søndag den 7. september 2008

Livet er skrøbeligt


Min faster er død.


Min far har lige ringet. Hun blev dræbt ved en højresvingsulykke. Jeg tænker hun nok kørte på cykel - det gjorde hun altid.


Det virker helt surrealistisk, jeg kan ikke helt forholde mig til det.


Jeg er mest ked af det på min fars vegne. Jeg ved han holdt meget af hende.
Nu sidder han helt alene langt væk uden nogen at være sammen med.
Han kunne selvfølgelig sørge sammen med deres lillebror, han bor ikke så langt væk.
Men jeg tvivler. På mit spørgsmål om han havde nogen i nærheden, svarrede han at det var lillebror, der ringede og fortalte det, men ikke et ord om at de kunne være sammen i sorgen.
Det vidste jeg godt - det er alligevel sørgeligt.


Det gør mig også ondt på den nærmeste families vegne.
Hun efterlader mand, søn, datter og svigersøn samt tre børnebørn, hvoraf den yngste endnu ikke er et halvt år.


Men mig. Nej. Hun er ikke en jeg nogensinde har været særlig tæt på - en af de voksne!


Mine tanker må og vil være hos de efterladte.



Ude på altanen ved planterne stadig ikke at efteråret nærmer sig, de tror stadig det er sommer - eller også modarbejder de døden.

Vores rododrendron er begyndt at blomstre. Jeg kigger ofte derud, venter spændt på at knoppen folder sig ud i en sidste krampetrækning inden vinteren for alvor sætter ind.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar