Tirsdag

“Jeg er våd mellem benene…
eller nej, jeg er ikke våd mellem benene….

“Du er våd ved siden af mellem benene?….

“Neiiiiih….

“Jeg ved godt hvorfor du er våd mellem benene…
Det er fordi du så mig og Andreas i aktion…

Her brød vi voksne sammen af grin. Teenagere er bare sjove, og det skal måske også siges at samtalen handlede om sneboldskampe.

Det var strålende vejr da jeg flere timer før tog afsted mod Glostrup. Den søde dame jeg snakkede med i går, havde sat mig i udsigt at jeg nok skulle vente lidt, men jeg skulle bare komme. Bevæbnet med strikketøjet var det ikke noget problem at vente, selvom jeg begyndte at overveje hvornår jeg skulle spørge om de havde glemt mig, da ventetiden nærmede sig en time.

Det nåede jeg dog aldrig. I stedet kom en sygeplejeske og fortalte at nu var ventetiden snart slut, og i øvrigt var de meget kede af, jeg havde ventet så længe.

Endnu en udersøgelse, trykken og en scanning senere er jeg ikke blevet meget klogere. Gynækologisk ambulatorium på Glostrup og Herlev er fusioneret, så alle operationer skal til Herlev. Og det ser ud til en operation er en god ide. Lægen fortalte og forklarede, men alt med forbehold, for hun kan ikke på forhånd vide, hvad der i sidste ende bliver besluttet på Herlev.

Hun valgte selv at ringe derud, for at fremskynde processen. I mellemtiden lovede sygeplejesken at tage en blodprøve, da blodbanken havde nået at lukke og de ikke synes det var nødvendigt at komme flere gange.

Blodprøven var en historie helt for sig. Jeg er svær at tage blodprøver på. Så svær at min egen læge, engang hun skulle tilbyde muligheden i at deltage i en frivillig undersøgelse, der ville involvere flere blodprøver, foreslog at lade være.

Jeg skyndte mig derfor at gøre opmærksom på, at vejen mod en blodprøve kan være belagt med flere forhindringer. Hvorpå sygeplejesken fortalte at hun i virkeligheden stadig er sygeplejeskestuderende på sidste praktikophold. Ih dog tænkte jeg, og tænkte samtidig at en elev sikkert vil være mere koncentreret end langt mere erfarne blodprøvetagere jeg tidligere har mødt, der gerne modtager budskabet om besværligheder med en besked om at det skal jeg ikke tænke på – det har de helt styr på, og ender med at stikke en tre-fire gange, før det lykkes.

Det var ganske vist svært og det var også helt klart at erfaringen kunne ligge på et lille sted. Men hun gjorde det godt og endte med kun at skulle stikke to gange. Det var jeg glad for og sygeplejeeleven følte det som en sejr at det lykkedes. Alt i alt en rigtig god oplevelse. Også selvom jeg endte med et blåt mærke – det kan jo ske.

Alle sagde pænt farvel, jeg gik med hovedet fuldt af informationer og allerede da jeg fandt nøglerne frem, for at låse cyklen op og tage videre på arbejde, ringede det fra Herlev. De har en tid til mig i morgen, til endnu en undersøgelse – for selvfølgelig skal de også ved selvsyn tage stilling. Det føles rart, der sker noget og jeg er fuld af fortrøstning.

Efter maden, der endte i ovenstående samtale og efter flere sneboldskampe, bolledej til i morgen og masser af sjov på computerne gik ungerne hjem, og vi andre kunne pakke sammen.

Det sneede da vi kom ud. Overalt både på cykelstierne og vejbanen ligger et fint hvid lag, der sammen med stilheden af sne og den lavthængende tåge gør forstadsbetonkvarterene langt smukkere at se på.