Med hiv og sving... Og endeligt

Det er efterhånden tre uger siden Daniel forlod os, for at stå på egne ben. Tre uger med et værelse, der stod ubrugt hen, men ikke kunne tages i brug. Det er længe i en lillebitte lejlighed.

Alle hans ting stod der stadig, og selvfølgelig er det ikke sådan lige, og vi gav ham gerne tid. Men ikke oceaner af tid.

Jeg havde håbet at han i torsdags ville komme forbi og sortere i tingene. Med fire dages fri, kunne jeg snildt se mig selv i gang med en større omrokering. Men sådan gik det ikke.

Daniel havde godtnok fri i torsdags, men han havde også en afprøvning og samtale. Det trak ud, og han kom aldrig forbi. Fredag var han igen i Hillerød, og inden han nåede hjem, var han for træt.

Okey. Godt så. Lørdag da? Jo, han kom forbi lørdag og sorterede. Jeg mødte ham, da jeg kom hjem fra Frederiksberg. Nu skulle han videre, men lovede at komme søndag.

I dag nåede klokken at blive tre, inden min tålmodighed var ved at være brugt op. En opringning viste at Ungersvenden kun mente at have sagt, han "måske" ville komme forbi i dag. Han havde mange gode undskyldninger for ikke at komme - alle bundende i noget dagen-derpå-noget og søndagstræthed. Jeg fik nok. Sagde at han havde en time til at stille på adressen. Og det kunne kun gå for langsomt!

Vel fremme viste det sig at sorteringen fra i går ikke var helt så grundig som beregnet, og inden jeg så mig om, var der gået temmelig lang tid med en finsortering af det tilbageblevne.  Noget skulle med, noget skulle smides ud, og noget skal gemmes og i kælderen herhjemme. Når to unge gutter deler en lejlighed er det begrænset hvad der kan komme med. Specielt når den ene allerede har boet hjemmefra længe nok til at have opbygget det meste af et hjem, og den anden aldrig har tillagt det den store betydning.

Da først sorteringen var overstået, tog det ikke lang tid at bære alting ned, smide affaldet ud, stoppe gemmerne i kælderrummet, og med milimeterakuratesse at stoppe kasser og poser i Emilies avisomdelingsvogn, der fungerede fint til formålet.

Surret fast med alle mine elastikker, kunne turen gå den godt ene kilometer, til Ungersvendens nye tilholdssted. Denne gang lykkedes det at komme med ind, og se hvordan de har fundet plads til hinanden.

Mens kammeraten råder over soveværelset i den toværelses, der i grundplan er større end vores med tre, huserer Daniel i den ene ende af stuen, der snildt ville kunne deles, er der brug for mere privatliv.

Foreløbig klarer han sig fint, og der er heldigvis adgang til begge værelser fra gang og køkken, så de ikke behøver forstyrre hinanden, skulle der være overnattende gæster. Daniel nåede i farten at forklare, hvordan de allerede har aftaler om hvordan de forholder sig, skulle der være besøg af mere seriøs karakter.

Han er glad. Han ser glad ud. Det fungerer og jeg glæder mig på hans vegne.

Hjemme gik der ikke længe, før møbler blev flyttet rundt, støv fjernet og vinduer pudset. Med mere end tre uger til at planlægge hvordan de nye kvadratmeter kan indgå i grundplanet, er der ikke meget overladt til tilfældighederne. Jeg ved præcis hvordan her skal se ud.

Nu er det desværre bare blevet så sent, at jeg ikke længere kan retfærdiggøre overfor underboerne at jeg slæber store møbler tværs over gulvet. Eller støvsuger bag allerede flyttede. Jeg må nok finde mig i at vente med at fortsætte til i morgen.

I stedet vil jeg indtage sofaen, der ret hurtigt fandt nye græsgange.

Alle gode gange tre, eller swingcoatens endeligt

Kraven døde. Den gjorde ikke noget godt for det færdige projekt. Altså pillede jeg op, strikkede en kant og flyttede knapper og knaphuller.

Med godt tre centimeter kant, stod jeg pludselig med en færdig hals, der blev alt for trang. Jeg kan ikke lide, når halsen bliver for tæt. Så på den igen.

Kanten blev trævlet op, et par ekstra knapper købt, og endnu engang flyttede jeg knapper og knaphuller, inden jeg endte med en meget smal ombukket kant langs halsen.

