tirsdag den 16. januar 2018

Side efter side


Emilies praktik slutter på fredag. Det har helt sikkert været skønne dage sammen med både børn og voksne, som hun har haft glæde af. At hun kommer til at savne dem, er der ingen tvivl om.





På mandag er hun tilbage i skole. Lige på og hårdt. Der er allerede indløbet lektier i form af syv kapitler i en af lærebøgerne. Syv kapitler! Der skal læses mellem arbejdstimerne i thebutikken i weekenden.

Med skolestart har hun bestilt et nyt penalhus. Ligesom dit - bare en tak større på hver led - Tak. Lød bestillingen. Det skal være lyserødt, og kan du finde ens lyse lyserøde nuancer? Fortsatte hun.

Hun fik bunken af gamle ugeblade og rev selv side efter side ud, kom med de valgte sider og udmeldingen om, at det er fint felterne har forskellige nuancer.


Det kan godt være der er meget lyserødt i gamle ugeblade, men sjældent i samme lyse tone...





Jeg er ikke startet endnu. Det skal nok blive færdigt, men det er ikke sikkert, hun får det med på mandag.. men jeg har fundet mønstret frem.

Eller mønster er måske så meget sagt. Min tegning og optælling af hvor mange stykker papir, der skal bruges til sådan et penalhus in spe. Rækkevis optælling, fordi det virker - også selvom det højst sandsynligt ingen mening giver for udenforstående.   

Er det ikke tit sådan med mønstre?





Måske skulle jeg begynde at kigge lidt nærmere på det.

Bare fordi jeg kan.




mandag den 15. januar 2018

Cykelkurv og ringeklokke


Min cykel kører på sidste vers. Det har den gjort længe, og jeg havde en forestilling om, at jeg kunne vente til en gang hen på foråret, før en ny var absolut nødvendig.





Sidste gang jeg var til cykelsmeden, malede han Fanden på væggen, fortalte mig at den var ved at brase sammen, og at alle - som i samtlige - bevægelige dele, skulle udskiftes. Det kunne faktisk bedre betale sig at købe en ny, hvorefter han vendte sig mod den samling han havde stående, og forberedte en længere salgstale.

Sådan noget virker ikke på mig. Jeg bliver Rasmus Modsat, beslutter at han muligvis har ret, men at cyklen sikkert godt kan holde et stykke tid endnu - og gik uden rigtigt at høre efter salgstalen.


Emilies cykel blev købt samtidig med min. Den er ikke brugt helt så meget, men den kører også på sidste vers, og det er længe siden hun begyndte at fable om en ny. Så længe at det var engang i eftersommeren hun kom og havde fundet en hjemmeside, hvor man selv kunne designe sin nye cykel, ud fra et vist antal dele og afsindig mange farver.

Det var ikke en hvilken som helst cykel hun kom med. Det var Velorbis. Den eksakte cykel, som jeg har kigget på med længsel i efterhånden mange år. Den der superlækre, møgtunge, bycykel i bedstemorformat, som indfrier stort set alle mine krav til en cykel.

Jeg har længe vidst at det var sådan en jeg ville have. Jeg har lige så længe vidst at der skulle spares penge sammen i stor stil, for med cykel som primært transportmiddel, skal jeg ikke have hvad som helst - og jeg er også til fals for lækkerhed, kvalitet og fine detaljer.





I sidste uge fik Emilie slået op på siden igen. I sidste uge var der pludselig 25% rabat på samtlige cykler i (tror jeg) hele januar. Det med længere hen på foråret blev sværere og sværere. Det med prisen var stadig lidt hændervridende.

Indtil jeg kiggede dybt i min opsparing. Den der hemmelige opsparing, som jeg i første omgang satsede på skulle være til et nyt kamera. Den opsparing, der viste sig at indeholde lige præcis nok til to nye cykler.

Nu er de bestilt. Begge Copenhagen Classic Lady. Begge med bagagebærer, lys og en stor cykelkurv. Derfra er de langtfra ens. Min er lys, mens Emilies bliver anderledes mørk. Det var grænseoverskridende at trykke betal, for stadig mange penge, og noget nedtrykkende for Emilie, da det gik op for hende at leveringstiden er op til syv uger.

Mig passer det fint. Jeg vil gerne ind i foråret inden en ny cykel skal ud i vejret. Og når de kommer, er de ready to ride og pick up fra butikken i Nansensgade. Jeg tænker vi kan køre hjem. Emilie mener det er for langt. Det er spændende, hvem der får ret.

Og hen ad vejen skal min hemmelige opsparing nok få plads til et kamera. For Emilie skal selv betale, så jeg har kun lagt ud, og får tilbage i rater.

