mandag den 28. juni 2010

Nedsmeltning



Glad hjemvendt fra Bornholm, overførte jeg billeder til computeren lige tidsnok til at blive færdig, inden den gik ned, uden mulighed for kontakt.

Hvornår det igen bliver muligt at bruge den, og hvornår billederne kan vises frem, har jeg ingen anelse om.

Jeg ved der arbejdes på kontakt til en af computernørderne, der forhåbentlig kan fikse problemet, for selv Anders rystede på hovedet i afmagt over de kryptiske meddelelser den sendte hvidt på sort.

... En ikke planlagt blogferie er derfor netop indtrådt.


fredag den 25. juni 2010

Nu jeg er igang


citrontræet før

Kan I huske det lille citrontræ, der ikke var andet end ingenting?

Det lille træ vi var på nippet til at opgive, men satte indenfor i håbet om at det ville have godt af det.

Det voksede og groede og på ingen tid, var de bittesmå skud blevet till store blade.

Siden har det boet ved siden af hoyaen på det lille bord ved spejlet, jeg arvede efter min mormor. Der glædes det over at bo og dag ser det sådan her ud:


citrontræet nu


Vildt!

Endnu mere vildt er dets søster, der bare bestod af en pind, uden mindste tegn på liv.

Vi lod det stå – indenfor, og gav det en chance.

Vi regnede ikke med noget.

Men det lod sig ikke slå ud og i dag troner det midt på bordet i al sin stolthed og glans:


det lille citrontræ, der engang ikke var andet end en pind

Den lille sjove blomst


Albert i lukket tilstand


For et stykke tid siden reddede jeg en lille ulykkelig blomst fra tørkedøden foran den lokale Fakta.

Jeg ved ikke hvad det er for en, eller hvad den hedder, så Anders døbte den Albert.

Som de fleste andre blomster følger Albert solen og åbner og lukker for pragten efterhånden som dagen bliver til nat.

Men aldrig har jeg set en blomst der kan krølle sig så meget sammen og se så færdig ud, for i sollyset at folde sig så meget ud og vise de smukkeste blomster.


I skal have lov at se med – øverste billede er fra i aftes – nederste er taget for ti minutter siden.


Albert i al sin pragt

Logistik


Jeg har en kollega, der har et hus på Bornholm. Flere gange har hun forsøgt at invitere kolleger på weekend, hygge og dejligt samvær, uden det endnu er lykkedes.

Da hun endnu engang tilbød, tog vi mod det med udstrakte arme, og når vi senere i dag lukker butikken, er vi fire – forhåbentlig fem kvinder – der drager mod Sverige, færge og hytten på Bornholm.

Jeg glæder mig!


hoya


Helt hjemmeligt betyder det at Anders hænger på ungerne og deres ve og vel. Daniel har de sidste dage fablet om fest hos en kammerat lørdag, medbragt mad til grill og noget med kartofter pakket ind i sølvpapir, smør og lækre krydderier.

Planer er til for at ændres, så allerede i aftes tog han afsted til flere dages overnatning, med tasken fyldt med hakket oksekød, smør og penge til kartofler – de der kartofler var pludselig et stort problem, for dem havde han endnu ikke købt!

Og lige der sker der store ting. Ungerne har længe haft faste ugentlige maddage, uden det rigtig har kørt. Emilie har været god til på forhånd at sige hvad hun ville lave, og så købte jeg ind, mens Daniel er blevet lidt glemt i den proces, og helt sikkert også har gjort sit bedste på den front.

Jeg fik et syn, eller i hvert fald en god ide, og nu bliver de udstyret med et passende beløb, står selv for indkøb, ideoplæg og nu kører det bare. Lækker mad er det blevet til, og så svarer jeg gerne på opkald fra butikken, når de står der og bliver i tvivl.

Jeg har en fornemmelse af det koster lidt mere på den her måde. Men jeg tror læringsprocessen er uvurderlig og pengene i sidste ende er givet godt ud.

Tilbage til logistikken, er her stadig Emilie. Sommerferien bliver skudt i gang engang senere i dag og i morgen skal hun tidligt op og med mormor på koloni. Der var faktisk ikke råd til at have hende med i år, så kompromiet går på en enkelt overnatning, før søsteren min kommer forbi søndag, med bilen fuld af børn og tager Emilie med tilbage til endnu en overnatning. Mandag bliver hun så afleveret hjemme, når svogeren alligevel skal samme vej til arbejde.

Men i aften er det bare Anders og Emilie. Ikke noget problem – altså indtil en kammerat ringede og inviterede til en hyggelig aften. Der blev tegnet og fortalt, regnet og spurgt ind – sådan en stor tøs kan vel godt være alene et par timer.. eller…

Det endte med at kammeraten kommer her, Anders laver mad og hvorvidt kammeraten finder på at indtage alt for mange alkoholiske drikke er egentlig ligemeget – bare Anders ikke gør… Det var både Emilie og jeg enige om.

Langt værre bliver det nok med vasketøjet – mest spændende bliver det om de husker at hente. Jeg kræver stadig at ungerne vasker selv. Og det gør de – og de er gode til det.. når altså de gør det.. der kan nemlig godt gå lang tid imellem.

Emilie vaskede i går, og selvom hun skal gøre det selv og sagtens kan, hjælper jeg alligevel gerne med at slæbe og langt vigtigere – at hænge op.

