Udfordringen

Min udfordring i form af en artikel i det månedlige nyhedsblad er på gaden.
Det var en større udfordring, end jeg først troede, men jeg er også glad for resultatet. Et eller andet sted, giver det mig lyst til at gøre det igen. Skrive om andre emner inden for mit felt  - opsøge, undersøge og skrive noget mere.

 

At arbejde i Caféen

Det er seks år siden jeg første gang satte fod i Caféen, uden egentlig rigtigt at vide hvad jeg gik ind til. Jeg har aldrig fortrudt. De seks år har budt på mange oplevelser – både positive og mindre positive – lært mig en masse om det at omgås teenagere, givet mig en masse tanker om teenagere og husket mig på min egen oplevelse af samme.

Dengang for seks år siden, sagde en klog mand at unger i syvende klasse burde tages ud af skolen et år, lave noget fysisk arbejde, for derefter at fortsætte deres skolegang. Samtidig skulle de have et skilt i panden med ordene ”under ombygning”.

I mange tilfælde er jeg tilbøjelig til at give ham ret, for netop i de år og specielt i syvende klasse bevæger børnene sig fra børn til unge mennesker, med selvstændige holdninger og mod på at afprøve dem. Det er i den samme periode forældre i nogen udstrækning mister forbindelsen til det lille søde barn og pludselig ser sig omgivet af et menneske der kræver at blive hørt, kræver selvstændighed og tager beslutninger på egen hånd.

Som pædagog får jeg et unikt indblik i mange af de situationer hvor ungerne ikke længere er unger, men unge mennesker, der tager ansvar for sig selv og prøver grænser af uden om forældrene. Jeg har mere end en gang stået overfor forældre der hårdnakket påstår at kende deres børn og ligeså hårdnakket ved at deres børn har aldrig drukket en øl, haft en kæreste – endsige set til den side, eller gjort andre ting, teenagere ellers gør i deres iver for at prøve grænser af. Lige så mange gange har jeg vidst at netop det barn har prøvet det hele og vil gøre det igen, men også har taget ansvar i situationen og været opgaven voksen.

Jeg er ikke hellig eller en bedre forælder af den grund, for som forælder har jeg stået i samme situation – mit store barn, var pludselig ikke længere et barn, men en ung mand, der gerne deler en øl sammen med vennerne, bevæger sig steder jeg ikke lige mente var de rigtige og andet i den dur.

Men ligesom ungerne i Caféen oplevede jeg også at han kan selv og jeg sagtens kan lade ham tage det ansvar, der følger med.

Vi kan ikke skærme vores børn mod at vokse op, men vi kan være åbne for at de er langt mere selvstændige og langt mere ansvarlige end vi lige går rundt og tror. Og det er de. Jeg oplever det igen og igen – når vi i syvende klasse taler om alkohol, når medlemmerne i Caféen fortæller om weekendens udfoldelser og når de har gjort noget dumt, indrømmer det og prøver igen.

De kan mere end vi tror og når jeg i mit daglige virke mellem en gruppe medlemmer, i stadiet mellem børn og voksne, tror på dem, respekterer dem som individer og anerkender deres ret til at prøve sig frem, oplever jeg også en tiltro til mig, der giver dem lyst til at fortælle når alting ikke lykkedes, når livet byder dem trods eller det bare er svært at finde den rigtige løsning på kærligheden og livet i al almindelighed.

Årene i caféen har givet mig en tro på, at min fornemmeste opgave er at være der for ungerne, tro på dem, lade dem gøre sig deres egne erfaringer og være der til at samle op, når det ikke lykkedes eller helst være der til at glædes sammen med dem, når anstrengelserne bærer frugt.

Når de samme unge vender tilbage efter at have forladt Caféen og besøger os, selv når de går i ottende, niende, tiende klasse eller efter de er begyndt en ungdomsuddannelse, så ved jeg, jeg gjorde det rigtige.

Pernille Skau Nørgaard