torsdag den 5. november 2009

Vævestuen


vævestuen

Allerede da vi fredag passerede det hyggelige lille bondehus med skiltning og hjertelig velkomst samt opfordring til at kigge indenfor, havde jeg voldsomt lyst til at lade mig lokke. Men 27 børn ventede på at nå frem og alting skulle pakkes ud..

Da jeg senere proklamerede, at når vi lørdag kom hjem fra byen, skulle de ikke regne med mig i forhold til at nå først hjem, grinede begge mine kolleger – for det vidste de da godt.

Det første der mødte mig, var hyldemeter efter hyldemeter med karteflor i alskens farver fordelt i små rum over en hel væg. Længere inde var ulden spundet og mellem et ælte af stort og småt, tørklæder, lys og andet tingeltangel i et stort ladeagtigt rum uden meget lys, fandt jeg helt henne i hjørnet et lager af den famøse Kauni, jeg endnu ikke har haft fingrene i, men alle snakker om.

til en pris af 50,- kr pr 100 gr, mente jeg at have fundet en noget billigere pris end jeg ellers har set og da hele farvespektret var til rådighed, blev jeg alligevel en smule fristet.

De opstrikkede farveprøver gav indtryk af mulighederne, jeg ellers mere end en gang har oplevet indeholdende mindst en farve, der kunne få mig til at vælge det hele fra igen. Kombinationen med blå, grøn og lilla gjorde alligevel noget, og jeg måtte ud og have fat i manden, der stod på den anden side af vejen og huggede brænde.

Konen var ikke hjemme og garnet var ikke helt hans merit, men han var en god hjælp, specielt da de små mærker, der angiver garrnets nummer og navn, var forsvundet fra strikkeprøverne og en veritabel jagt gik ind efter åbne bundter, der kunne vise hele spektret og give nummer og navn fra sig.

Vi fandt det – i bunden af en meget stor sæk, for mest bliver solgt på markeder og meget var endnu ikke pakket ud siden sidst. Navnet bestående af en bogstavskombination blev åbenbaret og selvom vi i første omgang så forkert, derinde i mørket, kom det rigtige endelig for dagen og jeg tog spændt imod.

garn

EF – var navnet og lige nu ved jeg endnu ikke hvad det skal ende med, men aer det lidt ind imellem og kan stadig mærke duften af hengemt lade, blandet med beskidte får – det er lidt hyggeligt.

Men inden jeg nåede så langt, lå et par bundter af den lækreste tykke uld indfarvet i blå og grøn og bad så mindeligt om at komme med hjem. I sidste ende kostede det hele mere end jeg lige havde regnet med, og sådan er det nogengange.

Anders har allerede sat sig på det tykke til et langt halstørklæde, men jeg er ikke sikker på han får det. Jeg tror nemlig lige, der er nok til en sweater til mig, hvis ikke ærmerne bliver for lange, men skal der først strikkes halstørklæde, får jeg nok ikke meget mere end en grydelap af resten….

Fårene mødte jeg på vej tilbage til hytten. Når bare jeg var mig, helt alene i den store skov, turde de godt komme tæt på… når altså bare jeg holdt mig i den modsatte grøft og ikke kom for tæt på hegnet – tænk om jeg var  farlig!

farlige får

6 kommentarer:

  1. Sikke et dejligt sted at falde over. Det bliver spændende om Kauni bliver til en dejlig ny og garanteret velfortjent trøje til dig :o)
    God strikkelyst!

    KH

    SvarSlet
  2. Om jeg ikke også gerne vil fordi der......... JOOOOOOOO og Kauni kan man altså blive afhængig af.... jeg elsker det garn

    SvarSlet
  3. Forstår fuldt ud fascinationen af Kauni, jeg har mange punkter på min to do liste der indbefatter det fantastiske garn :-)

    SvarSlet
  4. Mette b, det bliver i hvert fald ikke før engang efter jul, indtil da kan jeg så gå og glæde mig ... og tænk designtanker :)

    Marianne, jeg nåede lige at tænke, at hvis det er lige så dejligt at strikke af som alle siger, så kostede det kun en togbillet til Roskilde at komme dertil... :)

    Lykke jeg er så spændt på at se hvordan det ser ud, når det bliver strikket :)

    SvarSlet
  5. Sikke en dejlig oplevelse- det du får strikket af det garn, vil altid ha en helt speciel betydning :-)

    SvarSlet