Siden de gamle snore i tørrerummene er skiftet ud med lækre nye, der også blev strammet op, kan hun nemlig lige præcis ikke nå. Og det der med frem og tilbage, op og ned af en stol… det ville hun aldrig blive færdig med…

torsdag den 24. juni 2010

45 markeringer


Ærmer og krop er klar til at samles. Jeg samler og strikker og flytter efterhånden alle masker på en og samme wire.

Jeg læser sjældent hele opskriften igennem fra start. Jeg vil hellere overraskes. Der er nu sjældent overraskelser i strikkeopskrifter, men engang imellem har man lov at være heldig.

Det var jeg i aftes. Det viste sig nemlig at der var brug for ikke mindre end femogfyrre markeringer rundt i bærestykket. Godtnok er der mange masker og godtnok skal der tages mange masker ind.. men det kom alligevel bag på mig, at jeg fik brug for så mange markører.

I første omgang fandt jeg plastikdimser og sikkerhedsnåle frem. Resultatet var nedslående. Hverken plastikdimserne eller sikkerhedsnålene var rare at holde hen over og langt mere vigtigt var det, at det ikke så pænt ud.

Siden jeg opdagede de fine maskemarkører med perler, tingeltangel og wirer er det blevet et must når jeg strikker. De er sjove og gør strikketøjet meget hyggeligere at se på.
Men de er også temmelig store og klirrer hvis de sidder for tæt. Jeg strikker tit på personalemøder og andre møder og så er det ikke særlig velset, hvis strikketøjet larmer for meget.

Nogle bruger snore eller andre materialer, for mig virker wire bedst. Mest fordi jeg ikke hele tiden kigger på det jeg laver og jeg er bange for jeg rask væk ville strikke enhver tråd eller snor med, der måtte krydse min vej. Sådan er vi så forskellige, men så længe vi hver især finder den bedste fremgangsmåde er alt i skønneste orden.


Plastik Fantastik


Efter sikkerhedsnålene blev dømt ude, overvejede jeg helt at droppe markeringerne. Men ved nærmere læsning af opskriften, må jeg indrømme at de godt kan gå hen og blive geniale at have.

I morges fandt jeg derfor alt hvad jeg havde af plastikperler og den sjove lyserøde wire frem. Sammen med enkelte glasperler, der bare ikke skal placeres ved siden af andre glasperler, og et par stykker af de fine turkiser fra min mormors kæde, er der nu fremstillet små markører til den store guldmedalje. Små markører med enkelte små perler, store nok til at dække for de flossede ender af wiren, der ellers griber fat og sidder fast i alt det dejlige garn.

Min mormor ville nok korse sig hvis hun vidste, jeg skiller hendes fine gamle kæder ad. Men det gør jeg, og jeg glædes hver eneste gang en enkelt af perlerne kan placeres på noget nyt.

Det blev til mange markører – der sidder tæt.. måske ender jeg alligevel med at fjerne nogle af dem undervejs.


Markør på markør på markør...

onsdag den 23. juni 2010

Midsommer


midsommer

Dimission


fællessang på scenen


Jeg ved ikke hvornår det begyndte, men at gøre så meget ud af en niende klasses afslutning er efter min mening lige i overkanten.

På den anden side så ungerne ud til at elske det. I det stiveste puds mødte de op med glade smil. Flere af dem havde lænset tøjkontoen på nye jakkesæt, balkjoler og højhælede sko.

Lærerne havde skrevet et fantastisk eventyr, hvor hver og en af eleverne var repræsenteret med hver deres forskellighed. Pakket ind, så kun eleverne kunne skelne nuancerne.

Inspektøren holdt en lang tale. Sagde rigtig mange gode ting, og rigtig meget, der med fordel kunne have været klippet ud af den store saks.

Afgangsbeviser blev uddelt, der blev klappet og endelig udfordrede inspektøren til sang. Hun fik samtlige elever til at gå på scenen og synge den afskedssang, de selv havde skrevet tekst til og som egentlig hørte til årets revy.

Og de gjorde det.

Så var der mad og oprydning. Jeg troede det var ganske naturligt at blive og få sat borde og stole væk, der ikke skulle bruges til den efterfølgende fest. I min optik kan det ikke være anderledes.

Jeg gloede noget, da flere af de forældre der på forhånd havde meldt sig som vagter til aftenens fest takkede for hjælpen…


dimissions dag med skjorte og pæne bukser under den store trøje


Siden var der fest – efter Ungersvendens mening ikke den bedste fest nogensinde, og han nåede da også hjem inden festen sluttede. Nogen blev tilbage og hyggede, mens andre smuttede – det er vel egentlig som det skal være.

Nu sidder han tilbage med et eksamensbevis og karakterer der dækker bredt og har selvindsigt nok til at sige – okey, der hvor jeg ikke læste op gik det knap så godt. Og lige nu er han klar til at give den en skalle i tiende næste år, indhente der hvor der mangler og blive endnu bedre, der hvor alting bare kører.

Men først er der sommerferie.

tirsdag den 22. juni 2010

festtanker


blomster på kjole


Bang – sagde det i aftes, og jeg faldt i søvn. Uden så meget som at kigge på  en hæklenål.

Det har jeg så nu, det meste af dagen er gået på stangmaske efter stangmaske, for en enkelt blomst på fejlen i stoffet kan selvfølgelig ikke gøre det..

Fem små dobbelte blomster er det blevet til og spredt ud over højre side af barm og bærestykke, ser det ganske fint ud.

Daniel er klar, har planlagt, vasket og er snart på vej i bad, inden aftenen byder på dimission og uddeling af skriftlige karakterer.

Senere er der spisning og fest og forbud for voksne, der bedes gå hjem igen med det medbragte service.

Jeg gider godt og det bliver sikkert hyggeligt og alligevel er jeg lidt forbeholden. Jeg har oplevet for mange arrangementer på netop den skole, der ikke er hverken spændende, storslåede eller på anden måde interessant.

Det koster i aften… mere end jeg forstår… måske er jeg arbejdsramt, for jeg ved hvad det koster at lave lækker mad til mange. Lækker mad der ikke behøver koste en herregård… Det gør det i aften – og så skal vi oveni selv medbringe drikkevarer.. og service og rydde op.

Det sidste er nu helt okey og ligefrem på sin plads.. men prisen.. det skal godtnok være godt.. eller flot..


en enkelt blomst


Ungerne får udleveret et klippekort til drikke senere – når forældrene er gået. Altså bortset fra de forældre der bliver tilbage og administrerer drikkevarerne. Klippekortet giver adgang til ti gange drikke – heraf fire genstande.

Helt okey synes jeg, vel vidende at de her unger ikke længere er i fasen hvor alkohol skal afprøves – de ved hvad det er. De har været der og de kender deres krops reaktioner. Og passer på hinanden. Det sidste igen det vigtigste.

Så fire genstande er ikke noget der får dem til at gå i gulvet – omvendt heller ikke for lidt. Fint tilpas til en aften under forældrestyre.

Så de der drikkevarer vi selv skal medbringe… der står bare drikkevarer, og min umiddelbare tanke er at han da sagtens kan drikke en enkelt cider eller noget til maden. Den er han med på – indtil han pludselig kommer i tanke om at lærerne vist har sagt noget om at så længe de er til stede, må ungdommen ikke drikke – for de vil ikke stå med ansvaret….

Ansvaret. Efter min bedste overbevisning er lærernes ansvar for alvor slut. Så længe jeg er der, er ansvaret mit. Når jeg omkring klokken ni bliver smidt ud er ansvaret de ti forældres, der bliver tilbage.. Lærernes ansvar.. Nej, det findes ikke.

Vi køber cider – gør vi, og en enkelt skal nok nå at blive forbrændt fra vi spiser til klokken bliver ni, baren åbner og dermed også adgangen til de fire genstande.

Jo det skal nok blive hyggeligt, selvom jeg tager mig selv i ikke at forvente det store…

mandag den 21. juni 2010

Nyekviperet


kjole


Søndag og formiddagen i dag er brugt på en kjole.

Stoffet har ligget længe og ventet og en reformering af det nye yndlingsmønster har lagt ryg til snittet.

Det er pokkers svært at tage gode billeder i et spejl, men nu får I det bedste og imens glæder jeg mig over pasformen, der ikke bare føles god, men også er det.

Eneste minus er den fejl i stoffet jeg først så, da alting var klippet og syningen i fuld gang. På kanten af højre bryst – ikke det mest geniale sted, men oplagt til en sværmfuld blomster, hvis jeg kan finde en støvet brun, der matcher resten.

Og når hæklenålen alligevel skal igang, drømmer jeg om fine takkede kanter både på ærmer og den nederste kant.

Men ikke som det første, er der bare blomster på i morgen til dimissionsfesten er jeg tilfreds.

Og så er det endnu engang d. 21. juni. Dagen hvor Anders og jeg kigger hinanden dybt i øjnene og undrer os over som tiden går. Syv år er det blevet til og jeg tager gerne syv år mere.

Ud over det dybe kig i øjet og den undren vi begge sidder med år efter år, gør vi ikke mere ud af dagen. Sådan har vi det bedst, og sådan skal det være :)


fejl

Weekendstilhed


juni 2010


I den tidlige morgenstund en lørdag morgen. Solen har været oppe længe, mens vi andre har siddet time efter time foran en computer, spil, chat og hvad sådan en ellers kan byde på. Området emmede af testetoron, i en grad der fik en af de medbragte piger til at føle sig mere end bare trykket.

trykket lettede efter vi blev bænket og tilbage står den tidlige morgenstund, duften fra bageren vi gik forbi, fuglenes morgentriller og den helt særlige sommermorgenduft.

Duggen er knap nok væk, da vi ender på Flintholm station og venter på en bus der ikke kører med helt så tætte intervaller så tidligt en lørdag morgen.

Vi kommer med, enkelte overgiver sig til søvnen uder turens stille rystelser, mens morgenfriske håndværkere stiger på med arbejdspladsen som destination. Vi står af et stop før og tager bagvejen tilbage mod skolen og de ventende cykler.

Stille morgenstund i villakvarteret, fulgene synger og ungerne er ualmindelig nedtonede i deres omgang med hinanden. Efterhånden som vi passere smutveje, tværveje og omveje falder de fra, drysser stille hjemad mod ventende senge og forældre der er oppe og sms’er tidspunkter og beliggenheder.

Unaturlig frisk føler jeg mig og ender med en god bog i sofaen, inden søven tager over og kun tre timer krævedes før dagen kan gennemtygges i et roligt tempo. Tre timer der lader træthed nok tilbage til at aftenen endnu engang bringer ro og søvn og tilbagefald til gængse døgnrytmer.

fredag den 18. juni 2010

Rundt og rundt og rundt…


ærmestart


Der bliver ikke strikket meget i denne tid.. bilder jeg mig ind.

