mandag den 30. november 2009

Flamme


flamme

Mit projekt skrider frem.

Rosenrøde skyer


lysende himmel

Klokken var fire da dagen var slut, cykellygterne fundet frem og en himmel i lysende lyse røde nuancer viste vej.

søndag den 29. november 2009

Fjollerier


aftenhygge

Kan man strikke en juledekoration? Eller hækle en?

Jeg  hygger og har sjove planer, bliver det nogensinde til mere end fjollede ideer vender jeg tilbage :)

Portrætter


portrætter

Vi har taget billeder, ude i dagslyset inden det for alvor blev mørkt. Vi havde planlagt og blevet enige om at dagen i dag skulle være være dagen. At ungersvenden så valgte at tage ud i nattelivet hos en kammerat med computerspil og andre venner, for først at vende hjem engang i nat, da det ikke længere var nat, og derfor ser en smule medtaget ud, det må bedsteforældre og andre familiemedlemmer så leve med, når engang de rigtige billeder er valgt ud og fremstillet i flere eksemplarer.

De var ikke meget for at optræde fælles på et billede, så det var vist mest for min skyld – og kun et par stykker, mens der skulle være rigeligt at vælge mellem, blandt de billeder der kun indeholder et barn.

Når engang jeg får ryddet billederne med lukkede øjne og fjogede ansigtsudtryk væk, får de lov til selv at vælge hvilke de kan acceptere mangfoldiggjort.
Indtil da, synes jeg nu ikke det her, er så dårligt :)

Emilies jul


Når man er 11 er der visse forestillinger om julen, der er mulighed for at være med til at bestemme.

Et kalenderlys indgik ikke umiddelbart i mine overvejelser, kalenderlys har aldrig rigtig været vigtige for mig, jeg vil hellere adventskransen, og gennem de sidste mange år har kalenderlyset været ungernes afdeling, når de hos far julehyggede første søndag i advent.

Efter de søndage har de slæbt lys og kager hjem, men i år er der ingen julehygge i fars regi. Julehyggen hørte en anden familie til, og når han ikke længere er den del af den anden familie, skal der skabes nye traditioner og hvor de ender vides endnu ikke.

Men kalenderlyset skal til, så vi provianeterede, Emilie bestemte og pyntede. Vi besluttede allerede i går at tænde for lyset, for skal vi nå den første inden tirsdag er det vist det eneste rigtige.

kalenderlys

En anden vigtig ting i Emilies jul er chokoladekalenderen. År efter år har hun stået og kigget langt efter butikkernes versioner med billig chokolade, den onde mor ikke har ladet hende få. Argumenter om beskaffenheden af chokoladen i de billige pappakker har aldrig rigtig bidt på hende, men har alligevel lagret sig i hukommelsen og siden jul sidste år har hun haft en plan – hun ville da bare lave en selv.

Planen gik i store træk ud på at folde 24 små æsker, der hver skulle indeholde et lille stykke chokolade af en kvalitet de voksne kunne gå ind for. Starten gik og æsker blev foldet, men dage med sygdom satte en stopper for det projekt og siden sad jeg i går aftes med guldkarameller og nogle lidt større stykker, pakkede, klippede og nummerede.

En gammel kagedåse gav mulighed for en lidt mere rejsevenlig udgave, når nu også en del af julemåneden vil foregå i Jylland hos farmand.

chokokalender

Endelig er der gavekalenderen, som jeg hvert år  har meget sjov ud af at udforme. Hos os deles gaverne, så der ikke hver dag er gaver til alle. I løbet af de sidste år er også børnene – specielt Emilie – kommet på banen med gaver til de voksne.

I år har hun besluttet at moderen skal have advenstgaver. Således venetede en lille pakke ved siden af kalendersnemanden, der hver dag i december husker os på datoen og passer på dagens pakke .. eller pakker.

min adventsgave

Et lille billede – der om lidt skal finde en plads. Og så må jeg hellere få færdiggjort den lågekalender Tøsebarnet har malet forsiden til, og som jeg har fået til opgave at sørge for indhold bag lågerne.

… Men først i aften, når hun sover :)

lørdag den 28. november 2009

De første julerier


ugler

Jeg holder som regel på at der ikke skal jules i mit hjem, før december gør sin entre. Men når adventstiden starter allerede i november, bliver starten rykket lidt. I dag skal kassen med juleting findes frem og Emilie har store planer om at fylde hjemmet med alskens julerier.

Det er vi så flere om at bestemme. Jeg holder på lidt, men godt og heldigvis er lageret af juleting ikke større, end det bliver til at holde på et plan, hvor vi også kan være her, uden at støde hovedet mod nisser overalt.

De sidste dage er der alligevel tænkt og begyndelsen blev allerede taget i går aftes, da Emilie og jeg sad alene hjemme og et par sider af Liselottes nytårsugler, der hastigt blev besluttede tilpas julede, blev klippet, lamineret og sat på tråd.

Morgenen startede med boremaskinen og skruer, før uglerne kunne få frit spil under hylden med ungernes portrætter.

adventsting

Også en adventsting er det blevet til. At lysene blev så høje var udelukkende et spørgsmål om at den lokale ikke kunne få afsat og pludselig havde hvide lys af ren stearin til ingen penge. Resten er stort set genbrug og ting jeg havde liggende.

Den grønne ugle er en gave fra min allerførste barnepige. Naboens datter, der passede mig dengang, jeg var to, og som inden hun flyttede hjemmefra og en anden nabopige overtog barnepasningen gav mig uglen, jeg siden altid har haft – uden dog af den grund at kunne huske hende. Nu kom den frem fra skyggen og får lov at hygge med hele julen.

advent og den grønne ugle

fredag den 27. november 2009

Far vel


hyacint

Jeg er stadig tæt på tårer.

Vi sagde farvel i dag til en fantastisk kvinde og kollega, der går på pension.

Det triste bunder mest i at hun i virkeligheden ikke har lyst til at stoppe. At hun slet færdig med børnene og børnene slet ikke er færdige med hende. At hun besidder empastiske evner ud over det almindelige, altid ser de skæve børn og dem, der har brug for lidt ekstra hjælp. At hun altid er der for dem, og aldrig går på kompromis med tid og resourcer.

Men beslutningen er taget, årene har rundet 69 og selvom hun vakler i tankerne, står hun også fast og har mod på endnu et kapitel af livet – endnu et eventyr.

Hun vil blive savnet og manglet og tænkt på igen og igen i lang tid fremover. Vores fælles chef, havde tænkt og sagde ord, der trak tårer. At give et kram og sige farvel kaldte igen på følelser og våde øjne og lige nu sidder jeg igen og mærker tårer presse på.

Jeg ved hun finder noget nyt, skaber sit eget liv og oplevelser. Jeg håber bare det bliver på egne præmisser, for allerede nu, har hun flere tilbud, og flere der trækker i hende.

Jonna, selvom du ikke læser det, ønsker jeg dig alt godt fremover :)

Nordpolen


nordpolen

Daniel skriver om global opvarmning, og har til morgen siddet foran computeren på jagt efter eksempler på isens tilbagetrækning fra Nordpolen.

Med lidt samarbejde fandt vi det her billede.

- Lidt skræmmende!

Billedet er lånt her

Formiddag


hyttetur november 2009

I går var en lang dag, der sluttede sent. Hjemme igen gik jeg i brædderne, længe nok til at sætte mig foran fjernsynet med et program min søde kollega mente jeg skulle se.

Sjældent har jeg set noget, jeg i den grad ikke kunne bruge til noget. Det han mente var sjovt og grinagtigt, fandt jeg ynkeligt og fornedrende. Den eneste grund til jeg blev siddende, var trætheden og snak med Emilie, der stadig er syg og havde sovet en stor del af dagen, og derfor stadig var oppe alt for sent.

Nu er det blevet dag igen og mine egne faste rutiner blæst væk, for Ungersvenden skriver projektopgave, har valgt at arbejde hjemmefra i løbet af formiddagen og forlanger svar på spørgsmål jeg intet ved om. I stuen kværner tv’et sammen med et tøsebarn, der vist har bedst af at blive hjemme igen i dag…

… Jeg savner pludselig mine stille formiddage.

torsdag den 26. november 2009

Kamille


hyttetur november 2009

Okey – indrømmet! Mine unger er måske lidt mærkelige og dybt underlige… Skal de lave the, rækker de begge ud efter kamillen – også selvom de ikke er syge :)

Men det var slet ikke det jeg ville fortælle. Ideen var i højere grad at hænge Anders ud, og så fik jeg lige klaret ungerne også.. :)

På hjemturen fra weekendens hyttetur mødte vi en fin lille kamille, og som altid kommer jeg til at tænke på dengang konstellationen Anders og jeg stadig var ganske ny. Han havde sagt han vidste alt – og det skal siges til hans forsvar – han havde også sagt om sig selv at han både er arrogant og bedrevidende, så jeg vidste det jo.

Det skal så også siges, at han som regel har ret når han udtaler sig om noget – og det gør han tit! Alligevel er det egentlig heller ikke særlig svært at få skovlen under ham, så det gør jeg ind imellem... 

Men dengang vi var nye og ude at gå tur, men hinanden i hånden og tæt omslygne stødte vi også ind en fin lille kamille. Neeeeej, sagde jeg  - Kamille :)

Hvorpå jeg fik en længere lektion om kamille og at det der eksemplar bestemt ikke var kamille…. 

Jeg havde heldigvis en bog med billeder… Godt så! og det griner vi stadig af :)

Tip?


Det er bare så meget nemmere at støvsuge, når den fulde pose bliver udskiftet med en tom ;)

Søløve?


Æv!

Emilie lyder som en søløve. Hun har fået ordre på at blive i sengen, og varm the er fundet frem. Lige om lidt – når butikkerne åbner – må jeg også hellere finde noget honning, og måske lidt af det der smager godt og efter sigenden skulle lette halsen :)

onsdag den 25. november 2009

Første møde


hyttetur november 2009

Fire forældre, tre mødre, en far og en lærer (den sidste mor måtte melde afbud). Tre forskellige fortider i tre forskellige klasser – første klasserådsmøde i en helt nydannet klasse.

Det var superhyggeligt, meget blev snakket igennem, spørgsmål blev stillet og beslutninger blev taget. Vi snakkede om klassekassen og det første køb – en elkedel, så ungerne kan lave the eller medbragte nudelretter.

Vi planlagde de første stik til et socialt arrangement, en aften for hele klassen (alle 10 børn) og forældre med fælles spisning og mulighed for at lære hinanden bedre at kende.

Vi tog også fat på ideen om en hyttetur med en enkelt overnatning og komme hinanden ved.

Vi fire kom tættere på hinanden, spurgte ind og lærte om stuffing, cranberrysauce, sweet potatoes og kalkun, for en af mødrene er amerikansk og i morgen er der Thanksgiving – så langt hjemmefra bliver det ekstra vigtigt at fejre.

Jeg tror det bliver et rigtig godt klasseråd.

Slagteriskolen


hyttetur november 2009

Uge 50 er afsat til brobygning for 9. klasserne. Daniel sigter stadig mod en kokkeuddannelse og i dag fik han melding om hvor han havner i brobygningsugen.

Slagteriskolen i Roskilde byder på en uge med lidt af hvert.

Han skal tidligt op, og nå et tog lidt over 7… der ligger han ellers ofte stadig og sover. Det kan vist godt blive hårdt, men med opskæring i kølerum og frokost for forældrene på programmet, kan det vist også blive en ret spændende uge.

tirsdag den 24. november 2009

Så skete det igen


hyttetur november 2009

Det er efterhånden også længe siden sidst, men med en beliggenhed i gadeplan og en ydervæg fuld af vinduer ind til computere, X-box, Playstation og en hel masse karaokeplader (godtnok med tiltrukne gardiner) kan det være fristende.

Vi havde indbrud i nat. Heldigvis skete der ikke noget, vagten stod der allerede 9 minutter efter alarmen lød. Denne gang blev jeg først informeret, da jeg mødte på arbejde og der stadig blev ventet på en tekniker fra Politiet, der kiggede efter fingeraftryk. Det er nu noget mere behageligt, end at blive ringet op hjemme, som jeg også har prøvet.

Et vindue var brækket op, og de uindbudte var gået direkte efter sikringsskabet med X-box og Playstation. Med et koben eller noget ligende havde de forsøgt at brække skabet op – det var også næsten lykkedes… men hvor må det have været trist at flå lågen op, kun for at opdage den inderste del af lågen stadig sad sikkert på sin plads.

Ud over et ødelagt vindue, der for nuværende er skruet fast til karmen og et par ødelagte døre til vores aflåste skab, der alt sammen kan erstattes, var der en smule rysten i stemmerne at spore da det viste sig at entreringen gennem vinduet havde afsat mudrede fodspor på de julekalendre tøserne har siddet og tegnet de sidste dage. Det største aftryk var heldigvis på den enste side, der endnu ikke var tegnet på, og den tog teknikeren med sig. Resterne kunne heldigvis børstes nogenlunde fri for mudder, da vi igen måtte bevæge os frit gennem lokalet.

Det værste er næsten at mistanken hurtig rettes mod stedkendte – for hvorfor var computerne ikke rørt? – Hvem ved de er boltet fast? Hvem kunne vide at sikringsskabet indeholder værdier, eller rettere i hvilket hjørne skabet står i?

Det var ikke første gang det skete – og sikket heller ikke sidste!

D. 24.


hyttetur november 2009

Selvom det stadig kun er november, lader min søde kollega ikke en den 24. gå sin næse forbi. Der blev kogt risengrød – endda til den store medalje, for Klubben hoppede på vognen og bestilte udefra (læs: fra min søde kollega).

Begge vores store gryder var i brug, da 16 liter sødmælk og en hel masse ris blev omdannet til grød for store og små.

- I morgen laver vi klatkager :)

Fingre


halvhandske

BedsteVeninden ønsker sig lange handsker med halve fingre. Hun kunne egentlig sagtens selv, men på den anden side kan jeg også.

Men udgangspunkt i Dashing fra Knitty.com og opslag i diverse strikkebøger om fingerstrik skulle de nu være klar.

Så håber jeg bare de er lange nok :)

Det var et hurtigt lille projekt, også selvom det krævede lidt optrævling og tankevirksomhed. Det mest kedelige var i virkeligheden alle de ender strik af enkeltfingre giver!

mandag den 23. november 2009

Pine og Plage


hyttetur november 2009

Jeg synes selv jeg har drukket masser af væske, med måske alligevel ikke nok. Efter maden, som Emilie hjalp med at lave, selvom hun ikke var tilfreds med menuen, mandag er nemlig hendes “dag” og det havde jeg lykkeligt glemt, da jeg købte ind til aftensmad.

Nå, men efter maden blev det til et enkelt spil, før jeg måtte kapitulere, sluge et par bitre piller og kravle i seng med en hovedpine, der lå lige der bag panden og lurede.

Emilie kravlede med, puttede sig og læste højt. Normalt læser jeg med og hjælper når det er for svært. I dag lyttede jeg bare, sagde til hvis ingenting gav mening og faldt måske også lidt hen og glemte at høre efter. Det gjorde ikke noget, hun læste videre og i virkeligheden er det ikke altid vigtigt alle ord er rigtige, bare hun læser..

Nu sover hun og tågerne er ved at lette, hvis jeg nu sætter vand over og finder theen frem, er jeg måske klar når nyhederne ruller over skærmen.

Højspænding


højspændning

Da jeg var barn, så vi masterne med de karakteristiske grønne glasklokker overalt. I dag er mange af ledningerne gravet ned.

