mandag den 18. marts 2024

Christ Church Cathedral

 

Vi var ikke derinde, men der er sikkert smukt i den gamle middelalderkirke. Der har været kirke på stedet siden vikingerne lod sig kristne og kirken er ud- og ombygget flere gange. 




Den nuværende form er en kombination af bygningerne fra trettenhundredetallet og genopbygningen i starten af det nittende århundrede efter et delvist kollaps i sekstenhundredetallet. 

Den første kirke på stedet blev bygget i 1028 af kong Sitric Silkenbeard. Dengang var området højtliggende (det er det stadig) og en lille ø, omgivet af vand. Kirken blev bygget indenfor murene  afden daværende vikingebosættelse og svarede i første omgang til Kirken i Canterbury i stedet for den irske kirke. 

Vi kom forbi flere gange, fra flere sider, dels fordi Dubin ikke er så stor en by, og alle veje fører som sagt til Rom. Dels fordi vi fandt vikingemuseet på førstedagen, besluttede at det var for sent og vendte tilbage dagen efter.





Som altid bliver jeg betaget af det fantastiske arbejde, der ligger i at bygge en kirke og lovprise sin gud, på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor jeg også ved at det arbejdende folk ikke har levet i lige så stor prægtighed. 

Derfor indeholder mit kamera en mængde billeder af kirken, af museet og af buegangen mellem. 



Det var svært at få det hele med. De to bygninger ligger på linje, på hver side af vejen, men også en smule vinklet i forhold til hinanden. Jeg forsøgte med et panoramabillede, det kan virke godt i naturen, men i bymiljøet får det tit strakt gader og bygninger på en måde, der vinkler helt forkert.

Men det ser sjovt ud.




søndag den 17. marts 2024

Masker på en søndag - Uge 11

 

Ugen kort:

  • Forløbet med at sy er næsten færdigt. 
  • Jeg har tænkt meget over hvordan jeg skulle gøre i forhold til symaskinekørekortet (og hvad skal man egentlig bruge sådan et til??). Der er nogen, der ikke skal have det, men jeg vil helst give det til alle. Enden blev at jeg satte en maskine frem, opfandt en lille bitte prøve (tråd maskinen, sy ligeud, sy zigzag, sy tilbage, indstil stinglængde, kør nålen op og ned, svar på et spørgsmål eller to...), de der gerne vil have et symaskinekørekort i hånden, kan lave prøven, de der ikke vil kan lade være. 
  • Jeg hentede Oscar til overnatning. Det var hyggeligt. 
  • Jeg afleverede ham også igen.
  • Jeg transporterede et par temmelig store nedfaldsgrebe til næste uges featureuge i cykelkurven. De var nemmere at køre end bære. 
  • Jeg er ikke sikker på at vi har styr på noget som helst i forhold til morgendagens featureuge. Jeg har aldrig været med, når vi har gjort lignende på min tidligere arbejdsplads. Men jeg tænker vi finder ud af det.
  • Vi opgav at holde teammøde og satser på at finde en dag i næste uge. Når tre ud af fem ikke er til stede, er det begrænset hvor meget der kan besluttes - så vi nåede omkring det, der gav mening, inden vi pakkede sammen.
  • Med sygdom kunne jeg regne ud at jeg ville stå for matematik. Jeg forberedte en gentagelse, en leg og en fødselsdag blev smidt oveni. Jeg troede de kunne mere...
  • Jeg var omkring biblioteket, afleverede en bog og kom hjem med fire. 
  • Anders og tog til byen, dels for at holde i hånd, dels for at købe bånd hos Handler og dels for at spise frokost. Det var hyggeligt. 
  • Jeg fik lyst til at brodere igen og fandt det igangværende frem. Det er skønt at konstatere at jeg er nået meget længere end jeg troede.  









Læse:

Jeg blev færdig med den foreløbige sidste del af fortællingen om Strike og Robin. Det var ikke nogen rar historie, men den endte selvfølgelig med at de klarede ærterne. Den endte også med noget af en cliffhanger i forhold til baghistorien. 

