søndag den 28. februar 2010

Æv, æv, æv, æv…


Indignationen driver i dette indlæg, så med fare for uretfærdigheder etc, har jeg lige nu brug for at lufte al min indestængte harme…

Hvordan er det muligt at være så dum ikke at sørge for billetter og pladser, til et enkelt pigebarn på vej hjem fra en vinterferie, på netop en af de store rejsedage?

Hvordan er det muligt at sætte samme pigebarn på toget, dårlig og med køresyge, fordi man ikke lige havde beregnet køretiden, måtte køre i hastig fart og i øvrigt var nødt til at springe køen over, for at skaffe den billet, der ikke var tænkt på i forvejen?

Og hvorfor er det nødvendigt at udstille samtlige ovenstående dumheder og samtidig grine idiotisk…?

Tøsebarnet nåede lige at ringe, efter at have haft kontakt flere gange. Hun sidder på sin taske i gangen, har fundet nok penge til en flaske vand og har vist også sovet en lille smule, lænet op ad væggen.

Hun er ved godt mod – nu, det var hun ikke tidligere – og heldigvis står Anders parat i den anden ende, når toget bruser ind på Høje Taastrup station.

Jeg bliver så edderspændt rasende…

Update: Jeg har stille og roligt (det er ikke altid lige nemt…) fået sagt ham, at jeg blev møgsur og fik en fornuftig feedback. Samtidig måtte jeg også indrømme, at jeg kunne høre på ham, han ikke var tilfreds med situationen, lige efter afsendelse…

… Så langt, så godt

Asserbo Slotsruin


asserbo slot februar 2010

asserbo slot februar 2010

Da vi i sommers lånte hytten i skoven, gik det op for mig hvor tæt på Asserbo Slotsruin vi var. Også denne gang måtte vi forbi og hverken sne, kulde eller slidte støvler kunne afholde os fra turen.

Helt anderledes så der ud med sne over det hele og sandsynligvis bundfrossen voldgrav hele vejen rundt. Anders vovede forsøget og trådte ud på isen, mens jeg i mine ikke særlig skridsikre strøvler, der har set mere end bedre dage, passede på ikke at glide på trapper og broer over samme voldgrav.

Stenen folket i tidernes morgen rejste, står der endnu, men fik denne gang ikke besøg. til gengæld tog vi turen hele vejen rundt om voldgraven, før vi begav os ad Bisp Absalonsvej mod indkøb og slædetransport hjem.

Anders på is

Kælken lod vi i øvrigt stå op ad et træ, mens vi udforskede ruinerne. Vores første tanke, var at de sikkert kunne få sig en god snak, men senere gik det op for os, at træet ikke ville have noget med sådan en bunke pindebrænde, uden rødder og fyldt med stålimplantater, at gøre.

I stedet snakkede vi godt for den og førte den sikkert til Købmanden, hvorfra den lod sig bruge som trækdyr til alt vores sammenpressede pindebrænde…

En snoet æggeleder


en snemand og en kælk

Det er sjovt som ting kan ændres.

Det, der de sidste to måneder har været en cyste på den ene æggestok, der nok ville slå æggestokken ihjel, viste sig at være en æggeleder fyldt med væske og ovenikøbet snoet om sig selv – flere gange.

Kirurgen mente det måtte have gjort forfærdeligt ondt, men at sådanne snoninger ofte holder op med at gøre ondt, når de stopper med at sno.

Så nu er jeg uden æggeleder – i den ene side – men med begge æggestokke i behold. Det er jeg ganske godt tilfreds med, for selvom fertiliteten er dalet er hormonproduktionen intakt… For mig er det vigtigst.

Hvad der ligger bag, kunne hun ikke svare på, men det bedste bud var umiddelbart en infektion, der kan ligge langt tilbage. Og den gode nyhed kunne så være at alt andet så fint ud og helt som det skal være.

En anden sjov ting.. og måske også ganske typisk er, at komme hjem og opdage at beholdningen af smertestillende kan ligge på et meget lille sted. Med en søndag i udsigt blev det et øjeblik en smule uoverskueligt, men heldigvis har jeg Anders, der ved hvor der er mere at hente.

- Og at beholdningen er lav er ikke et spørgsmål om at vi bruger for meget, snarere det modsatte.. og ikke får fyldt op, når vi en sjælden gang løber tør… eller måske skal overveje at købe lidt større mængder næste gang…

lørdag den 27. februar 2010

Hjemvendt


Jeg er hjemme, alting er godt… men hvor er jeg træt…

torsdag den 25. februar 2010

Varme i lange baner


Da Emilies lange sokker var færdige, ville jeg også have. Jeg havde garn, jeg fandt et fint snoningsmønster, jeg havde en ide om maskeantal – så det var bare at gå igang.

Da vi rundede sommerhuset, der var bidende koldt, huskede jeg pludselig hvorfor jeg længe har ønsket lange fingerløse handsker. Nok er vide ærmer fikse – synes jeg – men praktiske, eller varme for den sags skyld er de ikke.

Mere end en gang har jeg siddet i morgenkulden i sofaen, mens jeg langsomt vågner op og fryser om mine underarme under sweaters med brede ærmer. Og nok er isoleringen i vores lejlighed ikke af den bedste, men manglende isolering i et uopvarmet sommerhus slår den kolde påtrængende luft med flere længder.

Jeg troede jeg skulle bruge dagene sammen med blade og snoninger, men de påbegyndte sokker havde også fundet vej, og det selvom jeg havde set i øjnene at antallet af masker ikke helt passede med omkredsen af mine ben.

Skaftet var nået, hælen skulle begynde, men begyndte aldrig. Lynhurtigt blev projektet dømt ude mens fingerløse handsker voksede frem.

Inden vi tog hjem, havde jeg to af slagsen. Lange strikkede ærmeting, der varmer både under vide ærmer og frakker ude i sneen.

Måske er kanten om fingerne lige lovlig løs, og måske holdes der en dag for med en række fastmasker eller to. Lige nu bliver det ikke … men måske en dag .. kanske.

Sommer og vinter


Oppe ved det lille hus i skoven står et lille hyggeligt nåletræ med sjove kogler.

Da vi var der i sommers tog jeg billeder af de meget anderledes og smukke kogler og da vi besøgte stedet endnu engang  - denne gang dækket af sne, fandt kameraet helt af sig selv samme motiv, der stadig har samme form, men med helt andre farver.

De er også ret flotte i den mere afdæmpede udgave.

sommer

vinter

Så er jeg indlagt


Herlev sygehus

Det er faktisk lidt mærkeligt – sådan at blive indlagt, og så blive sendt hjem!

Anders tog med, og det var rart – specielt fordi de tre en halv time vi brugte på Herlev Hospital i morges-formiddags-til lidt over middag var meeeget laaange og fyldt med ventetid. Jeg tror nu egentlig ikke det var med vilje vi skulle vente så længe – der er bare travlt både på den ene og den anden afdeling, og så bliver der hurtigt ventetid.

Vi fik vores egen sygeplejeske, der sørgede for at vi talte med alle dem, vi skulle tale med og at vi gik derhen, hvor vi nu engang skulle gå hen. Men hun var ikke vores alene, og det tager tid at sørge for flere end bare mig.

Det er nu helt okey, og det også meget rart at være hjemme igen. Samtidig blev tiden for ankomst i morgen rykket en time og det er nu også meget rart, når bussen (der godtnok kører nærmest fra dør til dør) ikke kører så tit og bestemt oftere, når der bliver lagt en time til.

Noget blev jeg klogere på, og noget blev jeg mindre klog på. Jeg har lært mere end jeg på forhånd vidste om narkose, smykker og kontaktlinser. Til gengæld er det lidt mere sløret hvad jeg egentlig fejler. Ikke at det er noget problem – pludselig viste det sig at det måske er langt mindre alvorligt end først antaget – og det er altid rart.

Der lå jeg så, endnu en scanning.

Til dato er jeg blevet scannet af hele tre forskellige læger, hvoraf to er gynækologer, der alle samstemmende har set en cyste på størrelse med en knytnæve på højre æggestok.  Til dato er jeg blevet stillet i udsigt at højre æggestok muligvis ikke kan reddes og, er det sådan har jeg det også fint med det.

I dag scannede endnu en læge så. Endda en læge der skal være med til operationen… og hun fandt ikke mindre end to fine æggestokke, en fin livmoder og en kæmpe cyste…

Hendes udlægning blev at cysten (eller faktisk er der to, der hænger sammen) sidder i æggelederen. Det betyder at æggelederen skal fjernes og det er pludselig langt mindre alvorligt. I hvert fald fra min side. Æggelederne har ikke noget med hormonproduktionen at gøre, og netop hormonproduktionen har jeg været lidt ked af at skulle mangle.

Principielt kan den anden æggestok snildt opfange æg fra begge æggestokke – hvilket egentlig er meget rart at vide, selvom jeg ingen ideer har om at gøre brug af lige netop den funktion.

Så pludselig er der to scenarier – et er hvad hun tror, noget andet er hvad de lukker op til… det bliver lidt spændende… Men under alle omstændigheder – og det er vel egentlig vigtigst - føler jeg mig i gode hænder, og så kan det ikke gå helt galt.

Efter sådan tre en halv time føler jeg mig mere kvæstet, end jeg lige havde regnet med og vejret udenfor stemmer lige nu fint overens med tågen i mit hovede. Jeg tror det er tid til en pause – der er dømt at trække stikket ud…

tåge

onsdag den 24. februar 2010

Hjembringelse gennem tilsneet skov


klar til afgang

Sådan et sommerhus med isolering til sommertider kræver meget varme. Når varmekilden er bekkasinen i midten af stuen, kræver det også brandbart materiale, der hurtigt vejer til.

Anders fandt kælken frem fra gemmerne i skuret og tilsat et håndtag han fandt andetsteds begav vi os på vej. Inden vi nåede helt frem til købmanden rundede vi Asserbohus, der også er smukt om vinteren, og kælken ventede mens vi studerede gamle sten.

kørsel med meder gennem snedækkede skovveje

Ud over indkøb til lækker aftensmad og ost i stride strømme, måtte vi investere i en rulle snor, for ikke at tabe hjembringelserne. Alt blev surret fast og turen gik tilbage gennem skoven og de snedækkede veje.

De fire poser vi fik hjælp af, af kælken var ikke nær nok. Allerede inden da var flere poser båret til hytten - men de hjalp.

ild og varme

Hjemme fik vi varme i kroppen og ost på brødet, for købmanden har altid et stort udbud og som regel også på tilbud. Vi benyttede de orangemærkede af slagsen og spiste lækkert brød til … et par gange om dagen.

Jeg tænker lidt, at omsætningen nok ikke er helt så stor om vinteren, som om sommeren, for sådan en købmand… men skærer han alt for meget i udbudet, mister han måske de resterende kunder.. og vi får ingen billig ost…

sagde jeg, jeg godt kan lide ost :)

Sommerhus i vinterkulde


huset i skoven

den sjove lille snemandhulsten i træet

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


masser af sne

Tre dage i tosomhed med kæreste og varme fra bekkasinen midt i stuen og knus når vore veje mødtes.