Selvom jeg så dem tit, har jeg aldrig været så tæt på hverken ledninger eller mast, som da Emilie og jeg kørte under et felt med flere krydsende ledninger.

De grønne glasklokker har jeg engang set på nært hold – men kun alene uden mast. Jeg tror det var min morfar eller onkel, der begge arbejdede ved Fyns Telefon, der havde dem med hjem og fortalte om isoleringseffekten ved glas.

Nu stod vi lige under og oplevede ved selvsyn hvor højt sådan nogle ledninger vibrerer…. og samtidig gik det op for mig, hvor mange af masterne der efterhånden er forsvundet – for Emilie stillede spørgsmål, der ikke tydede på genkendelse.

På tur


til hest

14 kilometer på cykel med en 11-årig kan måske lyde af meget. Men når de første 6 af slagsen er turen til den hjemlige station, hvor vejen kendes, er det sidste stykke pludselig ikke så langt.

Når turen så går op og ned ad bakke, gennem hyggelige omgivelser er det bare endnu bedre – endda så godt, at da jeg mente vi havde kørt mindst halvdelen af vejen, udbrød Tøsebarnet en noget overrasket lyd.

En enkelt overnatning kræver heldigvis ikke megen oppakning, også selvom der var ekstra skiftetøj til efter cykelturen. Alt kunne være i et par cykeltasker, der ikke fylder meget. Det giver god frihed når turen foregår på to hjul.

gravhøje

Lige uden for Stenløse mødte vi to gravhøje, der gav anledning till en snak om hvad sådan nogen egentlig blev brugt til og endnu vigtigere hvordan de blev bygget. Historietimerne sidste år blev for langt størstedelen brugt på vikingetiden, så der var noget at hænge ny viden op på.

længere fremme stødte vi på Slagslunde kirke. Sjældent har jeg set så lille en kirke, der alligevel rummede det hele. Smukt ligger den på toppen af en bakke, med udsigt til alle sider.

Helt fremme kendte vi omgivelserne, der kun bliver endnu bedre af  at være set før, men endnu ikke fra novembers årstid.

slagslunde kirke

Tænk – de ville have os med.


En fantastisk tur fik ende. Det er så skønt at opleve at selvom vi ikke har set hinanden i et halvt år, falder vi bare ind i gruppen og er med på samme vilkår.

Jo selvfølgelig er vi lidt bagud og ting skal samles op. Men vi har samme fortid og bygger videre på en baggrund alle kan referere til.

En smule vemod blandet med glæden over Emilies sikre havn kan ikke undlades. Men alt er godt, en fantstisk lærer også Tøsebarnet nåede at stifte bekendtskab med er der endnu og får forhåbentlig lov at blive næste år med.

Det ville være godt, for ikke kun Emilie har måtte kæmpe, også en samlet klasse har været udsat for alt for mange skift og alt for mange uger og måneder uden faste greb. Det er dejligt at høre tingene fungerer – at der er styr.

ko og kalv - skovly november 2009

Traditioner bliver holdt i hævd også selvom ungerne ikke længere er små og nu går deres egne veje. Den gentagne tur i naturen blev i år uden børn – de kunne selv og gik selv, på opdagelse sammen og hver for sig, både i det nære blandt gårdens dyr men også langs skoven og ned ad bakker.

Og mens udturen foregik i hyggelig snak, sakkede hjemturen bagud mens jeg sammen med kamaraet forundredes over alle de mange farver og den spændende botanik naturen kan fremvise, derude i det fri.

Specielt de små hjerter, der lyste op, men ingen så på vejen ud er et forunderligt indslag i en ellers grå årstid – der måske i virkeligheden slet ikke er så grå.

Der er flere billeder, og de kommer sikkert til at pryde kommende dages indlæg, når mørket falder på, inden jeg får skrevet.

Vi glæder os til næste år :)

naturen november 2009

søndag den 22. november 2009

Skønt!


buresø, november 2009

En dejlig weekend er slut, en weekend med dejlige mennesker, en lang gåtur, grin og snak der endte langt tidligere end vi plejer.

Mørket spillede os et puds, og tidligt var vi alle trætte og klar til at se dyner. Desværre var himlen overskyet, så vi kunne ingen stjerner se – ej heller stjerneskud, og det selvom jeg havde fem tøser med mig udenfor, der alle gerne ville se med.

Jeg er lidt træt nu, har taget en masse billeder fra en natur, der byder på meget mere, end jeg ville have set uden kamera.

Det var en skøn tur og jeg glæder mig over de ville have os med – jeg glæder mig også over allerede nu at være lovet deltagelse næste år :)

Emilie synes det var lækkert at se gamle venner og veninder og cykelturen var meget kortere end hun havde regnet med, selvom der var lidt malurt i bægeret, da gearene ikke ville makke ret på hjemturen og hun måtte køre i midtergearet hele vejen.

Nu er vi hjemme og begge parat til mindst muligt.

lørdag den 21. november 2009

Pakkeleg


For lang tid siden meldte jeg mig til legen der sender pakker rundt til andre.

Dengang meldte sig kun een, og efter lang tid fik jeg også fabrikeret og sendt en pakke helt til Aalborg.

Nu har jeg meldt mig igen, denne gang hos LisBethLys, og jeg er temmelig spændt.

Det betyder samtidig at jeg lover at sende hjemmelavede pakker til de første tre, der melder sig her hos mig. Jeg lover at finde på noget spændende, smukt eller sjovt inden et år – sådan var det vist sidst.

Så meld jer til, eller lad være – så har jeg det mindre at lave :D

november

Men jeg har slet ikke tid. Vi har pakket – Emilie og jeg skal på weekend med den gamle klasse. Vi har fået lov at komme med, selvom vi egentlig ikke længere hører til. Sidste år var det superhyggeligt og vi glæder os vildt.

Cykeltaskerne er pakkede og små 14 kilometer fordelt temmelig ulige på hver side af en togstrækning venter os, før vi sidst på eftermiddagen samles med børn og forældre vi ikke har set siden før sommerferien.

Hav en dejlig weekend.

Kort


Dengang ungernes far og jeg flyttede fra hinanden boede vi en overgang hos en bekendt på Vesterbro, der undervejs blev en veninde. Vi lejede halvandet værelse og havde adgang til både køkken og bad.

Den korte overgang blev til halvandet år, før vi flyttede videre i første omgang til en overgangsbolig siden i noget vi kunne kalde vores.

I weekenderne synes jeg det var vigtigt at komme ud, og købte derfor skiftesvis årskort til Eksperimentariet og Zoologisk Have

Især Eksperimentariet var et hit. Søndag efter søndag på kolde vinter- og efterårsdage sad jeg på en bænk med strikketøj, mens ungerne legede – mest med vand. Jeg lærte hurtigt at pakke skiftetøj sammen med madpakke og drikkelse.


eksperimentariet
eksperimentariet

Perioden var ikke en jeg fotograferede meget og de eneste billeder jeg kan finde fra dengang er et par ikke særlig skarpe eksemplarer, men helt sikkert taget dengang der ikke blev stillet spørgsmål til hjemmestrik, og jeg kunne hælde dem i hvadsom helst :)

På et tidspunkt var der sæbebobler i alle afskygninger – specielt de store man kunne lave om sig selv med hulahopringe var Daniel vild med – mens Emilie bare synes vandet var et hit.

En anden gang kunne de lege den lille kemiker med farvet vand og små stykker trækpapir. De sjoveste mønstre trådte frem, når der blev dryppet på de små stykker papir. De lavede i snesevis, der siden blev gemt og nu er fundet frem igen.

Jeg er ikke den store skriver ud i julekort, men jeg kan godt lide at have et lager af kort liggende. Mange gange har ungerne og også vi voksne leget med maling og karton, og mere eller mindre uden mulighed for styring lavet de smukkeste billeder til udsmykning af kort.

Mit lager af kort er pludselig nede på et, så en ny portion måtte til. De sidste dage er der målt, tegnet, klippet og foldet. I stedet for leg med maling er de gamle stykker trækpapir fundet frem og sammen med lidt glimmer til at fremhæve linier er det måske alligevel på tide at overveje julekort…. eller bare have til senere brug.

kort

fredag den 20. november 2009

Hvorfor


… Ryger alle pærerne på samme tid og hvorfor har de, der ligger i skabet den forkerte størrelse fatning…?

lys

Markering


Min lokale Fakta havde små sjove runde karabinhager og perler af alskens navngivne sten.

Jeg har nye fine markører til strikketøjet, der er lidt grove og ikke duer i alt for fint strik, men virker fint og meget bedre end de gamle af plastik :)

torsdag den 19. november 2009

Mmmmm.. Anders laver mad


Mmmm

Et stille smil


Jeg er ikke uden forståelse for at penge bliver samlet og udbedringer sker i større grupper i stedet for lappeløsninger, der i sidste ende alligevel skal udbedres igen.

Måske netop derfor trækker jeg hver dag på smilebåndet, når jeg trækker gardinerne fra og ser på mærket med energiglas i ruden, der blev smadret sidste gang nogen prøvede at bryde ind og samtidig tænker på vinduesrammen, der af ælde eller mangel på vedligeholdelse har trukket sig så meget sammen at kold luft trænger igennem på dage med blæst.

Udstregning


Når ikke jeg strikker sokker – og det gør jeg meget for øjeblikket – strikker jeg et par pinde på sjalet, der bliver blødere og blødere.

For en gangs skyld har jeg måtte se i øjnene at samspillet mellem tyndt langhået garn, der gør det svært at se, hvor jeg er nået til og et mønster som egentlig ikke er svært, men hele tiden nyt i kanten, kræver opmærksomhed.

Øjenene kunne ikke hamle op med alle tegnene på mønsterarket, så jeg er endt med at tage en kopi og strege over, hver gang jeg har strikket  en pind eller to – hvor er det meget nemmere :)

Jubel


november

Emilie kom hjem med elevplanen i går.

Efter år i samme rille om manglende koncentration, om at hun kunne hvis bare hun ville, om ikke at kunne sidde stille og modtage fælles beskeder. Efter år hvor det der skole-noget ikke har stået højest på ønskelisten, er hun endelig havnet på rette hylde.

Hendes skolegang efter sommerferien har været en stor solskinshistorie, hun hver dag glad løber ud af døren efter. Endelig oplever hun at kunne, at kunne læse og forstå, at have lyst til at lave lektier og skrive lange sætninger, med lange ord. At have kammerater, hun glæder sig til at se og lærere hun nærmest forguder.

Når jeg i elevplanen kan læse:


tom Emilie er faldet godt til i klassen. Hun er samvittighedsfuld, stille og rolig og meget omgængelig. Hun drager omsorg for sine kammerater. Hun er vellidt i klassen… Emilie respekterer sine kammerater for deres forskelligheder og har en god voksenkontakt, hun hviler godt i sig selv. Emilie er god til at koncentrere sig om det faglige i undervisningen. Hun er rigtig god til at indordne sig under klassens spilleregler og kan følge rutiner og aftaler. Hun udviser pli og empati. Emilie er en elev, der bidrager til at gøre klassen til et rart sted at være.


Var kampen alligevel værd at kæmpe, selvom jeg stadig kan blive en lille bittte smule bittter over, at det skulle være så svært!

Nu er hun lige løbet – med kage, for mobilen havde bimlet i timen og det kræver aflad. Der blev bagt i går, men ingen måtte smage :)

onsdag den 18. november 2009

København


Rådhuspladsen

Sådan en dag hjemmefra, væk fra arbejde og pligter er forfriskende. Trætheden, jeg har mærket de sidste dage, er væk – i hvert fald for nu. En lang gåtur og masser af the og snak er gode ingredienser sammen med BedsteVeninden.

På Rådhuspladsen har nogen moret sig med blå maling. I første omgang troede vi, det skulle illudere afspærring eller det der ligner, når byrådspolitikere eller andre standspersoner skal holdes på afstand af glade horder.

Senere gik det op for os, det nok nærmere var en leg, for de blå striber fyldte hele byen og ledte os på vej, i første omgang mod Sommerfuglen og mine allerførste indkøb af KnitPicks. Jeg er nu den glade ejer at et stk wire og et sæt spidser. Hvornår de bliver taget i brug, er nok mest et spørgsmål om min tålmodighed, for indkøbt er de til min søsters trøje, der er nået dertil hvor der mangler, men også er sat på standby til glæde for gaveproduktioner.

Himlen var høj og solen skinnede. Fra taskens dyb blev solbriller fundet frem og handskerne endte hen ad vejen pakket væk, for der var ingen brug.

københavn

Længe efter mørkest frembrud vendte jeg hjem igen og da Lotte gjorde opmærksom på Leoniderne pakkede vi os godt ind og sad i mørket på altanen og kiggede efter stjerneskud.

Vi så fly og et par sattelitter, masser af stjerner men ikke mange stjerneskud. Selvom lyset kan lukkes ude fra bunden af altanen, var der alligevel lyst, men et enkelt langstrakt skud, der mest af alt ligende en forvirret ildflue over nattehimlen, blev det alligevel til.

Skudene skulle holde helt frem til lørdag, hvor Emilie og jeg skal med den gamle kasse på hyttetur langt ude på landet i skønne omgivelser. Vi håber på endnu en oplevelse med stjerneklar himmel og mulighed for ønsker.

tirsdag den 17. november 2009

De små sjove oplevelser


Efter farvel til ungerne var første stop festsalen på den lokale skole, hvor afstemning tiil dagens valg skulle ske.

Lige inden for døren stod en hel skoleklasse og inden jeg fik set mig om, spurgte en lærer om hans klasse måtte følge med og se hvordan deltagelsen i valget foregik.

Selvfølgelig måtte de det, og i samlet trop nåede vi valgbordet, hvor der for en gangs skyld sad en jeg kender. Jeg blev næsten lidt ked af det på skoleklassens vegne, over ikke at skulle aflevere fødselsdato eller på anden måde dokumentere mig selv. Til gengæld nåede læreren med store armbevægelser, der også indebar en håndgribelig indvirken på valgkortet, eleverne lige skulle se på nærmere hånd, at fortælle om hvordan jeg ikke kunne komme til at stemme mere end en gang, når jeg først havde afleveret og fået hak i bogen sammen med stemmesedlerne.

Jeg overvejede et kort øjeblik om hele flokken skulle med i stemmeboksen, men det fik jeg lov til alene :)

november

Jeg cykler som regel, men i dag besluttede jeg mig for bussen. Den nåede selvfølgelig lige at køre, inden jeg nåede helt frem til stoppestedet, men pyt med det -  A-busser kører igen og igen og…. så jeg satte mig med garn og pinde, for at slå op til endnu et par sokker.

halvvejs gennem opslagningen kom en mor og en lille pige. Pigen udbrød – meget fortørnet: Man må ikke noget udenfor!

Moren var ikke helt med, men hurtigt gik det op for hende at det drejede sig om strømpestrikningen, og mens jeg sad og smågrinede, holdt pigebarnet stædigt fast i at man må ikke noget udenfor! og moderen forsøgte at forklare hvor smart det er at strikke, mens man venter….

Jeg nåede aldrig at sige, jeg gerne måtte – bussen dukkede op!

Afgang


På vej ud af døren siger jeg til ungerne:

“Jeg har besluttet mig til at gå. Det er planlagt og jeg er sikker på I kan klare jer selv…”

Hvorpå de begge gloede på mig og så ud som om de tænkte: 

Ja selvfølgelig, hvad tænker hun på?” – og sagde det højt!

Måske den der opdragelse alligevel ikke har slået fejl :)

Ravnemor


november

Efter gårsdagens søvnunderskud er jeg oppe igen  - og har fri!