Jo altså - en enkelt maske eller omgang bliver det til, ind imellem.

Og så måske alligevel lidt mere, for helt uden at have set det komme, er sidste ærme påbegyndt. Sidste ærme til svirvlen, for selvom Daniels stortrøje stadig mangler et ærme, kommer den til at mangle lidt endnu… jeg mangler nemlig stadig at bestille mere garn.

Men lige pludselig.

Tilbage til svirvlens sidste ærme, var det ikke helt uden problemer, for de frygtelig smarte KnitPicks pinde er så geniale, at det kun er nødvendigt med een af hver slags… Troede jeg.

Og det er blevet enig med mig selv om jeg stadig tror.. eller også nåede jeg aldrig ind til byen efter flere.

Så med overstrik til længere virere, og skift af spidser, er det – og vill det –lykkedes at strikke hele projektet med kun et sæt af de atråværdige pindespidser.

Så ærme nummer to må hellere skynde sig at blive færdig, så jeg kan komme videre med bærestykket. Det er pludselig meget mere spændende end et ærme…

Natteroderi


juni 2010


Det lykkedes… jeg har sovet et par timer midt på dagen.. Nu er jeg vågen, og klar til nattens udfordringer. Seksten er vi nået op på, deriblandt fire piger, der har lagt op til Supermodels og Sims natten lang.

En enkelt af drengene synes nok lige at det var at stramme den, og fik udtrykt en mening om at computerarrangementer kun kan være for drenge – i den forbindelse tæller jeg åbentbart ikke med, for jeg må gerne være der. Et enkelt blik i den rigtige retning, var nok til at få ham til at genoverveje den bemærkning.

I Caféen venter lasagne, frisk fra i eftermiddags til en sen middag og sidenhen går både busser og tog tæt på midt om natten mod computere og dertil indrettede stole.

Vi har købt koffeinholdige drikke… Og det selvom jeg altid taler imod netop det produkt…

Sidste mundtlige eksamen


solksin i juni 2010


Ungersvenden er lige kommet hjem, efter i  morges pludselig at have lidt mere travlt end ønsket. Måske havde han glemt vækkeuret, måske var feriestemningen steget ham til hovedet. Under alle omstændigheder ventede den sidste eksamen – fysik – en af de tidlige, der krævede hoppen ud af fjerene langt tidligere end teenageramte ungersvende bryder sig om.

Han kom op og ud og forsvandt, kun for at vende tilbage for fem minutter siden med et 12-tal i bagagen.

Tilbage venter de skriftlige karakterer, der ikke bliver uddelt før dimissionen på tirsdag.

Åh.. vente, vente, vente…

torsdag den 17. juni 2010

Altanhygge


tantrix


Mens solen gik ned og de sidste stråler vred den sidste smule varme ud af dagen, lukkede vi op for posen og nød lyset og solen, der kuglerund og varmt orange steg ned mellem træerne over volden.

Emilie fandt tæppe og trøjer frem efterhånden som tiden gik, for så varmt er der alligevel heller ikke.. specielt ikke når søvnen lurer og dagen har været lang.

Vi vinder på skift, og spillet der aldrig ender som planlagt, er både hurtigt og nemt at have med at gøre.


tantrix

købt eller solgt?


Stemningsbilleder fra tirsdagens marked… før og efter vi vidste om vi var købt eller solgt.. om alting skulle blive hvor vi havde sat det, eller firehundrede stole og tilhørende borde sammen med boder og alt det andet skulle slæbes indenfor.

Heldigvis viste vejrguderne sig milde, og efter fire faldt der ikke mere regn… eller hagl..


westernfest-før


westernfest-efter

Opladning


juni 2010


Her sker ikke det store.

Ikke at jeg ikke kunne fortælle, men overskudet bruges andre steder.

Planlægning – hedder det vist.

Vi har nemlig været smarte og geniale i vores planlægning og mens årets store arrangement er overstået, klaret og for evigt ryddet væk, er vi i vores lille kollega-tosomhed endnu ikke helt færdige.

For evigt væk er måske så meget sagt, for chefen sidder med langt over trehundrede billeder, der skal sorteres, før jeg får dem overdraget og venter på opgaven at omstrukturere til årets særudgave af nyhedsbrevet – fyldt med billeder, takkesigelser og sjove historier fra dagen for billedernes tilblivelse.

Sidste fredag overnattede vi, men een fredag er ikke nok så fredagen i morgen byder på tur i det helt forkerte tidsrum. Vi skal spille og netværke, være drengerøve og nørdede hele natten.

For fjerde gang tager vi på netcafe til natarrangement – otte timers non-stop computerspilleri. Og selvom jeg ved det bliver hårdt, ved jeg også det bliver sjovt. Jeg ved den indre drengerøv skal findes frem, når vi sidder en fjorten stykker bænket ved skræmene og spiller og spiller og spiller den ganske nat.

Jeg har alvorligt overvejet om ikke koffeinholdige drikke kunne være vejen frem, for overlevelse helt til klokken otte lørdag morgen.

Gad vide hvor mange der skal til?
Og hvor mange der skal indtages inden nedsænkning i de forhåbentlig rigtig gode stole?

Indtil da bruges den frie tid mest på opladning, sovning, læsning og andet af den slags.

tirsdag den 15. juni 2010

Westernmarked


Dmi lovede under en halv milimeter midt på dagen, så vi satsede, stillede boder, borde og stole op udenfor, hvorefter den halve milimeter ekspanderede.