Heldigvis er jeg ret tilfreds med den sidste løsning.

En vask senere, kan jeg tage hele herligheden i brug. Nu er det bare for varmt. Men en lun sommeraften, er jeg sikker på den vil varme dejligt.

Det eneste jeg er lidt usikker på, er om jeg er helt tilfreds med ærmerne. Men efter at have strikket dem om et par gange, bliver det altså ikke anderledes.

Den er færdig nu. Så er spørgsmålet bare hvor meget den ender med at blive brugt. Jeg har virkelig været i tvivl om hvorvidt jeg kan lide den. Måske - og kun måske - er det derfor, den har været så lang tid om at blive færdig...

Men! Jeg kan konstatere at det bløde, bløde Lucca, der både varmer og er dejligt at have på, i hvert fald sikrer at jeg kommer til at bruge den kolde vinteraftener herhjemme. Samtidig kan jeg mærke at jeg bliver mere og mere glad for den, efter at have haft den på nogle gange de sidste dage... Det hjalp helt sikkert også at halskanten fandt sin rette form og med de ekstra knapper.

Design: Harlequin Swing Coat af Jane Slicer-Smith.

Garn: To tråde Lucca Extra Fino i farven New Blue og en enkelt tråd Lucca Fino i farven Sand til kanterne.

Den færdige model vejer 495 gr. Hvor meget jeg reelt har brugt med omstrik og så videre, er jeg ikke helt sikker på.

Pinde: Dominoerne er strikket på pind 3½ og 4. For- og halskant på pind 3 og alle kanter er lukket af med dobbelt tråd og en pind 5½. Godt jeg har mange at vælge imellem.

Størrelse: Jeg har strikket efter en størrelse medium og den korte model.

Bemærkninger: Jeg valgte at strikke hele jakken ensfarvet. Jeg synes det blev for meget med flere farver. Det er jeg ret tilfreds med, og synes at de mange forskellige strikkeretninger ses fint i det ensfarvede.

Jeg valgte at strikke en ekstra række firkanter nederst og bibeholdt de små firkanter langs kanten. Men jeg synes ikke afslutningen var særlig pæn, så jeg strikkede masker op langs hele den nederste kant og strikkede seks rækker riller, med ud og indtagning, så den takkede kant blev bibeholdt. For at give kanten et større hold, lukkede jeg af med en noget større pind og dobbelt garn.

Halsudskæringen synes jeg var for dyb, så jeg valgte at strikke en kvart firkant øverst ved halsen. Det gav en rund hals i stedet for den V-formede opskriften angav.

Ærmerne valgte jeg at strikke ud i et, fordi jeg ellers synes der blev for mange firkanter. For at følge mønstret strikkede jeg rillestrik på den øverste trediedel af ærmet, mens rillerne nederst blev afløst af de mere åbne riller, der også er brugt på den nederste del af kroppen.

For at få takkede kanter nederst på ærmerne inkoorporerede jeg et ud- og indtagningsmønster efter rillestrikken foroven. Den nederste kant er helt som kanten på kroppen.

Jeg måtte gøre flere forsøg, da det første ærme blev for smalt. De endelige er lige på kanten til at være for brede, men det får være.

Forkanterne består af en enkelt rille af den sandfarvede, seks riller af den blå, inden en aflukning på større pind og dobbelt garn.

Halskanten består også af en sandfarvet rille, inden jeg strikkede omkring seks pinde glat med den blå, bukkede om og syede kanten fast på bagsiden med maskesting.

Har du lyst til at se flere billeder af jakken, kan de ses lige her på Ravelry.

Frederiksbeg Have med andre øjne

Romantikkens København og Guldalderen med alle dens kunstnere og farverige persongalleri er ikke emner jeg ved allermest om.

Jeg kan ikke den samlede kongerække, men har jeg brug for viden, er jeg god til at slå op, læse og finde ud af. At få det hele serveret af en, der kender sin Guldalder, Frederiksberg Have og området omkring - det er luksus.

Luksus var turen gennem haven i går. Jens fortalte, pegede og serverede små annekdoter, jeg aldrig tidligere har hørt.

Noget vidste jeg i forvejen, noget blev jeg husket på. Andet var nyt og andet igen føler jeg næsten, jeg burde have vidst. Tusind tak for turen, der var det hele værd.