Fik jeg sagt, at vi glæder os?





søndag den 14. januar 2018

Weekendlykke


Jeg kan godt lide weekender med plads til ingenting, og jeg kan godt lide weekender fyldt med alting.





Denne har været af den sidste slags. Skønne venner, timer med sjove samtaler, astii, strik, god mad, babygurglen, frostklare gåture på Frederiksberg, natbusser og fælles træning. Weekenden har haft det hele.

Det eneste på skemaet jeg valgte at springe over, var vasketøjet. Men hvem har brug for vasketøj? Og i øvrigt burde der være rigelig tid i morgen formiddag, når mandag ikke er sådan en dag, hvor vækkeuret behøver ringe alt for tidligt.

Jeg er fyldt med weekend. Fyldt med al skønheden, sjovheden og samhørrigheden med gode venner og smukke veninder. Kan det blive bedre?


Næste weekend tager vi til Aarhus. Det kan også kun blive godt.

Nu vil jeg pakke mig sammen i sofahjørnet og nyde den sidste rest af weekend.





fredag den 12. januar 2018

Fredagsmasker


Endelig blev det tid. Når både onsdag og torsdag starter tidligt og ender sent, må fredag tages i brug. Også selvom både onsdag og torsdag har været skønne - omend lange - dage.

Og i et indlæg om garn og bogstaver, har en syet frakke måske ikke meget at gøre, men den får alligevel lov at være lidt med. For frakken er tæt på færdig. Jeg kunne snildt sætte mig ned og sy foer og yderstof  sammen. Men hvis jeg gjorde det, ville det blive så meget mere besværligt at komme imellem de to dele og fylde op med alskens ender, fra alle de ekstra detaljer, jeg gerne vil have med.

Så frakken hænger på en bøjle - og der må den gerne hænge en uge eller to. Hvis det er det, der skal til.















Læse:

Jeg er kommet gennem uafhængighedskrigen i New York. Den var lang - og lidt kedelig. Nu ånder der fred og ro, mens en enkelt krig eller to, der har været udkæmpet andre steder, er nævnt i forbifarten. New York er vokset, det lange lige gadesystem med talnavne, er ved at opstå. Harlem er stadig en landsby på nordenden af Manhatten og vandforsyningen er blevet opbygget med akvædukter, så alle kan få adgang til rent vand.

Så vidt jeg kan regne ud er jeg kun små tyve år fra borgerkrigen, og jeg er lidt i tvivl om New York stadig fungerer som hovedstad. Men det finder jeg nok ud af.



Hækle:

Dyret er nået langt. I løbet af sidste uge har det været med mig, og fyldte ikke meget i tasken. Nu er kroppen fyldt ud, og der mangler ikke meget andet end hoved og krave. Det betyder at den ikke er helt så nem at have med i tasken, og i stedet er udnævnt til sofaprojekt herhjemme.

Men den bliver fin. Det er jeg allerede overbevist om. Og ret tyk. Men det er sådan en dinosaur nok.


Det sender mig videre til frakken. Inden jeg syede delene sammen, broderede jeg streger på de nederste dele af både krop og ærmer. Meningen var at de skal fungere som stængler til blomster, som jeg i første omgang også troede skulle broderes. Det skulle de ikke.

Nu hækler jeg i stedet på livet løs, af rester af broderigarn. jeg bruger både bomuld og uld, og får derfor blomster i flere størrelser. Noget af broderigarnet er klippet i mundrette længder til broderi, og giver afsindig mange ender. Jeg satser på at enderne kan hæftes på bagsiden af frakkestoffet, i stedet for at sy dem ind i det hæklede.

Den tid, den sorg.





tirsdag den 9. januar 2018

Frost


De sidste dage har været kolde, solrige og under nulpunktet, med den der helt særlige duft, som frost kan fremkalde. Det har været koldt at køre hjem, og jeg begræd bittert, at jeg havde glemt mine ørevarmere på dagens hjemtur.







Der er ændringer på vej. Ændringer som umiddelbart ikke høster glæde, men som også kan vise sig at give plads for nye muligheder og nye udfordringer. Jeg vælger at tro på det sidste, det samme gør mine kolleger, og så unægteligt nemmere at glæde sig over det ændringerne også betyder, selvom det ikke kommer os til gode.

En snak med en kollega fra en af de andre afdelinger, viste at de i højere grad havde hæftet sig ved det negative, ved usikkerheden og ulysten til ændringer. Det er nemt at ende der, og selvom de var klar over at ændringer ikke nødvendigvis er negative, havde de svært ved at løsrive sig fra den tanke.

