søndag den 28. maj 2017

Lørdagsvarme


Lørdag var varm, og selvom vi egentlig begge to flere gange lagde an til et eller andet, blev det ikke rigtig til noget.




Bedst var det at sidde i skyggen under parasollen og bevæge sig så lidt som muligt. Lidt håndarbejde kan det altid blive til, og Anders lagde beslag på et delelement af et hemmeligt projekt, der nok finde vej med billeder - men først efter næste weekend.

Jeg kunne godt have klaret delelementet selv, men Anders gad godt, og han har mere ekspertise ud i arbejdet med træ end jeg har. Sådan er det dejligt at kunne deles om arbejdet, finde fælles referencer og bruge hinandens styrker.

Anders forsøgte tidligt at gå i haven. Han måtte kapitulere - det var ganske simpelt for varmt. Han forsøgte igen i morges, men vendte hjem med udforrettet sag - det var stadig for varmt. Nu er tiden ved at være til det, med tunge skyer og færre varmegrader. Men nu får det være. Formel1 er vigtigere.





Jeg endte med at køre en hurtig tur til Frederiksberg i går eftermiddags. Dumt måske - i hvert fald varmt. Men jeg fik det jeg manglede. Hjemme var Anders klar til at finde skygge og måske endda en smule luft, det kunne træerne ved Branddammen klare.

Og mens svanen pustede sig op, og tydeligt var skuffet over vi ikke havde mad med til den, nød vi den smule blæst vinden førte med sig, inden vi gik hjem, hentede det lufttørrede vasketøj op, og igen satte kursen mod mindst mulig bevægelse under parasollen.





I dag vil jeg gerne en tur om haven. De bittesmå akelejer, jeg såede og har haft stående i en kasse på altanen hele vinteren, har længe sukket efter en udplantning. Jeg har lovet dem, det bliver i dag.

Og man skal holde, hvad man lover.




fredag den 26. maj 2017

Sol og sommer


Vi gik i Søndermarken, spiste pizza og strikkede.





Sille strikker lyserødt babytøj. Fridoline kommer ikke til at mangle. Jeg fik lovet både at strikke strømpebukser og den skønneste lille kjole fra Knitting for Olive.

Man skal passe på hvad man siger. Jeg har heldigvis god tid, Fridoline melder først sin ankomst til september.

Til sidst fik vi nok, nok af solen og varmen. Vi gik tilbage ad Vesterbrogade, købte is og endte i Silles sofa. Vi strikkede videre, snakkede om det ene og det andet, nød selskabet og fik vendt stort og småt.

Trods varmen uden døre, blev det koldt indenfor. Samtidig med at jeg skuttede mig, og besluttede mig for at tage min trøje på, spurgte Sille: Hvordan kan du have det koldt i den varme..?

Ja, jeg er jo ikke gravid. Svarede jeg. Sille nåede at stoppe sig selv, inden hun udbrød - Det er jeg da heller ikke...


Den tilstand kan åbenbart godt glemmes.

Bare et kort øjeblik.







Jeg nåede langt på mit nyeste projekt, Sille nåede bunden af en Dahlia-trøje, inden jeg pakkede mig sammen, smed alle pakkenellikerne i cykelkurven og cyklede gennem Frederiksberg, forbi Diakonissestiftelsen og langs Damhussøen hjem.




torsdag den 25. maj 2017

Anerkendelse


Enhver pædagog med respekt for sig selv kender begrebet anerkendelse - og arbejder med det.

For hvilket menneske vokser ikke, eller bliver ikke glad for anerkendelse?











Da gårsdagens revy var på sit yderste, det hele havde klappet og ungerne kun manglede det allersidste - afslutningssangen - myldrede de alle op på scenen, ganske som de skulle. Men så sluttede ganske som de skulle. For de havde en overraskelse.

De ville have mig på scenen.

Og deroppe, midt mellem glade niendeklasseselever, fik jeg overrakt en stor buket blomster, knus og glade smil.


Jeg følte mig i den grad anerkendt!




Fire dages miniferie


Det er lang tid siden fire dages miniferie, har battet så godt på energikontoen.

De sidste ugers planlægning, øvning og forberedelser til niendeklassernes sidste skoledag - og specielt revy - har været skønne, men har også trukket på overskudskontoen.





Altså var det skønt, at kunne blive kørt til Frederikssund til timer i skønt selskab i solen (og skyggen) på terrassen hos Bettina. Timer med snak, strik, god mad og det skønne selskab.

Alt for hurtigt var formiddag blevet til langt ud på eftermiddagen, og tiden var gået. Vi pakkede os sammen og kørte hjem igen. Hjem til et par timer på altanen - eller i sofaen - helt som jeg lyster. Andre planer har dagen ikke, og jeg nyder det.

I morgen kører jeg ud igen. I morgen bliver det på cykel, men stadig sammen med strikketøjet, når turen går mod Frederiksberg og Sille. Det bliver også skønt.





Og så er der endda stadig dage at tage af, inden hverdagen starter igen. En hverdag, der trods ventende kurser og møder bliver lidt mere overskuelig. Mine kommende timer, der trods niendeklassernes læseferie stadig står på skemaet, er brugt til arbejdet med revyen.

Det kunne ikke lade sig gøre på andre måder. Systemet kunne ikke pulje sammen på forhånd, men det kunne jeg. Og når timerne er brugt, kan de ikke bruges igen. Det giver overskud til omfordeling af arbejdstiden - et husk om at komme lidt senere på udvalgte dage - og bedre plads til de møder og kursusdage, der ligger inden sommerferien.


Jeg glæder mig allerede.

Men først skal der lades op.




onsdag den 24. maj 2017

Onsdagsmasker


Midt i sidste skoledag, forberedelser og de møder en kort uge pressede sammen, havde jeg nær glemt, at onsdag er lig med et kig på masker og bogstaver.

Lige inden mørket faldt alt for tæt, fik jeg travlt, fandt kamera, de sidste solstråler, bog og strikketøj, og gik ud på altanen.













Læse:

Jeg læser stadig Jan Guillou. Det er ikke en dårlig bog, og jeg er også nået over halvvejs. Enkelte dage har jeg læst rigtig meget, men det går stadig langsomt.

Den er både god og dårlig. Mest god og det dårlige handler i virkeligheden om, at jeg bliver lidt irriteret. Både på skrivestilen, som bærer præg af sidste århundrede. Det går lidt for langsomt. Men den har også et andet præg fra forrige århundrede; Fællesnævneren: inkompetence. Det ses også i nutidige bøger - den der inkompetente chef, som altid ødelægger det hele.

Hos Sjöwall og Wahlöö var det Malm og hans helikoptere, her hedder han Näslund og er om muligt endnu værre. Værre fordi han får lov at fylde for meget. Det er rigtigt, der findes masser af inkompetente chefer - jeg er bare ikke sikker på jeg gider læse om dem.



Strikke:

Min udgave af Frosty, som stadig har nogle lighedspunkter med originalen er tæt på afslutningen. Jeg mangler kun en ganske enkelt kant i halsen. Ganske enkelt som i en icord. Jeg synes halsen bliver for tæt, hvis der bliver mere kant.

Der mangler også utallige endehæftninger - det ene nøgle knækkede gang på gang. Og noget med nogle knapper. Jeg tror jeg ved hvilke knapper jeg vil have - men nu er jeg blevet i tvivl. Jeg tænker at kokosknapper måske kunne være bedre end metal...




Sidste skoledag


Kulminationen på måneders forberedelse.





Det har været en skøn dag - en lang dag - og en sjov dag. Dagen startede tidligt med morgenmad sammen med den ene niendeklasse. Dagen fortsatte i festsalen, hvor de tre klasser sammen leverede en forrygende revy. De improviserede, de tilførte, de glemte noget og gjorde noget andet, og mest af alt var det tydeligt de havde en fest.

Gårsdagens generalprøve var ellers ganske rædselsfuld - men sådan skal det vist være...

Midt i det hele invaderede vi voksne scenen. Vi havde planlagt og gav igen. Mens de store skolebørn gjorde grin med deres lærere, gjorde vi grin med dem. Det kunne have gået begge veje - heldigvis var de vilde med indslaget, og spørgsmål regnede ned over os bagefter - Hvornår har I planlagt det? Var der nogen, som vidste det? Vidste værterne det? Øvede I kun éen gang?

Efter revy, blev det tid til det obligatoriske skumsprøjt. Andre steder bruger man vand. Alle er enige om at skummet er forfærdeligt, og alle er enige om at det er det, vi gør. Det er de samme børn, der igen og igen ender henne ved de voksne med viskestykker og vand, for at kunne se igen og det er de samme børn, der år efter år provokerer de store, så de ender fyldt med skum.





Det er sjovt at se, jeg var forberedt og regnede med en del mere skum, end det blev mig forundt. For skum eller ej, er det også oftets sjovest at løbe rundt efter dem, man kender bedst.

Efter skum var der fodbold. Igen helt efter planen. I år kunne eleverne deres kram, og selvom der var mange voksne på banen, var det svært at gøre noget, når man pludselig var ene mand mod tyve afgangselever. Eleverne vandt velfortjent fem - et. Og kan gå fra folkeskolen i bevidstheden om at de slog lærerne i sidste omgang.

Klokken et var alle rene, havde været hjemme i bad, og vi mødtes igen til fælles frokost, et par taler og mest af alt den allersidste time sammen undervisere og elever. Siden tog de hjem - nu holder de fest.





Vi andre ryddede op, både efter frokosten og i festsalen, som vi bare efterlod i formiddags. Lærerne gik mod lærerværelset og muligvis en velfortjent øl. Jeg gik i klubben og var glad for at niendeklassernes sidste skoledag sjældent er sådan en med mange børn - de går også hjem i bad.

