu ikke fundet den rigtige løsning. Men jeg er sikker på, den nok skal dukke op.

Helst inden for længe!

Håndledsvarme


Håndledsvarme


Aftenen gik i selskab med fejende skørter, garn og pinde. Emilie byggede hule på gulvet og insisterede på at sove der hele natten – selv det tynde underlag taget i betragtning. Godt det samme, for længe inden, der var danset færdigt, boblede hun nok så sødt – nogen natteravn har hun aldrig været.

For en gangs skyld lagde jeg ud uden beregning. Uden strikkeprøve. Jeg mente det ikke nødvendigt, når nu både garn, løbelængde og pindeanvisninger stemte overens mønster og garn imellem.

Der tog jeg fejl, og måtte ty til prøver, før det viste sig at omkring 1½ milimeter måtte barberes af pindens omkreds før det endelige mål viste sig samarbejdsvillig.

At resultatet blev meget bedre, gør det, det hele værd.

Efter aftenens dans ligger nu den første del af varmen og venter på endehæftning og knapper. Knapperne er sendt fra Århus, men endnu ikke nået frem. Faktisk er vi lidt bange for, om de skulle være gået tabt, men venter stadig i spænding.

Ellers må der nye til.

fredag den 24. september 2010

Flad


Tårnvej


Efter en meget mærkelig dag er jeg hjemme. En dejlig dag, helt sikkert – men også meget mærkelig…

Mest mærkeligt var nok, at jeg ikke på noget tidspunkt har været i tvivl om at det er fredag og vi snart har weekend, men jeg samtidig - hele dagen – har været overbevist om at vi lukker klokken fem. Fredag lukker vi klokken fire.

Fem minutter i fire stod jeg og spillede billard med en af tøserne, andre tøser malede og drengene havde travlt ved computerne, mens de sidste løb mere eller mindre skrigende rundt.


Tårnvej


Jeg undrede mig godtnok lidt over, at min chef fandt det nødvendigt at pakke bordtennisbordet sammen og samle alle battene i en kasse… i samfulde to minutter, inden det gik op for mig at vi faktisk lukker klokken fire om fredagen.

Og så kunne det også være ligemeget. Vi spillede færdigt i god ro og orden, mens drengene fik slukket for computerne, tøsene fik malingen af vejen og de sidste pakkede sig sammen og løb mere eller mindre skrigende ud af døren.

Da alle var ude og alt slukket og lukket mødtes jeg med resten af mine kolleger, der for nogens vedkommende skulle videre til fest. Kommunen holder fest, mod at lytte til næste års bugdet. Jeg har været der, og jeg har besluttet det ikke er noget for mig, så jeg ønskede god fest og god weekend, samlede mig sammen og fik låst cyklen op.


Tårnvej


Jeg nåede at sætte mig på den, inden det viste sig at forhjulet er fladt. Det er nu helt okey, for de tre kilometer kan jeg snildt gå, og selvom Tårnvej ikke er det mest inspirerende sted at opholde sig, er der alligevel mange små fine motiver, der ses meget bedre, når tempoet sættes ned og muligheden for at stoppe op er lettere.

Nu er det weekend, Anders er taget ud til sin hemmelige elsker (ekstra god kaffe). Hvor det hemmelige består, er jeg ikke helt sikker på. Lige om lidt har jeg en aftale med en flok kartofler, inden vi (Emilie og jeg) senere bænker os ved skærmen for at se struttene skørter og fejende bevægelser.


Mose Alle

Overspring


krøller


Jeg skulle egentlig være praktisk og arbejde hjemmefra, lave nyhedsbrev og være praktisk… fik jeg sagt det?

Jeg har også lavet nyhedsbrev - noget af det. Men jeg ender hver gang der, hvor maskinen har været nede og alt det jeg plejer at bruge som basis er væk.

Så jeg endte med trøjen, der aldrig kommer i brug. Trøjen, der blev for stor, for forkert, for alt muligt og som i højere og højere grad trækker mod nye ideer og nye former.

- En dag.

For nu har jeg pludselig travlt og skal ud af døren i en fart…

torsdag den 23. september 2010

Retskrivning


babytæpper - nu med opskrift


Hjemme igen bliver der tid til endnu et par maskiner af noget, der kan give os rent tøj på kroppen. Mens sæben skyller rundt, kaster jeg mig over det sidste i et projekt, der har taget tid, men også er spændende.

Jeg skriver opskrifter – ja lige nu er det kun blevet til en, men jeg satser på at flere er på vej. Jeg øver og projekterne er overskuelige.

Jeg skriver på engelsk og håber der bliver forståeligt.

Ligesom meget af mit strik for øjeblikket handler om bittesmå tæpper, handler opskriften også om bittesmå tæpper.

Det tager tid. Billeder og tekst. Opsætning og fontstørrelser. Jeg glemmer vasketøjet og det får lov at være glemt. Indtil alting er klart. Nu hænger det på snorene, mens opskriften er omsat til pdf og kan hentes ned. Helt uden beregning.

Fordi jeg øver, og håber at blive forstået.

Jeg startede med masser af bomuldsrester og pludselig havde jeg lavet tre små – næsten ens – tæpper. De blev lidt forskellige, for opskriften voksede undervejs og fejl blev rettet, indtil jeg var tilfreds med resultatet.

Og når jeg nu var tilfreds, havde fået nok af lige den type tæppe – og havde lavet noter. Så virkede det som et naturligt skridt at skrive det pænt – og overskueligt.

Hvis nogen har lyst til at fortsætte, hvor jeg slap, så er I velkomne. Opskriften kan findes på Ravelry – lige her – skulle nogen være interesseret.

For helt ærlig. Jeg er en smule nervøs – for om det nu også virker. For om det nu også er forståeligt.

Tæppestrik er jeg ikke færdig med – heller ikke noter til den næste art…


noter til næste type tæppe

Aktivitet


chillout


Jeg indrømmer det blankt … det der husholdning har været kraftigt nedprioriteret de seneste dage… uger. Til gengæld har strikkepindene været voldsomt motioneret.

Undskyldningerne er mange… alt for meget arbejde, alt for ondt i halsen og almen træthed, efterårsforkølelser og en følelse af ikke at være rigtig rask… omvendt heller ikke rigtig syg.

Jeg har lavet spandevis af the, drukket en masse og glemt at drikke ligeså meget,  men at koge en keddel vand, tæller ikke rigtigt i det store huslige regnskab.

Hvad der fik mig op og væk fra strikketøjet er jeg endnu ikke helt sikker på, men toilettet er rent, de første maskinfulde tøj vugger i kælderen og i køkkenvasken er der varmt vand og sulfo i baljen…

Her kan komme til at se helt pænt ud… hvis altså ikke jeg falder omkuld ved siden af strikketøjet..

onsdag den 22. september 2010

Garn-flugt


Ned ad Hvidovrevej kørte jeg. I det høje gear. Jeg skulle hente garn. Jeg skulle strikke.

Lige syd for motorvejen mærkede jeg et ryk i tasken og undrede mig over, hvem der kunne hive i min taske, mens jeg sad på cyklen – og cyklede. Et kig over skulderen afslørede ingen og jeg fortsatte turen. Fem meter længere henne gik det op for mig at rykket stammede fra et nøgle garn, der var hoppet ovenud og vistnok i gerningsøjeblikket var kørt over af en bil.

Mig stoppe, mig kigge, mig ikke helt forstå.

På den anden side af vejen … og den er ret bred, der lige efter afkørslen til motorvejen… så jeg en mand, der bøjede sig ned og roede med noget, der godt kunne være mit garnnøgle – retningen af garnet fra min taske taget i betragtning.

I et hul mellem bilstrømmen trak jeg afsted med cyklen, halvvejs over vejen. Stoppede på midten, hvor der var masser af plads, og fyldt med brosten, der ikke var beregnet til biler. Fra hellen havde jeg frit udsyn over vejen, og kunne ret hurtigt konstatere at mit nøgle ikke lå på den anden side af vejen.

Det lå et eller andet sted længere tilbage på den side jeg kom fra.. kunne ikke lige se det. Men jeg kunne se masser af garn i fri flugt, bølgende hen over den på det her sted temmelig brede vej.

Jeg kunne have hevet ind, men foretrak at vinde. Midt på vejen. Med cyklen som makker. Jeg vandt, og vandt – en større og større bold, mens jeg kun langsomt hev garnet i land, og sørgede for ikke at hive for hårdt, når bilerne passerede.

Endelig nåede garnet midten af vejen og vi vendte om. Garnbolden, cyklen og jeg. Trak derhenad, mod noget der lignede enden af den meget lange snor, jeg lige havde reddet fra et liv midt på Hvidovrevej.

Der var ikke meget tilbage, af det der næsten havde været et nyt nøgle. Til gengæld kan jeg konstatere at bomuldsgarn godt kan tåle at blive kørt over.. det ser ud til stadig at virke.