Jeg vælger stadig at tro på det bedste og være åben over for det, der kommer. Også selvom jeg kan mærke en usikkerhed over det tomrum der uden tvivl bliver svært at fylde ud. Men skal det nødvendigvis det? Skal vi ikke netop finde nye veje, og skabe nye retninger, når muligheden pludselig opstår.





I morgen sætter varmen ind og de smukke frostblomster forsvinder. Med plads til at nyt kan dukke op.





søndag den 7. januar 2018

En lille dinosaur


Jeg havde egentlig en aftale med Sille i dag. Men selv babyer, der normalt sover hele natten, kan have nætter uden søvn, og så virkede det som en bedre ide at aflyse.





I stedet fik jeg lavet det, der i forvejen stod på søndagslisten - træne og vaske, men der blev også tid til lidt finsovning og starten på den lille dinosaur, jeg købte garn til længe inden jul.

Det var dengang i november da vi var i Aalborg og Garnudsalg. Planerne om den lille dinosaur har jeg haft længe, men da babyen den er tiltænkt først kommer til verden sidst i januar, eller var det først i februar, mente jeg at julegaverne havde højere prioritet. Faktisk planlagde jeg allerede dengang i november, at der ikke var nogen grund til at starte før nytåret var overstået og januar godt i gang.

Det blev så i dag.





Den kommende baby er en dreng. Moderen er min arbejdsmiljøkollega - lærernes repræsentant - Pernille. Med de mange timer vi har brugt sammen, synes jeg det er på som plads at hækle et blomstret dyr til hende også. Eller rettere hendes baby.

Samtidig har jeg længe ledt efter en god grund til at hækle den lille dinosaur.

Det blev så nu.

Om lidt vil jeg finde sofaen igen og fortsætte med de næste blomster i rækken.





lørdag den 6. januar 2018

Musseldetaljer


Mellem alle karkludene til jul - både strikkede (som jeg efterhånden har lavet så mange af, at de ikke behøver at blive vist frem) og hæklede, dukkede også en lille serie med musselmalede detaljer op.





Jeg fandt blåt garn i tre nuancer, kiggede godt og grundigt på billeder af kongeligt porcelæn, og efterlignede detaljer som krydser på ternet papir.

Mens englene var noget andre havde lavet, og kattene var tilretninger på noget allerede opfundet, måtte jeg selv i gang med de små blå detaljer.

Jeg er tilbøjelig til at mene, at resultatet kræver noget fantasi, for at kunne ses som musseldataljer - men bortset fra det, blev de fine, de var hyggelige at hækle og modtagerne blev glade.









Design: Musseldetaljer i eget design.


Garn: Økologisk Bomuldsgarn fra Krea Deluxe. Jeg valgte farverne 22, 23 og 26.

Der gik 46 gram til en klud.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Jeg glemte at måle, men de har en god størrelse og er henholdsvis 69 stangmasker brede og 40 rækker høje.







Bemærkninger: Jeg vendte med 2 luftmasker og sørgede for en kant på 5 stangmasker i hver side og startede mønster efter 2 rækker på alle 3 klude.

Jeg synes det er sjovt at lave forholdsvis simple mønstre på ternet papir, der tydeligt ligner noget, og kunne snildt forestille mig mange andre mønstertyper, eller figurer der kunne udsættes for stangmasker og karklude.

Og uden at vide det, er jeg ret sikker på at sådan nogle klude egner sig fortrinligt som klude, selvom der er felter med mange huller mellem alle stangmaskerne.


Har du lyst til at se flere billeder af blomsterdetaljerne (og de andre hæklede juleklude), kan de ses lige her på Ravery.





Det begynder at ligne


Jeg har tænkt meget over det med at sy. Om hvorfor jeg ikke gør det, ikke har lyst eller ikke får det gjort. For jeg gad virkelig godt at jeg gad.





Tidligere syede jeg mest sent om aftenen og i de tidlige nattetimer. Både før og efter jeg fik børn. Jeg er absolut en natteravn, og jeg nyder at sidde oppe til langt ud på natten. Efter børnene kom til, var aften- og nattetimerne min tid, det var her jeg kunne gøre det, jeg havde lyst til. Ofte at sy.

Jeg har syet både i huse og i lejligheder, men fælles for dem alle var, at jeg ikke generede nogen. At jeg enten boede et sted, hvor lyden ikke gik igennem til naboen, eller et sted helt uden nabo. Det stoppede da jeg flyttede ind her. Faktisk syede jeg også om natten, da jeg flyttede ind her - altså indtil det gik op for mig hvor lydt her er (og underboen kom op og bankede på en meget sen aftentime...)





