fredag den 29. marts 2024

Vand

 

Det var vistnok maj, da Jodi Rice fra Satsuma Street udgav første del af sidste års broderi-samsyning, eller hvad sådan noget hedder.



Jeg kender samstrik. Og har været med til både det ene og det andet flere gange. Men sam-broderi. Det lød spændende, og jeg ved Jodi Rice laver nogle superfine mønstre. 

For med til historien lyder at jeg ikke vidste hvordan det færdige broderi kommer til at se ud. 

Det var god tid til at brodere - hvis man er hurtig til at brodere, eller ikke laver andet. Jeg kunne under ingen omstændigheder nå det, og de fire dele, der udkom med tre ugers mellemrum er langtfra færdige.

 



Nu er første del færdig. Og jeg synes det bliver så fint. Og det er sjovt at sy. 

Overskriften for sidste års sam-broderi (for hun laver et hvert år) var De fire elementer. Første del var vand. 

Jeg er stadig vild med at de fire dele arbejder sig ind i hinanden. At de ikke er enkeltstående elementer, men hænger sammen.

Siden dengang for snart et år siden, har jeg set det færdige projekt. Jeg ved godt hvor jeg er på vej hen, og det gør ikke oplevelsen ringere. Måske snarere tvært imod. 




Anden del er jord. Personligt kan jeg godt lide at jorden bliver betrådt af et par får.

Der går nok nogle måneder - eller halve år - før jeg er færdig. Med anden del. Det gør ikke noget, jeg har ikke travlt.

Men som det ofte er - vist ikke kun med mig - er det ret sjovt at brodere lige nu, hvor et mål er nået og et andet startet. Spændende hvor længe det holde ved. 




Små trætte ben

 

Det er så heldigt at bussen kører nærmest hjemmefra og til Hoppeparken, altså bortset fra at den standser på ringvejen, og man selv skal fragte sig en kilometer ind i det noget kedelige industrikvarter.

Vi havde ikke gået langt, før oscars ben var ved at falde af, men heldigvis var der sten at træde på, gå på line på eller hoppe ned fra. Så det gik. Selvom det var kedeligt og det digitale barn bedre kunne overskue distancen, da han kunne se den på det interaktive kort på mobiltelefonen. 




Den anden vej var straks værre. Det var forventet. Der var ikke meget energi tilbage.

For enden af Mileparken, på hjørnet af Ringvejen ligger McDonalds. Jeg havde håbet det var nok at kunne lokke med is. Men dels var det over frokosttid og barnet var noget mere udkørt end jeg havde beregnet.

Det hjalp stadig at der var sten at gå line på, at der var forhindringer at klatre over og at han vidste hvor langt der var til det lille vandløb vi passerede på vejen ud. 




Vi lovede at holde en pause. Oscar hyggede med en pind og synes en pause var det helt rigtige. Inden vi gik videre, blev der også tid til at kaste sten i vandet.

Det lille vandløb var så fint i solen og på stenene unde broen havde nogen malet en bil. 

Inden vi gik videre lovede Emilie at bære ham på skuldrene, kunne hav bare gå til det første lyskryds. Det lod han sig ikke sige to gange. Fremme på McDonalds, glemte han hurtigt at benene ikke kunne være og var glad for legetårnet, spiste nuggets og pomfritter og mente at kunne huske noget om is.




Jeg lovede at finde is på vejen hjem, vi pakkede sammen og nåede bussen tilbage.

Fra bussen hjemme er der i omegnen af en halv kilometer inden vi er helt hjemme. Men med en is i hånden og når man kender vejen, går det godt nok langsomt, men fremad. Og når der  kun kan købes is kassevis og isen er lille, så kan man få to. 

Og når nummer to ikke bliver udleveret før vi er helt hjemme, går det endnu stærkere. 




Det var en hyggelig dag. 

Jeg afleverede ham hjemme, da begge forældre var kommet hjem. Jeg er sikker på han sov godt.




onsdag den 27. marts 2024

Hoppe

 

Oscar er vild med at hoppe. Han er her sjældent, uden at tage en tur i enten vores eller Emilies seng. Endnu må han gerne, men der kommer nok en dag...



Derfor har jeg for længe siden besluttet at en eller anden dag, skal vi i X-Jump. Trampolinparken i Ballerup. 

Det blev i dag. Emilie og jeg hentede ham hjemme i morges, til en dag fuld af hopperi. Jeg vidste godt at han ikke anede hvad jeg snakkede om, når jeg har sagt at vi skal ud og hoppe. 

Det ved han nu. Det var sjovt, han var vild med det og han holdt ud i to timer.



Vi andre nøjedes med en enkelt time. Jeg hoppede, mest samme med Oscar, men jeg må erkende at det kunne mine knæ ikke rigtig lide. De holdt heldigvis op med at brokke sig, når jeg stoppede med at hoppe. 

Hjemmefra forestillede jeg mig at bassinerne med skum, man kan blive helt væk i, ikke var noget vi skulle gøre det særligt i. Det varede lige indtil Oscar opdagede skumbassinerne, og synes det var fantastisk. Han er let nok til at han ikke falder langt ned, han landede nærmest ovenpå, og kunne selv kravle i land.





Anderledes var det, da Emilie besluttede at hun også skulle prøve og hoppede i sammen med barnet. Det var ikke nemt at komme op. Men sjovt. 

Til sidst var han klar til at lægge sig ned i skumbassinet og sove. Vi nåede at hoppe lidt mere - og så tog vi hjem. 



Barnet med julelys i øjnene. Jeg tænker ikke det er sidste gang, vi skal der forbi. 




tirsdag den 26. marts 2024

Kvindemuseet

 

På Domkirkepladsen i Aarhus ligger museet KØN. 



Jeg har aldrig været der før, og vidste ikke det lå der, før vi kom forbi. Vi gik indenfor, bare for at se. Der var et par udstillinger, der så spændende ud, så mens Lotte og Berit gik tilbage til lejligheden, gik Anja, Louise og jeg indenfor og udforskede udstillingerne. 

Der er mange spændende udstillinger på KØN. Personligt var jeg mest optaget af den mindste udstilling, om kvindekamp og hønsestrik. 





Mere spændende var nok gennemgangen af kvindernes historie i sammenhæng med ligestilling. Eller udstillingen hvor vi gik på jagt efter forskellige tiders legetøj, køkkenredskaber og samfundsmæssige tidsoriginale objekter. 

Det mest spændende synes jeg var selve bygningen. Ikke bare arkitekturen og de fine stuk i lofterne. Men historien. 

Her stod vi midt i et museum der synliggør kvindernes historie i et samfundsmæssigt perspektiv. I en bygning, der næsten ikke kan være mere mandsdomieret.

Bygningen er fra 1857, tegnet af tegnet af Ferdinand Thielemann, og indviet som rådhus, domhus og arrest. Militærvagten, som dem med arresten åbenbart hed dengang, flyttede ud i 1879, og i stedet flyttede politiet ind.

Byrådssalen blev moderniseret i 1907, er fredet og står tilbage midt i museet i dag, med fortællinger om kvinder i magtpositioner og malerier fra dengang det var nyt. i 1915 fik kvinderne stemmeret, hvilket er en stort i den del af museet. 



I 1941 stod det nye (og nuværende) rådhus færdigt, byrådet flyttede ud og overlod bygningen til politiet alene, inklusive den nu udbyggede arrest.

Da WWII meldte sin ankomst flyttede værnemagten i første omgang ind på universitetet, men da det blev bombet, overtog de politistationen i bygningen på Domkirkepladsen. Politiet fik den tilbage efter krigen og i 1984 flyttede kvindemuseet ind.