Ikke meget tilbage af det nye nøgle


Om ikke andet er jeg sikker på, nogen har fået et godt grin – der midt på Hvidovrevej!

Endelig


VLUU L210  / Samsung L210


Det er omkring to uger siden jeg lovede at strikke og jagten på blødt garn gik ind.

Undervejs fik jeg hjælp til ideer til andet end det umiddelbare, men jeg endte alligevel der hvor jeg startede, selvom det ikke lå lige for.

Naivt nok troede jeg, at når den lokale garnbiks ligger inde med det mærke og den kvalitet der ønskes, er det ikke noget problem at få det hjem i præcis den farve jeg gerne ville have. Men det gør de ikke. Jeg kunne godt få farven, hvis altså jeg aftog hele pakningen… det var jeg ikke lige parat til.

Bedsteveninden blev indkaldt og afsøgte udvalget i butikken nær søsteren hendes, igen uden resultat – de havde garnet, men ikke farven. Jeg søgte på nettet og der findes temmelig mange muligheder i diverse netbutikker, men så kommer portoen oveni, og så blev jeg alligevel nærrig nok til lige at ville telefonere rundt til de nærmeste garnbutikker inden enden blev afsendelse.

Endelig viste der sig en mulighed. Bedstevenindens nærmeste garnbiks lå inde med både garn og den rigtige farve, endda til en billigere pris ind butikken oppe i centret. Slet ikke dårligt, og i iveren efter endelig at få garnet i hus, spurtede Bedsteveninden forbi og indfangede det ønskede.

Her gik det så helt galt, for efter endt eksamen har hun fået job som tilkaldevikar, og selvom de ikke havde haft brug for hende de sidste dage, fik tanken om at jeg skulle kunne komme forbi og hente garn, åbenbart nogen til at ringe og indkalde til tjeneste, så den der overdragelsesforretning ikke lige stod for døren.

Vi nåede begge at tænke hvor meget nemmere det havde været, hvis vi lige havde overvejet og jeg havde afhentet i butikken i stedet…

Garnet nåede til Hvidovre og Bedstevenindefaderen, hvor jeg endelig kunne hente i dag… og nu skal der strikkes. Blød varme til hænder og puls i lækker grøn alpakka. Sourwood Mountain med med fine snoninger og bladhang… Jeg kan næsten ikke vente med at komme igang.

tirsdag den 21. september 2010

Det er vildt så træt jeg bliver



En dejlig dag er endelig kommet under eget bord igen.

Vi har hygget og snakket. Der er både løbet og råbt lidt for højt, men også siddet stille og bare været. Tøserne har knudret med deres endeløse konflikter… de efterhånden har gennemgået så længe, at mange af dem er misundelsværdige i deres formåen for at sætte ord på følelserne. Der er pjattet, talt om den kommende hyttetur, spillet terninger der endnu engang gav anledning til flip af grin, der ikke altid er helt til at forstå.

Jeg har bagt.. mere end ellers og til den store guldmedalje. Yndlingspedellen har søgt andre græsgange og SFO-lederen uddelegerede opgaver for bagning. Vi lovede at stå for de lune boller engang i morgen formiddag, men når onsdag i forvejen er bollebagningsdag og fire gange to dobbeltportioner er mere end jeg lige kunne overskue, blev vores egen bagning hurtigt flyttet til i dag.

Oveni var der også lige de seks bananer, der lå på bordet og så mere end ynkelige ud. Kostpolitik og regler gør at sukker og søde sager er bandlyst, hvis ikke lige der er belæg for særlige lejligheder. Så vi udnævnte dagen til “red de døende bananer” og bagte en kage fyldt med smør, sukker, kanel og chokolade… foruden de døende bananer… slet ikke nogen dårlig disposition.

Og hvis ikke det have været fordi aftensmaden også optog plads i ovnen, havde det måske været en smule nemmere at manøvrere i de i forvejen ikke særlig store køkkenregioner.

Min søde kollega havde fundet opskriften og mens han smadrede Tuc-kiks og blandede med alskens af de gode krydderier, skar jeg kyllingfilet i mundrette stykker. Det er ikke nogen dårlig blanding… men måske det skal kaldes noget andet, for selvom det kaldes hjemmelavede chickennuggets, var der blandt de spisende unger flere, der havde helt andre forestillinger om aftenens menu.

En sammensætning der bestemt gled ned, og helt sikkert rammer menukortet en anden gang – og samtidig nåede vi det foreløbige loft for spisende deltagere … det er vi ikke forvænt med, men vi kan godt ende med at gå hen og forvente lige så mange de kommende tirsdage.