Mellem to og fire stod himmel og jord noget nær i ét. Det regnede og regnede, buldrede, bragede og tordnede, haglede og regnede endnu mere.

Vi vedblev at tro på det, tørrede alle borde og firehundrede stole af, pyntede og stolede på at nu var det overstået.. om vi var ualmindelige heldige eller om det bare skulle være sådan ved jeg ikke. Men regnen blev væk.

Aftenen var lys, klar og hyggelig. Stemningen var fantastisk, underholdningen både sjov, pinlig og værd at se på… det pinlige indslag stod vi selv for, da personalet samlet stillede sig uannonceret på scenen og fremførte den sang vi har øvet til personalemøderne de sidste måneder.

Forældrene var glade, ungerne kunne ikke få nok og lige pludselig var klokken tæt på lukketid. Hvor tiden blev af, det ved jeg ikke.

Vi er gode til at samarbejde og inden vi fik set os om, var alting pakket sammen og lukket inde. Trætheden har ikke vist sig endnu, men jeg tror nu, jeg sover godt i nat.

Og mens Emilie spurtede rundt fulgt af Mormor og Annelise, der endte med at klare sig  selv, faldt hun i ved lykkehjulet og hjemførte ikke mindre end to blomster, der straks blev givet i min varetægt.


blomster fra Emilie

Jeg tror, jeg er klar


juni 2010


Dmi lover godt vejr, både sol og timer uden for mange skyer. En enkelt lille byge skal der også være plads til, men ikke mere end plan B og indendørsopstillingen forhåbentlig er stemt ned på forhånd.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men jeg har alligevel svært ved at synes hestevæddeløb og affyringer af bue og pil op og ned ad gangene er helt så godt som ude på fodboldbanen.

Jeg er træt, træt som i helt kvæstet, og så er vi ikke engang gået i gang endnu. Allerede i aftes gik jeg i brædderne, glædede mig over Emilies køkkendag og faldt omkuld. Sov. 
Vågnede tidsnok til Emilies gode mad og gik ellers omkuld igen.

Lige nu føler jeg mig ikke meget mere frisk, men jeg ved det kommer. Når først jeg for alvor kommer igang, stiller op og slæber rundt, og når de sekshundrede gæster, der allerede er tilmeldt dukker op, skal jeg nok være frisk. Når hele arrangementet er overstået og der skal ryddes op, skal jeg også nok være aktivt igang, men når klokken engang i aften slår færdig og den sidste øl bliver delt, så ved jeg allerede nu, jeg ikke vil være mange sure sild værd… Hvordan i morgen så bliver, tør jeg slet ikke tænke på…

Nå, jeg skal lige finde de der sko, der godt kan gå for indianermokkasiner, tømme kamararet for billeder og være helt sikker på alt er pakket.. og så er jeg vist på vej ud af døren.

Gid I alle må få en dejlig tirsdag :)

mandag den 14. juni 2010

Perlesjov


indianersjov

Bånd på skrå, frynser, broderigarn i underspolen og avispapirperlerne på en snor.

Der er dømt indianertango til i morgen aften.

Min helt egen moderne udlægning af alt fra originalerne til de mere tegneserieprægede af slagsen som inspiration.

Grundideen voksede hurtigt frem, mens valget af stof var langt sværere at regne ud. At finde en værdig repræsentant for et lækkert stykke skind er langt sværere end forventet.

Jeg gik i stå og gad slet ikke. Men jeg gad jo alligevel godt, for det er sjovt og det skal være sjovt.

Så noget måtte gøres, udvalget inspiceres og noget måtte vælges.

Sent i aftes og en del af formiddagen er brugt på perler og perler og perler på et bånd.

Det var sjovt og gik langt hurtigere end jeg troede og nu er endnu et kryds slået og når jeg om lidt springer ud af døren er det mod bageriet, for alle vores fem bradepander, skal gerne stå fulde af kage, inden vi drejer nøglen om og tager hjemad igen.


indianersjov


indianersjov


indianersjov

søndag den 13. juni 2010

Tid til nål og tråd


"benperler"


De der perler af avispapir.. jeg dyppede dem i tapetklister med brun maling… Tanken var at det brune ville få dem til at ligne benperler og avispapiret og bogstaverne, teksterne og stregerne på afstand kunne give indtryk af dekorationer skåret en sen vinteraften foran bålet…

Blandingen af tapetklister og maling stod i en skål i køkkenet sidste søndag da ungerne kom hjem fra Djurs og Farbesøg.. Det skal stå og hvile sådan noget skidt. Så der stod det, da Emilie trådte ind ad døren kiggede og spurgte, og jeg svarede:


Emilie    “Hvad er det?”

Mig    “Det er tapetklister med brun maling.”

Emilie    “Nej! Hvad er det?”

Mig    “Det er tapetklister med brun maling.”

Emilie    “Nej det er ikke, du skal lave kage, det er sådan noget til at putte indeni.”

Mig    “Nej, det er det ikke. Det er tapetklister med brun maling.”


Hvorpå jeg foreslog hende at smage på det.. Hvilket hun dog alligevel ikke gjorde.. Men hun lugtede til det.. og troede først for alvor på mig, da jeg hældte avisperlerne i.

Det viste sig senere at samme scene udspillede sig fem minutter før, da Daniel trådte ind ad døren og Anders stod i køkkenet.