Dagen er afsat til samvær med Bedsteveninden, jeg ikke har set i snart en måned. Jeg vil afsted, også selvom det er med et strøg af dårlig samvittighed…

For samtlige husets andre beboere udviser svæklingetilstande lige her og nu. Ungersvenden sover stadig – han klagede over kvalme og hovedpine. Det gjorde han også i går, men virkede alligevel ikke syg. Jeg har ladet tvivlen komme ham til gode og sendte ham i seng igen.

Emilie måtte næsten tudende i morges erkende, at hun har ligget forkert, og kan hverken dreje eller bøje i ryggen. Tilbage i seng med hende også.. nu er hun flyttet til sofaen, en smule mere mobil og har fået instrukser om at bevæge lidt i ledene i løbet af dagen, for at løsne musklerne lidt op igen.

Anders er supersnottet, men er alligevel taget på arbejde – de har travlt og han mente ikke at kunne blive hjemme. Heldigvis kan han få lov at stå alene ved sin maskine, uden den store risiko for at smitte andre.

Om lidt pakker jeg mig sammen, lader børn være børn – og beslutter mig for de er store nok til at klare sig selv – og tager ud i verdenen.

Jeg tror jeg trænger, og bliver den dårlige samvittighed for mørk, er der ikke langt hjem.

Men først venter min demokratiske ret.

Hav en dejlig dag :)

mandag den 16. november 2009

I stearinlysets skær


stearinlysskær

Bænket om bordet med æbleskiver og spil, fyrfadsvarme og optakt til vinteraftener med hygge.

Seancen havde nok varet lidt længere, hvis ikke trætheden havde overmandet mig, mens jeg stirrede på brik efter brik, uden at finde sammenhæng.

Spillet sluttede før tid, Emilie surmulede sig ind på værelset, hvor jeg vågnede tre kvater senere, med armene om et sovende Tøsebarn.

Egentlig burde jeg vel bare kravle i seng, alligevel har jeg mod på lidt nyheder og en smule strik alene, mens resten af familien sover.

Hvordan blev jeg så træt, så lige med et?

Klar, parat


november

Jeg kan godt lide at stryge, det er mere skridtet til at gå igang det kniber med. Nu er det klaret for denne gang, og stolen der ellers må lægge ryg til den voksende bunke er igen klar til mere behagelige oplevelser.

Jeg opgav støvsugningen, selvom her ellers trænger. Ungersvenden dukkede op, med kvalme og generel ubehag. Han talte om hovedpine allerede i morges, men tog alligevel afsted.

Med kun et forhæng mellem værelse og stue, synes jeg ikke støvsugning hører til blandt det mest nødvendige… lige nu! Og der gik ikke mange minutter, før han var helt væk i søvnen.

Resten er klaret og min eneste ekstravagance i forhold til vasketøj, taget i brug. I min verden skal håndklæderne tørretumbles. Den blødhed og lækre fornemmelse tumbleren fremkalder, findes ikke på anden vis.

Alt andet ryger på snoren – både sommer og vinter. Om sommeren ude, om vinteren i de fælles tørrerum. En sjælden gang, kan der være så lidt plads, at sengetøjet må samme vej som håndklæderne, men det sker kun, når det på ingen måde kan hænges op.

Min mor kom forbi, hyggede, drak the og fremdrog den ene flaske efter den anden med øl og vin til senere måltider. Hun havde lovet at dukke op med både det ene og det andet, men hvor meget, var ikke lige gået op for mig… Nu er der så igen trangt på lageret :)

Tiden går og jeg skal afsted, mod en enkelt arbejdsdag før en fridag i Bedstevenindens tegn, og resten af ugen tilbage på arbejde.

Aktiv formiddag


november

Mens søndagen var langsom og uden huslige sysler, har mandagen bragt aktivitet.

De første maskinfulde rent tøj hænger allerede til tørre, mens endnu tre maskiner vugger i kælderen. I køkkenet brummer opvaskemaskinen, strygejernet har allerede været på arbejde og venter på mere mens støvsugeren endnu står i hjørnet, parat til hjælp – hvad skulle jeg dog gøre uden alle de moderne husholdningsapparater.

Om gulvet når at se vand, inden min mor senere på formiddagen kommer forbi, er mere uvidst.

Kalenderbilleder


kalenderbilleder

Emilie har farvelagt forsiden til en hjemmelavet julekalender. For ikke selv at vide, hvad der gemmer sig bag lågerne, bad hun mig om at tegne tegninger.

Jeg synes det kunne være sjovere med billeder, og har leget lidt i aften. De første forsøg er jeg egentlig ikke rigtig rilfreds med og endnu engang ønsker jeg mig et rigtigt tegneprogram… og muligheden for at lære at bruge det.

Men lidt sjove er de, og selvom jeg ikke er tilfreds, bliver de nok brugt alligevel, sammen med håndtegnede tegninger og hvad jeg ellers kan finde på.

søndag den 15. november 2009

Søndagsstilhed


Mens dagen langsomt begyndte og gik hen over en skyfri himmel i et langsomt tempo, gik jeg med. Vågenede sent, sad med garn og pinde, vækkede Anders før vi begge nåede til at være klar til at gå ud.

Turen gik mod købmanden og aftensmade, lidt til madpakken og de fornødenheder, der er vigtige i en husholdning. Vi havde god til, så vi vendte næsen den modsatte vej og gik mod Espelunden og volden.

Solen skinnede på røde bær, der fik tanker om udstenede fyldte oliven til at svirre, og på en plæne fuld af bellis, der nægtede at november betyder, de ikke længere er velkomne.

røde bær

bellis

På volden står svampe tæt, under træer, på åbne plæner og i skyggen under buske. Mange forskellige arter vi ikke kender, men godt gad vide, om er spiselige.

Solen gik på hæld, tusmørket satte ind og pludselig var klokken meget mere end beregnet. Før vi nåede butikken, fyldte poser og satte hjemefter var dagens sidste lys forlængst forbi.

Hjemme lå mobiltelefonen, men besked om at ungerne var på vej og snart forventede at blive hentet fra stationen. Løb ned ad trapperne og hastige skridt mod Roskildevej, lod mig møde dem, lige rundt om hjørnet.

Hjemme igen efter uddelte knus og en hurtig snak om weekenden er fjernsyn og computer indtaget – sådan en tur på tre timer sætter spor, og mens maden sætter duft i hele lejligheden er der tid, tid til ingenting og udflydning inden mandag og en ny uge.

lørdag den 14. november 2009

“Helt fantastisk”


Hvor ville jeg ønske, jeg kunne beskrive så I slog jer på lårene af grin. Jeg tvivler på mine beskrivelser vil nå dertil, man skulle nok have været der.

Fredag aftens hyggelige komsammen i hjemlige omgivelser var grundet fødselsdag. At dagen for dagen var et halvt år gammel, betød ikke noget, for vi glæder os over at ses ud over dagligdagen og griber enhver chance.

Fødsellaren hører til blandt den generation, der er vokset op i skyggen af krigens knaphed og gerne gemmer alt, der kan bruges senere. At vi andre nyder godt af dimser og skruer, fra velassorterede kasser er ingen hemmelighed, men ind imellem er der brug for klarhed og udsyn.

Vi er broget forsamling, der spænder fra ungdommen, der netop går på barsel til de ældste, der i en alder af 69 er på vej mod pensionen. Netop den anledning harr givet grund til en større oprydning af klubbens hobbyværksted, der ikke længere var det store overblik over.

Selv med en personalegruppe, der arbejder sammen og dækker hinanden, er det nødvendigt med tovholdere for værksteder og enekltdele og nye der overtager. Efterårsferien blev tiden, hvor der blev taget hul på et nyt kapitel og de næste uger bragte både nye systemer og nye ideer sammen med udsmidning af alt det, der ikke blev brugt eller var plads til.

De gamle – deriblandt aftenens fødselsdagsbarn – havde svært ved at se sæk efter sæk fyldes med skrammel, og hev op, mens de unge fyldte i. Sjove fortællinger om hvordan pose efter pose måtte lukkes og tapes til, inden indholdet på mystisk vis dukkede op på borde og reoler nåede mine ører og kulminerede  i stolen, der var sat væk, men blev hevet frem, med ordene om hvor fantastisk den var at sidde på, hvor mange muligheder den gav og hvorfor den ikke måtte smides ud.

En beslutning blev taget og stort var øjeblikket, da stolen blev overbragt, nymalet og med navn og citat påskrevet…. Vi fik endda demonstreret, hvordan rygstøtten passer perfekt i lænden og hvilke muligheder for at sidde, den giver.

Første tanke var, at den skal tilbage – være i klubben, for den nye ejers skyld. Ingen andre end han selv brød sig om den tanke, så nu er spørgsmålet om den en dag dukker op og hvortil den i så fald bliver forvist.

stol

Jeg har nogle fantastiske kolleger, der ikke bare er kompetente, men også sjove, finurlige og helt igennem vidunderlige.

Høje hæle og regnvejr


nøgne træer en novemberdag

Hvordan jeg lige besluttede at tage tynde fine små sko på, en novemberdag der lovede regn hele dagen er stadig et godt spørgsmål.

På kom de og på var de, da turen efter arbejde gik mod ydre Nørrebro og små stille gader lige bagved al balladen, hvor alting er tyst og ånder af fred og ro. På cykel gennem byen i øsende regnvejr, for selvom andre valgte mere komfortable metoder til fremdriften, cykler jeg hellere og står ikke en sen nattetime uden mulighed for busser og tog.

Min søde kollega tog samme vej og når jeg nu jeg ikke er indehaver af regntøj og, han har flere set, endte jeg formummet i herreudgaven af Helly Hansen, med høje hæle og fine handsker.

Ind gennem Sallingvej og Hillerødgade, over Nørrebrogade og videre af Mimersgade cyklede vi side by side i et vejr der kun blev mere og mere vådt – selv gennem regntøjets lyksagligheder.

Pladdervåde nåede vi frem, med vaskebjørnsøjne og gennemblødte strømper. Frem til et hyggeligt varmt køkken, der duftede af retter frembragt af de noget hurtigere kolleger, der var sat til både at sørge for steg, suppe og sovs.

En hyggelig aften med fantastiske mennesker i dejlige rammer, der endte alt for sent. Hjemad kørte cyklerne nærmest ad sig selv, gennem nattetomme gader i mørke og uden regn, før jeg kunne tumle mig i sengen ved siden af en varm kæreste, der havde opgivet at sidde oppe og vente.

En dejlig aften.