Langsomt holdt jeg op med at sy. Så langsomt at jeg ikke lagde mærke til det. Så langsomt at jeg nu symboliserer mørke med nul syning - også selvom det stadig er hen ad aftenen, jeg kan mærke lysten dukker op.

Frakken nærmer sig sin afslutning. Faktisk mangler der ikke så meget, selvom jeg stadig synes der er lang vej. I virkeligheden drejer det sig vist bare om en flok knaphuller, isyning af tilsvarende knapper og fastgørelse af foer på fornuftig vis. Jeg har også stadig en plan om mere pynt, men det kan vente.

Men det tager tid, for det meste af syningen foregår i weekenderne. På dage med sene mødetider kan formiddagene måske tages i brug, men når jeg kommer hjem fra arbejde er det mørkt, og jeg kan ikke tænke andet end larm, når jeg kigger på maskinen. Også selvom jeg egentlig godt kunne have lyst til at sætte mig ved den.

Så kan jeg forberede syningen. Hvis ikke jeg allerede har gjort det. Eller tænke tanker om hvordan næste trin skal gribes an. Men det er ikke det samme.





Altså bliver konklusionen, at hvis jeg stadig hænger fast i gamle symønstre, må jeg ændre på mine arbejdsmetoder. Jeg må finde glæde i formiddagene og weekenderne med mere tid. Jeg må finde mig i at et projekt ikke nødvendigvis kan færdiggøres på en enkelt dag eller to, og jeg må se i øjnene at ting tager tid. I hvert fald hvis ting skal kombineres med hensyn til naboer og det gode naboskab.

Det sidste er ikke til diskussion!


Og mens de tanker langsomt bundfælder, er frakken langsomt ved at ligne en frakke, og troen på at den kommer i brug inden vinter bliver til forår ligger inden for rækkevidde.





fredag den 5. januar 2018

Wrummm, Wruummm


Vi havde været på Prototypemuseet i Hamborg. Dagen var grå og våd, så tanken om at være inde passede os fint.







Vi havde startet dagen tidligt, startet ud med en gåtur mod nord i sol og jagten på kaffe. Vi skulle langt mod nord og inkluderede S-bahnen og glædede os over den indkøbte billet, der gav os fri adgang over et par dage.

Senere gik turen sydpå, forbi Hovedbanegården og mod den nye havnefront og det der museum. Anders synes det var spændende, og vi brugte lang tid.

Det er et spændende museum, hvis man er til biler. Tyske biler vel at mærke, og selvom jeg ikke er voldsomt interesseret i lige den type transportmiddel, var det alligevel meget sjovt at se nogle af de variationer, der aldrig er nået på gaden.









Anders var imponeret af det meste. Specielt Schumarcher og Vettels første formel1-biler, Porche og mange små finurligheder rundt om. Den lillebitte lastbil eller de lækre detaljer på andre. Selvom museet ikke ser ud af meget, er det alligevel større end man umiddelbart tror - tre etager hvoraf den nederste klart er den kedeligste.

Jeg synes reproduktionen af Herbie var højdepunktet. Der blev brugt mange versioner af den lille bobel, under filmproduktionerne, ingen var helt rigtigt - der blev ændret for hensynet til det filmiske. For eksempel kunne bilen dengang ikke fåes med gråt indtræk.

Den version der står på Prototypemuseet er sammensat af dele fra de biler der blev brugt under indspilningerne, og kan dermed opnå prototypestemplet.







Det regnede da vi gik derfra. Ved den nærmeste U-bahn stod mange folk og ventede. Lige foran os stod en ung mor med en to-treårig pige i en klapvogn. Sådan en af dem med et lille bord foran. De legede mens vi ventede på toget, moren fangede pigens næse og pigen grinede det skønneste grin.

Da toget endelig kom, fik vi alle bugseret os ind i toget, der var ingen siddepladser, så vi stod op, tæt på døren og med udsyn til den lille pige i klapvognen og hendes mor. I togets tæthed var der ikke plads til at lege, så pigen havde i stedet fundet et par biler frem, de kørte frem og tilbage over klapvognens lille bord, mens hun gav dem lyde efter hurtighed.









Jeg kom til at kigge på Anders, der så opslugt og en lille smule trist ud. Adspurgt svarede han: Hør lige, hendes biler siger Wrummmm, Wruummm. Mine biler kunne kun sige Eernnn Eernnn.

Og så var pigen endda fuldstændig ligeglad med at hendes biler var godt slidte vogne fra et Briotog.