Arbejdsiver


hvilken farve, mon... og hvilken form?


Mens jeg spændt venter på hvilken skønhed der folder sig ud, når den sidste knop (af en helt anden art end dem vi set i løbet af sommeren) viser sig frem, vil jeg ud og afsted til en eftermiddag og aften i hyggeligt selskab med en flok teenagere, der ikke bare er sjove, finurlige, kloge, tossede og med mod på livet, men til tider også så blæst, at vi voksne ender med at grine og grine i anfald, der slet ikke er til at stoppe.

De er skønne – er de!

Det blev et tæppe


babytæppe


De små rester af bomuldsgarn er samlet til et fint hele. Jeg er yderst tilfreds med resultatet.

Meningen er pynt og farver til neonatalafdelingen på Hvidovre hospital. At jeg så samtidig får ryddet ud i min samling af bomuldsgarn i temmelig varierende mængder og farver er kun et plus.


babytæppe


Det var Christunte, der fik mig i gang. Og nu kan jeg nærmest ikke stoppe igen.
Der er endnu et tæppe på pindene og så vidt jeg kan aflæse mængden af tilbageværende garn, bliver der nok et sidste også… men så er der heller ikke mere bomuldsgarn – det skal der så nok komme igen… hen ad vejen.

Men skønt er det, at få ryddet lidt ud.
Det er dejligt at kunne glæde
Og et hurtigt lille arbejde, er det også.


babytæppe

søndag den 19. september 2010

Findes der regler!?


detaljer


Jeg ville dele fordi jeg havde overskud og ikke havde brug.
Jeg ville dele fordi det er skønt at give og dejligt at modtage.
Jeg ville dele med andre, der glade ville modtage.

Jeg trak lod (eller Tøsebarnet trak).
Jeg skrev et indlæg og forventede feedback, for hvor jeg skulle sende hen.

Af to vendte kun een tilbage!

Nu er der gået to uger og jeg har endnu intet hørt.
Måske jeg overtræder de uskrevne regler for overskudsdeling i Bloglandia.
Men jeg synes faktisk ikke, det er mig, der skal rette henvendelse.
Jeg synes faktisk, at er der lyst og glæde ved at modtage, så er det at forvente selv at gøre en indsats.

Jeg ville glæde og dele – men ikke for enhver pris.

Så jeg har trukket en ny (eller Tøsebarnet trak) af de tilbageværende, der udtrykte lyst til deling.

Måske jeg træder nogen over tæerne.
Måske jeg ikke overholder reglerne.

Men jeg er faktisk ligeglad!

 

Pialouise er den heldige.

Sender du mig en mail med adresse, sender jeg fluks et styk syglæde videre ud i Verden.

Søndag


kant


Søndag er solskin og blå himmel.

Søndag er gensyn, the og masser af snak.

Søndag er slutningen på ugen og  starten på en ny.

Om lidt er jeg den, der er gået.

lørdag den 18. september 2010

Lørdag aften


ærø sommer 2010


Der er mange tanker for øjeblikket. Tanker der ikke kan deles med andre – for nu. Tanker der både giver energi og tærer på krafterne.

Jeg har ikke meget at fortælle, selvom jeg føler mig hvirvlet rundt og fyldt med oplevelser. Jeg følger med og prøver at hænge på, så godt som det lader sig gøre.

I morgen har min søster fødselsdag og fejringen blev i dag. En lang dag, med masser af mad og snak og gensyn med kvinder jeg ikke møder for tit.

Og i morgen er der endnu en dag.

Forfald


Fra sommerens ferie.
Jeg synes det er smukt.


forfald


forfald

torsdag den 16. september 2010

Hovedløst strik


stribestrik


Strik til møder skal helst være ukompliceret og uden brug af store tankevindinger.

Da gårsdagen bød på mange timer, der både skulle bruges på at lytte og senere selv forsøge, greb jeg til bomuldsgarnet, der efterhånden íkke er så meget tilbage af.

Retstrikkede striber, der skifter farve efterhånden som de små bundter af rester når til enden. Et hurtigt arbejde, der både var hyggeligt og skiftede karakter som dagen skred frem.


restestrik


Snart er bunken af bomuld i farver jeg ikke anede, hvordan jeg nogensinde skulle få brugt forsvundet. Det er ganske rart, sådan at få ryddet ud, og der skal tidsnok havne endnu en bunke bomuld i kasserne.

onsdag den 15. september 2010

Inspiration


restestrik


Inspiration kan komme mange steder fra. Om noget er inspirerende består af et væld af faktorer.

De sidste to dage har bragt inspiration. Men mens gårsdagens arrangement var ment som, og blev kaldt inspiration, var dagens oplevelser i højere grad et spørgsmål om at opnå nye færdigheder.

Gårsdagens inspiration var en katastrofe af den slags, der er lagt stort op, kun for at falde sammen som et korthus. Gårsdagens inspirerende miljø var ikke andet end luft, og bargte ikke andet end sammenfaldne forhåbninger, skuffelse og en træthed, der var til at skære i.


mødestrik


Dagens oplæg derimod, var af den slags der på forhånd var tippet til at ville braklægge os alle, men som kun gav ekstra energi og opmuntring. Et indslag der åbnede øjne og gav nye muligheder sammen med et væld af gode vibrationer.

At dagen i dag startede længe før vi som hovedregel er stået op, kaldte på stive ører og øjne på stilke betød ingenting. De fem timer – inden dagens arbejde, der ikke sådan kan aflyses – beød nye tanker og nye metoder og nye muligheder – ny inspiration.

Når vi mødes igen næste gang er jeg klar. Klar til en formiddag sammen med de skønneste mennesker og kolleger og til endnu mange timer, der – er jeg overbevist om – vil gøre os endnu bedre til vores job.


tankeløst strik

tirsdag den 14. september 2010

Hjemme igen

 

september 2010

 

Så lykkedes det. Efter flere dage med hovedrysten og problemløsen er jeg endelig tilbage med fod under egen del af bordet. Fingrene i eget keybord og egne programmer på egen harddisk.

Det tilbageblevne problem er så at routeren under ingen omstændigheder tilllader mere en een computer på nettet ad gangen. Havde Anders haft hår, var det med sikkerhed revet ud i store totter, da han i aftes for hvem ved hvilken gang, atter måtte se sig slået og uden en mulig løsning på problemet.

Så mens han de næste dage kan rode og regere, melder jeg mig ud og satser på at sove, de få timer der de næste dage er afsat til hjemmetid.

Det bliver spændende – det er jeg sikker på, men det bliver også hårdt. Jeg skal inspireres, jeg skal blive klogere, jeg skal grine og hygge, jeg skal arbejde og tænke klare tanker. Programmet er sat og jeg tror det bliver godt!

mandag den 13. september 2010

Fiberhjælp søges






Jeg fik et opkald i går. En forespørgsel om ikke jeg ville strikke.
Det ville jeg og var det ikke fordi garnet endnu ikke var fundet, var jeg begyndt med det samme.

En opskrift var fundet, tilbage stod at finde det rigtige garn. Det blødeste, bløde der kan tænkes, for det mindste krads, og det færdige resultat vil aldrig blive brugt.

Jeg foreslog Alpakka fra Sandnes. Fordi alpakka er blødt, fordi jeg husker lige netop det produkt som blødt og dejligt at strikke i - og fordi jeg ved min lokale garnbutik ligger inde med netop den type blødhed.

Et kig på det virtuelle farvekort og en opringning senere, var farven også valgt.
Inden arbejde i dag stod jeg i butikken for at købe det valgte og hoppede en smule, for at komme i gang.

Der stod jeg med nøglet i hånden og så føltes det bare slet ikke blødt. Måske det kræver en vask og måske det kræver strik før blødheden kommer frem. Jeg blev i tvivl - er det, det rigtige valg?

Den rigtige farve var ikke i reolen. En rask beslutning og jeg forlod butikken uden at bestille det nummer, der stod med blåt blæk på min hånd.

For jeg tænker. Alle I der kender garn og alle I der kender virtuelle muligheder for hjemsendelse. Jeg er modtagelig og tager hellere end gerne imod gode ideer til blødhed, der aldrig kradser. Blødhed der kan bestilles derude i verdenen.

Hvad er det blødeste, bløde garn I kender?
Garn der kan varme og bruges igen og igen?


Lidt til skuldrene






I løbet af weekenden er et sjal røget af pindene. Andrea's shawl af Kirsten Kapur.
Et fint mønster, der er lige til at gå til.

Jeg havde en plan, da jeg påbegyndte, men undervejs blev jeg i tvivl. Mit valg af garn gjorde udslaget, for almindeligt billigt strømpegarn kradser en lille smule og lækkerheden er ikke helt i højsæde.

Det betyder ikke mine planer er skrinlagt.. med så gennemarbejdet en opskrift er der lagt op til en efterfølger - denne gang i garn, der er blødt og varmer.






Så er det jeg nogengange godt kan misunde de strikkere, der har reoler og skuffer fulde af det lækreste garn, der kan hives frem når lejligheden byder sig og straks kaste sig over lækre projekter.
Men jeg har ikke plads.. eller råd, så i stedet vil jeg gå ud i byen og finde det helt rigtige garn til næste forsøg!





søndag den 12. september 2010

Skew






Jeg troede jeg havde planer søndag, men det var før min mave vågnede og lavede om på det.

I stedet har både lørdag og nu også søndag budt på en smule strik - altså da jeg vågnede lidt op og maven begyndte at samarbejde bare en smule.

Det betyder at der nu er færdige projekter og det er slet ikke så dårligt.

Sokkerne der er strikket på alt for tynde pinde og godt kan gå hen og blive et par yndlinge er færdige, på og dejlig varme.






De drillede noget, for med en smule større pinde end beregnet i opskriften, måtte jeg både regne og strikke om, før det endelige resultat så dagens lys. Jeg har været forudseende nok til at skrive ændringerne ned, så jeg en anden gang kan kaste mig på projektet, skulle jeg få lyst igen.

Jeg er ret vild med den måde maskerne snor sig om fod, specielt hælen og senere benet.
Og opskriften var let og ligetil. 





lørdag den 11. september 2010

Natteroderi






Jeg misunder ikke småbørnsforældre. Måske havde jeg glemt det - fortrukket til tågerne - men jeg skal lige love for det vendte tilbage, så jeg lige nu ikke er i tvivl.

Gårsdagen var fantastisk, et dejligt barn, der hygger og giver udtryk for både glæde og mindre glæde, så ingen er i tvivl. Et barn, der formår at hygge sig alene med klodser og brikker. Et barn der gerne er social med de andre, men lige så gerne er i eget selskab. Et barn, der falder i søvn ca to minutter efter at have ramt puden. Et barn jeg gerne passer igen.

Det føltes nærmest som venstrehåndsarbejde, og et kort øjeblik kunne jeg næsten forledes til at ønske mig tilbage til dengang mine egne var små.

Formiddagen i dag var lige så skøn. Et glad barn, der hyggede, spiste kusinens specialfremstillede havregrød, knasede kiks i min seng - for nogen gange må man gerne, selvom det ellers er forbudt. Et barn der kiggede bag forhæng, nynnede glade børnemelodier og synes ham fætteren gerne måtte vågne.

Men natten!

Jeg vidste godt han vågner nogle gange. Jeg vidste godt han bare skal aes lidt og så falder i søvn igen. Men det er mange år siden jeg var der sidst, og selvom natten på ingen måde var forfærdelig, endte jeg alligevel med en søvn, der på ingen måde gav hvile eller udhvilethed, for antennerne var slået stort op og hver eneste gang, der lød den mindste lyd, stod jeg klar til at putte igen.

Lige nu har jeg det som dagen derpå - eneste ønske er Cola og tidligt i seng. Da Ungersvenden så ud som jeg føler mig (og havde en helt anden og måske i virkeligheden bedre grund), var der ikke langt fra tanke til handling, da først drengebarnet var hentet. Nu sidder eller ligger hele hustanden mere eller mindre brak, med Cola og chips inden for rækkevidde.

Min lørdag indeholder heldigvis ingen planer - og det har jeg ingen intentioner om at ændre på!


fredag den 10. september 2010

Fredagsaktivitet






Der nåede at være optræk til storm, da Moar gik, men ikke mere end en chokoladekiks og lidt sidden på skødet kunne klare.

Værre var det at jeg bestemt mente, vi var indehavere af saftevand. Men vi var udgået for saft og vand var bestemt ikke at ønske. Så vi trak i tøjet, fandt klapvognen, der ellers kun bliver brugt til transport af tunge indkøb eller affald og gik mod Fakta og den gode røde fra Rynkeby.

Det passede herren, og da vi samtidig lukkede op til kælderrummet og hentede legetøj, der noget støvet kom ned fra hylderne, var lykken næsten gjort.

Zacharias finder de reelle klodser mest attraktive, Emilie har kastet sig over duplodukkerne, der må være et levn fra hendes meget unge dage. Jeg kan ikke forestille mig de dukkede op før hun nåede duploalderen.
Og mens kasserne bliver endevendt, lyder her glade pludrende lyde, som vidner om hygge og tilfredshed.