lørdag den 26. maj 2018

På tur


Lørdag var øremærket Rose. Det er efterhånden fjorten dage, siden jeg så hende sidst, og selvom jeg heldigvis ikke bliver glemt på fjorten dage, er det vild så meget, der når at ske på så kort en periode.





Hun har længe øvet og øvet kravlingens kunst, nu er koden knækket. Også selvom maven stadig er lidt lavtliggende. Hun er hurtig, kommer vidt omkring og er nået til at rejse sig uforfærdet op af hvad som helst - også hvis hvad som helst ikke kan bære.

Vi gik en tur. Der var ingen tvivl om træthed, men ikke om den unge dame ville sove. Der var gråd, og alt for megen varme, men det fandt vi råd for i Annelises have, hvor både hun og min mor holdt til i dag.





Jeg er længe blevet lovet et kig i den fine gamle have bag Haveselskabets have. Det blev i dag, og det er slet ikke umuligt at Rose og jeg kommer tilbage en anden dag. Der var skygge, der var blødt græs og der var kage. Rose fik ingen kage, men spiste i stedet en nedfalden blomst fra æbletræet og skyllede efter med vand. Det så ud, som smagte den godt, og Sille kunne senere fortælle at i går spiste hun græs - så måske hun fra en tidlig alder er grønt anlagt.

Vi gik da regnen begyndte at falde, og inden jeg havde gået fem minutter var barnet faldt i søvn. Vi gik hjemad, jeg fandt ly under en af de nederste altaner, der fint afskærmer for regn på våde dage. Mens Rose sov, sad jeg på en af gårdens havestole og hæklede. Det nåede at blive lidt koldt, og jeg var glad for hjemmefra at have pakket cowboyjakken og et lille tørklæde.





Undervejs var Sille færdig med dagens arbejde, hendes far tog hjem, og jeg blev lovet varm the. Faktisk var Sille klar til at komme ned med den i gården, men så vågnede Tornerose, barnevognen blev pakket væk og vi nåede en enkelt tur på den lille barnegynge, der lavtgående hænger i et træ i den meget børnevenlige gård Sille bebor.

Oppe igen var der tid til snak, til leg og til at spise mere kage, inden Rose nåede mor-stadiet og jeg pakkede mig sammen og tog hjem.


Jeg tror ikke der skal gå fjorten dage, inden vi ses igen.





torsdag den 24. maj 2018

Ventetid


Når mødre og mormødre er for længe om at kigge billeder, er det godt at kunne klare sig selv...










onsdag den 23. maj 2018

Onsdagsmasker


Onsdage starter tidligt alt for ofte, synes jeg. Planen var vistnok to gange om måneden.

Men sådan kan det gå, det er spændende, og jeg bliver så klog af alle de møder jeg hører til, og bruger tid på. Der kommer altid et eller andet op, jeg enten ikke vidste, eller kun havde hørt perifert om.

Der dukker også altid noget op, jeg vidste i forvejen. Det er også rart, så ved jeg, jeg har fulgt med.

I morgen er der ansættelsessamtaler til kommunens nye tiltag. Vi skal være førende inden for teknologi og innovation. Et nyt fag, der ikke kun skal fungere på de enkelte skoler, men også samkøres fælles i det nye TekX, der skal rumme alle de nye spændende maskiner og muligheder, som er for dyrt eller på anden måde omkostningsfuldt for de enkelte skoler.

Det er spændende, men også endnu noget nyt oven i alt det andet nye, vi stadig arbejder på at implementere.

Det var også spændende, da jeg fik lov at være en del af morgendagens ansættelsesudvalg. For det er ikke nok med fællesskab på tværs, der skal også være en tovholder og underviser på de enkelte skoler. Jeg har læst ansøgninger, og tænker at morgendagens felt slet ikke er så ringe.


Og mellem møder, skole og SFO bliver der også tid til strik - og omstrik...


















Læse:

Jeg kan ikke forestille mig andet, end de to historier, Fantomsmerte disker op med, må ende med at hænge sammen. Lige nu er ikke megen sammenhæng, bortset fra det kriminelle aspekt. Og mens Henning Juul undersøger og graver sig langsomt, er en anden - og helt ukendt - person, kommet i rampelyset på en noget mere hæsblæsende og ubehagelig måde.

Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er på vej hen, eller hvor historien ender. Lige nu er det umuligt at se ret meget sammenhæng.

Men underholdningsværdien er absolut i top.


Strik:

Den lille tykke pingvin er nået enden. Nu mangler blot tyve striber inden kanten. Men det var ikke uden sværdslag.

Næsten færdig med hovedet, gik det pudselig op for mig, at lige over øjnene, havde jeg lavet en fejl. Fejl kan rettes uden at pille alting op, så jeg væbnede mig med tålmodighed, trævlede ned til fejlen, talte og pludselig var alting forkert.

Det krævede tælling fra den ene side, og den anden side, oppefra og nedefra, før det op for mig at jeg i kampens hede - og muligvis fordi øverste halvdel af hovedet var lettere overskuelig end hele resten af pingvinen - havde jeg strikket de samme striber flere gange.

Ikke den samme stribe, men flere striber, flere gange. Og så var der ikke andet at gøre, end at trævle det meste af femten centimeter op.

Så tror da pokker, at hovedet så mere langstrakt ud, end jeg synes det burde.

Det betyder at jeg ikke er nået helt så langt, som jeg havde forventet.

Det betyder også at arbejdet pludselig går langsommere. Nu skal jeg bare strikke striber. Det behøver jeg ikke sofaen for, og jeg kan mærke en lyst til at give andre projekter opmærksomhed, når jeg er hjemme og har tid til at det med at holde tungen lige i munden.

Tæppet kunne godt gå hen og blive mødestrik - men trods mange møder, er der ikke mange der indbyder til strik. Altså kan det godt tage sin tid, inden jeg når kanten. Måske.





mandag den 21. maj 2018

Akelejer


Jeg er ret vild med akelejer. Det er Anders også. Så da vi for et par år siden fik en mængde frø til netop akelejer fra Henriette, blev de sået af flere gange, på flere måder.





Anders spredte frøene med løs hånd langs kanten af haven, mens jeg gik lidt mere metodisk til værks og havde dem stående i en flamingokasse med låg hen over vinteren. De spredte frø, var hurtigst og satte blomster allerede sidste år, mens de mere regelrette først for alvor har sat blomster i år.

Til gengæld holder ingen af sig tilbage.

Den del af akelejerne jeg såede og plantede står rigtig fint langs et hegn, og de må hjertens gerne brede sig i både den ene og den anden retning. Til en vis grad. Men det skal vi nok hjælpe dem med.

Den del af akelejerne som Anders strøede langs kanten, virker rigtig fint som bunddække langs havens modsatte kant og holder naboens skvalderkål godt tilbage. Men de breder sig også mellem vores andre planter.

Det må de gerne siger Anders. De skal bare ikke brede sig yderligere.





Så inden du går hjem, skal du lige plukke alle blomsterstænglerne af akelejerne langs kanten til en stor buket, sagde Anders i formiddags da vi var i haven. For de må godt være der, vi skal bare ikke risikere de drysser frø, fortsatte han.

Det gjorde jeg. Og nu har vi den største  buket akelejer jeg nogensinde har set i en vase. Og hvis planen om at de godt må være der, men ikke må drysse frø, holder, kan jeg formentlig plukke en lige så stor buket næste år.





Og dermed kan vi både nyde synet langs det faldefærdige hegn i haven og på bordet herhjemme.

Slet ikke så rige endda.





søndag den 20. maj 2018

Rødt i rødt og brunt


Med tidlig afgang i morges, har dagen føltes længere end andre dage. Jeg har både været i haven (og plejet den dårlige samvittighed over ikke at have hjulpet overhovedet i år - og så er det muligt haven sorterer under Anders...), vasket og strikket på pingvintæppet.





Og endnu venter morgendagen frisk og fin og med andre planer end først antaget. Jeg skulle have haft gæster, men vi besluttede at udskyde, og i stedet har jeg lovet min arbejdskraft i haven et par timer i morgen tidlig, inden solen får alt for godt fast.

Anders har lagt planer - jeg gør som han siger. Næsten.

Og mens den forlængede weekend giver tid til fordybelse, modtog Nicklas i går det røde tæppe.





Han så glad ud, kaldte farverne helt perfekte og takkede overvældet, selvom han synes det er noget mærkeligt noget at skulle have et tæppe, bare fordi man fylder atten.

Og selvom jeg har været i tvivl om farverne, der er meget tone i tone, holdt, synes jeg at resultatet er blevet overraskende godt. Mønstret er et rip-off af det tæppe jeg lavede til Jonathan for fire år siden.

Det virkede dengang, så hvorfor ikke gentage?








Design: Patchworktæppe med et stjernemønster af striber i hver enkelt kvardrat


Stof: Patchworkstoffer fra Speich Design og Patchworkhuset, sat sammen med ensfarvet lagenlærred fra panduro. Pladevat til mellemfoer og kantebånd til sammensyning fundet i Stoff & Stil.

Jeg var ikke i tvivl om at tæppet skulle være rødt, men hvad jeg skulle sætte det røde sammen med overvejede jeg længe. Det blev først besluttet da jeg sad på gulvet i butikken i Lyngby og satte farver sammen.

Jeg har ingen ide om hvor meget jeg har brugt.


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 143 x 220 centimeter.





Bemærkninger:  Min største udfordring bestod i at samle tæppet uden folder på bagsiden. Siden sidste tæppe, har vi flyttet rundt på møblerne, og da jeg fik rykket bordet helt op i vinduet og sat stolene ovenpå, viste det sig at vi har langt mere gulvplads end jeg havde regnet med og selvom det tog tid, er det en udemærket arbejdsplads. Specielt når man bruger legegulvpladerne, som jeg plejer at udspænde strik på, til at hvile trætte knæ.





Det er ikke umuligt jeg en anden gang vil bruge samme layout, og for en god ordens skyld er mål derfor en god ide:

Striberne i de enkelte felter er 4 centimeter brede, jeg syede lange strimler sammen og skar til, så de små firkanter endte 16 x 16 centimer plus sømmerum. Det betyder at de enkelte felter er 32 x 32 centimeter.

Indramningen af felterne er 6 centimeter bred, den inderste kant er 2 centimeter og den brune kant er 10 centimeter. jeg ville godt have haft en anelse bredere kantebånd, men måtte bruge det jeg kunne finde.


Når sådan et tæppe er færdiggjort får jeg lyst til at kaste mig over et nyt. Så selvom tæppet ikke tæller i årets syudfordring, er det alligevel med til at højne min lyst til syning.

Ikke dårligt.





Jeg beklager det ringe lys på billederne. Jeg havde ganske simpelt ikke mulighed for at vente på bedre. Tæppet skulle jo både pakkes ind og afleveres...

Det ærgre mig en smule at de røde og brune farver bliver så dårligt gengivet - der er hverken orange eller mørkelilla i det færdige tæppe.

Måske er det lyset - måske er det ganske simpelt mit kamera. Farverne har været mærkeligt gengivet på alle de billeder jeg har taget gennem processen.





Fiberfolk


Jeg var i Roskilde i dag. Der var Fiberfolk, et uldent marked for små forhandlere, dem der starter op og arbejder ved køkkenbordet eller ved siden af et andet arbejde.





Det var hyggeligt. Jeg skulle have haft Bettina med, men for meget sygdom gør krav på prioriteringer, og jeg besluttede at tage af sted alene - det er ikke ubetinget en god ide. Jeg tror jeg køber mere, når jeg er alene, og efter to gange rundt tog jeg hjem - jeg turde ikke blive længere...

Jeg mødte flere jeg kendte - omend jeg ikke ser noget, og andre dermed er nødt til at give sig til kende. Jeg så også flere, jeg ved hvem er, men lod dem passe sig selv. Måske en dag jeg tager mod til mig, til at tale til fremmede. Jeg hilste også på en enkelt, som muligvis har det lige som jeg.

Hjemmefra havde jeg to ønsker. Det ene opgav jeg hurtigt, for det kunne ikke indfries.

Annelise har en rok, og hun har lovet at lære mig at spinde. Til det skal jeg bruge kartet uld, klar til det der spinding. Jeg tænker at forberedt uld er lettere at arbejde med, end skulle jeg karte selv. Jeg har set andre købe de smukkeste tops - tror jeg det hedder - men jeg er en smule usikker på hvor i verden sådan noget egentlig købes i gode kvaliteter - råb endelig højt, hvis du ved noget om spindematerialer - for det føles som en jungle, og jeg har brug for hjælp.

Det andet handlede om et mystisk sjal. For jeg kan tydeligvis ikke få nok af mystiske sjaler. Ysolda Teague har et nyt på bedding. Ysolda laver tit smukke ting, så jeg tør godt. Der skal bruges tre fed a 400 meter. Gerne graduerede i farverne eller lyse prikker.

Jeg var en tur rundt i begge lokaler, inden jeg besluttede mig og valgte lammeuld fra Uld & Co. Løbelængden er lidt for kort, så jeg valgte et ekstra fed og fik fire fine graduerede, melerede fed i afstemte grønne nuancer.





Hvordan jeg får fire fed til at ramme tre fed i en opskrift jeg ikke kender, bliver så mit problem. Men det er jeg sikker på, jeg nok skal finde ud af.

Dernæst hoppede jeg på strømpegarnet og købte til overflod mod evighedsprojektet, der handler om at strikke en masse strømper og hækle et tæppe af resterne. Og så var det jeg gik hjem. Specielt efter sidste køb, hvor jeg ganske simpelt ikke kunne beslutte mig.

Og selvom jeg helst vil have det hele selv, har Anders fået lov at vælge - hvis han vil.





Jeg startede hos The Danish Dyelot, hvor jeg købte lækkert og blåt med glimmer. Fairy Underworld hedder farven. Det er Anders enig med mig i, at han ikke vil have - og så der er der noget kun for mig. Måske jeg skulle købe mere glimmer...

Jeg endte hos WOOLapyk, hvor de skønneste farver kastede sig over mig, og jeg gik hjem med ikke færre end tre forskellige fed, jeg ikke kunne vælge mellem, med navne der emmer af eventyr - Enchanted Forest, Whistle for the choir og Stormcloud - hvem har ikke lyst til at kaste sig over den slags garn...





Og jo, det er rigtigt, jeg kan faktisk ikke lide flerfarvet garn. Men det er så smukt, når det ligger i fed, og jeg håber sådan på at det hele er tilpas afdæmpede i farverne, til at resultaterne ikke bliver for rodede.

Og så snakker vi slet ikke om det igangværende evighedsprojekt, som muligvis burde afsluttes, inden jeg kaster mig over et nyt...





lørdag den 19. maj 2018

Svingom på legepladsen


Andre prøvede også, men det var Zacharias og Victoria, der stod for de største livtag med karrusel og dobbeltgynge.

Victoria med hvide bukser, som helst ikke skulle blive beskidte.

















Jeg hev resolut de korte gamacher, der mest af alt minder mig om min mormors underbenklæder, og som jeg kun bruger, for ikke at slide lårene af mig selv, når jeg går, af og lod Victoria låne dem, som skåne mod hvide bagdele.

Det var et ømt syn.

Vist også da jeg hev op i kjolen og trak dem ned...





Nicklas er fyldt atten


Dagen er fejret hos min mor, hvor der både var god mad, kage bestilt hos bageren, korttricks og fællesspil på iPad.









Der blev drillet og snakket og fundet fælles fodslag om både det ene og det andet, inden vi brød op og gik mod Damhussøen og legepladsen og videre mod Rødovre og KFC, hvor jeg hoppede på hot wings.

Jeg tror det er mindst fjorten år siden, jeg sidste gang satte mine ben derinde. Det er ikke blandt vores yndlingsspise - og det bliver det heller aldrig.









Nu er alle taget hjem. Jeg tog Nicklas med hjem, han har en aftale i Hvidovre i morgen og så er det noget nemmere at være i nabolaget.

Emilie er på Fyn, så der står alligevel en seng ledig.