Jeg kan ikke lade være med at synes det er en fantastisk historie at den ultimative maskuline bygning er endt som det diametralt modsatte.




mandag den 25. marts 2024

På tur til Aarhus

 

Jeg føler mig håbløst bagud. En ting er at alle de små bidder af oplevelserne i Irland kommer drypvis, mest fordi jeg gerne vil have dem at se tilbage på. 



Noget andet er weekenden sammen med tøserne, for flere uger siden, som jeg slet ikke har fortalt om. Igen handler det mest af alt om at jeg gerne vil have billeder og fortællinger liggende, til senere brug. Jeg bruger mine indlæg som opslagsværk, når jeg skal huske tilbage. 

For år tilbage arbejdede vi sammen, nu er vi spredt til alle sider. At tage på fælles weekend med tøsehygge som det allervigtigste, har altid været en del af vores fællesskab, og nu er det blevet endnu vigtigere. 





Weekenden har været fastsat længe, vi manglede bare et sted at være. Med ansættelser i diverse kommuner, blev det muligt at leje via samlingen af udlejningssteder kommunerne imellem, og vi endte i Aarhus.

Vi har kørt langt før, og Aarhus er skøn. Lejligheden kostede nærmest ingenting, lå nybygget på havnen med god plads og noget der lignede luksus. Alligevel blev vi enige om at vi hellere vil bruge tiden på hygge end køretur.

Tiden blev brugt godt. Til snak, til samvær, til god mad og en lang tur gennem Aarhus. 






Vi spiste ude og vi spiste hjemme. Vi kørte fuldt læssede og nåede frem i mørket fredag aften. Søndag var hjemme tids nok til at få en følelse af at weekenden ikke var helt slut. 

Vi overvejede Den Gamle By, men ville hellere bruge tiden hjemme, bare os. Vi slog alligevel et smut ind om Kvindemuseet, fordi ingen af os havde været der før og nåede på hjemturen forbi Gartnergården, der var kold, men hyggelig. 



Det er sådan nogle weekender, der er værd at samle på. 




Det sidste stykke mur

 

Vikingernes murrester ved Newgate i Dublin er en del af et ret skarpt hjørne. Nærmest overfor ligger St Audoen's Church, og bag den, som en afgrænsning af kirkens område,  står endnu et bevis på vikingernes befæstning af Dublin. 





Den her mur virker yngre. Jeg tænker mere middelalder end vikingetid. På den anden side vikler de to tidsaldre sig ind i hinanden i overgangen mellem det ene og det andet. Jeg kan læse mig til at vikingernes befæstning, der startede som jordvolde, blev udbygget med palisader af træ og siden blev til gedigne mure af sten, netop blev bygget af sten i en tidmæssig periode, der passer med sen vikingetid og tidlig middelalder.

Det er et flot stykke mur, der danner den bagerste ramme om kirkegården. Der er langt ned, og her bliver befæstningen tydelig. 

Der er et stykke vej til floden. Umiddelbart undrede jeg mig, for hvorfor gik byen ikke helt ned til vandet. Det svar fik jeg på på vikingemuseet, for noget jeg aldrig har tænkt over, er hvordan befæstningen af en by har ændret karakter gennem tiden. 




Dengang jordvolde, og senere palisader, udgjorde styrken mod fjenden, var det for let at blive overlistet fra vandet. Derfor blev bopladserne bygget et stykke fra vandet. Tæt på, men alligevel langt nok væk, til at byen kunne holde stand mod potentielle angreb.

Som tiden gik, blev krigsmaskineriet forfinet, og det blev lettere at forsvare en havn, der lå inden for murene. 





Muren langs St Audoen's Church, ligger langs Cook Street, som i tidernes morgen lå lige uden for byen. senere blev muren flyttet, byen voksende, floden blev en del af den indre by og Cook Street indlemmet i middelalderbyen - som nok har haft flere huse af sten. 

Gaden hedder stadig Cook Street, men vi så ikke nogen bagere, som var det der i sin tid gav navn til vejen. Der var nemlig her - lige uden for den befæstede del af byen, at bagerne med deres store ovne havde til huse. De måtte ikke bo i byen, brandfaren var ganske simpelt for stor. Men de skulle være tæt nok på, til at de var lette at komme til. 




Masker på en søndag - Uge 12

 

Ugen kort:

  • På skolen var der featureuge. Eller bysamfund. Jeg havde meldt mig til det Kreative værksted, fordi det var trygt, det var nemt og jeg regnede med at det ikke var værkstedet der ville give mig udfordringer. 
  • Det har været en superhyggelig uge. Der skulle laves perler, males og saves skiver af træ til at brænde skilte på. Det med træet udviklede sig hurtigt til at træ af forskellige former blev samlet til de skønneste, finurlige figurer, ofte med ansigter brændt med brænderen. 
  • Det gider jeg godt igen, næste år gerne på et andet - måske lidt mere udviklende - værksted. 
  • Jeg har snakket temmelig meget i telefon. 
  • Jeg hentede Oscar i børnehaven. han havde været på tur til hallen og løbet rundt i den store, store sal. 
  • Det nye hit er fiskefrikadeller, som an spiser med glæde. Det lykkedes ham at sætte fire til livs. Det er ham vel undt, så vi køber fiskefars, når han kommer om tirsdagen. 
  • Jeg havde et godt møde med min afdelingsleder, der vidste lidt mere om uddannelse. Vi snakkede fagfordeling og mulige scenarier for næste år. Det kan godt gå hen og blive rigtig spændende.
  • Jeg har sendt ansøgning til meritlæreruddannelse med start til sommer. Og jeg underskrevet skolens ansøgning om refusion mens jeg er på uddannelse.
  • På min tidligere arbejdsplads sagde Kasper farvel. Han skal videre til  nye spændende udfordringer og jeg forbi, for at være med til at sige farvel. Det var så hyggeligt at se dem alle igen. 
  • Påskeferien er begyndt. Jeg tror kun det er tiltrængt fordi den står i kalenderen. Ferie er altid skønt. 
  • Lørdag blev brugt i Frederikssund sammen med Bettina. Det gik pludselig op for os, hvor længe siden der er siden sidst.
  • Søndag stod Sille og Rose på programmet. 








Læse:

Jeg er næsten halvvejs gennem Skyggeriget af Kim Faber og Janni Pedersen. 

Et mord, et attentat, en død plejehjemsbeboer, en minister i modvind, et bandemedlem i exit-program og en israelsk drone. Selvom alle delene umiddelbart ikke hænger sammen, er jeg sikker på de på forunderlig vis nok skal vise sig at passe i et større hele.

Umiddelbart at flere politidistrikter og flere afdelinger involveret. Igen tænker jeg at på et tidspunkt bliver det samlede arbejde til et hele. 

Sådan plejer det at være i bøger i den her kaliber.


Strikke:

For nogen uger siden viste jeg garnet, der skal blive til Bifurca Pullover. Nu har jeg slået op og kroppen er tæt på at være færdig. jeg har prøvet og den bliver så fin. 

Jeg strikker af pelsuld fra Hjelholt og en rest Rauma Finull. 

Min strikkefasthed passer ikke, jeg kan ganske simpelt ikke få så mange masker, som opskriften angiver, selvom jeg er gået en pind ned. I stedet strikker jeg en mindre størrelse.

Konstruktionen er noget for sig. Med min strikkefasthed måtte jeg erkende at nok er mine masker bredere end forventet men de er også lidt lavere. Altså tilføjede jeg et par pinde i hver side, for at få rum nok. 

Nu venter ærmerne og jeg venter på et sæt pindespidser, for undervejs er der knækket en pind. Sådan kan det gå, heldigvis fandt jeg nedsat strikketilbehør og lige om lidt er jeg klar til ærmestrikken - som jeg allerede ved, jeg kommer til at ændre lidt på i forhold til opskriften.