Hvis nogen skulle finde på andre rundture i og omkring København, tager jeg gerne med, for det er så spændende at se sin by med nye øjne, og få fortællinger, der ikke nødvendigvis ligger lige for.

Og med det kommer jeg til at tænke på min seminarielærer i Kunst- og kulturhistorie, der også viste rundt, fortalte og lærte mig at kigge op og kigge rundt, på den by jeg ellers troede at kende så godt.

Haveselskabets Have

Det er ikke sidste gang jeg tager til blogtræf.

Vi startede i Krøgers Familiehave, der byder på meget mere end man lige skulle tro. Jeg har aldrig været der før, og forventede umiddelbart en menu, der ikke ligger i direkte forlængelse af min foretrukne.

Men sådan var det slet ikke. Der var flere muligheder og allerbedst var den specialanrettede veganersalat, Jens telefonisk havde snakket sig til, og som viste sig at være meget mere end blot en samling salatblade.

Under baldakiner sad vi i læ for både blæst, en lille bitte smule regn og den skyovertrukne sol, der ellers ifølge pålidelig kilde havde meldt sin ankomst. Det var ligemeget at solen manglede. Selskabet var hyggeligt og overstrålede langt den gemmesyge sol.

Efter kaffe og betaling bagav vi os mod Haveselskabets Have. Jeg har været der før, men slet ikke set i så stor udstrækning som i går. Der er så mange steder i København jeg slet ikke kender til, eller helt glemmer eksistensen af, at det er skønt at få vist frem og blive husket på.

Mellem skønne vækster og svulmende blomster spankulerede både en påfugl og et brudepar rundt. Det er skønne omgivelser til brudeportrætter og fuglen mente også at kunne gøre sig til. Efter turen rundt, mødte den os i hele sin pragt, og som en ægte podiemodel viste den sig fra alle sider, til alle havde fyldt kameraet med billeder nok, til en større fremvisning.

På dybt vand

Jeg har overvejet det rigtig mange gange. Jeg har vejet for og imod. Jeg har tænkt og haft maven fyldt med sommerfugle.

Da datoen endelig passede, hoppede jeg på og meldte mig til. I dag står der blogtræf på programmet.

Jeg er sikker på det bliver superhyggeligt. Også selvom jeg er en anelse nervøs... Okey lidt mere end en anelse.

Forfrossent forår

Jo, vel har det været et koldt forår. Det vidste jeg da godt.

Dagen i går var dejlig varm, og der er vist også lagt op til varme de næste dage. Så er det bare om at nyde.

Hvor koldt foråret hidtil har været, gik først for alvor op for mig, da vi tog turen rundt i Tivoli i onsdags. Blomsterne, jeg plejer at nyde synet af, er langt fra i det stadie af blomstring som de normalt har været. Det er selvfølgelig ikke sådan at haven er totalt afblomstret, der er masser af blomster.

Men de store smukke kuglerunde allium, jeg plejer at beundre. De er langt fra i blomst. Størstedelen af dem, er endnu knopper, der venter på bedre vejr. En lille del har forsigtigt forsøgt at folde sig ud, mens resten stadig venter på mere varme og bedre vejr.

Jeg vælger at være optimistisk. Varmen skal nok komme. Indtil da pakker jeg mig ind og glæder mig over uldne sjaler og varme strømper. Når foråret vinder kampen mod kulden - for det gør den - er der lagt op til en blomstringsperiode, der holder længere i den anden ende end den plejer.

Om igen

Jeg brugte det meste af gårsdagen på forkanter og krave på Swingprojektet, jeg stadig ikke rigtig kan finde ud af hvordan jeg har det med.

Da kraven endelig var færdig, og jeg kunne iklæde mig udstyret, var første tanke, at det mest af alt ligner noget til en klovn.

Jeg trøstede mig med, at et opskyl nok vil rette op på de noget strittende kanter. Men efter at have sovet på det, kan jeg mærke at kraven skal væk. Det var en ide, der havde sat sig fast. Men jeg må vedgå, at jeg er mere til faste kanter, end flagrende kraver.

Om lidt har theen trukket, og jeg vil fordybe mig i endnu nogle omgange af det lækre blå, der uanset udfaldet er forfærdeligt varmt, og om ikke andet helt sikkert vil blive brugt herhjemme, på kolde vinter- og forfrosne forårsaftener.

Jeg kommer desværre nok ikke udenom at omrokere lidt på knaphullerne - også...

Hjembringelser

Jeg kan godt blive lidt garnblind - i retning af ikke at kunne se skoven for bare træer - når jeg står over for alt for stort et udbud. Det var nu ikke det, der afholdt mig fra at slæbe kilo efter kilo hjem fra Garnudsalget i Gug.

Jeg havde hjemmefra besluttet at jeg ikke har hverken behov, plads eller nye projekter der berettigede nye indkøb. Jeg havde også besluttet at gramsning og viden om garnerne var rigeligt til mig. Og så var jeg helt på det rene med, at noget skulle med hjem. Et eller andet - lidt men godt.

Garnblind eller ej. Valget stod hurtigt klart. Cirka sekshundrede gram tynd lambswool i en lækker brun med et spil, der gør den lige en lille smule mere spændende.

Jeg har ikke et færdigt projekt i tankerne til det, men jeg har lavet en lille strikkeprøve - og vasket den. Bare fordi. Og med en konstatering af at vask kun gjorde bedre. Blødt og lækkert er det - og en plan tager langsomt form.

I Saltum kom pengepungen heller ikke på overarbejde. Karina havde hjemmefra snakket om Uldøl fra Bryghuset Vendia og hjembringelse af samme. Det kunne jeg ikke stå overhørig, så en pakke med tre flasker fandt vej til min kuffert. Ikke til mig, for jeg bryder mig ikke om øl, og så er der ingen grund til at spilde dyre dråber på mig.

Anders siger det smager godt. Jeg tror ham.

Til gengæld stod jeg pludselig overfor Birthe Sahl og hendes fantastiske knapper. Strikkeheksen har flere gange skrevet om de smukke keramikknapper, og jeg har længe vidst, at kom jeg nogensinde i nærheden, skulle jeg have en flok med hjem.

Jeg ledte længe og kiggede alle hendes kasser med smukke knapper igennem. Det stod hurtigt klart at selvom der er mange fine former, kan jeg bedst lide de runde, og da jeg stod med dem i hånden, var jeg ikke i tvivl om valget.

Seks smukke runde glaserede keramikknapper, der passer perfekt til garnet i den anden version af Hallets Legde, jeg har være i gang med et stykke tid, og som stort set kun vokser, når der er møde på tapetet.

Egentlig skal der bruges syv knapper, men der var kun seks. Det skulle være dem. Og den tid, den sorg. Når tiden kommer til knaphuller, finder jeg nok ud af det.

Sammen med weekenden og oplevelsen, synes jeg det var et ret godt rov.

Festival

Da vi søndag kørte mod Saltum og årets uldfestival var vejret skønt, solen skinnede og stemningen var høj.

Vi ankom tidligt, til en by der ikke virkede særlig vågen, men så absolut blev det, mens vi gik rundt.

Jeg nød fårene og den arbejdsglade hund, damen der farvede garn efter oldnordiske traditioner og den traditionelle husflid i arbejdende værksteder.

Der var masser af salg - næsten for meget set med mine øjne. Jeg vil hellere se et klippet får eller et arbejdende værksted end en samling sælgere, der tager på marked nærmest uden markedstilbud. Ikke at jeg ville købe mere, men ordet festival får ikke umiddelbart mine tanker hen mod salg i stor stil.

Jeg har ikke været i Saltum før, og har derfor ikke noget sammenligningsgrundlag. Jeg havde hørt om en by, der var som forvandlet, om en by med masser af områder med både det ene og det andet omhandlende uld.

Jeg oplevede en by, hvor stort set alt var centeret om knudepunktet, og den ene stand, der ikke stod sammen med alle de andre, virkede en smule sat i skammekrogen. Jeg vidste ikke bedre og formodede at sådan skulle det være.

Jeg mødte også en by, hvor indbyggerne bidrog langs fortorve med boder og lopper, der gav rig mulighed for at finde et fundt eller to. Det var dejligt at se lokalbefolkningen bakker op om foretagenet og glade følger med.

Måske var jeg en smule skuffet. Var det alt? Var det, det vi kørte så langt for? Virkelig? Jeg ville sikkert gøre det igen, for selskabet var skønt og hele weekenden en oplevelse.

Alligevel følte jeg mig en smule snydt, da jeg læste Kirstens anmeldelse af festivallen. For hun ved hvad hun snakker om, og jeg synes det er ærgerligt når noget stort bliver ordinært og ikke vokser og udvikles.