Nu har jeg lagt benene op. En skøn dag er slut. Jeg har fri i flere dage, og vejret kan trækkes lidt lettere efter de sidste dages hektisitet.




søndag den 21. maj 2017

Tribeca NV


Det er vildt så mange muligheder for at strikke i det offentlige rum, der dukker op. Det gælder om at være om sig, slå til eller måske bare være heldig at opdage på rette tid og sted.







Under alle omstændigheder var det Bettina der så at Tribeca NV dækkede op til brunch og inviterede garnglade etusiaster til at tage garnet, pindene, hæklenålene og hvad der ellers er nødvendigt med. Et kig i kalenderen gav klar bane, og inden vi så os om, var vi meldt til.

Det var hyggeligt. Vi sad i solen - og skulle have husket solcremen. Vi gjorde nye bekendtskaber - når bare interessen er fælles, er der altid noget at tale om, og vi nød maden, som blev delikat serveret på skønne tallerkener.

jeg nåede at blive godt sulten, inden maden stod på bordet, men sådan er det, når der vælter mange gæster ind på samme tid.

Tribeca NV ligger som navnet antyder på det yderste Nørrebro. Mellem betonbyggeri, tæt ved banen og op ad gamle lejekaserner, har stedet til huse i en baggård i noget det ligner en gammel fabriksbygning.

Men hvor er der hyggeligt. Når man forlader Bygmestervej og går gennem den kedelige portåbning, står man pludselig i en oase fyldt med grønne planter, store parasoller og udeservering i flere niveauer. Vi sad øverst, på en terrasse der gjorde det nemt at hygge sig længe. De gamle mure skaller og stemningen er rå, og inden døre er der gjort en dyd ud af råheden, med umage stole og borde, åbenhed, lys og farvestrålende kunst.







Vi sad der længe - for længe. Det sidste kun fordi jeg glemte den der solcreme...

Til gengæld fik jeg lukket den nederste kant på den bluse jeg har strikket på længe. Pludselig mangler kun for- og halskanter, endehæftninger og en flok knapper. Det sidste har jeg styr på. Måske.




lørdag den 20. maj 2017

Lemonadespirer


Kan I huske lemonadetomaterne? De sprøde små gule tomater, jeg skar i skiver, plantede og håbede ville blive til levende planter...







De er her nu.


Af mærkelige grunde, er det kun kernerne fra den ene skive, der gider danne liv, så kun en enkelt tæt klynge bittesmå planter, har fundet vej op over jordoverfladen.

De bor stadig i en æggebakke, men inden længe skal de deles og flytte videre. Muligvis stadig i en æggebakke. Men kun fordi jeg ikke lige har andet de kan være i. Lige nu.

Men så længe de ikke er større, tror jeg godt de kan leve i en æggebakke. Det kan resten af bestanden, og den ser ud til at trives.

De første tomatplanter er ved at være så store, at æggebakkerne ikke længere er dybe nok til rødder, nogen er flyttet til større omgivelser, og nogen er vej til det der flytning. Mit største problem lige nu er vist mest noget med pladsmangel.







Heldigvis skal de ikke være her for evigt. De er stadig for små til at flytte hjemmefra, men de kommer udenfor i godt vejr, og inden længe er de forhåbentlig blevet store nok til, at de ikke længere behøver stå lige inden for altandøren og fylde, men flytte enten på altanen - eller mere permanent i haven.


De små gule afstikkere skal nok vente længst.




Stemplet!


Vejret er skønt. Solen skinner, og det blæser nok til at parasollen ikke kan være oppe. Anders har prøvet, så nu klarer vi os med solcreme og -briller.









Jeg startede formiddagen på Frederiksberg. Det var inden solen dukkede op, og cykelturen frem og tilbage var i overskyet, ikke for varmt vejr. Sådan perfekt cykelvejr, der ikke ender med gennemsvedte bluser ved ankomsten.

Det var på Frederiksberg jeg overhørte dagens sjoveste samtale. Ved siden af mig sad to piger midt i tyverne. Den ene havde tydeligvis lige fået barn, den anden endnu ikke og en tredie veninde, som ikke længere var i kridthuset, havde afsindig ringe forståelse for at man ikke bare kan mødes til en kop kaffe efter arbejde, når man har et lille barn.... Jeg gav hende i mit stille sind ret, og forsøgte ikke at fnise for meget, da den ene fik indskudt, at hun næsten glædede sig til den tredie fik barn - så kan hun lære det, kan hun.

Rigtig sjovt blev det da de begyndte at tale om at hækle. Den anden havde lært at hækle af en, der var rigtig dygtig til det, men det fangede hende ikke rigtig. Hun mente ikke, hun nogensinde ville gøre det store ud i hækling - men en fjerde veninde var rigtig god til det. Det var de begge enige om, og den fjerde hækler rigtig meget, og mange fine ting. Men - sagde den ene - Hun har heller ikke rigtig så meget andet at lave....


Man kan hurtigt hurtigt blive stemplet, som sådan en, der ikke har særlig meget andet at lave...





I øvrigt kan jeg mærke jeg har mavemuskler og at der under mormorarmene også er muskler. Og det er altid rart at vide.

Alt andet ville også have været snyd!