Tre dage i et lille hus midt i skoven. Et lille hus, der ikke er isoleret til at klare frostgrader og derfor betød kilovis af briketter hjembragt ad snemættede veje fra den lokale købmand, der dækker et stort opland og har (næsten) alt, hvad hjertet begærer.

Tre dage der både startede og sluttede med et held uden lige i forhold til offentlig transport. Både ud- og hjemtur med rigelige muligheder for at se bagenden af næste led i en længere kæde og gransken af både kolde og mørke veje og opvarmede ventesale – vi havde ikke travlt, så vi hyggede undervejs med snak og strik og hjernevridende opgaver.

Tre dage i et lille hus, der bød os velkommen af den sjove lille snemand, der ventede udenfor og masser af terningespil for gamle mænd, der måske nok er et gammelmandsspil,  men sjovt nok alligevel.

Tre dage uden nyheder og viden om verdenen omkring os og tre dage der bare er fløjet afsted i et langsomt tempo med mulighed for lige det vi havde lyst til, og lige var det vi havde brug for.

søndag den 21. februar 2010

Sne og glæde


godferie

Måneskinsstemning


februar 2010

Lørdagen stod i Bedstevenindens tegn, med snak og runding af alle de vigtigste emner.

Opbrudet var sent (som sædvanligt) og mens benene gik mod bussen registrerede resten af kroppen måneskin og lækkert vejr. Måske næsten i overensstemmelse med vejret og det hyggelige mørke var bussen forsinket og benene fortsatte turen hjem.

Omkring Domus Vista kom de – busserne – som perler på en snor, men da havde jeg forlængst fundet musik til ørene og besluttet mig for en længere gåtur… der dels var motiveret af temperature der helt sikkert havde rundet nul og kagen vi delte.

Halvanden time tog det – hyggelige halvanden time.

lørdag den 20. februar 2010

Flexuge


I sidste uge havde Ordblindeskolen Flexuge. Blandet og sammen med alle fra 5. til 9. klasse, havde de focus på stjerne og fremtiden, skrald, genbrug og nytænkning.

Detlt op i grupper lavede de projekter om fremtidens huse eller fremtidens mode. Herhjemme stod vi på hovedet i stofbunkerne og fandt bånd og alskens andet, der bruges til en kjole.

Hjemme snakkede pigebarnet om niendeklassetøserne, der lavede kjole af hønsenet og aviser, og inden hun nåede ud af døren i går, lånte hun kameraet med til dokumentation.

Først da hun nåede hjem igen, gik det op for mig, at dokumentationen var ment lige her, på bloggen. Jeg som gik og troede hun bare gerne ville have nogen billeder.

Der var mange billeder, men desværre også mange der slet ikke virkede. Så her får I et udsnit og et hjemmegjort et af Tøsebarnets blå kjole, der ikke helt lever op til hendes egne forventninger, men forhåbentlig har været sjov at lave.

flexuge

fredag den 19. februar 2010

Av!


Det er ret dumt at bide sig i kinden…

Varme i lange baner


varme

Det stak en smule at trævle ikke mindre end 200 gram dejlig allerede strikket uld op, men de er gjort og blad, der ikke buler vokser stille frem. Derefter kunne det lægges til side, for Tøsebarnet ønskede så inderligt varme på benene de næste mange dage i det sneomsuste Jylland.

I aftes blev sidste ende hæftet og i morges trak hun glædestrålende de noget kulørte laaaange sokker eller måske benvarmere med indbygget fod på og tog i skole.

De sad der stadig da hun kom hjem og selvo

m de måske har en tendens til at falde en smule var dommen udelukkende positiv. Og de sad der stadig da hun hoppede på toget mod Århus og mon ikke de sidder der de næste dage, med mindre nogen tvinger hende til at tage dem af, for en omgang vask… man kunne måske endda fristes til at håbe.

Med håb om forsinkelse


februar 2010

Så kom hun afsted.

Vanen tro blev nettet tjekket, men ingen forsinkelser var i vente. Om forsinkelserne dukkede op undervejs eller om rejseplanen ikke var opdateret, står hen i det uvisse. Vi var endda taget afsted i god tid, men køreledninger er ikke sådan at komme udenom og da S-toget endelig dukkede op trippede Tøsebarnet hele vejen til Høje Taastrup, hvor der på forhånd var dømt løb og håb om forsinkelse.

Vi nåede det. Toget trillede ind da de sidste trin på den rullende trappe blev forceret. Og mens pigebarnet løb gennem toget indenbords, for at nå den anden ende og den sikrede plads, løb jeg udendørs og vinkede ved hver åben dør.

De fem minutter lyntoget nedlod sig til at vente, betød hun nåede pladsen inde fløjten trillede til afgang og sporene trak mod vestligere dele af Danmark.

Intet nyt er godt nyt. Mon ikke hun har hygget sig hele vejen. På nuværende tidspunkt er hun samlet op af den ventende barnefader i den anden ende – jeg ved det, for han var så venlig at give besked.

Jeg tror der venter hende en hyggelig uge.

Fridag og hjemmearbejde


februar 2010

Jeg har den ærværdige opgave at redigere vores månedlige nyhedsbrev. Det gør jeg hjemmefra og det udløser en månedlig fridag.

I dag holder jeg fri – så Tøsebarnet kan følges til toget, når hun om ikke længe kommer fra skole. En del af formiddagen er brugt på netop nyhedsbrevet (men ikke for struktureret… jeg har vel fri…).

Fint at kunne kombinere :)

torsdag den 18. februar 2010

Candyflossfarvet tusmørkestemning


snedækket cykelsti

Sneen har dalet dagen igennem, med store bløde fnug i let tempo fra en malerisk himmel.

Hjemturen bød på candyflossfarver langs tilsneede cykelstier og hvidpudrede træer og buske.

Med pastelfarverne følger også flere dage uden mål og med. I morgen starter den vinterferie store dele af landet allerede har afholdt.

Ungersvenden drager til et sted nord for Skive og syd for Limfjorden sammen med fire ligesindede mod et par bedsteforældre, der slår dørene op for en uges erobring af stuearealerne fra fem store teenagedreng og vistnok også en lillesøster med en medbragt veninde – jeg er imponeret over de bare sådan tager imod.

Emilie tager alene afsted til Djurs og Farmand (og hun glæder sig – har ikke snakket om andet det sidste lange stykket tid), og jeg holder fri allerede fra i morgen, for at kunne følge helt til toget og en afgang ikke alt for sent.

Også Anders har fri, og pludselig blev der alenetid og tid til kæresterier. Vi har ikke de store planer, men hvad gør det når huset er tomt og uden børn, med udsigt til lige hvad der passer os – når det passer os.

Uhm, jeg glæder mig.

lilla lys på lilla sne

Is og springvand


springvand

På min vej rundt i det vinterprydede bylandskab er jeg stødt på flere grundstødte springvand. Det gælder så bare ikke det store af slagsen udenfor det lokale center.

Her har vandet lystigt sprunget hele vinteren igennem, med en stor isklump om foden til følge. Vandets indgriben i isen skaber nye mønstre og former for hver gang jeg kommer forbi.

I dag huskede jeg at stoppe op og finde kameraret frem – men desværre kan billeder ikke altid vise virkeligheden… ligesom de billeder jeg tog senere i eftermiddags af snedalende postkortstemning slet ikke kunne leve op til noget, der er værd at vise.

onsdag den 17. februar 2010

Om igen… med glæde…?


godt igang med snoninger og blade

Det siges at dobbelt brug af garnet giver dobbelt glæde.

Jeg er nu ikke overbevist, men efter de sidste mange dage at have strikket en smule hver dag og endelig have et godt stykke af den nederste del til en lang frakkeligende ting, må jeg kapitulere og stoppe op.

Winter Wonderland Coat, som jeg forelskede mig i for længe siden er godt igang. Jeg kunne ikke lide det nederste juletræsligende hulmønster og lavede min egen version. Jeg kan heller ikke lide at snoningsmønstret bliver brudt når skørtet skal strikkes i fem forskellige dele, så jeg strikker hele vejen rundt.

I min version har jeg lavet blade hele vejen forneden. Blade fordi længere oppe er mindre blade blandt alle snoningerne. Men jeg har længe været lidt i tvivl om mine store blade også var rigtigt afsluttet, og efter at have nået de små er der ikke længere tvivl - de er bare er så meget pænere afsluttet.

Rent teknisk er der stor forskel, specielt fordi de store blade vrider det strikkede og danner buler.

Jeg kunne selvfølgelig bare strikke videre og lade det blive ved det, men jeg ved det vil irritere mig igen og igen… Så nu tager jeg på arbejde, lader det hele ligge og trækker vejret dybt inden jeg i aften tager fat på arbejdet at trævle op helt derned, hvor toppen af de store blade begynder.

… og beslutte mig for dobbelt glæde :)

lille blad stort blad

mandag den 15. februar 2010

Barselsvisit


baby

Dejlig blød og duftende baby, der godt kunne få en anelse skruk frem i undertegnede.
Langt ude på landet, alene med baby og en anelse kuller af savn efter at se voksne mennesker på daglig basis.

Glæde over at mine er så store at de kan selv og at byen og livet kun var en gåtur eller et busstop væk, dengang de endnu havde brug for mig 24/7

Prinsessedrømme


Emilie ved AmalienborgI tidens løb har jeg syet masser af prinsessekjoler og kroner til Emilie og andre små piger. Jeg har lavet tylsskyer og fejende flotte kjoler, der er blevet brugt igen og igen og ikke kun til fest og leg.

Emilie har mere end en gang gået i børnehave og senere skole iført det store skrud. Der er blevet både danset, leget vildt og klatret i træer iført tyl og palietter og kjolerne er som oftest slidt op længe inden de er blevet for små.

En enkelt har dog overlevet dem alle.

For mange år siden var jeg med ungerne i Forum til en børnefestival, og her mødte vi en drøm af en kjole, med et skørt så flot og fejende at Emilie drømte om det igen og igen.

I optakten til Kronprinsparrets bryllup, blev der holdt prinse og prinsessedag og børnehaven deltog med de store unger, der udklædte med kroner og sværd drog mod Rådhuspladsen og kiggede på alle de andre små prinser og prinsesser.

Det blev startskuddet til kjolen over alle kjoler. Kjolen der er en smule besværlig at løbe og lege i, og måske derfor har overlevet år efter år. Kjolen med indbygget hulahopring og et omfang, der ikke gør det lige nemt at komme rundt.

Det var Anders der fulgte hende i børnehave den dag hun tog afsted med hulahopring og dunpyntet prinsessekrone. Undervejs mødte de mange ældre damer, der stoppede op og sagde nææh og ihhh og åhhh. De mødte også mange små piger, der pludselig trak mødrene i modsat retning og han fik mange sure blikke fra de samme mødre, der ikke kunne opfylde ynglets pludselig opståede behov.

Siden er kjolen blevet brugt til utallige fastelavnsdage og bare i al almindelighed, når lejligheden bød sig. Den har været med i centret, hvor flere ældre damer har sagt pæne ord, og små piger stoppet op og kigget langt.

De sidste år har den stået i et hjørne, for Tøsebarnet kan ikke længere komme i den. Sidste gang hun prøvede, var hun nær aldrig kommet ud af den. Så den har stået, mens tanken om at give den væk, har været lidt for svær.

Men nu var det nu og da Søsteren min alligevel kom med nogle børn hvoraf én helt sikkert kan passe den og sikkert kan de næste år, tog vi den under armen, med i bussen og overrakte til en noget benovet Victoria, der ikke ville have den af igen, før det alligevel blev lidt for besværligt at sidde ned.

Så nu er den væk og får et nyt liv med nye små piger, der kan hvirvle rundt og føle prinsessedrømmen lidt tættere på. Og Emilie er begyndt at snakke om en ny.

Victorias prinsessedrøm

søndag den 14. februar 2010

Natteroderi


februar 2010

I løbet af de sidste ti år, har vi holdt fødselsdag for den samme gruppe børn. Nogen faldt fra og andre kom til, men kernen har været den samme gennem alle ti år.

Det er ikke helt rigtigt, for de første år var der kun plads til drengene, men gennem de sidste seks år har hele klassen deltaget.

I forbindelse med sommerferien blev det, der var fire ottendeklasser slået sammen til tre niendeklasser, og eleverne fra alle klasser delt i atomer, for at blive samlet i nye konstellationer.

Det oplagte ville have været at invitere den nye klasse til denne tiende fødselsdag, men Ungersvenden sagde nej og insisterede på den gamle klasse.

Der har altid været grupperinger og i opdelingen var der ikke plads til at alle kunne ende i sammen med dem., de helst ville være sammen med. Det har dog ikke betydet at grupperingerne er forsvundet – tværtimod er de for nogens vedkommende blevet stærkere og de er gode til at ses på tværs af klasserne.

Derfor gik der heller ikke lang tid før de tyve unge mennesker faldt tilbage til gamle dage og gamle roller. At vi for første gang og med forældreaccept havde lukket op for muligheden for alkohol ændrede heller ikke på sammenholdet.

Det var en god klasse – den gamle D-klasse – og det er stadig en fornuftig flok unger. At de drikker, så det tydeligt ikke er første gang de har prøvet det, og flere forældre sikkert ville korse sig, slækkede alligevel ikke på fornuften.

Jeg havde lovet dem at holde mig langt væk fra den del af Klubben, der kan lukkes helt af, men det var ikke der de opholdt sig. Vi havde lovet dem for så vidt det var muligt at holde os i den ene ende af Caféen og alligevel rykkede de så tæt på at vi kunne høre alt.

En del af pigerne havde på forhånd besluttet ikke at overnatte, men da samtlige piger pludselig var blevet hentet og der kun var drenge tilbage, døde festen en smule.
De højestråbende (og mest drikkende) løb udenfor i sneen, mens der ikke gik lang tid før de fornuftige pakkede taskerne og fandt cyklen hjemover.

Inden vi så os om stod vi tilbage med seks drenge, hvoraf de fem er den gruppering Ungersvenden hænger ud med og som sammen tager med bussen mod den enes farforældre syd for Limfjorden når næste fredag skyder vinterferien igang, indtager stuen og bliver hele ugen. Det er en flok skønne unger – men jeg tager alligevel hatten af for farforældrene, der glade lægger hus til en hel uge med teenagere.

Af de seks havde den ene fået en smule for meget (okey indrømmet – han havde drukket sig i hegnet) og nægtede at give op. Han var på stadiet “a pain in the ass”, og selvom de andre kaldte ham mindre pæne ting, lavede sjov med ham, han ikke var i stand til at gennemskue, var de også omsorgsfulde og prøvede til det sidste at få ham ned i liggende tilstand, luskede efter ham da han pludselig ville ud i sneen igen og fik ham gelejdet den rigtige vej. Det var rart at se, at de passer på hinanden.

Det var på samme tidspunkt de havnede lige rundt om os, ville snakke med de voksne og ikke længere havde behov for privatliv. Først da klokken nærmede sig fire sad der to tilbage og jeg besluttede det på tide at trække mig tilbage og nå de 2½ times søvn det blev til, inden jeg vågnede igen, for at sørge for friskbagte boller, morgenvækning og hjemsendelse.

Det værste ved alt for lidt søvn er næsten at jeg har gået hele dagen i en dvaleagtig tilstand, og alligevel kan jeg ikke bare ligge mig ned og sove et par timer.

Helt sikkert en god fest!

Rasleri


Emilie har væres ude med raslebøssen og samgstemmen i dag. Hjemme er rovet talt op og ønsket der længe har luret står til at blive indfriet i morgen.

Udstyret med elverører og alt for lidt tøj, var hun væk alt for længe. Glædestrålende kom hun hjem, med kolde arme og masser af fortællinger.

Elverørene er taget af, men limen klistrer stadig. Det opfindsomme barn har sat papir på i stedet, inden hun finder tid til et bad, der både kan vaske udsmykning og klister af.

emilie med papirører

Overdragelse


finito

Efter i mere end halvandet år at have lovet den grønne færdig, kunne jeg i går overrække den til søsteren min, der prøvede også selvom den var en smule krøllet og med lidt flere folder end nødvendigt.

Den passer fint og nu håber jeg den også vil varme godt og grundigt.

Definitionen på tømmermænd


februar 2010

Det er ikke særlig gennemtænkt at gå på druk dagen før familie, venner og bekendte kommer til kage og fest.

Ikke desto mindre var det det, Ungersvenden gjorde natten mellem fredag og lørdag. Han så ellers ganske frisk ud, da han lørdag morgen stod op og gjorde sig klar. Han indrømmede at natten havde været en smule våd, men han havde ingen mén af det.

Godt så! tænkte jeg, og tænkte samtidig at havde jeg vidst noget om hvad aftenen forinden skulle bruges til, havde han muligvis ikke fået lov at tage afsted…

Formiddagen skred, borde blev flyttet, kager bagt og enorme mængder købt ind til både eftermiddagskaffe, aftensmad, fest hele natten og endelig morgenmad til trætte teenagere.

Efterhånden blev fødselsdagsbarnet også mere og mere askegrå i ansigtet mens kravet om fedtet mad steg til mere end voldsomt. Anders hældte koffein på ham, uden det stroe resultat og adspurgt endte han med at sige:


“Jo, altså jeg har det ikke så godt i maven, det er lissom jeg har kvalme…”

“Tjo” kunne jeg svare “Det er tømmermænd!”

“Neeeej” sagde han og så oprigtigt overrasket ud “Tømmermænd er ondt i hovedet…”


Jeg opgav den lange forklaring og gav ham den kortest mulige version, jeg kunne komme på… Og så endte han ellers eftermiddagen, med kaffe, kage og familie, sovende på den nærmeste sofa…

Hjemme igen


lygter - februar 2010

2½ times søvn er ikke meget, og lige nu har jeg mest lyst til bare at hænge, lave ingenting og spise grillmad til aften.

Det når jeg også nok alt sammen, men først skal jeg lige en tur tilbage efter den mobiltelefon Anders har glemt…

… Det er mig der har nøglerne. Det er mig der arbejder på stedet. Det er mig der ved hvilke alarmer der skal slås til og fra. Det er mig der må op på cyklen igen.

Det er vist egentlig også okey med lidt ekstra bevægelse, inden jeg hengiver mig til total sumpetilstand :)

Fødselsdagsfest for en flok niende-klasser



Status: Klokken er alt for sent... Pigerne er alle hentet... Der er gået en smule skryden i de resterende drenge... Gid de snart falder i søvn...

lørdag den 13. februar 2010

Maratonweekend


februar 2010

Tasken er pakket og jeg tror vi er klar til den helt store fødselsdagsrunde :)

fredag den 12. februar 2010

En elver i gymnastiksalen


ElverEmilie

Det blev en hyggelig aften, også selvom jeg i højere grad følte mig på arbejde, end som forælder i byen med sit barn.

Der var ingen andre børn fra Emilies klasse, så jeg holdt mig til dem jeg kendte – personalet. Emilie var træt allerede inden det hele startede, så efter endt tøndeslagning var hun grydeklar og vi tog hjemad halvanden time før det hele sluttede.

Overalt summede det af glade stemmer fra forældre og børn, der gruppevis kender hinanden og hyggede om bordene. Der var god mad og det var heldigt, efter at have duftet til det hele dagen :)

Der var en tønder, der skulle smadres – både for børn og voksne og diskussion om hvem der var bedst udklædt. Blandt børnene var der mange gode indslag. Drengen med et bord om skuldrene og hovedet på et fad, elefanten, snemanden eller astronauten, der alle var unikke og hjemmelavede.

Flere udgaver af Luke Skywalker drønede rundt med lasersværd blandt geværskydende mexicanere og en enkelt tandlæge med ekstra tandbørster i brystlommen. Enkelte voksne havde taget udfordringen op og mødte iklædt fantasifulde gevandter – måske der næste år skulle være en opfordring til flere voksenudklædninger…

Endelig blev der tid til sliksalg og ungerne har lært det… køen starter udenfor døren. Et koncept der blev opfundet efter en fest, hvor slikkøen stod på nakken af hinanden og næsten kom op at slås. Nu kommer et par stykke ad gangen til disken og udvalget, mens resten pænt og roligt venter på den anden side af den åbne dør. Og de stod der – alle mand – selvom personalet netop var blevet enige om at i aften var der forældre, så kunne der også være en almindelig kø… tro om, ungerne har talt! :)

Nu er vi trætte – Emilie gik på næsen og faldt nærmest omgående i søvn… om lidt er jeg også på vej, men først skal skrives en alenlang liste, så morgendagen kan startes uden alt for meget stress.

Udklædning


lånt

I aften holder Klubben fastelavnsfest. En af de fester de holder, der kun kan deltages i når forældrene er med.

Jeg behøver ikke være klædt ud, men jeg synes det hører sig til og går rundt og plukker lidt af hvert fra mine familiemedlemmers skabe… mon ikke det kan blive både morsomt og helt forkert.

Emilie har allerede plukket, hun har været i mit skab og fundet en lang kjole, der sammen med en gammel kappe og elverører (til hvilke jeg netop har fået limen op) samt et par af mine højhælede (kjolen er lidt for lang, og høje hæle synes for Tøsebarnet at være svaret) skal illudere en smuk elverjomfru.

Vi havde engang en krone – et bånd med perler på ægte elvermaner. Men det er blevet væk … måske jeg senere kan nå at lave et nyt.

Jeg tror det bliver en hyggelig aften, og glæder mig samtidig med at lysten egentlig ikke er i top. Det er lidt underligt at skulle deltage i en fest, hvor mine kolleger pludeslig ikke længere er kollegere, hvor jeg skal indgå som forælder og ikke ansat og samtidig har jeg aldrig været til fest i Klubben – vi holder vores egne fester – men jeg ved hvordan oplægget er, for jeg sidder til personalemøderne og er med til planlægningen.

- Meget mærkeligt!

Men inden dagen når så langt skal den sidste portion lasagne lægges sammen og findes plads til i fryseren, inden der på tirsdag endnu engang er fastelavnsfest. Denne gang for de store og denne gang med mig som ansat og festarrangør.

Sidste år startede vi ud men en planlægning omkring maden, der skulle være enkel og nem. Når 160 personer skal brødfødes sådan en aften med både fest og musik skal det helst være nemt. Min leder sprang på og grillede pølser på den store grill, i kulde og under åben himmel en februaraften.

I år gør vi noget nyt, for adspurgte var eneste klagepunkt for sidste års fest nemlig maden. Ikke om de gider pølser – de er klamme og ulækre og triller ned ad bakkerne, når de går. I mit stille sind giver jeg dem ret; jeg kan heller ikke lide pølser. Så vi kiggede hinanden dybt i øjnene – min leder og jeg – og besluttede på stedet at lave lasagne… til 160 mennesker.

Jeg lagde ud i mandags med første del – en stor gryde, masser af kød og revede gulerødder – i går gik vi begge ombord i del nummer 2 og 3 og sidste omgang tager jeg så i dag. Godt vi har plads i fryserne og godt min leder fandt på at hente en ekstra. Godt vi har mulighed for at flytte et par ovne mod festsalen inden tirsdag aften bryder løs og fantastisk jeg har kolleger der bakker op om gakkede ideer.

torsdag den 11. februar 2010

Fødselsdagsmiddag


på vej mod nyt

Ungersvendens yndlingsmad er kinesisk. Jeg husker som barn hvor eksotisk det var, når mine forældre tog os med på Shanghai midt på Strøget. Dengang synes jeg også kinesisk var noget af det bedste. I dag ville jeg langt hellere have thai, det synes jeg er mere spændene og smager af mere.

Men nu er det kun Ungersvendens fødselsdag een gang om året, så han bestemte.

I Rødovre og omegn findes et bredt udvalg af kinesiske restauranter, men når halvdelen af hustandens cykler ikke lige virker, betyder det mindst et skift hvis vi skal med bus. Der er også muligheden lige henne om hjørnet, men der har jeg sat mine spor for sidste gang!

Jeg synes faktisk det så lidt sort ud med sådan lige at tage ud en hverdagsaften, når vi også gerne skulle hjem igen og op i morgen… Det varede lige indtil det slog mig at nok er afstanden længere, men nærmest lige uden for døren afgår en bus, der kører hele vejen ind ad Vesterbrogade, og der er op til flere muligheder for kinesisk på vej ind mod centrum.

Som sagt så gjort. Vi fik kinesisk, Ungersvenden er glad og nu er vi hjemme – og for mit vedkommende helt grydeklar.

Hvis jeg nu skynder mig en lille smule, burde jeg kunne ligge under dynen inden for de næste fem minutter. Vist en udemærket plan, specielt set i lyset af morgendagens fastelavnsfest i Klubben (jeg på nuværende tidspunkt godt kan være lidt ærgelig over at have sagt ja til…) og lørdagens 24-timers fødselsdagsmaraton.

Sov godt, derude :)

Opbrud


solspil i is

I formiddags sad jeg omgivet af voldsomme lyde og brag ned ad taget. Isen brød op og dryssede ned.

Da endelig jeg nåede foden af trapperne og trådte ud i et strålende solskin lå is med solstrejf strået ud over hele trappen og fortovet.

Det blinkede og sitrede overalt hvor jeg kiggede, og dagen viste sig fra sin smukkeste kant. At driverne af sne efterhånden er temmelig grå at se på og bladfattige grene stikker ud overalt eller at de opkørte veje nogen steder har været over frysepunktet og sidenhen frosset igen kunne jeg ikke se.

Men spillet i alle de mange isklumper, der lyste for mig og ønskede mig en dejlig dag – det kunne jeg se.

Sweet sixteen


Daniel 16 år

Friskebagte boller, hurtig morgenhygge, muffins i tasken og ud af døren. Det første bidrag til den ønskede bærbare er modtaget og udtalt er ønsker om kinesisk mad til aften.

onsdag den 10. februar 2010

Kunsten at læse en opskrift


Ungersvenden fylder år i morgen og vil gerne have lidt sødt med til klassen.

Opskrift og ingredienser er fundet frem til en omgang chokolademuffins med ekstra chokoladestykker i.

Opskriften var en smule svær at tyde – mine fine skriftstegn er ikke just formskrift. Så opskriften blev læst igennem… bland det tørre, rør smør og sukker hvidt, tilsæt æg og siden resten af det våde, før blandingen hældes i melblandingen og røres godt sammen.

Opskriften er gennemprøvet, den har aldrig fejlet, heller ikke når jeg ind imellem får mærkelige indfald og tilsætter noget andet eller mere end skrevet står – bare basis er i orden.

Basis….

Det er nemlig vigtigt at smør og sukker røres sammen…. i stedet for at glemme hvad man lige har læst og hælde sukkeret ned i melblandingen… det er også meget lettere end at røre smør og æg - uden sukker…

Den sammensætning giver nemlig af en eller anden grund en meget, meget tør blanding… lidt mælk hjalp… det ligner nu… nu mangler vi bare første omgang kommer ud af ovnen, med mulighed for at smage…

På den anden side – man skal lære så længe man lever… eller noget :)

 

UPDATE:

De dufter godt, ser lækre ud og smager fortrinligt :)

tirsdag den 9. februar 2010

Tøndeslagning


For et par år siden ønskede ungerne i Caféen at vi skulle holde fastelavn. En tradition blev skabt og da skolens fastelavnsfest for hele overbygningen i løbet af de sidste år blev vores ansvar, besluttede vi at vores egen fastelavn skulle foregå ugen før den store fest.

Det skal selvfølgelig være en tirsdag aften, med lang åbningstid og tid til det hele – god mad, tøndeslagning, udklædning, fastelavnsbollespisning og afstemning om bedst udklædte.

Der var så bare det at vi havde glemt at købe en tønde… det kom vi i tanke om i går! Vi kiggede på hinanden og besluttede at det måtte vi så bare undvære. Uden tid til at ligge i vand, bliver den slået ned efter ganske få slag af alle de store unger – så altså ingen tønde.

Det varede lige til jeg kom hjem i aftes og Anders sagde: I klæder da bare den søde kollega ud som tønde, giver ungerne skumgummistave og lader dem tæve løs på ham, til tønden ikke kan mere og hoster op med noget slik…

Joh… tænkte jeg og sendte den første i en række sms’er. Den søde kollega grinede højt og længe, før han tænkte Joh… hvorfor ikke og så gik det ellers lystigt med den ene sms efter den anden.

Inden jeg så mig om sad Anders og jeg fordybet i opgaven at forvandle en hvid t-shirt til en tønde og udviklede samtidig den ene gode ide efter den anden. I den anden ende af Rødovre udtænkte den søde kollega lige så mange gakkede planer og da vi endelig stod i salen med skumgummikøller og en flok børn, der hoppede på ideen med det samme, nåede planen at blive ændret et par gange.

Alle blev udstyret med køller – tønden lovede dog at holde langt inde på skaftet, så rækkevidden blev lidt kortere. Tønden fik bjælder i lommerne, lyset blev slukket og så gik den vilde jagt.

Senere blev lyset tændt, tønden stillet i den ene ende af salen, mens ungerne stillede op på række, for en efter en i almindelig kendt stil at slå på tønden. Det var næsten sjovest – i hvert fald at se på, specielt fordi tønden ikke stod stille.

Til slut kunne tønden ikke mere, køllerne blev pakket sammen, og ungerne stæsede mod slik og hjemmebagte fastelavnsboller… Jeg er en lille smule træt nu!

tøndeslagning

Beklager den forringede billedekvalitet, det er taget i mørke med blitz.

Og så prøv lige at lægge mærke til den sjove detalje – hvor befinder hovedet af tøndens kølle sig??? – hovedet til tøndens kølle - der først dukkede op, da billedet blev blæst op på skærmen herhjemme :)

Fritgående børn


sne februar 2010

Begge unger er hjemme i dag… Den ene er syg og dårlig, har ondt i hovedet, gik hjem fra skole i går og sov, afbrudt af lidt aftensmadsstikkeri, lige til i morges og lidt mere… den anden er … erm… syg og dårlig… eller noget.

Det er de så ikke længere.. og deres indtog i stuen på et tidspunkt, hvor jeg ellers har den for mig selv, er helt forkert og slet ikke i tråd med mine egne planer.

På den anden side skal jeg måske også lige nå forbi en butik der kan opfylde den store morprøve og samtidig giver mig en undskyldning for at stæse ud af døren timer før det egentlig er nødvendigt…
Måske.

Tomme tønder…


Sidste år vandt vi, holdt fest til den store guldmedalje og fik så mange rosende ord fra en ellers ordknap læregruppe at det næsten var for meget. I år gør vi det igen – vi planlægger, uddelegerer og klarer det meste… bare ikke tønderne.

Vi vil ikke! Under ingen omstændigheder! Så meget vil vi ikke at jeg pludselig fandt mig selv omgivet af …. Tøndemaling. Hvad sker der lige????

tøndemaling

…Fortsættelse følger…

…Engang i aften

mandag den 8. februar 2010

Øvelse


sne februar 2010

Emilie vil gerne have hjælp til matematik. Anders vil gerne hjælpe med matematik.

Kombinationen Emilie-Anders-Matematik = Sprængfarlig cocktail.

I forsøget på at lære at høre hvad den anden siger – lige omkring matematik gælder det begge veje, besluttede Anders hårdt og brutalt at det kun kan gøres, når jeg er hjemme.

(problemet er nemlig for en vis udstrækning at jeg snildt kan hjælpe, men matematiklektierne – der sjovt nok altid laves i sidste øjeblik – kommer oftets på bordet de aftener jeg ikke er hjemme…)

Altså sidder de begge ved spisebordet med matematiktakbogen og kladdehæftet mellem sig, mens jeg er sendt i eksil foran computeren, i rummet ved siden af, med Peter Pan-ørene slået til og besked om at komme ilende når og hvis stemmeføring og/eller lydniveauet bliver for højt, for at sige noget i retning af “hrmmmmff… “

Det føles en smule mærkeligt at sidde her…!

Lyst


februars visne blomster

I dag er første gang i år, jeg er nået helt hjem med indkøb på vejen, uden mørket er nået at falde på.

Jeg møder sent – først når skolen er ved at være slut – og har derfor også senere fri end normalen. Allerede inden jeg når at udgive dette indlæg er mørket så småt begyndt at sænke sig… men det var lyst da jeg kom hjem.

Morgenens følelse af forår i luften er helt i tråd med hjemkomsten.. jo jo, det er på vej :)