Det siges at en næste del er på vej. Den må gerne komme snart. Men den her del var hel ny og kunne kun lånes en måned, inden aflevering, så en ny er næppe lige på trapperne. 

Da jeg alligevel var på biblioteket - for at aflevere - fandt jeg bunke nye bøger at læse. Jeg startede på fjerde del om Martin Juncker og Signe Kristiansen. Foreløbig er en bombe sprunget, en mand er skudt, Juncker er på sagen, mens Signe endnu ikke er dukket op.

Jeg tænker historien udvikler sig. 


Strikke:

Jeg havde brug for et simpelt stykke strik at have med i tasken. Med færdige strømper, slog jeg op til endnu et par (sevlom jeg egentlig har en start liggende herhjemme. En start der langt fra er simpel...).

Jeg havde en blå rest liggende at et garn der kaldes håndfarvet, men også er kommercielt. Jeg har ikke lyst til at have det med i mit tæppe. Jg synes ikke det passer til kravene om håndfarvet af en håndfarver. 

For længe siden strikkede jeg strømper til Rie af rester jeg ikke selv gad have. Jeg ved hun bruger dem, jeg ved de er slidt, så da jeg heller ikke havde behov for det er garn, fandt jeg endnu en rest, for at sikre at have nok, og slog op til Color Palette Socks i to farver. 

Rie har prøvet, og ved derfor de er på vej. 

Jeg tænker hun spørger hvor de bliver af, hvis ikke jeg snart er færdig....




Dublinia

 

Ligesom mange andre byer rundt om i Norden og dele af Europa, kan Dublin dateres tilbage til dengang vikingerne tog på togt og bosatte sig rundt om i Verden. 



Tæt ved Liffey - floden der løber gennem Dublin - ligger byens anden, og ældste, Katedral; Christ Church Cathedral. Kirken ligger på den ene side af vejen, på den anden side af vejen, forbundet med en buegang, ligger en kirkebygning med et tårn, der i tidernes morgen var en del af katedralen, men nu huser vikingemuseet - Dublinia.

Det er absolut et besøg værd. Masser af vikinger, historie og rekonstruktioner af by og interiør. Det er et lille museum, dele er selvfølgelig mere spændende end andre. Men mest spændende.



Opstillingerne var så fine, at jeg oplevede at blive forvekslet med en dukke, da jeg på et tidspunkt stod helt stille og læste en planche. Jeg nåede at tænke, om min påklædning virkelig ligner en viking, mens drengen blev noget forlegen og moren undskyldte af flere gange, mens hun forsøgte ikke at grine for meget. Det sidste gjaldt også mig. 

En del af personalet var iklædt tidssvarende kostymer, og ganske som jeg tidligere har oplevelet hos englænderne, er det vildt at blive tiltalt, Love og Darling.  Vi købte biletterne af en ældre mand, der høfligt spurgte hvor vi kom fra. Vi svarede Danmark, hvorefter han helt alvorligt, med et ganske lille skævt smil, ønskede os Velcome back

Det er vel et vikingemuseum. 



Det eneste jeg manglede, var en synlig angivelse af hvordan byen er vokset, i forhold til den nuværende by. Svenskerne er afsindig gode til det - at lægge kort over kort, så det bliver tydeligt hvor hvad var i forhold til i dag. I Danmark oplever jeg det også, men ikke i Dublin.

Jeg er visuel. Og jeg er vild med den ekstra forklaring et kort kan give mig. 




Fra museets lille butik er det muligt at komme op i tårnet. St Michael's Tower. Der er seksoghalvfems trin til toppen og en skøn udsigt over byen med bjerge i det fjerne - igen fik jeg oplevelsen af en lille by - og katedralen på den anden side af vejen.

Nede fra tårnet, går vejen ud gennem buegangen og ned ad trapper, der ender ved indgangen til katedralen. Vi gik ikke ind. Vi havde været i den anden katedral, og blev muligvis en smule gerrige.










torsdag den 14. marts 2024

Symaskiner

 

Da Anders og jeg første gang var i Berlin - for mange, mange år siden - kom vi en dag forbi en tøjbutik med den vildeste udstilling i vinduerne. 



Symaskiner! Gamle modeller, den ene efter den anden i lag, som et gardin i hele vinduets bredde. Det så så indbydende ud, og jeg trådte straks ind i butikken for at tage billeder af alle de smukke gamle maskiner. 

Men det måtte jeg ikke. Jeg var jo nok en spion fra en konkurrerende designer, der var ude efter gode detaljer til næste års kollektion, til trods for at mit kamera slet ikke pegede mod tøjet. Mismodigt gik jeg ud igen, forsøgte med billeder udefra, men butiksruder med genspejlinger, giver ikke de bedste gengivelser.

Jeg har glemt hvad butikken hedder, eller hvilke mærker den sælger. Jeg er sådan set også ligeglad, men bliver altid lidt glad, når vi går forbi, når vi er i Berlin. Den lå der stadig i sommers, i omegnen af Friedrichstrasse Station. Og selvom jeg ikke må tage billeder, synes jeg stadig det er et smukt syn, med de mange gamle maskiner. 




For et par uger siden gik jeg gennem Rødovre Centrum, ganske som jeg plejer. Og tænk, nu står der en væg, fyldt med symaskiner af den gamle skuffe, helt som i butikken i Berlin. 

Håndarbejdscentret lukkede, Tøjeksperten ved siden af har udviddet butiksarealet, men ikke mjuligheden for at komme ind og ud. I stedet er bygget en uigennemsigtig væg, og op ad den væg er symaskinerne hængt op som den fineste installation. 

Og her er ingen tøj, der kan komme med på billeder, ingen vinduer med genspejlinger, man kan endda røre ved dem. Så jeg knipsede løs, og glæder mig hver gang jeg går forbi.

 


Der er så mange, og de er næsten alle sammen af forskellige mærker, jeg aldrig har hørt om. Det tog mig et stykke tid at finde en Singer, som måske nok er den mest kendte, men mest af alt beror på en mand, der forstod forretningens kunst, opkøbte patenter og blev rig på andres opfindelser.

Og således opløftet tog jeg hjem.

 


onsdag den 13. marts 2024

På tur

 

Sidste uge stod der tur på programmet. Tre dage, tre klasser, tre klasselærere og tre gange af de samme oplevelser. 

Det var skønne dage. Ikke helt ens, men skønne. 




For noget der efterhånden føles som længe siden, lovede jeg ture i forbindelse med håndværk og design. Jeg overvejede for og imod, hvad kunne være et godt sted at tage hen, hvad kunne give kendskab til både håndværk og design og hvordan kunne jeg bedst fange mine elever. 

Jeg endte med Designmuseet. Tog alene derind, for at rekognoscere og finde ud af om der rent faktisk var noget i udstillingerne, der kunne bruges. Det var der, og mere end jeg havde forventet.

Med syning og symaskinekørekort, med batikfarve og et forsøg på at lade eleverne selv formgive noget, der kunne være noget i, var der op til flere udstillinger i det gamle Frederiksstadens Hospital, der i dag rummer Designmuseet, der talte lige ind i undervisningen. 

Undervejs stod jeg over for problematikken at have et enkelt hold hver mandag til klokken halv fire. Eleverne kan næsten ikke hænge sammen, når klokken nærmer sig tre. Jeg havde flere overvejelser om hvordan jeg kunne fastholde eleverne, og endte med at finde en film om Dronningens Gobeliner, der kunne skæres over i to. 

Dermed opstod ideen om at tage ind og se dem. I levende live, i Riddersalen. 



Med i programmet, der ikke kun handlede om gobelinerne, men reelt var et portræt af Bjørn Nørgaard, så vi ham igen og igen arbejde på Den Genmodificerede Lille Havfrue og resten af Det Genmodificerede Paradis, han i sin tid lavede til Expo 2000, og som i dag står på Langelinjekaj.  

Pludselig havde vi en dagsudflugt. En lang tur, med korte ophold, for hverken museum eller slot var steder der kunne holde elevernes interesse i længere tid. En lille time det ene sted, et sted mellem en halv og en hel time det andet.

Det gav plads til at starte ved Langelinje, hvor både den genmodificerede og den "rigtige" lille havfrue blev besøgt. Der var god tid til at undersøge, og lade sig begejstre på designmuseet, vi fandt tid til at spise og lege en smule, den ene dag i regnvejr, inden vi fortsatte til Christiansborg, skulle være stille, blev benovede og for et par enkeltes vedkommende skabte overvejelser om at tage dertil igen. 

En tur med Metroen og S-toget hjem igen med trætte børn, satte punktum for lange, men fantastiske dage. 

Det allerbedste var ikke kun at det var flokke af glade børn, vi var af sted med, men mest at alle kom hjem med noget. Mange synes Designmuseet var spændende. De fandt interesse i forskellige ting, men kom alle ud med ny viden og nye blikke. De fleste gik lidt bagover over slottet, Riddersalen og gobelinerne og nogen havde bare glæde af at komme ud, komme væk fra skolen en enkelt dag. 



Der var mange overraskelser mellem hvem, der havde haft de vildeste oplevelser. Det var sjovt at se hvem der blev mest påvirket - alle på den gode måde  - og det er skønt efterfølgende at tale med andre voksne, der har hørt om en fantastisk tur. 

Jeg er klar til at tage på tur igen. Og lige nu taler vi lidt om hvordan en tur til Assistens Kirkegård kan kaldes håndværk og design. 

Mit forslag handler om tværfaglighed. Jeg tænker både dansk, historie, kristendom og så må vi kunne tale om stenhuggeri som et håndværk.




tirsdag den 12. marts 2024

Masker på en søndag - Uge 10

 

Ugen kort:

  • En uge med lange dage, der gik overraskende hurtigt, gav ikke megen tid til blogning.
  • Jeg var på tur tre ud af fem dage - samme tur, nye børn og ny nummer to voksen hver dag.
  • Jeg havde lovet at tage ud med håndværk og designholdene og vi nåede vidt omkring.
  • Målet var i  første omgang Designmuseet, her var mange flere af børnene end forventet imponerede og fik noget med. 
  • Dernæst meldte gobelinerne i Riddersalen sig på banen - det var både spændende og vildt kedeligt. 
  • Som optakt har vi set portrættet af Bjørn Nørgaard og Dronningens Gobeliner. Her arbejder han en del med det genmodificerede paradis, og dermed fik turen endnu et aspekt, og vi besøgte den genmodificerede lille havfrue som det første. Her var også en blandet modtagelse. 
  • Alle fik noget med hjem og alle havde haft en oplevelse. 
  • Jeg blev spurgt om den nederdel jeg syede for mange år siden, mest af fri fantasi, er en Ivan Grundal model... Jeg tænker det var et kompliment.
  • Jeg hentede Oscar og Daniel kom og spiste med. Vi havde en hyggelig aften, inden de tog hjem for att sove. 
  • Weekenden bød på tøsehygge, da kollegatøserne og jeg kørte til Aarhus, en lejet luksuslejlighed, der nærmest ikke kostede noget og skønne, skønne timer sammen. 
  • Ude i byen kom vi forbi kvindemuseet, der havde fine udstillinger, nogen mere spændende end andre.
  • Hjemme igen var jeg mest træt, og klar til en ny uge.









Læse:

Jeg er fanget, kan næsten ikke lægge bogen fra mig og vender side efter side. 

Efter fire nervepirrende måneder er den indespærrede detektiv flygtet fra sekten, der viser sig mere ubehagelig end først antaget. Men hvor ubehagelige kan de blive, og hvor længe kan mennesker sidde fast i indoktrinering?

Mens Strike og Robin igen er fælles om at undersøge og opdage, fylder spørgsmålene, vidner forsvinder og vil de nogensinde finde sandheden?

Og hvad med kærligheden? 


Strikke:

Mange timer i bil mod Aarhus og hjem igen kaldte på et stykke strik, der kan strikkes uden at blive kigget på. 

Jeg fik Villahulla i julegave af min søster, faldt for snefnugsweateren og inden jeg så mig om slog den ene efter den anden op til netop den sweater. Nu vil jeg også.

Jeg strikke en prøve, og slog op til ærmerne, Jeg beregnede, min strikkefasthed passer ikke helt, og jeg ændrede på både mønster og maskeantal i ærmet. 

Jeg vil have alle farverne jeg slæbte hjem fra Island med i trøjen. Også selvom jeg ikke er helt så sikkert på de passer sammen, som da jeg valgte dem (i en butik uden fantastisk lys). 

Jeg kan godt lide mønster på ærmerne, og udvidede derfor de farvede felter, samtidig passer det mig fint med lige ærmer, og kunne derfor strikke lige op, uden at skulle tænke på udtagninger. 

Efter en del projekter på tynde pinde, er det forfriskende at fremgangen kan spores lidt hurtigere. 

Et ærme ud, et ærme hjem - næsten en halv sweater. 

Min skal så bare klippes op, og blive en cardigan.




mandag den 4. marts 2024

Masker på en søndag - Uge 9

 

Ugen kort:

  • Jeg var til MUS. Som  ny medarbejder var det en anden oplevelse end tidligere Der var ikke så meget at se tilbage på, men meget at se frem til. 
  • Jeg blev ansat med lovning på uddannelse. Skolelederen sagde uddannelsesstart sommeren 25. Nu er det pludselig nu - eller til sommer og vi snakkede en hel del om uddannelse. Jeg troede jeg skulle have tre fag, men en meritlærer kræver nu til dags bare to. 
  • Jeg  havde et ønske om Håndværk og Design (for at vide mere, nogen gange har jeg en følelse af bare at have opfundet noget, og måske sætter jeg barren højere end det er nødvendigt. Det har jeg nu ingen planer om at lave om på). Jeg havde også et ønske om Billedekunst. Og skulle jeg vælge et af de store fag skal det være matematik. 
  • Jeg skal vælge et af de store fag - altså kan jeg se frem til at blive matematiklærer, mens det med billedekunst må vente lidt. Afdelingslederen kunne ellers godt se, det ligger lige til højrebenet.
  • Jeg var omkring min søster på Diakonissestiftelsen ikke mindre end tre gange i løbet af ugen. Sidste gang tog Emile med og pakkede spil, så vi bruge en eftermiddag med spilleplader og brikker. 
  • Emilie hentede Oscar til overnatning, mens jeg var til lærermøde. Hun afleverede også dagen derpå. Vi havde en hyggelig aften, uden bad, for badekaret er gået i stykker og lækker slemt.
  • Jeg var omkring Tante Grøn på Frederiksberg og indløse et gavekort jeg fik til jul forrige år. Jeg er virkelig ikke god til at huske at bruge gavekort, når jeg får dem. Til gengæld har jeg nu garn nok til et projekt, der har stået på strikkelisten længe. 
  • På Højen var der brætspilaften. Det var hyggeligt. Jeg er klar, når de byder op næste gang, og er lovet at blive adviseret.  
  • Jeg har syet en kjole. 







Læse:

Detektiven, der er endt i en sekt, har sagt ja til at blive. Tankerne er stadig på klienten og arbejdet, men det er svært at få beskeder ud. Der sker mystiske ting, som er svære at forklare og er det muligt at blive ved med at fortælle sig selv at det er tricks, når man lever midt i det, ikke får nok mad og er træt hele tiden?

Udenfor arbejder den anden detektiv på at finde endnu flere oplysninger, som både kan hjælpe den indespærrede kollega og være med til at opklare sagen.

Jeg får ikke læst meget ad gangen, jeg er ikke overbevist om at jeg kan genlåne bogen, så jeg må hellere finde tid til at læse mere. 

Jeg er stadig underholdt. 


Strikke:

Siden nytår har min strikketid mest handlet om at færdiggøre projekter. Jeg havde en del liggende og har været temmelig monogam. Med endnu et færdigt projekt - eller færdigstrikket, jeg mangler stadig montering og deslige - endda et af de større, banker ny projekter på.

Siden jeg tog billederne har jeg slået op til Bifurca Pullover af Teti Lutsak.. Den har stået på ønskelisten længe. I første omgang lavede hun en vest. Jeg er ikke god til veste - jeg fryser altid om armene, og tænkte at jeg nok selv kunne finde ud af at tilføje ærmer.

Inden jeg nåede så langt, havde hun selv fundet på det, så behøver jeg ikke. 

Jeg strikker i Dansk Pelsuld, som jeg fik i julegave for et par år siden af min mor. Dengang fik jeg to fed, jeg skal bruge tre. Senere fik jeg et gavekort af den samme mor, og med turen mod Tante Grøn tidligere på ugen har jeg nu tre fed og tænker at jeg nok kommer om at det er forskellige indfarvninger.

Min strikkefasthed passer ikke, så jeg strikker den mindste størrelse og satser på det virker.

Jeg har ikke set billeder fra bagsiden af trøjen. Det irriterer mig lidt. konstruktionen betyder at der er et forholdsvist dybt V fortil. Det tror jeg også der er bagtil. I vesteversionen fungerer det formentlig, mens ærmernes vægt mjuligvis trækker halsudskæringen ud over skuldrene.

Der er i hvert fald tilføjet bindebånd fortil på trøjeversionen. Det synes jeg ikke er pænt, og har en pllan om at tilføje en kile bagtil, for at holde på halsen på en anden måde end med bindebånd. HVis det kan lade sig gøre/hvis bagsiden ser ud som jeg forestiller mig. 

Foreløbig har jeg en rib.




søndag den 3. marts 2024

Trinity College

 

Universitetet i Dublin hedder Trinity College, og er meget gammelt. Det kan dateres tilbage til 1592, da universitet opstod på et kongeligt bud. Så vidt jeg kan læse mig til, er de nuværende bygninger alle fra engang i 1700-tallet. 




Vi burde have gået ind, undersøgt, udforsket, og ladet os smide ud, hvis vi ikke måtte være der. Jeg er sikker på, der er smukt indenfor. Vi overvejede det slet ikke. Der er også smukt udenfor. 

Vi  nåede frem midt i en pause. Der var studerende alle vegne, der alle mere eller mindre gik i samme retning - måske mod kaffe, det gode sted at hænge ud eller noget helt tredje. Der var også andre som os, der kiggede ikke rigtig vidste hvor vi var - eller hvordan vi kom ud igen, og måske følte sig faret en smule vild. 



Det var ikke noget problem, det er et smukt område, vi satte farten ned, nød at gå i solen (vejret var fantastisk) og endte med at finde hovedporten ud til det noget vildere byliv.

Undervejs mødte vi en irret mand med navnet Lecky. Jeg kendte ham ikke, men gik selvfølgelig hjem og slog det op. Sådan er jeg nemlig. Jeg tænker han må betyde noget for det intellektuelle miljø i Irland, siden han får lov at sidde der.



William Edward Hartpole Lecky blev født i Irland, men døde i London. Han beskrives som en engelsk historiker, og har skrevet store værker om både den engelske og den irske historie. Jeg er ikke klar over hvornår han flyttede til England, men han gjorde sig populær i de højere kredse, gik ind i politik og valgt til Underhuset af Universitetet i Dublin. Mon ikke det har været i den forbindelse. 

Jeg har ikke den store viden om hvordan valg til Underhuset er foregået i tidlige tiders England - ligesom jeg heller ikke er hundrede procent sikker på hvordan det foregik i Danmark. Jeg er klar over at ikke alle havde stemmeret, og kan snildt forestille mig at også de højere læreanstalter i Danmark har været en del af magteliten, og været med til at vælge deres egne til folkestyret.

At godsbesidderne har været de første (næst efter kongen) til at sidde på magten, ved jeg godt. Men hvornår blev akademikerne en del af magteliten - se det er spændende. I min optik. 



Vel ude igen endte vi der, hvor vi igen og igen dukkede op. Der hvor universitetets bygninger og port står fint mod resten af byen, der hvor de allestedsnærværende dobbeltdækkerbusser kører i pendulfart og der hvor menneskemylderet giver indtryk af en storby.