Men det så også ret chokolade-appetitteligt ud.

Indianerdans


På tirsdag er det dagen for dagen. Dagen hvor måneders arbejde skal bringes frem og brændes af i løbet af fire timer.

Selvom starten gik mod begrænsninger, hopper nye tanker hele tiden frem og nye ideer skal prøves af. Det har været sjovt, det har været hårdt og selvom der stadig er nye tiltag på vej, kan jeg også mærke en vis afmatning omkring hele foretagenet.

Et af de steder, jeg er ved at stå af er dragter. Som udgangspunkt skulle vi sørge for os selv, og med tanke på sidste gang, hilste jeg den tanke velkommen. Alligevel havde jeg pludselig lovet at sy til flere kolleger og pludselig skulle jeg også stå for indkøb, ideoplæg og finde tilbehør.


Indianer Emilie


Jeg fik sagt fra, og selvom jeg er så dårlig til netop at sige fra og ender med dårlig samvittighed, var der ingen sure miner. Alle fandt andre løsninger og jeg stod tilbage med min egen dragt og den Tøsebarnet gerne ville have.

Det holdt hårdt. Alt det andet fik jeg lavet.. men dragterne…

Engang i sidste uge fik jeg startet, og lavet noget der tegnede godt og noget, der ikke ansporede til yderligere fremgang.

I dag skulle det være og i dag er Tøsebarnets dragt helt færdig. Måske bliver min egen det også, der mangler lige noget med nogle perler og gode ideer. Min skepsis er blevet vendt og det der før lignede noget der var løgn, tegner til at blive helt godt.

De fleste småting er ved at være på plads og de regntunge skyer, der for en kort bemærkning svirrede i mit hovede er jaget på flugt igen.

Det bliver så godt .. Vi skal bare lige have regnen til at regne et andet sted tirsdag aften.. En omvendt regndans måske…?


Indianer Emilie

lørdag den 12. juni 2010

Bagersvend


juni 2010


Daniel har fablet om kanelsnegle de sidste dage. I dag blev det, og det skal han ikke høre et eneste ondt ord for.

I stedet vil jeg kaste mig over dem, og bliver det det eneste varme, der kommer ud af køkkenet i dag, er det også helt fint med mig.

Jeg vidste nemlig og ved at sådan en overnatning koster i den anden ende. Og selvom jeg ikke syens jeg kan sove, er jeg træt helt ind i knoglerne og duer ikke til noget som helst i dag.

Sådan må jeg heldigvis gerne have det.

Mærkeligt


juni 2010


Vi cyklede hjemad i strid modvind og udelukkende med tanke på at komme hjem. Ungersvenden kørte længe før os andre, så det var bare Tøsebarnet og mig.

Ikke meget fælleskørsel, bare derudad. Nogen gange var jeg forest – andre gange Tøsebarnet. Da vi passerede de to unge mænd ved et stoppested, kom jeg først, var passeret og forbi, da Tøsebarnet var lige ud foran og der pludselig lød et:

“Hej Smukke…”

Hey.. hun er kun et barn… eller hvornår holdt hun op med det???

Seje Unger


teltnedlægning


Selvom dmi lovede regn hele aftenen, var alle med på at selvfølgelig skulle vi som udgangspunkt sove i telt.. med mulighed for at flytte indendørs, skulle det alligevel blive for meget.

Sådan blev det, og ingen rykkede indendørs. der er et stykke fra Caféen til teltpladsen, så hurra for min søde kollegas christianiacykel, der troligt bringer både, bagage, mad og telte frem og tilbage.

Teltene blev rejst, de fem store fik sat to sammen til et og alt nåede i tørvejr inden de første dråber faldt.

Som et afbræk i den gængse tradition undlod vi mad over bål og fandt i stedet en af de store grill frem og fik gang i den under halvtaget. Stående i læ fik alle grillet spyd med lige det på, de helst ville have. Bagte kartofler, grillede majs og de flutes jeg fik bakset sammen, da vi havde glemt at købe, fungerede som tilbehør sammen med salat og vand.

Som endnu et afbræk i traditionerne satte vi os indendørs, mens vi spiste. Siden undrede vi os over hvor regnen blev af, tjekkede endnu engang hos dmi, der nu kunne melde om enkelte dryp, hvorefter der kom gang i bålet, slik og sodavand.

Da der kun var gløder tilbage fandt vi endnu engang spydene frem og ristede skumfiduser, som det hør og bør til vores overnatninger.

Selvom vi gik fri af regnen, har vi oplevet bedre og varmere vejr sådan en juninat, og inden vi så os om sad vi alene tilbage mens ungerne havde fortrukket til teltene. Det lod vi os ikke sidde overhøring, og skydte os at pakke sammen, byde godnat og trække i soveposerne.


bål


Siden blev det morgen med strålende sol, boller blev bagt, unger blev vækket og telte slået ned. Nu hænger de til tørre inden vi mandag pakker sammen for alvor, og jeg lige skal overveje hvilke jeg skal låne til sommerens telttur… nu er de set i aktion og de ser alle hele ud.. Hmmm hvilket eller hvilke vil være bedst…

Hjemme har Ungersvenden bænket sig foran computeren, Tøsebarnet (med min velsignelse) indtaget fjernsynet, og lige om lidt ligger jeg under dynerne og satser på lidt mere søvn.

Hyggelig og fantastisk oplevelse… men hvor bliver jeg træt :)

fredag den 11. juni 2010

Sommerregn


sommerregn


Udenfor regner det – eller lige nu er der et ophold. Dmi lover regn i stille fald hele dagen, mens temperaturene loves tocifrede.

Stille regn på en teltdug er helt i orden med mig og en grill under et taghæng kunne også være helt fint, hvis jeg bestemmer. Men med godt fjorten unger, der gerne ser problemer i alt, er det ikke sikkert sommerregnen har den helt store tiltrækning.

Selv kan jeg sagtens ende der hvor jeg for alvor sætter Rasmus Modsat minen på og bare mener at selvfølgelig skal aftenen og natten foregå udendørs, og så ellers investere i tre ruller sorte sække. Men hvem får noget ud af det, hvis den resterende del af truppen mener noget andet.

Det ender nok med demokrati, for det er bedst. I hvert fald hvis stemningen skal være uden alt for meget brok og alle skal føle natten var værd at gæste.

Og så kan jeg jo tale godt for stille regn på teltdugen natten igennem.. vi behøver jo ikke sidde ude i det, mens hyggen og spisningen foregår. 

torsdag den 10. juni 2010

Oprejsning


juni 2010


Daniel hører til den gruppe af unge der efter ti års skolegang er godt og grundigt trætte af skidtet. Han gider ikke, læser minimalt, sover i timerne, kommer for sent og er helt sikkert enhver lærers mareridt.

Specielt hans dansklærer har besværget sig over ham mere end en gang og mere end en gang bedt om ikke bare han ville prøve at deltage i undervisningen.. I stedet har han snarere siddet i et hjørne med hætten over hovedet og sovet sig igennem niende klasse.

Alligevel fik han givet alt og alle baghjul og bevist at han måske faktisk har hørt efter derhenne i hjørnet under hætten..

Danskeksamen i dag… læreren mente ikke (med et glimt i øjet) det var fortjent… resultatet kunne næsten ikke være bedre..

Dommen: 10.

Fængslet


En stk smadret pensel...


Man kan da ikke have en westernby uden et fængsel.. tænkte jeg og sagde det højt.. Du laver bare et sagde min chef.. og så kunne jeg jo bare have ladet være med at sige noget.. eller noget.

Det var faktisk lidt det samme med avisen, som jeg lige synes burde trykkes i et enkelt eksemplar til mit trykkeri.. altså min bod, hvor folk kan få lavet en wanted-poster af sig selv.. men det eneste sted derude westpå, med mulighed for trykkevirksomhed, det må have været den lokale avis.. God ide sagde min chef.. men den skal da trykkes i et stort oplag og have programmet og andre praktiske oplysninger på bagsiden…


Fængselscelle


Min søde kollega er heldigvis ikke sådan at slå ud, så da han alligevel skulle både save og hamre i aftes, og han lige fandt en gammel ribbe, der kunne laves om til fængselstremmer, skulle han nok klare det praktiske i den sag.

Imens fik jeg skrevet syv vanvittige artikler med udgangspunkt i boder og optrædende til tirsdagens marked og sat det sammen til noget der ligner en vaskeægte nyhedspamflet fra det Vilde Vesten.

Da jeg ankom i formiddags var ribben skiftet ud med brædder og en gammel plade, der alligevel stod i vejen og resten af dagen stod i malingens tegn.

Med fare for at bryde med Jante, synes jeg faktisk det er blevet mere end bare godt. Og helt ærligt ansigtsudtrykket hos drengen, der hele dagen havde siddet på den anden side af skærmen og spillet X-box og kun havde set den tomme baggrund, var det hele værd.


fængelscelle


I morgen venter atter en dag og overnatning i telt og grill over bål, hygge og uhyggelige historier.. bl.a den om kæmpeedderkoppen, der bor nede blandt træerne ved bålpladsen... Så godt vejr ønskes - Tak!

onsdag den 9. juni 2010

39 somre


fra Emilie


Emilie insisterede på at bage boller, så knap var jeg indenfor døren i aftes, før jeg blev afkrævet opskriften på den langtidshævende dej. Dejen blev rørt og røg i køleskabet mens Tøsebarnet fandt sin seng.

Da vækkeuret gik i gang i morges, nåede jeg lige at tænke om hun mon havde brug for hjælp, før duften af friskbagte boller fandt vej. Jeg blev liggende med lukkede øjne og prøvede at føle mig fødselsdagsstemt.

Så stod hun der, med nybagt brød, kaffe og the, smøret måtte hun tilbage efter og ikke mindre end tre pakker havde hun også med.

Nøj det er hyggeligt at få morgenmad på sengen :)

Bagefter var det ikke senere end vi satte uret en halv time frem, krøb under dynerne igen og nåede at falde lidt hen inden alarmen brød løs og dagen for alvor kaldte.

Tænk hun stod op kvart over fem, for at lave boller til mig :)

Siden nåede min mor forbi og Bedsteveninden ringede, inden hun igen trækker sig tilbage fra omverdenen til eksamensræset… Så er det alligevel ikke så slemt at fylde år, når der ikke er tid. Også selvom jeg lige med et må konstatere at jeg nu kun har præcis ét år tilbage at være nogen-og-tredive i.

Jeg skal videre, kagerne er bagt, glasuren spredt ud og dagen kalder til samling, sang og endnu flere markedsforberedelser.


fra Emilie

tirsdag den 8. juni 2010

Indianerdans


indianertoner


Formiddagen er gået i selskab med symaskinen. Inden tirsdag skulle der gerne være to indianerkostymer klar og de første spæde skridt er taget – eller faktisk er der nu godt gang i trinene.

Kulørte bånd og perler er fundet frem. Saksen er smurt og mere end konturene af de to dragter har fundet den færdige form.

Nu er der dømt pause, for om lidt flyver jeg ud af døren med en indkøbsseddel til en kage, der gerne skulle dagens lys i de tidlige timer i morgen. For selvom jeg egentlig ikke synes jeg har tid till det der med fødselsdage i år, kræver det næsten en gang bagværk, når dagen falder på dagen for det sidste hektiske personalemøde inden det store slag.

Jeg skal lige finde en opskrift… og skrive en liste…

mandag den 7. juni 2010

Dryp, dryp, dryp…


Jeg kan godt lide lyden af regnen mod tagvinduerne, mens tanken om at skulle ud i alle dråberne ikke er helt så tiltalende.

Lyden er fyldt med sommerminder fra barndommens teltovernatninger hos bedsteveninden, sommerdans i en regnfyldt sommerhave eller andet der både involverer telt, regn og også bål.. selvom det sidste ikke helt harmonerer med alt det våde.

Men jeg skal ud og jeg skal cykle og jeg må hellere pakke godt med skiftetøj, for jeg er upraktisk nok til ikke at eje regntøj.


regnvejr


I sofaen ligger Emilie, der vendte hjem fra en weekend med farmand og en længe ventet fisketur, der har bragt hornfisk med hjem. Gad vide om det bliver i aften de skal smages… Jeg ved det ikke. Lige nu er de i fryseren og datoen for måltiden ligger hos Tøsebarnet og Kæresten, der gerne også skulle stå for tilberedningen.

Med sig hjem havde hun også en træthed, der slog ud i lys lue og slog hende omkuld lige midt på stuegulvet. Senere klagede hun over kvalme og her til morgen dukkede blanke øjne og en lidt for varm pande op. Hun er ikke alvorligt syg, men en dag eller to herhjemme er vist ikke den dårligste ide.

Alt udenfor er vådt og jeg når lige at ærgrer mig over lyset, der ikke kom i læ i aftes og nu ikke kun består af stearin, men også en hel del vand…

Med ærgelsen kan dog ikke slå visheden om at resten af altanens indbyggere har godt af andet end høj sol.

lørdag den 5. juni 2010

Eksperimenteren


eskperimenter


Tusser, pastelkridt, vandfarve og hvad jeg ellers kunne finde. Brun, sort, striber og nuancer ind imellem – jeg prøvede det hele inden en klat sort stofmaling endte på spidserne af de hvide fjer fra Panduro.

To aviser er klippet i skæve strimler og næsten alle rullet til perler om en strikkepind. Jeg stoppede da jeg ikke længere kunne fokusere og fingerne var sorte af tryksværte.

Jeg har en plan – om den virker, ved jeg først engang i morgen, når butikkerne har haft åbent og jeg har hentet tapetklister eller noget andet i samme stil.

Mislykkede planer


Frederiksberg Have


Jeg ved ikke hvem der fik den geniale ide at lægge 5. juni og lørdag på een og samme dag.. men jeg synes det var en dårlig beslutning!

Både Anders og jeg havde planer der involverede indkøb i butikker, der alle har lukket i dag. Men vi fik en god lang cykeltur og en lækker sandwich ud af det. Heldigvis havde cafeerne ikke lukket. Heller ikke blomsterbutikkerne, men dem kørte vi forbi – der er ikke plads til mere her, lige nu.

Sandwichen tog vi med os mod grønne områder og tænkte os måske ikke helt om da vi drejede ind i Frederiksberg Have, for der var nok masser af grønt, men ikke mange steder med mulighed for at føle sig alene.

Vi fandt en plads og nød vores mad og hyggede under skyggen fra et af de store træer, med udsigt over vandet mod kastanien på den anden side. Og vi fik rørt os igen på vejen hjem.

Planerne er nu udskudt, og at ideen om at holde åbent alle steder første søndag i hver eneste måned, vil vi udnytte til det yderste i morgen.

Indtil da vil jeg nyde varmen, overveje om aviser kan bruges til perler og om tusser måske kan omdanne en helt almindelig kedelig hvid fjer til en noget mere spændende ørne-en af slagsen.

fredag den 4. juni 2010

Så til hest


For øjeblikket foregår alle de spændende ting mens jeg er på arbejde. Vi har travlt og arbejder som små bæster mod et marked, der helst skal sprænge alt hvad der er set før.

Når først jeg kommer hjem, dejser jeg om med en bog, falder i søvn eller sidder og kigger uforstående på computeren. En enkelt nyhedsudsendelse i ny og næ eller et program i selskab med Emilie og strikketøjet bliver der også plads til, mens tankerne hænger stædigt fast i westerntemaet.

I dag har jeg malet en hest. På mandag venter vist en ny. Og som Chefen sagde, da han kom forbi: “Det er næsten ligesom en fabrik. Der bliver skåret et sted og sendt videre og nu er den havnet i dekorationen…”

Men det er sjovt!


VLUU L210  / Samsung L210


VLUU L210  / Samsung L210


Mens weekenden er skudt igang spøger et indianerkostyme, der efter min bedste overbevisning, gerne skulle være færdigt inden mandag… Tøsebarnet regner vist også med et.. og kan man male på fjer..?