mandag den 20. februar 2017

Snoninger i alskens afskygninger


I fredags kom jeg hjem til en bog. En længe ventet bog. En julegave.



Juleaften åbnede jeg en meget lille konvolut, med et lille bitte billede af bogen. Den var ønsket, den stod på min ønskeliste, og Nina havde forgæves forsøgt at købe den. Men ak, jeg var ikke den eneste, der havde ønsket og bogen var i restordre.

Det betød ikke, at Nina ikke synes jeg skulle have den, og det er som bekendt værd at vente på noget godt. Så jeg ventede.







Jeg havde faktisk ikke gjort mig klart hvilken rigdom af snoninger Norah Gaughan har stoppet i Knitted Cable Sourcebook, men det er meget mere end jeg havde ventet. Meget mere.

Jeg har slet ikke haft tid til at sætte mig ned og for alvor fordybet mig i herlighederne. Bare bladret en smule og været overvældet over hvor mange snoninger, opskrifter og skønne billeder bogen indeholder.



Den er tyk, den er tung og den er sådan en der skal ligge på sofabordet og indbyde til at blive bladret i. En rigtig coffeetablebog.

Jeg glæder mig til for alvor at dykke ned i den.





søndag den 19. februar 2017

Nød lærer nøgen kvinde... eller noget


Jeg plejer ikke at være monogam omkring strik. Måske derfor er det lidt mærkeligt at jeg lige nu kun strikker strømper.



De tre igangværende strømper har været vidt omkring, og jeg må indrømme at jeg holder mere af de tynde pinde, end jeg troede muligt.

Med den monogame tilgang til strik er et helt andet problem dukket op. De tynde firkantede strømpepinde jeg strikker på, kan kun fåes i en længde på femten centimeter. Femten centimeter er fine at strikke med, men de korte pinde betyder at hver eneste gang jeg henter strikketøjet op af en taske, er en eller flere masker faldet af en eller flere pinde.

I går morges kom jeg i tanke om de to pakker Fimo, jeg købte for længe siden med et helt andet formål, og som stadig ligger uden at være brugt. Et par timer senere kunne jeg tage de stadig varme, men nu hærdede dimser jeg havde flikket sammen ud af ovnen og sammen med elastik og perler forvandle dem til noget brugbart.







Jeg aner ikke hvad sådan nogle dimser hedder. Jeg har set princippet før og med hætter for enden af de små pinde, er der dels ingen masker der falder af pindene, ingen pinde, der arbejder sig ud af maskerne eller pinde der pludselig har boret sig ud gennem poser og tasker i forsøget på at slippe væk.

Om Fimo holder i brug, vil den kommende tid vise. De holdt fint i aftes, men om materialet er holdbart i længden må komme an på en prøve.

Umiddelbart er de kræmmerhusformede dem jeg vil lave flere af. Både fordi de var nemmest at lave, men også fordi de med lidt tilretning kan vise sig at sidde rigtig godt over de små pinde.



Jeg er nok nødt til at lave flere. De her er jo tilpasset femten centimeters pinde, men jeg har også længere pinde. Samtidig fik min søster lige indskudt i aftes at de gerne aftager karklude. Jeg gav dem tre for et års tid siden. Tre karklude som de ikke umiddelbart synes var en fantastisk gave.

De har ændret mening. Den ene er allerede slidt i stykker. De gamle, gennemprøvede multiklude har ikke kun tabt til de hjemmestrikkede på miljørigtighed. De er ganske simpelt faldet for de strikkede. Og hvem kan sige nej til sådan en forelskelse?

Der venter vist karkludestrik i fremtiden.





lørdag den 18. februar 2017

En aften hos min mor


Lammekølle, canasta, the og masser af hygge.
Opskriften på en dejlig aften i familiens selskab.







Tid til at samle op siden sidst. Tid til at vende både sjove og mere ømtåelige emner. Tid til at være sammen.

De store spiller kort, den mindste holder sig til sin Ipad. Vi andre snakker. Nogle får en lur og mormor fik demonstreret at hun kan stå i planken i over et minut.

Både Nicklas og Victoria kunne gøre hende kunsten efter, mens Emilie gik i spagat og Ann-Dorthe foreviste yogapositioner. Zacharias var klar, lavede både yoga og bevægede sig fremad i hugsiddende stilling.



Jeg var mest bare imponeret. Og rundede hælen på den sidste strømpe.





Heel


Tredie del af et sæt mystiske strømper er altid hælen. Hælen er hurtigt strikket.




Jeg kan godt lide den klassiske hæl med hælflap og -vending. Jeg har tidligere strikket timeglashæle, det er umiddelbart nemmere, men jeg synes strømperne kommer til at mangle bredden over svangen.

Den klassiske hæl kan strikkes på mange måder, der tilgodeser flere forskellige vigtige detaljer omkring en hæl.

Dels skal hælen sidde godt til. Der er ikke noget værre end sådan en hæl. der skøjter rundt og ikke rigtig kan beslutte sig for om den er fugl eller fisk. Jeg strikker som regel altid hælen i rib, fordi jeg synes det får den til at sidde til og ikke gå på afveje.



En anden vigtig del er slidstyrke. Jeg ved ikke om mine fødder fungerer anderledes end andres, men jeg synes oftere mine strømper og sokker får hul på tåen før de får hul på hælen. Alligevel er det vigtigt med slidstyrke i hælen og jeg kan læse mig til at mange mennesker oplever hælen som det ømme punkt i den forbindelse.

Jeg har set flere muligheder for øgning af slidstyrken. Blandt andet noget med at strikke en ekstra tråd med i hælen. En anden mulighed er at tage en del af maskerne løst af, eller som det hedder på dansk: vævestrikke. Det giver en tykkere tekstur til det færdige strik, og giver dermed mere at slide på.



Nogle af de mere gængse vævestrikkede hælmønstre er så tit brugte at de har fået navn. Det vidste jeg ikke. Det ved jeg nu.

Mønstret der bliver brugt i Kirsten Kapurs 2017 mystiske strømper hedder ganske smpelt: Eye of partridge. Det giver god mening, for det lille mønster der på hver anden pind lader hver anden maske ustrikket kan godt minde om en hel flok små øjne.







Foredrag af Bodil Munch


Det var med en følelse af mere end almindeligt tilfældigt sammentræf at jeg sidste torsdag stod på biblioteket, hvor jeg netop var ved at scanne en bog, jeg havde bestilt og fået sat til side.



Bag mig hørte jeg pludselig brudstykker af en samtale mellem to damestemmer. De havde fået øje på et opslag og da den ene stemme sagde: Nej se, der er et foredrag med Madam Munch, og den anden svarede: Er det i aften? Nej det er næste torsdag, kunne jeg næsten ikke blive hurtigt nok færdig med bogscanneriet, og se nærmere på opslaget.

Dagen før havde Lotte netop nævnt både Madam Munch og hendes sjaler. Det føltes nærmest skæbnebestemt at vi skulle til foredrag. Jeg tog en af bibliotekets foldere med hjem, og inden længe havde jeg sendt tilbuddet videre.

Fredag standsede jeg ved biblioteket, hentede fire billetter og i går kunne vi sætte os på bænkerækkerne og høre om strik, sjaler, inspiration og rejser til Estland.







Jeg var mest begejstret for den første del af foredraget. Det var spændende både at se og høre om Bodil Munchs rejse gennem strikkeriget og de Christel Seyfarthinspirerede sjaler, der er blevet hendes egne.

Bodil Munch fortalte glad og gerne, med mange finurlige indslag og sjove detaljer. Farver er et kapitel for sig, og en del af inspirationen er lettere at arbejde med end andet.

Bodil har været på flere ture til Estland og fortalte også fra turene - som hun arrangerer flere af i år. I Estland er strikketraditionen ganske anderledes end vores, og bare derfor er det et spændende sted at besøge.

Jeg blev bestyrket i at Tallinn er en by, jeg godt gad besøge. En gang. Der var mange gode historier mellem Estlandsrejserne, men jeg kunne også mærke at jeg var ved at være fyldt, lokalet havde en dårlig luft og projektoren viste en kedelig opløsning af de medfølgende billeder.

Jeg er meget visuel. Jeg får det bekræftet igen og igen. Når et billedemateriale ikke fanger, fordi farverne ikke står tydeligt frem, motiverne er uskarpe eller det bare er svært at se, får jeg svært ved at holde fokus og følge med.



Selskabet fejlede ikke noget, i pausen fik vi kigget lidt i bibliotekets strikkebøger (der formentlig var stillet frem til formålet), og jeg kunne mærke jeg var træt, da vi kørte hjem. Det sidste ændrede det hjemlige drama på, nærmest samtidig med at jeg trådte over dørtærsklen.






fredag den 17. februar 2017

Det lukkede rum


Jeg var sent hjemme i aftes, efter et foredrag om strik. Jeg nåede kun lige inden for døren, før Emilies spæde røst nåede mig gennem døren til hendes værelse.

Hjælp! sagde hun, og jeg skyndte mig at smide overtøj og tasker.

Dårligt lys - sen aften

Lukkemekanismen til den nævnte dør har længe haltet bagefter. Anders har rodet med den mere end en gang, fået den til at virke igen, og givet hende lange lektioner i hvordan døre bør behandles.

Sidste gang han lavede døren for hende, var det med ordene: Pas på den, og lad være med at være for voldsom, ellers ender den med at gå i baglås en dag.

Den dag var i går aftes.


Jeg prøvede, håndtaget tog ikke fat i noget som helst, døren sad uhjælpeligt fast, og inden længe havde jeg vækket Anders med forventning om at han fiksede problemet pronto!

Det hverken ville eller kunne ham. Klokken var mange, vi bor i en lejlighed med papvægge, han var lige vågnet og man må ikke larme klokken sent om aftenen. Noget andet er at mens jeg blev mere og mere panikslagen - forhåbentlig uden at vise det for meget - sad tøsebarnet og ville bare gerne ud, og Anders havde brug for at tænke sig om inden indgrebet.

Inden længe havde vi fjernet håndtaget, gennem hullet kunne vi se hinanden og flere på hinanden følgende instrumenter blev forsøgt stoppet ind og lirket rundt, i forsøget på at åbne op til det lukkede rum. Intet hjalp.

Døren til vores soveværelse blev konsulteret, kun for at konstatere at alt, der måske kunne have været en hjælp (som at skrue hængslerne af) kræver en åben dør. Det vi ikke havde.

Indsparket dør

Nyt håndtag

Enden blev at Tøsebarnet (lidt beklemt) lagde sig til at sove og blev lovet redning nu til morgen. Jeg kunne ikke umiddelbart falde i søvn og glemte i bekymringstågen, at jeg skulle til tandlægen i morges, og derfor slet ikke kunne hjælpe med at få pigebarnet ud.

Men det hjælper som bekendt altid at sove på det. I morges kom vi op, jeg gjorde klar til afgang, Anders lagde mentale planer, inden jeg løb ud af døren mod tandlægen og Emilie sendte Anders en sms med ordene: Kan vi få mig ud?

Enden blev en blanding af flere løsninger. Et snit rundt om det der formentlig var størrelsen på låsemekanismen, i et forsøg på at styre ødelæggelsen af døren, og et veltilrettelagt spark for at slå den ind.

Det lykkedes.

Ødelagt låsemekanisme

Ødelagt låsemekanisme

Døren kan stadig lukkes, den kan ikke gå i baglås, den kan stadig kaldes en dør og kan ikke ses igennem, den er ikke særlig pæn, men det har den alligevel aldrig været,  og den har fået et nyt - og indbygget - håndtag.

I øvrigt viste den indsparkede og løsnede låsemekanisme sig at være i en temmelig ringe tilstand. Sådan en skal efter sigende være helt lukket...


Nu her bagefter er det en ret sjov historie.
Og tandlægen sagde mine tænder var i tip-top stand.






onsdag den 15. februar 2017

Onsdagsstrik


Onsdag er dagen hvor det er tid at dele det igangværende strik og den igangværende bog. Det er ikke noget jeg har fundet på, men en hyggelig lille leg, der leges af mange rundt om i verden.









Strik:

Jeg strikker strømper. Udfordringen jeg satte mig selv - at strikke tynde strømper på tynde pinde - er for en stund ved at være slut. Eller jeg kan se enden.

De tre første strømper er strikket, tilbage er alle to'erne. Jeg er gennem benene på to, og halvvejs på den sidste. Når først hælen er vendt, er der langt tilbage.

Og måske er tynde pinde slet ikke så forfærdelige at strikke med...


Læse:

Jeg blev færdig med Jesper Steins Bye Bye Blackbird og har kastet mig over Arne Dahl. Jeg kan godt lide Arne Dahl og en ny serie er garanteret et bekendtskab værd.

Jeg er ikke nået så langt endnu. Stilen er fin, jeg mangler bare at finde mig selv til rette i persongalleriet. Jeg læser ikke meget ad gangen, strikker hellere og falder i søvn, når jeg åbner bogen. Måske er det derfor jeg har en følelse af at være i tvivl om hvem jeg er i selskab med, hver gang jeg åbner bogen.

Jeg ved det kommer. Om et par dage har jeg langt mere styr, og historien begynder at folde sig ud. Det tegner såmænd lovende nok.


Se eventuelt her hvad andre læser og strikker




tirsdag den 14. februar 2017

Mødedag


Mens størstedelen af landet holder vinterferie, er der stadig tyve kommuner, der stædigt holder fast i at vente til næste uge.

Den sjove lille mand, der giver liv til afladte mobiler - billedet er fra i sommers (og han virkede desværre ikke helt så godt som forventet)

Rødovre er en af dem. Altså arbejder vi videre, mens vi glæder os til den kommende uge, der for nogen betyder ferie og for andre betyder hygge i Klubben sammen med den udvalgte skare, der vælger at bruge ferien sammen med os.

Jeg hører til de andre. Vi har allerede lagt planer, og selvom der også står oprydning og tømning af et par plantekasser på programmet, ved jeg det bliver en uge med plads til lige det vi har lyst til.

I dag var heller ikke helt almindelig. I dag var møder. Mellem møderne blev der tid til en lille smule snak med børn, en lille smule hjælp til børn og en lille smule af hverdagen.

Jeg kan godt lide møder - når de er konstruktive. Jeg kan også godt lide hverdagen, men når hverdagen bliver afløst af hele tre møde på en gang kan det godt blive lidt trist. Når de tre møder så viser sig alle at være spændende, fremsynede og fyldt med saft, kraft og gåpåmod, så kan de alligevel godt give hverdagen baghjul.

Den sjove lille mand, der giver liv til afladte mobiler - billedet er fra i sommers (og han virkede desværre ikke helt så godt som forventet)

Den sjove lille mand, der giver liv til afladte mobiler - billedet er fra i sommers (og han virkede desværre ikke helt så godt som forventet)

I morgen er det hverdag igen. Det glæder jeg mig til, for selvom dagen bragte gode oplevelser sammen med nogen af dem, jeg ikke ser hver dag, blev jeg også ramt af en smule dårlig samvittighed over for dem, jeg burde have været sammen med.

Heldigvis kan de sagtens alene og sammen.

Både voksne og børn.