fredag den 12. juni 2009

Transportproblemer


Nogengange kan jeg finde mig selv i en situation, der gør mig så hidsig. Det skete i tirsdags.

Ungernes far ringede og stillede krav, der gjorde mig så gal i skalden. Mærkeligt nok tror jeg egentlig ikke det var ham eller hans krav, der gjorde mig gal. Snarere det, at han stadig kan pisse mig af. At jeg blev sur på mig selv og reagerede ved at blive sur på ham… Det fremmer virkelig kommunikationen…

Spliden denne gang går på transport. Efter det brud han netop nu gennemgår, er han flyttet 110 km væk. Indtil videre har han hentet ungerne på vej hjem fra arbejde og kørt dem tilbage søndag aften.

han har ikke længere arbejde, men kører stadig de 110 km den ene vej, for at hente ungerne og 110 km tilbage. Det vil han gerne have betaling for, han vil også gerne have betaling for slitage af sin bil  - det var vist her, jeg stod mest af!

Jeg havde brug for at lave mine egne beregninger, dels synes jeg beløbet lød vanvittigt, dels skulle jeg lige trække vejret og tænke mig om.

Igen kommer spørgsmålene om hvad der er bedst for mine børn? Vil de blive taget som gidsler? Skal jeg ukritisk godtage alt? osv osv osv…

Som udgangspunkt er jeg enig i at deles om udgifterne til transport. Der hvor jeg stejler er i spørgsmålet om hvilken transport.

Jeg har lært hjemmefra, og det vil jeg gerne give videre til mine børn, at det er vigtigt at kunne selv. At det er vigtigt at tro på sig selv, at tage vare på sig selv.

Igen og igen har jeg set børn, der i den grad bliver fejet for. Børn der i 4. klasse, stadig bliver fulgt til skole, og får madpakken lagt i køleskabet. Børn der ikke må bevæge sig rundt i lokalområdet uden voksne, der kan holde dem i hånden, eller børn der konstant bliver overvåget.

Jeg tror på at mine børn er i stand til at bevæge sig rundt og de gør det. De gider ikke blive fulgt i skole, for de mødes jo med kammeraterne på vejen. De gider ikke have mig med i svømmehallen, for de kan jo godt selv. De bliver sendt ned og købe ind og cykler selv over til mormor. De kører over trafikerede veje og kan godt finde ud af at kigge sig for.

Selvfølgelig er det lækkert at blive hentet og kørt hele vejen frem og tilbage til far, men det hænger ikke sammen med den måde jeg gerne vil opdrage mine børn.

Samtidig synes jeg det er forrykt at bruge så meget benzin, når de snildt kan tage toget og blive hentet på stationen i den anden ende. Det er ikke kun godt for mine børn at lære de kan, det er også godt for miljøet.

Tilbage er selvfølgelig også at jeg af flere grunde har valgt ikke at have en bil. Jo det kunne helt klart i nogle situationer være lækkert, men jeg har ikke nogen. Det giver mig en smule dårlig smag i munden, pludselig at skulle financiere en andens bil!

Efter at have tænkt, snakket med ungerne (der gav udtryk for, at det er mere komfortabelt at køre i tog end bil), er beslutningen taget. Den ringede jeg og overbragte , og selvom jeg godt kunne høre at den anden ende, synes jeg er tåbelig, så er det min beslutning og jeg har det godt med den!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar