Emilies sidste mælketand har rokket længe. Den underliggende har været på vej endnu længere. Undervejs gik der hul på mælketanden, men da den var på vej ud, lod tandlægen den være.
Mælketanden var ikke sådan at bide skeer med, den ville ikke ud og endelig blev det besluttet at hjælpe den lidt på vej. En tid blev aftalt med Tandplejehuset, men længe inden, begyndte hullet at give lyd fra sig. Et afbud blev redningen og tandlægen blev besøgt i dag.
Bedstebamsen var med, men kunne godt have været undværet. Bedøvelsen måtte gøres om, for første sprøjte lækkede og sendte væske i alle andre retninger end gennem nålen. Andet stik blev taget med ophøjet ro og tanden viste sig samarbejdsvillig og nåede ud længe inden klinikassistenten fik handsker på.
Med læber der ikke kunne fløjte, en tampon i et hårdt bid og tanden i sikker forvaring, gik turen hjemad. Hjemme blev tanden pakket ind, for den skulle med hjem til farmand, der hentede for en time siden.
Tilbage er jeg alene, for denne aften er min – helt alene. Anders ligger og snorker, men det kan jeg godt abstrahere fra, han har brug for søvn. En medstuderende, der skal giftes i weekenden bød på kolde fra kassen og lidt til. Når ikke man er helt i samme træning som tidligere, er det helt i orden først at komme hjem efter ungerne er smuttet og ellers hoppe på hovedet i seng.
Jeg nyder min aften alene, med fjernsyn i baggrunden og den lyserøde der vokser og vokser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar